I dag er det 50 år siden den første forelæsning i dramaturgi blev holdt på Aarhus Universitet. Vi ser tilbage på næsten 50 års studieordninger og de forskningstraditioner, der har været med til at tegne fagets profil. Resultatet af vores undersøgelse peger på, at fagets selvforståelse har forgrenet sig fra et syntetiserende paradigme, der forsøgte at forbinde praktiske og teoretiske tilgange til teater og dramatik, til et bredt orienteret fagfelt, der sætter fokus på en mangfoldighed af teatrale kommunikationsformer.
Af Mads Thygesen og Thomas Rosendal Nielsen
Faglig identitet
Vores analyse tager sit udgangspunkt i en problemstilling, som Tage Hind udpeger i sine Dramaturgiske Studier fra 1962:
»En oversigt over dramaturgiske hovedværker er ikke uoverkommelig at have med at gøre, selv om den er blevet relativt kraftigt forøget i løbet af den sidste halve snes år, navnlig takket være tyske forskere. Dramaturgien er så ny en videnskab at det endnu er vanskeligt at afgrænse området, en helt tilfredsstillende, dvs. entydig definition er ikke givet. Ordbogen er dog klar nok, den meddeler med leksikalsk mangel på nuancer at dramaturgi er læren om dramaets og skuespilkunstens teori« (Hind 1962, p. 145)

Dramaturgi er i dag en del af Institut for Æstetiske Fag og holder til på den gamle kaserne på langelandsgade i Århus.
I de første år var fagets grundlæggere meget optaget af at definere den faglige identitet. Hinds studier, der i flere henseender havde karakter af pionerarbejde, udgik fra den iagttagelse, at man meget vanskeligt kan opstille en entydig bestemmelse af dramaturgien som fagområde. Nu var det imidlertid ikke den bærende idé i Hinds studier, at man for enhver pris skulle stræbe efter en sådan bestemmelse. Faktisk var det snarere en irritation over en »leksikalsk mangel på nuancer« (ibid.), når det kommer til en definition af, hvad dramaturgi egentlig er, som driver værket. Således sporer han en uheldig read more »