Et Dukkehjem, Anna Balslev. Det Kongelige Teater

Af Janicke Branth

Et Dukkehjem på Noras indre scene.

Anna Balslev fortæller i forestillingens program, at Ibsens tekst er skrevet over ”konventionen ægteskab”. ”Men i dag har vi en anden konvention, som hedder ægte kærlighed” og så tilføjer hun senere i interviewet: ”Det største tab for mig er, når det med størst potentiale krakelerer”.

Ud fra den betragtning har Balslev skabt et koncept, hvor tidens, stedets og handlingens enhed så at sige er rykket ind i hovedet på Nora. På hendes indre ’scene’ er familie og relationer hele tiden til stede, men undertiden inaktive og stivnede, når hun ikke lige har fokus på en af dem.  

Foto: Klaus Vedfelt

Et koldt rum fuld af sne

Der er koldt i Noras rum. En stor scenografi-kasse med vægge på tre sider af nogenlunde ensartede firkanter i gråmelerede toner omgiver et scenegulv dækket af sne. I venstre side en gammeldags kælk på højkant.  Det er alt. Her er vi både inde og ude og forgæves leder tilskuerens blik efter den dør, der skal smække til sidst. Dagligstuen, juletræet, julegaverne, møbler og døre, som ustandseligt lukker det uforudsete ind, er væk. Kun sneen på scenegulvet associerer til den jul, man nærmer sig ved handlingens begyndelse.

Nora træder ind på scenen i sin smarte korte pels efter at have været ude at købe julegaver til børnene og mødes af Helmer. Hendes røde bukser og blomstrede bluse lyder op. Sisilia Gadborg Høegh udstråler varme og lyst.  Og her mødes Nora ikke af en tilknappet Helmer, der holder på formerne. Han kan slet ikke lægge skjul på sit forelskede begær efter den smukke Nora. Midt i det kolde vinterlandskab strømmer varme og seksualitet fra både Nora og Helmer, som også lige småsnakker lidt med publikum på de første rækker for at inddrage dem i problemet med Noras store forbrug. Og vi må jo give Helmer ret i, at det er alt for risikabelt at låne en masse penge i banken, før han virkelig ER tiltrådt stillingen som bankdirektør efter nytår. Også naturalismens fjerde væg er naturligvis strøget:  ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig” erklærer Helmer, men Nora synes alligevel, det lyder lidt falsk. ”Det lyder som en replik” bebrejder hun Helmer, som prøver det bedste han kan at få det til at lyde inderligt og indfølt. Hele optakten svarer til det billede, Nora selv har af deres perfekte liv.

Og så får Nora besøg af sin gamle veninde Kristine Linde, som hun ikke har set så længe, at hun slet ikke kan genkende hende. Som altid hos Ibsen betyder disse besøg af gamle bekendte i første akt, at der nu skal ribbes op i fortiden og vendes op og ned på den eksistens, hovedkarakteren ellers havde fundet sig nogenlunde til rette i.

Første vendepunkt et meget smukt illustreret ved, at Nora og børnene og såmænd også Helmer kaster sig ud i den helt store vildt hujende kælketur – indtil kælken pludseligt kører af sporet. Hele familien på samme kælk og i samme barnlige univers. Det holder jo ikke. Senere begynder lavinen at rulle – bogstaveligt talt ud af scenevæggen.

Spillestilen

I det hele taget er spillestilen og sprogtonen sat i den legende bevidst barnlige tegneserie-gestiske stil med overtydeligt kropssprog og store illustrerende armbevægelser, drabelige sneboldkampe og replikker der gentages som en plade, der er gået i stå i samme rille. Helmer (Peter Christoffersen) vandrer rundt med sine papirer, som han holder op foran ansigtet, som var han en skuespiller der er så fordybet i sit (økonomiske) manuskript, at han ikke rigtigt ænser sine ’medspillere’ – når han ikke lige er optaget af Noras krop. Doktor Rank – her spillet af en kvinde (Ida Cæcilie Rasmussen) – sniger sig rundt langs væggene og falder næsten i et med sneen i sit hvide sæt tøj, indtil hun erklærer sin uforbeholdne kærlighed til Nora og dermed afskærer sig fra at hjælpe den, hun elsker, og Nora fra at blive hjulpet ud af sin økonomiske klemme.

Der spilles gennemgående mere på det udadvendte farceparameter end på naturalismens psykologisk indadvendte form. Ingen grund til at gå på jagt efter undertekst, – det meste siges ret tydeligt, hvad der kan være oplagt i denne forestillings fysisk legende koncept.  Men det har også sin pris.

Ibsens konflikt og plot er vanvittigt godt skruet sammen og det bærer langt. Det er den platform bearbejdelsen hviler på. Men Ibsen var en stor kender af samtidens melodramatiske teater. Derfor vidste han præcist, hvordan uhyggen skulle skrues sammen og lægge et stadigt større pres på Nora gennem Krogstad, med et navn der i sig selv minder om de mørke gader, man måtte ty til, når man var ude i forretninger på kant med loven. Denne forestillings Krogstad (Mikkel Arndt) er klædt i et blåternet jakkesæt, der stumper så meget på alle leder, at han snarere ligner den kloge dreng i klassen, som har en del mere tjek på tal og tabeller end Nora. Farlig eller truende bliver han aldrig.  Dertil er opsætningens legende stil for dominerende.

Tekstbearbejdelse

Tid betyder utroligt meget i Ibsens stykke, både når den går alt for langsomt og alt for hurtigt. Noras voksende angst og fortvivlelse har utroligt meget med den kværnende nedtælling til katastrofen at gøre. Kapløbet mellem Noras mange forsøg på at løse konflikten for sig selv og antagonisten Krogstads vilje til at trække hende med ned i sit fald eskalerer tilskuerens oplevelse af, at tiden løber ud for Nora.

De fysiske afstande mellem personerne og deres forskellige adresser, som betyder så meget for spændingen, er her skåret væk, som de må være i Noras indre stream of consciousness. Helmer kan således aflevere sit fyringsbrev direkte ned i inderlommen på Krogstad foran den protesterende Nora. Krogstads famøse forklaringsbrev, der havner så truende i Helmers brevkasse til sidst, er her i bedste postmoderne stil kopieret i en mængde eksemplarer, der havner rundt omkring på scenen, også hos Helmer. Kort sagt ikke et brev, Nora nogensinde ville kunne destruere.

Der er noget oplagt forførende i forestillingens koncept, som på denne måde har valgt at transformere det ydre dramatiske plot til et indre mareridt. Det er jo alligevel Noras voksende angst for fremtiden, vi følger. Helt konsekvent har Balslev valgt at stryge mange overgange, indledninger og replikskifter, som i den klassiske version etablerer og afvikler de enkelte scener. I et stadigt mere frenetisk tempo udvikler forløbet sig frem til den helt store teknofest hos familien ovenpå. Lærkefuglen er for symbolikkens skyld ændret til en papegøje, som netop er karakteristisk ved at efterligne sine omgivelser, og i stedet for det italienske skørt og taranteldansen får vi en Nora iført buksedragt i guld og med store vinger. Parat til at flyve? Måske.  

Foto: Klaus Vedfelt

Slutningen / Den sidste ’slædetur’.

Balslev har ikke droppet Nora og Helmers afsluttende samtale. Her foregår den på det eneste stykke inventar, iscenesættelsen rummer; børnenes kælk, som Nora placerer helt fremme på forscenen og ud til publikum. Denne Nora har ikke (som hos Ibsen) taget maskeradedragten af og gjort sig klar til at forlade hjemmet.

Da Nora og Helmer endelig får talt sammen efter, at ”det vidunderlige” ikke har indfundet sig og Nora har fået sit wake up-call og erkendt, at deres samliv mest har været en forestilling – i alle ordets betydninger – står Nora alene tilbage på scenen i et eksistentielt ingenmandsland.  Hendes opgør med Helmer kredser mest om at blive et menneske i sin egen ret: ”jeg tror, at jeg først og fremmest er et menneske, jeg lige såvel som du” gentager hun flere gange. Først efter samtalen tager hun maskeradekostumet af og træder så ’nøgen’ og farveløs som en nyfødt fugleunge ud i ingenting, ud i sneen, som nu vælter ned over familien. Børnene rejser sig og går ’ind’, – også Helmer vender ryggen til og forlader hendes ’indre scene’. Tilbage står hun nøgen og alene i sneen. Et noget andet slutbillede end den rejseklædte Nora med kufferten i hånden, der skal ud i samfundet for at lære det og sig selv at kende. Og en væsentlig mindre optimistisk slutning.

Foto Klaus Vedfelt

En Nora uden håb.

Det er ikke den første opsætning, hvor stykkets metaforiske titel danner grundlag for iscenesættelsens stil. Men jeg vil tro, det er den første udgave, som illustrerer det dramatiske forløb metaforisk med en voksende mængde af sne, der som en lavine til sidst drukner alle stykkets personer. Sammen med forestillingens legende, charmerende og underholdende insisteren på et kropsligt formsprog, obstruerer scenografi og spillestil stykkets realisme.

Men det er som om både kærlighed og mareridt får lidt trange kår i denne version. Sisilia Gadborg Høegh spiller Nora med en fin blanding af barnlig og sanselig kvindelighed, der er fuldkommen i synk med rollen. Her skal hun ikke vokse til den modne og selvstændige kvinde, som så mange skuespillere før har kæmpet med. Hun ender som de andre fire roller, (hvoraf de tre ind i mellem også optræder som familiens børn) i en dyne af sne. Til sidst forladt af mand og børn – ikke omvendt.

Men Noras skæbne og kærlighedstab blev mindre – og mindre smerteligt med de metaforiske greb, den skitseagtige personskildring og de filmisk korte spillescener.    

Et Dukkehjem havde premiere den 18. september 2020 på Det Kongelige Teater men er her anmeldt ved gæstespillet i Musikhuset Aarhus den 14. og 15. november

Iscenesættelse og bearbejdelse: Anna Balslev
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Mårten K Axelsson
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Koreografisk konsulent: Stephanie Nguyen
Medvirkede: Sicilia Gadborg Høegh, Peter Christoffersen, Ida Cæcilie Rasmussen, Mikkel Arndt, Sofie Torp

Janicke Branth er dramaturg, cand. phil. Tidl. Rektor for Dramatikeruddannelsen og medlem Reumertjuryen og af Peripetis redaktion.

Del med andre