Peripeti

Af Rasmus Malling Skov Jeppesen

D.3-6. juni stod Entré Scenen i Århus på den anden ende. Under navnet East Gate Europe inviterede DNA-netværket til festival, og programmet bød på seks vidt forskellige forestillinger, dansevenlig balkanmusik og et fagligt seminar ved Laboratoriet. Med taglinen “Don’t be a stranger” var der lagt op til åbne samtaler, interaktion og nye bekendtskaber. Peripeti har spurgt Entré Scenen, hvad der kom ud af det.

read more »

Er kunstpædagogikken kørt fast i stive traditioner og skoledannelser fra det 20. århundrede? Gør det nogen forskel at bedrive teater- eller dramapædagogik i dag i forhold til for bare ti år siden? Har nyere udviklinger i kunstpædagogikken sat spor i samtidens (scene)kunst, og hvilken rolle spiller nye kunstneriske udtryksformer, nye pædagogiske teoridannelser og nye medieteknologier på aktuelle kunstpædagogiske strategier? read more »

Vordingborgs femte Waves Festival fandt sted i slutningen af august 2009. I den forbindelse mødtes kunstnere, akademikere, kritikere og kulturadministratorer for at diskutere samtidsteatret under overskriften Post Dramatic Theatre.

Af Laura Luise Schultz og Thomas Rosendal Nielsen

Nye former?

Hvordan beskriver vi et samtidsteater, der ofte synes at unddrage sig traditionsbestemte form- og genrebestemmelser? Har vi brug for nye kategorier, nye definitioner, nye begreber, eller har vi snarere brug for en ydmyghed over for den enkeltes oplevelse og refleksioner? Eller skulle vi hellere spørge til de traditioner, som samtidsteatret faktisk viderefører? Spørgsmålet er ikke ment retorisk, og Waves-festivalens seminar med titlen Post Dramatic Theatre – beyond form and genre in theatre, Vordingborg d. 27.-28. august 2009, er et eksempel på, at svaret afhænger fuldstændigt af, hvem dette “vi” er. Beskrivelser bestemmes ikke bare af det, de beskriver, men af den fremtid de peger på. De åbner bestemte kreative, diskursive, politiske og økonomiske muligheder – og lukker andre. Og kunstnere, forskere, kritikere og kulturmanagere – for nu at nævne de mest oplagte – har forskellige interesser. Men hvad har de så at sige hinanden? read more »

I dag er det 50 år siden den første forelæsning i dramaturgi blev holdt på Aarhus Universitet. Vi ser tilbage på næsten 50 års studieordninger og de forskningstraditioner, der har været med til at tegne fagets profil. Resultatet af vores undersøgelse peger på, at fagets selvforståelse har forgrenet sig fra et syntetiserende paradigme, der forsøgte at forbinde praktiske og teoretiske tilgange til teater og dramatik, til et bredt orienteret fagfelt, der sætter fokus på en mangfoldighed af teatrale kommunikationsformer.

Af Mads Thygesen og Thomas Rosendal Nielsen

Faglig identitet

Vores analyse tager sit udgangspunkt i en problemstilling, som Tage Hind udpeger i sine Dramaturgiske Studier fra 1962:

»En oversigt over dramaturgiske hovedværker er ikke uoverkommelig at have med at gøre, selv om den er blevet relativt kraftigt forøget i løbet af den sidste halve snes år, navnlig takket være tyske forskere. Dramaturgien er så ny en videnskab at det endnu er vanskeligt at afgrænse området, en helt tilfredsstillende, dvs. entydig definition er ikke givet. Ordbogen er dog klar nok, den meddeler med leksikalsk mangel på nuancer at dramaturgi er læren om dramaets og skuespilkunstens teori« (Hind 1962, p. 145)

Dramaturgi er i dag en del af Institut for Æstetiske Fag og holder til på den gamle kaserne på langelandsgade i Århus.

I de første år var fagets grundlæggere meget optaget af at definere den faglige identitet. Hinds studier, der i flere henseender havde karakter af pionerarbejde, udgik fra den iagttagelse, at man meget vanskeligt kan opstille en entydig bestemmelse af dramaturgien som fagområde. Nu var det imidlertid ikke den bærende idé i Hinds studier, at man for enhver pris skulle stræbe efter en sådan bestemmelse. Faktisk var det snarere en irritation over en »leksikalsk mangel på nuancer« (ibid.), når det kommer til en definition af, hvad dramaturgi egentlig er, som driver værket. Således sporer han en uheldig read more »

Pretty Woman A/S (Foto: Per Morten Abrahamsen)

På det seneste har der været en tendens til at teatralisere og overføre film til teatret. Hans Christian Kromann nævner i Politiken (13. 4. 09) ikke mindre end 10 teaterstykker baseret på film lige fra Den eneste ene til Alt om min mor eller Foragt på Camp X. Diskussionen går her på, om det er en smart pengemaskine, om det er for at tækkes publikum ved at skabe noget genkendeligt eller om det bare er fordi, filmen er bedre end teatret til at udvikle gode historier lige nu? Jeg vil ikke udelukke, at de ovennævnte forklaringer kan være relevante, men jeg vil mene, at det interessante er selve transformationen eller remedieringen fra film til teater som et centralt kreativt og kunstnerisk greb i tiden.

Remediering er et træk i mediekulturen, som ikke bare findes i teatret men i alle kunstarter, og som kan skabe tværæstetiske hybride medier og genrer. Begrebet dækker over en kreativ oversættelse, kopiering eller overførsel fra et medium til et andet. Ofte har det karakter af opgradering eller digitalisering af analoge medier. Men det kan altså også fungere omvendt, altså en slags nedgradering fra det digitale til det analoge, hvis vi betragter film som et digitalt medium og teatret som et analogt, der udfoldes i tid og rum. read more »