War Sum Up. Hotel Pro Formas manga opera om krigens væsen

Sanselig, spekulativ og spektakulær krigsforestilling

Af Lone Koefoed og Anette Vandsø

War Sum up er en sanselig, spekulativ og spektakulær forestilling: scenen er konstant befolket af ikke mindre end tolv operasangere fra Det Lettiske Radiokor. De fremfører vokaldelen af den overvældende smukke lydside bestående af nykomponeret musik af Santa Ratniece (LV), Gilbert Nouno (Fr) og The Irripresibles (UK). Den visuelle iscenesættelse er ligeledes ekstraordinær. Den består dels af avancerede projektioner, der synes at være kulminationen på Kirsten Dehlholm og Jesper Kongsvangs mangeårige samarbejde, dels af en stringent koreografi, og dels af den danske designer Henrik Vibskovs fabulerende kostumer. Librettoen udgøres af Willie Flindts (DK) subtile tekstvalg baseret på passager fra det gamle, japanske Nôh-teater. Forestillingen er ganske enkelt imponerende gennemarbejdet og velkomponeret, hvilket i sig selv ikke er overaskende set i lyset af Hotel Proformas tidligere fo restillinger, der netop er kendetegnet ved, at alle udtryksdimensioner er givet stor vægt. Via dette sansebombardement opsummerer forestillingen, som titlen antyder, krigens væsen.

Soldaten, krigeren og spionen

Vi følger fortællingen om tre, måske fire, personer: soldaten, krigeren og spionen. De to første er mænd, den sidste er en kvinde. Den fjerde person er den kvindelige fortæller, ”game-masteren”, hvis historie udfoldes løbende undervejs i forestillingen. Måske er det ligefrem denne game-master, der er den sande hovedperson, idet det er hende, der igangsætter, vedligeholder og til sidst viderefører krigens handlinger. Dette antydes især, da hun i slutscenen har fået stablet stolene pænt til side og det viser sig, at deres skygge danner silhuetten af en tankvogn. De øvrige hovedpersoner er på sin vis statister i denne handling, eftersom krigen har medført, at den ene har fået PTSD, Post Traumatic Stress Disorder, den anden er blevet et spøgelse uden endelig fred, og den tredje spion for at overleve krigens rædsler. Med Hotel Pro Formas egne ord handler forestillingen således om forherligelse og forbandelse og om transformationer fra “menneske til maskine og videre til statue, spøgelse og fantasy heltinde”.

War Sum Up forløber i fem dele, der hver handler om en aktør i krigen: game masteren, soldaten, krigeren, spionen og civilbefolkningen. Soldaten får PTSD, vender tilbage til krigen og dør, hvorefter der rejses en statue. Krigeren dør en pludselig død i krigen og bliver til et spøgelse, fordi hans sjæl ikke kan falde til ro. Spionen forvandles til en superkvinde, da hun skal slippe fri af fangenskab og bliver derved til den mytologiske heltefigur, vi kender fra mangaens fantasyunivers. Dette sker, mens game masteren igangsætter, vedligeholder og viderefører krigen, og civilbefolkningen forsøger at overleve som “tang der flyder med vandet”.

Det mærkværdige og kunstagtige

Trods disse fortællingsniveauer er forestillingen blottet for den melodramatiske, psykologiske stil, vi kender fra hollywoodfilmenes krigsfremstillinger. Selvom War Sum Up bruger mange nutidige begreber og stiltræk som f.eks. sygdommen post-traumatisk stress eller stilen vi kender fra mangategneserier, er der intet forsøg på at gøre historien så almen og tilgængelig, at vi som publikum kan leve os ind i den. Tværtimod, synes strategien at være lige omvendt: De skikkelser, som vi følger gennem operaen, er mærkværdige og kunstige ja, endda kunst-agtige. De ligner dukker i Henrik Vibskovs fantastiske kostumer, der er pasticher over japanske kampuniformer. Skikkelserne bevæger sig i stive, nøje koordinerede og samstemte mønstre. På et tidspunkt stivner hele koret f.eks. i gestusser, der får dem til at ligne udtræk fra et renæssance maleri a la den flamske maler Pieter Breugel. Og selv da den kvindelige centrale skikkelse “Spionen” etablerer ét af de få øjeblikke i forestillingen med en egentlig kontakt til publikum, sker det i et mekanisk nærmest parodisk formsprog, hvor hun stavrer over scenen i japanske plateausko med en stav i hånden, som en forvrænget mangafigur. Det mærkværkdige og kunstige understreges af, at der synges på et for os uforståeligt sprog, japansk. I enkelte passager skrider vokalfremførelsen endda fra den typiske europæiske bel canto-stil over i noget, der minder om østens strubesang. Midt i alt det mærkværdige og kunstige fremstår den gennemgående, kvindelige fortællefigur til gengæld påfaldende hjemlig, idet hun under hele forestillingen går rundt og strikker og rydder op.

Grafiske tableauer

Med til uvirkeliggørelsen hører også, at scenen er både vertikal og horisontal. Den skrider tilmed fra tre- til todimensional som følge af de mange grafiske projektioner, der viser overskuddet af Delholm og Kongshaugs mangeårige eksperimenter med videoprojektionens muligheder. Der bruges både bag- og forprojektion på de gennemsigtige lærreder, der dækker henholdsvis forside og bagside af det stillads, som koret bevæger sig på. Denne kombination af for- og bagprojektion skaber interessante visuelle overgange, idet billeder bevæger sig fra at være på korets bagvæg til at vises på korets forvæg og omvendt. Og fordi projektionslærrederne er af gennemsigtigt stof, kan det nogle gange være svært at afgøre, om projektionen vises på for- eller bagvæg og man irriteres over, at man ikke kan se hele teksten eller hele billedet, fordi korets skulpturelle kostumer pludselig står i vejen. Her udnyttes det visuelle til at understrege, at når det gælder krig, findes der intet overblik, kun partielle historier, som næsten altid er triste.

Parallelle fortællinger i billede, musik og ord

Trods den mærkværdige, kunstige og kunstagtige stil, er der ikke tale om absurd teater uden mening, som kun vil fremstille ikke-mening. Snarere tværtimod synes forestillingen at basere sig på den stik modsatte strategi: at præsentere en form for overload af ‘mening’, som vi umuligt kan syntetisere. Der er dybe betydningslag i de enkle tekstpassager, der som nævnt stammer fra japansk nôh-teater og handler om krig. Billedsidens vekslen mellem mangategneserier og rammende realistiske fotografier af krig har ligeledes mange betydningslag. Også lydsiden er fuld af pathos. Her lægger tætvævede klangtæpper bund for enkle, naive, repeterende musikalske figurer, der er hjerteskærende smukke og fremført med et enormt overskud af det Lettiske Radiokor.

Disse forskellige betydningslag i billede, musik og ord, står dog som parallelle, sideordnede niveauer, der på intet tidspunkt ‘går op’ i en højere enhed. Heller ikke musikken forløser fortællingen, eftersom de musikalske klimakser bliver skabt ved at tilføje volumen og støj og ikke via et egentligt forløsende musikalsk højdepunkt. Forestillingen er derfor både sanselig, spektakulær, men også spekulativ.

Krigens væsen

Krig er ødelæggende, trist, sørgelig og traumatisk, og den er voldsom mod kroppe, sanser og sociale relationer, når lemmer rives af og fædre, sønner, kvinder og børn bliver dræbt. Men Hotel Pro Formas forestilling War Sum Up, som med sin titel antyder, at den opsummerer krigens væsen, fremstår umiddelbart som det modsatte af voldsom og traumatisk: sange, ord, toner og bevægelser trækkes i langdrag i en sådan grad, at vi og flere af de publikummer, vi talte med bagefter, måtte indrømme, at de simpelt hen gled væk undervejs i forestillingen. De blev dysset i søvn eller faldt i en slags trance undervejs i de 80 minutter forestillingen varede. Dette på trods af, at der i vanlig Hotel Pro Forma stil jo ikke er sparet på det spektakulære udtryk, idet der konstant er tolv operasangere på scenen, musikken er høj, og der videoprojiceres i flere lag.

Forestillingen er derfor på den ene side overvældende og på den anden side giver den ikke rum for en egentlig indføling. Det er derfor på én og samme tid en vanvittig smuk, men samtidig trættende forestilling.

Alligevel giver det mening. For netop på denne måde viser War Sum Up noget om krigens væsen: Nemlig at krig på ene side lever i vores bevidsthed via stereotyper og klicheer, vendinger og myter, mens den på den anden side opleves som voldsomme sanseindtryk, billeder, lyde, og det er som om de to niveauer – begreberne og sanseindtrykkene – aldrig kan mødes eller bare pege mod samme forsvindingspunkt. Hvad er sandheden om de krige, vi har været i i Irak og Afganistan? Er det de ord og myter, vi har sloges for? F.eks. bekæmpelsen af “the Axis of Evil”, sådan som den tidligere præsident Bush formulerede det, eller “kampen for demokrati”? Eller er krigens væsen snarere det billedbombardement, vi har oplevet hjemme i stuerne foran tv’et eller lydene af bomber, lugten af blod, smagen af støv og sved, som vores soldater bærer med sig som ordløse fornemmelser?

War Sum Up er på den måde en af årets mest interessante, overvældende og tankevækkende forestillinger, som rammer lige ind i et af de allermest aktuelle emner for Danmark som en krigsførende nation.

War Sum Up spillede i Musikhuset i Århus d. 27. og 28. oktober, 2011

Koncept af Kirsten Dehlholm og Willie Flindt, Instruktion: Kirsten Dehlholm,

Komponist: Santa Rasniece (LV), Gilbert Nouno (FR), The Irrepressibles (UK), Kostrumer: Henrik Vibskov (DK), Lysdesign: Jesper Kongshaug (DK), Dirigent: Kaspars Putinins/Signards Klava (LV), Libretto: Tekster fra klasissk Nôh teater redigeret af Willie Flindt, Manga tegninger: Hikaru Hayashi (JP), s/h billeder: Zoriah Miller, Dallas Sells, Tmothy Fadek, Kirtan Patel, Mário Porral, Richard Bunce

Lone Koefoed Hansen, ph.d., adjunkt på Institut for Æstetik og Kommunikation, forsker i digital æstetik og design.

Anette Vandsø, ph.d., post doc. på Institut for Æstetik og Kommunikation, forsker i nyere musik og lydkunst.