Let’s kiss and make up
Hotel Europa vol.5: Eleven Lovely Love Songs
Af Leila Skifter Jensen
Eleven Lovely Love Songs er som en karikeret rockkoncert, en variete, en hotelbar og en teaterkoncert på en og samme gang. Som forestillingstitlen peger på, er det elleve kærlighedssange, eller noget, der kunne være kærlighedssange men måske ikke er det. Måske handler det også lidt om elevatorer.
Vi finder aldrig rigtig ud af det, men det gør ingen verdens ting. Stykket starter med en stemme, som kommer fra kulissen. Vi sidder i en klassisk publikumsopstilling og ser ind i en tapetseret væg. Pludselig – og med en hilsen til Robert Wilson – kommer Charlotte Engelkes ind fra dameside i en lysspot i en sort habit og lys slangekrølleparyk, mens hun holder en høj tone og efter lidt tid byder os charmerende velkommen. I ægte hotelsangerinde-diva-stil fortæller hun os om aftenens forestilling og om sit eget forhold til hoteller. Forestillingen er i gang. Mens Engelkes synger det første nummer, sangen om mødet med en mand, der sælger elevatorer, åbner der sig lydløst en dør, og en mand dukker op med hovedet nedad, hængende fra den øverste dørkarm. I det næste nummer begynder Engelkes at skubbe til væggen, som langsomt glider sidelæns til den ene side, og et orkester dukker op.
Forestillingen foregår i den samme scenografi som de foregående Hotel Europa-forestillinger: En hotelfoyer, som vækker associationer til Signa Sørensens lidt bleak, slidte universer, men med en ny udnyttelse af rummet. Sveriges internationale performance-stjerne er i byen og efterlader et drømmende poetisk skær over scenografien. Vol. 5 adskiller sig også fra de tidligere forestillinger ved at være en fuldstændig færdigkomponeret forestilling. Den er altså ikke en del af pilotprojektformen, som vi fx så i vol. 4. Men rammen for teaterkoncerten er hotellet, og på den måde forholder forestillingen sig til temaet: den fremmede, da et af de steder, vi selvsagt møder fremmede, er på et hotel. Alle er gæster, og intet er helt, som det plejer at være.
Hver sang fortæller sin egen historie og har sit eget, blomstrede tapet. Engelkes skifter fra hvert nummer enten kostume eller tilføjer et element til sit kostume såsom knæbeskyttere, solbriller, kjoler osv. og bliver på den måde en ny person i det næste tableau. Scenografien rummer en stor del uforudsigelighed. Væggene kan skydes frem og tilbage, og rum kan dukke op og forsvinde lige så hurtigt, som de kom.
Forestillingen er ikke en klassisk teaterkoncert, det er snarere en leg med teaterkoncertens form. Der er ikke noget narrativt forløb, men nærmere en uforudsigelig kædereaktion. Der bliver konstant monteret elementer af noget fremmed ind i formen, fx bliver ingen af sangene sunget i den samme stil. Engelkes giver den som alt fra blid musicalsangerinde til ægte rockmama, som leder ens tanker hen på Anisette, og hun er heller ikke bange for at synge falsk. Bedst som hun synger pænt, smukt og stille, går hun amok i en afrodans. Engelkes og bandet gør alt, hvad de kan for, at vi aldrig kan give os helt hen til musikken og slappe af. Der sker hele tiden noget, som får os op af stolen igen.
Performeren Josef Palms mange skæve figurer dukker ustandseligt op, først, som tidligere nævnt, med hovedet nedad, så som poetisk kravlenisse, senere gående på en stor, rød bold og ikke mindst som en smukt karikeret sort svane, som ikke lader Natalie Portmann noget tilbage. Palms mange mænd tilføjer universet en meget rørende ekstra dimension.
Endelig skal holdet af topprofessionelle musikere nævnes, alle i mærkelige, gamle, aflagte hoteluniformer. Udover at bidrage med fantastisk musik bliver musikerne aktivt brugt i forestillingen, sådan som vi også kender det fra Heiner Goebbels forestillinger, bl.a. Eraritjaritjaka, og Charlotte Engelkes har da også medvirket i flere af Heiner Goebbels forestillinger.
Midt i alt det æstetisk lækre formsprog og de musikalske godter henvender Engelkes sig pludselig til publikum og får med den humor, som er kendetegnende for hele forestillingen, alle til at synge: ”Størst af alt er kærligheden”. Selvom det virker underligt påklistret, hvilket utvivlsomt er med vilje, og selvom publikum har siddet stille uden nogen form for interaktion mellem scene og sal indtil nu, lykkes det Engelkes at forføre folk til at synge med. Det lyder som noget fra en begravelse eller fra en dårlig morgensamling på en missionsskole. Jeg tager mig selv i at krumme tæer, når Engelkes stikker en mikrofon ud til publikum i et fiskenet og beder os om at sige et ord, der har med kærlighed at gøre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor det er nødvendigt at ødelægge den skønhed, som er opstået i forestillingen. Jeg ville hellere være gået hjem med den følelse af glæde, jeg fik, da alle poetisk og cirkuskomisk sad sammenpresset i et lille glasbur og sang og spillede, eller da Engelkes gav den som rockmama, end jeg vil gå hjem med en følelse af at have været på besøg på min gamle højskole. Men det er en del af legen; af det greb, som er bærende for forestillingen, nemlig at vi aldrig bare må give os hen. Vi skal hele tiden forblive i tvivl om, hvor vi nu skal hen.
Når alt det er sagt, synes jeg, at det var skønt og lidt af en ære at få lov til at tilbringe en time og et kvarter i et så forførende selskab, som Charlotte Engelkes og holdet fik skabt, at jeg straks fik lyst til at tilgive det mærkelige, lille sidespring til sidst og nynne ”Let’s kiss and make up” på vej hjem.
Kunstnere i Hotel Europa – Vol. 5: Instruktør og performer: CHARLOTTE ENGELKES, performer: JOSEF PALM, musikere: LEIF JORDANSSON, BEBE RISENFORS, TOMAS HALLONSTEN, Visuel konsulent: KARL SVENSSON
Se i øvrigt anmeldelser af Vol. 1-4
Spiller fra d.1/3-5/3 2011 på Republique (store scene)
Leila Skifter Jensen er kandidatstuderende på Teater- og performancestudier, Københavns Universitet