Verdensfrelserinden, The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum. Aarhus Teater: Scala
Af Josefine Brink Siem
Christian Lollike og Madame Nielsen er tilbage med en forestilling som sætter spørgsmålstegn ved vores villighed til at ofre os for at redde klimaet. Frelserinden er forførerisk, sarkastisk, selvopofrende og skarp, men understreger også at den klimafrelser, som vi måske kunne håbe på, nok aldrig kommer. Som sædvanlig med denne duo, gives der ikke noget enkelt svar på klimaproblematikken, men til gengæld stilles der mange spørgsmål i Madamens autofiktionelle refleksions- og provokationsrum. Balancen mellem tvetydighed og provokerende skarphed bliver dog ikke ramt helt så klart som i tidligere samarbejder, og forestillingen giver os mere ’Madame Nielsen Carbaret’ end henholdsvis ironisk eller oprigtig verdensfrelse.
Koncept og scenografi
Lige som den kontroversielle Black Madonna fra 2018 består forestillingen af en blanding af monologer og sange. Scenerummet er helt sort, med fire stole og en mikrofon, men er afgrænset af en hvid cirkel på gulvet som billede på den klode forestillingen handler om. Stolene er sat op i en halvcirkel, som refererer til navnet på den strygerkvartet, der akkompagnerer Madame Nielsen i forestillingen. Musikerne er iført sort tøj og hvide page-parykker, der oplyses af spotlys fra en lyscirkel fra oven, der henleder opmærksomheden på en stor helgenglorie. Undervejs inddrages forskellige kostumeskift og rekvisitter, men lige som i Black Madonna er udtrykket simpelt, men skarpt. Det samme kan siges om Madame Nielsens figur, som ved forestillingens begyndelse indtager mikrofonen iført en lang, sort fløjlskjole med funklende lynlåse. Der er noget dragende og fascinerende ved hendes fysiske fremtoning, som på en og samme tid udstråler ekstrem skrøbelighed og styrke. Hun minder på mange måder om en lettere forvrænget udgave af kabaretens klassiske femme fatale figur.
I modsætning til Black Madonna tager teksten udgangspunkt i Madame Nielsens egen historie, og får dermed et selvbiografisk, hvis ikke ligefrem autofiktionelt præg. Madame Nielsen er både person og rolle i forestillingen. Med klimaet som samlende referenceramme tages vi med på en rejse gennem hendes forskellige kunstneriske og personlige eksperimenter. Madame Nielsen taler skiftevis i 1. og 3. person, så der opstår et slags spil mellem den personlige beretning og et reflekterende, udefrakommende blik på hendes egen historie. Dette spil mellem det oprigtigt søgende og kynisk bagkloge kan ses som en implicit italesættelse af de forskellige måder klimadebatten diskuteres i samfundet, medierne og hos den enkelte. Tonen balancerer på samme måde mellem carbaretens sarkastiske charme og en mere dybfølt fornemmelse af hast og frustration.
Madamens frelserindestatus understreges dramaturgisk gennem en spejling af fortællingen om Jesu liv. Første del af forestillingen er en indgåelse af en pagt, hvor vi gøres til disciple af Madame Nielsens klimakamp. Anden del er en rejse gennem frelserindens forskellige forsøg på at leve i overensstemmelse med naturen og udøve mirakler så at sige. Sidste del omfatter frelserindens nedstigning til underverdenen og genopståen som martyr. Det er dog undervejs lidt uklart hvad forestillingen vil med det ekstremt profane frelsermotiv. Vil den iscenesætte Madame Nielsen som ironisk deus ex machina klimaredning og kommentar til samtidens personkultisme? Eller som forbilledlig ofringsvillig leder, der ikke skyr nogen midler i kampen mod global opvarmning? Selvom der kan være en pointe i at bevare denne tvetydighed, er dramaturgien ikke helt skarp nok til, at der for alvor er noget på spil.
Pagten
Madame Nielsen er med sin anorektiske, kantede fremtoning en kropsliggørelse af selvdisciplin og askese, men også et talerør for det svære i at ofre sig for noget større end netop en selv. ”Du muss dein Leben ändern” citerer Madamen Rilke. Og hvis nogen har prøvet dette, så er det hende. Først som en lille, følsom dreng og siden som død, hjemløs og kvinde. Men nu, hvor det virkelig er alvor, kan hun ’pludselig ikke styre sig’. Nielsen stiller spørgsmålet om, hvad der skal til for at ansvaret over for klimaet transformeres fra en følelse til en bindende aftale. Publikum inviteres til at sige navnene på deres børn og kære, og Madame Nielsen skriver dem i hvidt kridt på den sorte bagvæg. Dette relativt enkle greb er en meget præcis optegning af, hvad der er på spil og klart den mest effektive og klare brug af publikumsinvolvering i løbet af forestillingen. Pagten forsegles ved at publikum i kor sværger ved deres elskede at følge de regler, som vi kommer frem til i løbet af aftenen.
Publikumsinddragelse er et gennemgående element i forestillingen, og Madame Nielsen har en eminent sans for at skabe en forbindelse til sit publikum og improvisere drilske kommentarer og maleriske beskrivelser. I en sekvens spørger hun enkelte publikummer, hvornår de sidst har spist kød eller mejeriprodukter. I en anden sekvens pisker hun sig selv med en BDSM-udseende flogger, imens publikum råber HYKLER! I en tredje sekvens inviteres publikum til at rejse sig op under sangen ’Sinnerman’ og skrige deres hykleri ud. Men fordi frelsertematikken aldrig når bibelske dimensioner, men mudres af at motivet og dramaturgien ikke er helt skarptskårne nok, fremstår disse senere publikumsinteraktioner en smule overflødige. Systematikken i hvordan vi som tilskuere bliver ’castet’ af frelserinden er ikke helt skarp – er vi tilbedere, fjender, hjælpere? Hyklere?
Løsningsscenarierne
Efter pagten er indgået bevæger forestillingen sig over i en udforskning og forkastning af forskellige fremtidsscenarier, alle med udgangspunkt i Madame Nielsens eget liv og erfaringer. Hun har forsøgt at leve i pagt med naturen ved at gå tilbage til Stenalderen og kun leve af at samle bær og svampe. Så boede hun i Paris, hvor hun mødte den franske filosof, antropolog og sociolog Bruno Latour, som argumenterer for, at vi må komme væk fra humanismen og hen imod en ny verdensorden hvor planter, dyr og sten har lige juridiske rettigheder med mennesker. Så kom Coronapandemien, som har vist hvor meget personlig frihed vi er villige til at opgive for vores overlevelse, og måske kan en ny verdensstat redde os fra klimakrisen gennem jernhård styring af folket.
Madame Nielsen fortæller hvordan hun flyttede til Berlin for et års tid siden og blev indrullet i et nonnekloster. Hun skifter til et slags moderne nonnekostume med kæmpe guldhovedbeklædning, guld-BH og hvidt indhyllende slør. Madame Nielsen er inspireret af kaldet og selvopofrelsen for en højere sag. Det er ikke nok, at hun selv ændrer sit liv – hun må omvende alle; selv blive frelserinden. Hun må blive en slags hykleriets martyr, der som Jesus tager alle vores synder på sig. Det er dog svært at aflæse om denne forvandling til frelser er ironisk eller oprigtig – eller måske begge dele? Denne forvirring skyldes ikke mindst blandingen af person og rolle samt det genremæssige skift mellem selvudstillende klimacarbaret og selvforherligende bibelrejse.
Revolutionen
Sidste del af forestillingen antager en mere dyster og lidende tone. Hvor nonneklosteret bliver symbol på lyset, bliver en snusket Berlinerbar symbolet på mørket. Her følger en sekvens hvor der dykkes ned i den anden side af håbet for en fremtid. Modløsheden, opgivenheden. Lev stærkt og dø ung på planetært niveau. Efter Nielsens genopstandelse fra underverdenen udforskes den voldelige revolution. Hvis ikke verden lader sig forføre, må den føres. Hun vil smadre og forgifte alle gæsterne på Restaurant KÖD. Hun vil stå foran det samlede folketing og hendes hoved vil eksplodere ud på politikerne, der flygter i panik. Hendes offer vil føre til en massebevægelse. Madame Nielsen stiller sig som Jesus på korset mod bagvæggen. Som en slags kontrasterende advarsel op imod navnene på væggen, afsluttes forestillingen med en sang om at vi alle vil dø alene. Er dette en negation af pagten med vores børn og elskede? Eller en slags advarsel om hvad der sker, hvis vi ikke overholder den?
Den langsomme vold
I bogen Slow Violence and the Environmentalism of the Poor fra 2013, argumenterer den amerikanske professor Rob Nixon for, at der er en kontrast mellem den form for langsomme og ofte usynlige og ansigtsløse vold som begås mod klimaet og så den sensationelle og budskabsdrevne klimaaktivisme, som vi ser i medierne. Det er en kontrast, som denne forestilling både tematiserer på et konkret tekstligt niveau og som værk i det hele taget. Som værk gentager forestillingen mønsteret med at fokusere på de sensationelle ekstremer i både løsningsscenarierne og Madame Nielsen som figur. Og det virker en smule let købt at slutte af med et scenarie om voldelig revolution. Det er ikke entydigt klart om forestillingens forføreriske frelserindenarrativ eller afsluttende Kaspar Colling Nielsen-agtige voldelige revolution er en opfordring eller en advarsel. Det forekommer i hvert fald paradoksalt at bekæmpe langsom vold med hurtigere vold.
Forestillingen balancerer således mellem på den ene side at bruge frelserfiguren til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi ofrer os for noget højere eller vigtigere, og hvad der skal til for at vi handler. Men på den anden side trækker frelserfiguren også i retning af en slags parodi, som udstiller vores behov for at nogen kommer og redder os. Og jeg ville ønske, at forestillingen havde skåret den pointe skarpere op. Madame Nielsen italesætter undervejs sig selv som offer for en slags personkult, hvor alting handler om mig mig mig. Og forestillingen havde haft en stærkere samfundskritisk vinkel, hvis Madame Nielsens kultstatus og iscenesættelsen af hende som frelserinde havde været udnyttet til at stille skarpt på samtidens ekstreme persondyrkelse i politik, celebritykultur og medier. Med andre ord: at bruge vores klimamæssige sensationstørst og frelserhåb imod os. Ellers balancerer forestillingens carbaretklichéer, autobiografiske form og allerede velkendte klimaproblematikker på grænsen til at blive ’The Madame Nielsen Show’ frem for en gedigen klimamæssig opsang. Men en ting er klart: verdensfrelserinden frelser os ikke. Der gives ikke nogle regler, som vi skal leve efter for at frelse vores børn og elskede. Pagten er uforløst.
Verdensfrelserinden spillede 20. – 22. maj 2021 på Aarhus Teater, og kan opleves 15. – 19. juni 2021 på Teater S/H og 7. – 9. september 2021 på Teater Momentum.
Medvirkende: Madame Nielsen og Halvcirkel (Pernille Kristiansen, Bettina Marie Ezaki, Mika Persdotter og Nicole Hogstrand).
Koncept: Madame Nielsen og Christian Lollike.
Iscenesættelse: Christian Lollike.
Scenograf: Mie Riis.
Lysdesign: Morten Kolbak.
Lyddesign: Mads Emil Nielsen.
Josefine Brink Siem er Ph.d.-studerende på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab på Aarhus Universitet og en del af Peripetis redaktion