Af Elin Andersen
“Giv mig en skæbne/giv mig en sorg/giv mig en historie” synger Julie førend hun møder sin Romeo med en tvetydighed, der er karakteristisk for Christian Lollikes vellykkede gendigtning og dynamiske opsætning af Shakespeares Romeo og Julie på Aarhus Teater. For Shakespeares Julie har jo om nogen en historie i verdensdramatikken. Og dog skal den fortælles på ny hver gang i scenens her og nu.
Hvad der først springer i øjnene er det minimalistiske design af Rufus Didwiszus. Det hvidmalede nøgne scenegulv strækker sig ud i kulissen, hvor selv brandhanen er kalket, og afsluttes bagtil af en hvid bræddevæg, hvorpå der hænger et nogle kårder, mens enkelte hvide stole er anbragt foran. En lysvogn, der både kan bestiges af et par dansere og danne seng og grav for Julie er stort set det eneste sceneudstyr. I siderne har vi musikken, mixerpult og guitar. Dette er og forbliver rummet, der dog af og til kan dele sig simultant i en splitscreen, f. eks. hvor Julie og Romeo leger dyr på gulvet, mens Julies forældre aftaler bryllup med Paris. Også personerne er hvide, mændene i en slags fægtedragter med skridtbind og kvinderne i hvide gevandter (kostumerne er af Anja Vang Krag). Selv ansigterne er kalkede. Hvis det ikke var for Julies røde mund og dynamikken i aktionen, kunne vi tro os hensat til gravkammeret allerede. Måske er der snarere tale om en utopisk tilstand, hvor selv døden er overtrumfet! Et er sikkert. Vi er også altid på teatret. Det sørger den nøgne scene og tildigtede fortæller – også hvidklædt – for at minde os om.
De unges scene
Lollike har skåret meget i Shakespeares tekst. Men det nødvendige i handlingen er her for at Julie og Romeo kan få deres historie. Familiefejden præsenteres, vi møder den vigtige figur præsten Lorenzo, der hemmeligt vier Romeo og Julie, planlægger listen for at forhindre Julies bryllup med Paris og giver hende sovedrik. Lorenzo er her spillet af en kutteklædt kvinde (Karen-Lis Ahrenkiel) med en dyb og varm stemme og fuldt ud solidarisk med de unge. Lollike har valgt at springe nogle mindre væsentlige handlingsscener over og erstattet dem med episk referat, lagt i munden på fortælleren.
Det er de unges scene. Fyrsten er væk, Montaquerne (Romeos forældre) er fraværende. Capuleterne – Julies forældre (Anders Baggesen og Dorthe Hansen Carlsen) – er marionetagtigt til stede i et kontrolleret udfoldelsesrum. Tybolt (Jacob Madsen Kvols) – Julies fætter – med strithår og golfkølle som han slår om sig med – har det raseri, som skal til for at sætte tragedien i gang. Det sker med drabet på Mercutio, Romeos ven. Mercutio (Andreas Jebro) har fået et stort udfoldelsesrum, som en vittig spændstig transseksuel, der gøgler med publikum. Han og Romeo (Olaf Højgaard) matcher hinanden, fysisk, når de fægter for sjov, verbalt, når de duellerer med ord. Romeo, der er afvist af en vis Rosalinde: ” Hun har pisset i min krop”. Mercutio: ” Den er allerede helt indsmurt i selvmedlidenhedens lort”. Da Mercutio får sit banesår af Tybalt, giver han os en helt usædvanlig dødsscene: “Jeg er ramt. Det er bare en rift, men den er stor nok.” Han er fuld af bevægelse og vitalitet, indtil han falder om. Med ham forsvinder en energi fra scenen.
Musikken – følelsernes drivkraft
Musikken i forestillingen er afgørende. Den er skabt og spillet af Hans Hansen og Jakob Kosteljanetz. Det er ikke musikteater vi overværer, for der er alene tale om enkelte tildigtede sange. Men det er musikken, der udfrier følelserne, de kan skriges ud og det bliver de ofte i en rå punkagtig lyd, både de forskruede og de store ægte. Romeo vrisser over sin ubesvarende kærlighed i starten og vrider sine forsmåede følelser ud af kroppen til en aggressiv musik: “Rens, sprit mit hjerte af”. Men det er Julie (Marie Dalsgaard), der bryder igennem lydmuren men sin bøn om en skæbne. Det sker til maskeballet hos Capuleterne, hvor folk danser kædedans med imponerende masker og fjerdragter, alle hvide naturligvis. Det er ikke blot Romeo, der overvældes. Han og Mercutio har sneget sig ind til festen med lampeskærme på hovedet. Julies desperate udladning får også de dansende gæster til at falde pladask om på gulvet! Ved Romeo og Julies sidste møde, inden den landsforviste Romeo forsvinder, deler de ud af deres oceaniske kærlighedsfølelse til publikum. I ” Sangen om en by”, hvor de har leget (uskyldigt) dyr på scenen, løber de op langs tilskuerrækkerne med omkvædet “Vi er de sidste mennesker på jorden” og fylder rummet med ekstatisk lyd. De er uovervindelige. Døden er endnu hvid som sne.
Angsten for patos
Mens sangene får den patos, de kan trække i en i en rå og pågående form, er Lollicke mere påholdende, når det gælder de store eller inderlige følelsers udtryk i det sceniske og gestiske. Tag f. eks. balkonscenen. Den præsenteres af fortælleren (Henning Olesen) sådan: ” Romeo sidder lige nu under historiens mest berømte balkon, så den behøver vel næppe nogen nærmere introduktion” De to forvalter den situation, fortælleren har anbragt dem i, netop som en citatsituation. De taler frontalt, sjældent til hinanden, men samtidig uaffekteret rørende og lidt komisk: Romeo:” Du er et baskende bud fra himlen” Lige sådan i deres første møde, hvor de nærmer de sig yderst forsigtigt hinanden og først sender deres læber af sted, Romeo:” Lad mine læber gå den lange vej..” Tilmed bliver deres bryllupsscene punkteret med en joke. Brudebuketten er hvide balloner, lige til at sprænge.
På samme måde gøres der kort proces i de tragiske scener. Som om døden ikke kan komme hurtig nok. Men der er et vigtigt ophold her. Julie mærker dødsangsten. Inden hun tager sovedrikken på sengen/lysvognen synger hun om angsten som fantasiens elsker og om gravens uhygge. Lyset bliver for første gang dæmpet og Tybalt synger med som spøgelse ved keybordet med et stort hundehoved trukket ned over sig. Den hævnlyste Tybalt er skyggesiden af den dødsfacination eller dødsforagt, der driver de unge. Han ved, hvad døden ligner: “Byen bløder lig”, som han synger før drabet på Mercutio. Også Romeo mærker den, dødens realitet. Det er en anden død han nu udfordrer i sit slutvers bøjet over Julie: “Kom bare død/kom bare dit monster/..Lad mine knogler/vikle sig ind i hendes”,
Ingen verden uden for scenen?
Fortælleren er en vigtig figur. Han kæder ikke blot handlingen sammen i tid og sted, men kommenterer aktionen og sikrer sig, at vi aldrig glemmer, hvilket verdensdrama, der er på spil. F. eks. præsenterer han forestillingen på tre sprog i prologen. Han er den kommentator, der skal få Lollikes gendigtning til at fremstå i sin egen ret med respekt for Shakespeare. Og det lykkes til fulde. Hans ironiske kommentarer til føleriet er specielt i Lollikes ånd. F.eks. “Romeo løber … med hjertet i munden … med titusinde kys … krydser mælkevejen etc.” Imens går Romeo tre skridt på scenen! Men der er en funktion, der ikke lykkes og det skal den måske heller ikke. Det er fortællerens forsøg på at fremmale en stemning “her er syngende cikader, fra mosen kvækkende frøer etc.” eller et udendørs sceneri:” Nej se, slotspladsen er pyntet. Der er forvirring … der er tjenere … svin på spyd..etc.” Ikke ét billede danner sig på nethinden gennem disse appeller. Dertil er fortælleren for integreret i det hvide univers.
Om kærligheden er der sagt uendelig meget – i programmet er der citeret highlights fra litteraturen fra Goethe til Barthes. Men hvordan ser kærlighedens forrykte billeder ud? Dem ser vi ikke her. Lollike har renset scenen, formentlig for at komme de ideer, vi måtte have om en Romeo og Julie anno 2010 i forkøbet. Det kan man respektere, men det efterlader også et indtryk af et visuelt set kysk univers, som man f. eks. kan møde på den elektroniske musikscene. Her mangler ikke lidenskab, men den er primært lydlig udtrykt i en frontal kropslighed gennem sangene, rettet mod de unge tilskuere, der lykkeligvis fylder Scala aften efter aften. De ved noget om, hvordan musik og følelser hænger sammen. Julie og Romeo har fået deres unikke historie for en gang skyld fortalt til dem, det hele handler om.
Romeo og Julie gendigtet og iscenesat af Chr. Lollike, Aarhus Teater, Scala
Scenograf: Rufus Didwiszus. Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Komponister og musikere Hans Hansen/ Jakob Kosteljanez
Julie: Marie Dalsgaard, Romeo: Olaf Højgaard, fortæller: Henning Olesen, hr Capulet: Anders Baggesen, fru Capulet: Dorte Hansen Carlsen, Mercutio: Andreas Jebro, Tybalt Jacob Madsen Kvols, Lorenzo: Karen- Lis Ahrenkiel, Paris: Niclas Vessel Kølpin, Angelica: Ulla Vejby Kristensen.
Spiller indtil d.20 januar 2011.
Elin Andersen, tidligere lektor på Afdeling for Dramaturgi, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Bidragyder til Peripeti – seneste bog Kroppens sublime tale, Aarhus Universitetsforlag 2004.