Er kunstpædagogikken kørt fast i stive traditioner og skoledannelser fra det 20. århundrede? Gør det nogen forskel at bedrive teater- eller dramapædagogik i dag i forhold til for bare ti år siden? Har nyere udviklinger i kunstpædagogikken sat spor i samtidens (scene)kunst, og hvilken rolle spiller nye kunstneriske udtryksformer, nye pædagogiske teoridannelser og nye medieteknologier på aktuelle kunstpædagogiske strategier? Læs mere »
Anmeldelse af Eugenio Barba: On directing and dramaturgy. Burning the house. Routledge 2010.
For første gang har Barba sammenfattet sin personlige “metode” som instruktør- dramaturg og kunstnerisk leder. Bogens to begreber betragtes som komplementære arbejdsfelter. Instruktøren arbejder dramaturgisk, og dramaturgi er et niveau i instruktionen og instruktørens arbejde. Det betyder, at dramaturgi ikke er reduceret til tekstens dramaturgi.
Af Erik Exe Christoffersen og Thomas Rosendal Nielsen
Et Dukkehjem/Noras Sønner af Milan Peschel og Rolf Alme spiller i disse dage på Aarhus Teater. I Information har Anita Brask Rasmussen valgt at bruge forestillingen som anledning til at tage debatten om klassikeren op igen: Hvor langt kan iscenesættelsen tillade sig at afvige fra forlægget? Hvor stor er instruktørens frihed? Og hvor meget er man forpligtet på klassikerens “grundlæggende fortælling eller kerne” – som Søren Sætter-Larsen kalder det i artiklen, “Klassikere kræver sin skuespiller” (Information, 16. februar 2009).
Kunstneren Jeppe Hein har fået sin første retrospektive soloudstilling i Denmark. Fra oktober 2009 til februar 2010 udstiller han under titlen Sense City på Aros i Århus. Hein studerede på det Kongelige Kunstakademi i København und Städel Hochschule für Bildende Künste i Tyskland, har været Olafur Elliasons assistent og har en lang liste af solo- og gruppeudstillinger bag sig. Artiklen forsøger at beskrive udstillingen ud fra subjektive oplevelser, der bliver sammenholdt med Heins eksplicitte anliggende med sin kunst. Læs mere »
Temaet for Peripeti nr. 14 er »Europa/Arkiv«, og nummeret fokuserer på den sammenhæng, der tegner sig mellem opgøret med en europæisk verdensforståelse og nye måder at omgås det historiske i teatret og de tilgrænsende kunstformer. Redaktionen er særligt interesseret i artikler, som belyser, hvordan det europæiske aktuelt ytrer sig i teater- og performancekunst, samt hvordan teater- og performancekunsten kan påtage sig arkivarens rolle i en ny og spændende omgang med den europæiske kultur og historie. Læs mere »
