Det meningsløse og kontrollerede senmoderne liv skildres i få glimt meget rammende, men desværre også moraliserende.
Af Mette Garfield
“Var det ikke meningen, at vi skulle fortælle en ganske normal historie?”, siger de tre personer iført ålestramme catsuits med påtegnede habitter til hinanden. De står med fødderne i skriggrønt plasticgræs på toppen af et teletubbies-landskab. ”Lad os starte forfra”, konkluderer den ene.
Karaktererne er for spinkelt tegnede i et nyskrevet stykke om fodbold og vold
Af Mathias Rosenkrands Bech
Det er egentlig ikke, fordi intentionen ikke er god nok i Per Smedegaards urpremiere på Andreas Garfields Hvid stolthed på Teatret Svalegangen. Få mestrer den stringente spændingsdramaturgi som Garfield, og i Smedegaards stilsikre iscenesættelse udfoldes spillerne i fint skuespil. Med sans for, hvornår det er nødvendigt at skrue på de rigtige knapper, forfører instruktøren og dramatikeren os ind i et rum, hvor fodboldens ekstase og melodramaets smerte skal så tvivl i os, om ekstremismens brogede ansigt. Alligevel går noget galt i dette forsøg på at afdække ekstremismens kompleksitet, måske fordi godt teater, ikke handler så meget om at komme med de rigtige svar, som at stille de rigtige spørgsmål? Læs mere »
Bayersk oktoberfest i Festuken. Tradisjonsforvaltende iscenesettelse af Horváths Kasimir og Karoline på Aarhus Teater
Kjersti Hustvedt
Den østerriksk-ungarske forfatter og dramatiker Ödön von Horváth betegnet selv sitt stykke Kasimir og Karoline fra 1932 som et Volksstück, og når hans tekster – fra tid til annen – oppføres i skandinavisk kontekst, må iscenesettelsene hver gang og på nytt forholde sig til nettopp den tyske folketeater-tradisjon, som Horváth i høy grad selv spilte på og videreutviklet. Således også på Scala på Aarhus Teater, hvor det gjelder Kasimir og Karoline, som er overlatt den norske instruktør Runar Hodne, som tidligere har feiret klassiker-suksesser i det jyske. Læs mere »
Det er positivt, at Klaus Wivel den 1. juli ofrer en hel forside i Weekendavisen på udviklingen af Teatervidenskab på KU. Det hører til sjældenhederne, at teatervidenskaben finder frem til kulturforsiden. Wivels plot, som han kalder det, går ud på at mane til bekymring over tab af kunstfaglig historisk refleksion. Som sandhedsvidne inddrages en udenlandsk forsker (W. Byrn) (tilsvarende inddragelsen af det udenlandske sandhedsvidne i “skandalen” på Musikvidenskab i Aarhus) og anonyme vidner. Det er jo godt med et frisk blik udefra, men artiklen er desværre tvivlsom i sin fremgangsmåde, og den kaster i sin retorik mistænkeligt lys på de ansatte og på teatervidenskabens udvikling som sådan.
