I denne kronik giver sceneinstruktøren Ditte Maria Bjerg sin version af historien om Camp X. Bragt i forkortet form i Politiken 5. maj 2009
D. 7. april sidste år bragte Politiken en artikel på forsiden af kultursektionen, hvor teateranmelderen Per Theil analyserede, hvor skidt han mente sæsonen var forløbet på de store københavnske teatre, organiseret under Københavns Teater (KbhT). Jeg fik rigtig meget kaffe i den rigtigt gale hals, da jeg på forsiden af min morgenavis kunne læse, at jeg var et problem for Camp X, fordi jeg var “en ildsjæl af en kurator, der har forvekslet samtidsteater med et, om end nok så showpræget, budskabsteater”. Artiklen afsluttedes med “Hvad har bestyrelsen for Københavns Teater tænkt sig at gøre? Lukke Camp X? Fyre kuratoren? Indsætte en ny direktør…..!”
En måned senere, d. 6. maj, blev Hal Kochs demokratipris givet til Camp X med følgende begrundelse: “Camp X tør sætte fokus på de problemer og udfordringer som vores samfund står overfor…. Og på en måde som man kan forholde sig til uden at være dybt politisk engageret… Teatret har formået at snige demokrati og stillingtagen ind af bagvejen og man kan ikke undgå at blive aktiveret uden at man egentlig lægger mærke til det”.
Om få dage skifter teatret Camp X såvel navn som lokaler og ledelse. Historien om Camp X´s korte og intense levetid fortolkes og fortælles i meget forskellige versioner.
Een version er tragedien om 2 inkompetente og arrogante kvinder (Mette Hvid Davidsen og undertegnede) der på få måneder kører et nyt teater med en masse penge helt ned. Gennem dårlige forestillinger, ingen publikum og med en masse ligegyldige sideaktiviteter, debatter og fester. Kvinder der kun har fået magten, fordi de er kvinder. Kvinder der fører sig frem bedrevidende, moralske og ûberpædagogiske overfor det stakkels publikum, der heldigvis reddes af bl.a. Per Theils lyssværd, hvorefter kvinderne grundet deres hybris falder rigtig dybt og langt ned, da de væltes.
Historien kan også anskues som en kafkask sort farce!
Med en håbløs topstyret organisation, Københavns Teater, som hovedfigur. En hovedfigur der tumler rundt om sit smukke og skrøbelige Camp X projekt som en hel hær af elefanter.
En organisation der ikke vedkender sig sit eget projekt.
En overadministreret dyr organisation, bestandigt i vækst, grundlæggende unødvendig og derfor selvfølgelig kæmpende for sin egen eksistensberettigelse. En elefanthær der barsler med en ny generation af babyelefanter, en lokal bestyrelse, der skal holde nøje øje med Camp X projektet. Vel at mærke foregår udvælgelsen af babyelefanter uden smålig skelen til hverken Camp Xs internationale profil eller til det overordnede kunstneriske projekt “at udfordre teaterbegrebet”. Dvs. at der i Camp X´s egen bestyrelse ingen forudsætninger eller kvalifikationer er i forhold til det overordnede projekt. Farcen eskalerer da teatrets anden bestyrelsesformand, Elsebeth Tank efter 4 måneder på posten løfter snablen og trutter: “Nu skal Camp X skabe mere teaterkunst og færre debatter og fester”. Og den når sit højdepunkt da fru Tank, efter at nogle havde mumlet, at det måske var lidt vel hurtigt at afbryde projektet, afleverer denne uforglemmelige fanfare:
” Eksperimentet Camp X skulle selvsagt have en fair chance, og i teaterdrift, som opererer med lange planlægningshorisonter, handler chancer bl.a. om tid og penge. Derfor kørte eksperimentet næsten en hel sæson… I foråret 2008 viste bestyrelsen for Camp X stor ansvarlighed ved at insistere på en fokusering på kernevirksomheden: Teaterforestillinger og indtjening… Bestyrelsens beslutning førte til, at den daværende direktør (Mette Hvid Davidsen) valgte at forlade teatret.”
Endelig er der den populære musikteaterversion med happy ending.
Om et Camp X med en overordentlig vanskelig start:
To teatre, Rialto og Aveny, skal fusioneres, og en helt ny organisation skal opbygges, samtidigt med at teatret skal producere forestillinger på to teatre. Og den onde presse fokuserer på manglende forsalg, inden teatret overhovedet er åbnet.
Men Camp X har overmenneskelige kræfter: Gennem en passioneret og målrettet indsats lykkes det i løbet af få måneder at skabe masser af omtale og synlighed for det nye teater. Det lykkes at italesætte begreber som samtidsteater, tematisk kuratering og postdramatisk teater i Danmark. På rekordtid bliver teatret en del af de vigtigste europæiske netværk for scenekunst, så det kan præsentere en række afgørende grupper, der i 20 år har rejst udenom København.
Teatret får i stigende grad omtale og artikler i avisernes 1. sektion og ikke kun i den snævrere kultursektion.
Teatret etablerer en række netværksskabende samarbejder med institutioner som CBS og DPU og Mellemfolkeligt Samvirke.
Forestillingerne modtages med alt mellem 1 og 6 stjerner – og følges tæt af bl.a. svenske medier.
Og efter kun 1 sæson får Camp X en hyldestsang i form af prisen for den bedste teateroplevelse i sæson 07/08 tildelt af AOKs læsere med denne begrundelse: ” Med Kapitalistiske Søndagsprædikener, interventioner i byrummet og populærdebatoriske forestillinger som fairtrade-safarien “Shopping” har den nye teaterlejr på Frederiksberg markeret sig som Københavns Teaters oprørske teenager – med såvel de lyse indfald og den forvirring, der hører sig til i oprøret med ”de voksne”.
Eftersom jeg var med fra start, var kunstnerisk kurator indtil for et halvt år siden og har iscenesat 2 forestillinger på Camp X, “Shopping” og “Hush little Baby”, er min egen historie tæt forbundet med Camp X´s.
Ingen af de ovenstående historiemodeller er udtømmende, så jeg vil, uanset at underholdningsværdien risikerer at falde, som den altid gør når man forlader det polemiske, give mit personlige bud på hvad der var Camp X´s “kernevirksomhed”, og hvad jeg mener kan uddrages af erfaringer til videre brug.
Camp X var omgivet af enorme forventninger om at favne såvel branche som masser af publikum, at være på total kunstnerisk forkant i forhold til såvel børn, unge som voksne og også lige præsentere det bedste af det internationale.
Vi bar selv ansvaret for de enorme forventninger, for ja vi ville kvantespringet fremfor elevatorturen, kvantespringet der skulle møde de store udfordringer det københavnske teaterliv stod (og står) overfor.
Vi ønskede at skabe et teater, der forholdt sig til sin samtid, blandede sig i den. Vi ønskede at skabe et inkluderende teater, der snarere opfattede teaterrummet som rammen for en række sociale live-begivenheder end som stedet, hvor nogen tavst sidder i mørket og betragter dem oppe i lyset. Vi ønskede at arbejde ud fra det udvidede teaterbegreb, der i hele Europa præger de toneangivende scenekunstinstitutioner.
Vi ønskede at arbejde med interaktion og besluttede derfor i forhold til børn og unge at lægge vores arbejde i det forsømte interaktive dramapædagogiske område – fremfor at producere flere børneforestillinger til et mættet marked med et højt kunstnerisk niveau.
Vi valgte at prioritere udvekslingen mellem de akademiske og de praktiske miljøer højt, gennem deltagelse i og bidrag til symposier, konferencer og teaterpublikationer, såvel nationalt som internationalt.
Og vi åbnede teaterrummet for andre former for offentlighedsarrangementer, forelæsninger, seminarer og publikumsdebatter, fester og blogs! Og dermed for andre grupper af publikum.
Teatret må i min optik altid stille spørgsmål om, hvis historier der skal fortælles, hvordan de skal fortælles og hvem der inkluderes som publikum. Gør vi ikke det, er vi OGSÅ politiske, fordi vi så, som den belgiske filosof Chantal Mouffe gør opmærksom på, ukritisk accepterer og medvirker til at fastholde den eksisterende politiske orden.
Chantal Mouffe taler varmt for at såvel politik som kunst skal være konfliktfyldte områder, hvor vi skal tilstræbe dissensus fremfor konsensus.
Hvor vi skal forsøge at gøre synligt hvad den dominerende konsensus skjuler gennem en mangfoldighed af stemmer og kunstpraksisser. Altså et udsagn om at det er muligt og nødvendigt at være kritisk uden af den grund at vende tilbage til 70ernes politiske budskabskunst. En position man i disse år meget tydeligt kan aflæse i samtidskunsten og i store dele af Europa også i scenekunsten.
En position Camp X ønskede at tage.
Udmeldingen i juni 08 fra Camp X´s bestyrelse om “Mere teaterkunst, færre fester og debatter” tyder på, at bestyrelsen ikke havde forstået en central kunstnerisk del af Camp X´s virksomhed.
Lad os tage festerne først:
Teatret opdagede hurtigt et behov for en platform til mindre ufærdige værker fra uddannelserne og performancemiljøet.
Derfor skabtes formatet 22.30, der for meget få penge (barindtægten dækkede det meste) kunne præsentere 3-4 acts a´ ca. 20 minutter på en aften. Specielt i efteråret 08, hvor temaet var queer, var disse aftener et regulært tilløbsstykke og opfyldte et behov for at lade det ufærdige møde et publikum. Det lykkedes at skabe et frugtbart forum, hvor et etableret teatermiljø, studerende og et queer miljø kolliderede. I rammen af fest, ja!
Debatter og happenings: Vi ønskede at give rum til stemmer der sjældent bliver hørt og give forestillingerne et liv uden for mørket og afprøvede derfor en række formater. I forbindelse med vores tema om køn fx. “Singalong Rødstrømpesange” (med yngre musikere og skuespillerinder i et møde med aldrende rødstrømper) , ”Kulturpolitisk battle” i forbindelse med Folketingsvalget 2007 og “Landskamp i ligestilling ” i samarbejde med det svenske Riksteatret.
Holdet bag forestillingen “Democrazy” skabte interventioner i metro, på Amagertorv og på Christiansborg.
Og i forbindelse med forestillingen “Shopping” blev der afholdt ugentlige publikumssamtaler, et foredrag med den amerikanske økonom Pietra Rivoli på CBS og en handletank omkring fairtrade i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
Noget lykkedes over måde, andet mislykkedes totalt, og vi evaluerede løbende voldsomt og selvkritisk. I udmeldelsen fra bestyrelsen lå implicit at disse aktiviteter var voldsomt ressourcekrævende, det vil jeg gerne afkræfte, da langt de fleste medvirkende såsom fx. foredragsholdere og vidner til landskamp medvirkede på frivillig basis.
Jeg gætter på at bestyrelsens udtalelser om “Færre debatter og fester” snarere end at dække en egentlig kvalificeret kritik af dette arbejde (som de kun kendte gennem pressen) betød: Nu skal der altså sælges flere billetter til de “rigtige” teaterforestillinger, for ellers opfylder I/vi ikke resultatkontrakten med Københavns Teater, og I/vi skal også gerne få nogle bedre anmeldelser af forestillingerne – i de der 3 skrevne københavner aviser.
Mere Teaterkunst, tak!
Ja, hvorfor solgte teatret ikke de billetter i den første sæson, der var lovet i resultatkontrakten?
Og var kravet om mere kunst et rimeligt krav at stille på det tidspunkt?
Først den nødvendige selvkritik:
Ja, vi kunne have solgt flere billetter hvis vi havde været mere ydmyge i kommunikationen. Og vi kunne have været mere præcise i kommunikationen, specielt af vore usynlige succeser, bl.a. arbejdet med børn og unge. Det hedder læring, og det var vi i fuld gang med.
Og så resultatkontrakten med KbhT.
Den er et digert og nuanceret værk, hvor det gentagne gange fremhæves, at et spritnyt teater med en profil som Camp X´s ikke kun kan måles på antal af værker og antal af publikum.
Desværre er den centrale tabel med aktivitetsmålene kun baseret på kvantitative mål, dvs. antallet af værker og publikum.
Hvorfor er de mange fine ord ikke omsat til andre målbare størrelser som fx. omtale i udenlandske medier, internationale co-produktioner, publikationer og samarbejde med uddannelsesinstitutioner?
Og hvorfor valgte Camp X´s bestyrelse at fokusere så ensidigt på aktivitetstabellen og respekterede ikke resten af resultatkontrakten?
Camp X´s mission var at udvikle nye udtryksformer, og det er ikke altid ensbetydende med høje publikumstal (det ville også være sært at kræve høje salgstal af udviklingsafdelingen hos Nokia eller Novo Nordisk).
Et eksempel kunne være Rimini Protokolls ” Call Cutta in a Box”, som Camp X præsenterede i starten af denne sæson: En banebrydende interaktiv teaterinstallation, der udspiller sig i en privat lejlighed for 2 mennesker ad gangen! “Call Cutta in a Box” fik fremragende anmeldelser og meget synlighed og omtale, men kun ca. 250 mennesker oplevede værket direkte. Ikke et publikumsantal, der batter i en resultatkontrakt!
Der ligger med andre ord et absolut afgørende arbejde i forhold til at udvikle andre målbare succesparametre end de kvantitative, hvis scenekunsten skal udvikles.
I bogen “Det store sceneskift” plæderer Christian Have for, at de offentligt støttede kunstinstitutioner slet ikke skal sælge billetter, men at de skal honorere deres publikum for at komme. Et standpunkt der nok er en diskussion værd hos KbhT. Man kunne give honorar-entré til rigtig mange fattige publikummer for de penge der nu bruges på dyr marketing: Blade, som ingen har efterspurgt, store fælles annoncer for alle teatrene under Kbhs Teater, samtidig med at teatrene gør det samme, dog individuelt og i konkurrence.
I forbindelse med forestillingen “Hush little Baby” blev teatret til fulde konfronteret direkte med problematikken. Forestillingen handlede om au-pair piger, og au-pair pigerne ville gerne se den, men en au-pair pige sender sine få penge hjem til sine børn, bruger dem ikke på en teaterbillet. Teatret valgte at invitere dem til bestemte aftener, og jeg skal hilse at sige, at de penge var godt givet ud.
Hvad med kravet om bedre kunst, var det rimeligt?
Ja absolut, mener jeg.
Men jeg mener konsekvensen af kravet og af erfaringerne fra den første sæson peger en anden vej, end den der blev valgt af Camp X´s bestyrelse.
For ja, ingen af forestillingerne i Camp X´s første sæson pegede radikalt i nye æstetiske retninger (lisså lidt som forestillingerne på de andre københavnske teatre). Vi skabte rigtig gode, og mindre gode forestillinger, men æstetisk mindede de om naboens. De udfordrede efter min mening ikke teaterbegrebet radikalt nok, og vi kunne se tilbage på produktionsforløb og forestillingsperioder, der stort set lignede de andre københavnske teatres. Hvorfor resultaterne naturligvis lå tæt på hinanden.
En lærdom vi begyndte at tage konsekvensen af i planlægningen af denne sæson. Jeg tror vi får mere teaterkunst, når vi finder nye måder at lade kunstnerne være knyttet til institutionerne, og een af de tiltag Camp X tog var at knytte Beckværket tæt til sig – som en slags artist-in-residence. Og flere var på vej.
For kort tid siden afholdt Camp X et symposium, hvor bl.a. teatret Tuneelhuis i Antwerpen var repræsenteret. Et stort institutionsteater med plads til 900 publikummer, som for få år siden transformeredes til at være et produktionshus for 7 meget forskellige scenekunstnere/grupper i 4 år. Grupper der får ly og tid indenfor institutionens rammer til at udvikle deres kunstneriske sprog. Og til at finde og dyrke deres særskilte grupper af publikum.
Det er vigtigt at notere sig, at en institution som Tunnelhuis får politisk opbakning og tid, der rækker langt ud over den ene sæson Camp X fik.
Man skal igennem minimum 3 sæsoner, før man kan vurdere en ny struktur, lyder det fra Antwerpen. For først i den tredie sæson slår den fulde læring fra den første sæson igennem.
Det er indlysende foruroligende, at bestyrelsen for Camp X valgte kun at give Camp X en enkelt sæson og at denne beslutning blev sanktioneret i KbhT. Og det er tilsvarende foruroligende, at “teaterforestillinger og indtjening” er blevet kernevirksomhed i det teater under Kbhs Teater, der havde fået pålagt at “udfordre teaterbegrebet”.
Scenekunsten i København skal opdateres til en nyere europæisk version, og det blir den kun, hvis der eksperimenteres, fejles og læres. Og når man gør det, elsker alle ikke een.
Er disse stumme elefantbestyrelser i gang med at lære eller er de i gang med at sikre sig “teaterforestillinger og indtjening”?
“Det er helt afgørende for teatrets fornyelse, at vi opgiver hele forestillingen om det sande og rigtige teater. I stedet kunne man med fordel se teater i forhold til forskellige sociale og institutionelle sammenhænge og lokale miljøer. Man kunne mere åbent se teatret som en forskelligartet kunstform, der kan antage mangfoldige udtryksformer på forskellige scener og i forskellige kunstneriske sammenhænge.”
God ide, specielt for publikum, hermed givet videre til elefanter på alle niveauer!
(fra artiklen “Camp X bliver til Teater X” af Erik Exe Christoffersen og Laura Luise Schultz)