NUL af The Other Eye of the Tiger (TOETT), Sort/Hvid

Af Lærke Mejlgaard

Timingen er eminent for Sort/Hvids sæsonåbning, NUL, der med dramaturgisk skarphed og kraftfulde scenebilleder tager publikum igennem apokalypsen og ud på den anden side.

Iført maske og med afstand til de andre publikummer indfinder jeg mig på publikumsrækkerne, og denne nye normal for teatergængeren træder frem i al sin kunstighed. En lille ø er brudt igennem scenens hvide klinkegulv. Den er mosgroet, og på den vokser et par nøgne birketræer. Scenen er indrammet af halvgennemsigtige hvide lameller, og en firkant af lysstofrør omkranser scenen fra oven. På sædet til venstre for mig og bag ved mig er publikum skiftet ud med højtalere. I et af træerne sidder en mand og kigger ud mod publikum, hvis betragterposition således spejles.

Foto af: Henrik Grimbäck

Det store tankeeksperiment

Der er ikke meget, der adskiller fiktion fra virkelighed i NUL, for manden i træet, spillet af skuespiller Morten Hee Andersen, præsenterer sig som Morten, der tilsyneladende spiller sig selv. Dog er der skruet op for en naivitet og nysgerrighed hos karakteren Morten, som det er let at lade sig smitte af. Som noget af det første fortæller han om en uddød fugl, hvis kald indeholdt pauser til at magen kunne svare. Den sidste fugl af denne art kaldte ud i ingenting — et tragikomisk billede på et presset økosystem.

Morten indvier herefter publikum i sit forsøg på at forestille sig verden efter en stor katastrofe, højst sandsynligt klimarelateret. Tonen er fortrolig og uformel, og jeg køber hurtigt præmissen om, at vi skal ‘forestille’ os sammen. At teatret er nært beslægtet med legen, kan mærkes i denne forestilling, der konstantbevæger sig mellem dramatisk plot og tankeeksperiment. Allerede i åbningsscenen bliver det tydeligt, at forestillingen ikke blot vil afspejle vores samfund, men invitere os til at genoverveje de strukturer, der udgør samfundet.

 “Vi har brug for en fremtid vi kan tro på”

Det skal være slut med dystopiske undergangsfortællinger, slår Sort/Hvids programtekst fast. Kender man lidt til teatret i Københavns brune kødby, ved man, at netop undergangen har været omdrejningspunktet for mange af teatrets forestillinger de seneste år. Der har hersket en form for dommedagspoetik, hvor vampyrverdener, zombieapokalypser og troll-dystopier alle har været billeder, der har skulle hjælpe os til at forstå, at verden, som vi kender den, er på vej ud i et totalt kollaps. At Sort/Hvid har været millisekunder fra at få trukket tæppet væk under sig og miste teatrets økonomiske grundlag tilføjer blot endnu en dimension til fortællingen om et samfund i opløsning.

Forestillingerne de seneste par år har ikke handlet om at kaste håndklædet i ringen, men været forsøg på at forstå verdens tilstand og pege ind i en mulig fremtid. Hovedvægten har indtil nu været på selve kollapset, men med NUL er der sket et skift. Med kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tigers iscenesættelse kickstarter Sort/Hvid den nye verden, og publikum er klar. Inden for adfærdsdesign taler man om ‘moment of power’, det øjeblik hvor modtageren er modtagelig over for budskabet, og hvor tilnærmelser derfor vil have størst virkning. Man kan roligt kalde mødet med NUL et ‘moment of superpower’, for med en pandemi i bagagen og den totale nedlukning af samfundet frisk i erindringen er jeg som publikum klar til at tage imod en ny fremtid.

Foto af: Henrik Grimbäck

Katastrofen skal mærkes

Før vi kan forestille os en alternativ virkelighed, er vi dog nødt til at sige farvel til den gamle en gang for alle. Argumentet er, at vi skal gennemleve katastrofen, før vi er parate til at tage imod fremtiden. Fra scenen beder Morten os om at kigge rundt på de andre publikummer og acceptere, at det ikke er os allesammen, der klarer den. Katastrofen udfolder sig som en totaloplevelse af musik, stroboskoplys og aske, der får mig til at tænke på Antonin Artauds ‘grusomhedens teater’, hvor voldsomme scenebilleder og sanseindtryk skal få publikum til at se verden, som den virkelig er. Lydene omgiver mig og  sansepåvirkningen er på en gang brutal og smuk. Scenen får lov til at udspille sig over et langt stykke tid, der gør at jeg kommer i en trancelignende tilstand balancerende mellem kaos og ro. Netop da jeg mister fornemmelsen for, hvor længe katastrofen har stået på, stopper den brat, og vi ankommer til fremtiden. 

Forskning i ryggen

Holdet bag NUL, The Other Eye of The Tiger (TOETT), er et kunstnerkollektiv med en kollaborativ tilgang til arbejdet med deres værker. Holdet har i forbindelse med forestillingen NUL indgået et samarbejde med tre forskere, der på hver deres måde beskæftiger sig med fremtidsforskning. Professor i politisk æstetik Mikkel Bolt, Ph.d. i politisk filosofi Christiane Mossin og Ph.d. i velfærd og politik Justine Grønbæk Pors er blevet bedt om at komme med hver deres konkrete bud på, hvordan vi kan gentænke samfundet. Forskerne har fået frie rammer, men har skulle forholde sig til, hvordan deres bidrag kunne realiseres. Det er der kommet tre meget forskellige og mere eller mindre utopiske scenarier ud af.

Og hvordan får man så publikum til at gå med på ikke kun et men hele tre fremtidsscenarier? Ud over at tale til vores forestillingsevne benytter TOETT sig af et særdeles vellykket element af publikumsinddragelse.

Mødet med fremtiden

Publikum bliver præsenteret for Bob Nelson, den første formand for Cryonics Society of California, som efter sin død blev frosset ned med det formål at blive genoplivet i en fremtidig verden. Karakteren Bob er med os hele vejen, og med dette greb møder publikum fremtiden gennem den naive men velvillige Bobs øjne. Bob, der først spilles af en gymnasieelev og sidenhen af Morten selv, træder ud af dybfryseren tre gange til en ny virkelighed. For hvert fremtidsscenarie inviteres en eller flere personer fra publikum op for at udfylde rollerne som fremtidens befolkning. Elementet af publikumsinddragelse er tydeligt rammesat og føles derfor hverken forceret eller tåkrummende, men som en understregning af det fælles projekt.

Foto af: Henrik Grimbäck

Vi møder et økosamfund, hvor moder jord dyrkes som en guddom og alt hvad vi deler er helligt lige fra kommunikation til smitteoverførsel. Vi tages med til en hyper teknologisk fremtid, hvor en kunstig intelligens ender med at bestemme over det enkelt individ. Endelig præsenteres vi for et samfund, der dyrker den kritiske sans over alt andet.

Mellem hvert scenarie vender vi tilbage til det legende udgangspunkt og spørgsmålet “hvad nu hvis”? NUL er dermed også en dramaturgisk nulstilling og en tilbagevenden til teatrets udgangspunkt i legen. Legen har regler og rammer, men inden for disse er leg en konstant opløsning af normer. Ved at benytte både legens frihed og en tryghedsskabende gentagelsesdramaturgi i mødet med fremtiden, kiler forestillingen sig ind i et åbent mulighedsrum.

Højt at flyve

Til slut vender forestillingen tilbage til sit udgangspunkt, en mand i et træ. Efter at have oplevet en fjerde og noget mere dystopisk fremtidsverden, beboet af ‘spæk ænder’, en mutation mellem spækhuggere og ænder, er Bob Nelson blevet jaget op i et træ. Han er nået til vejs ende, og må måske endelig erkende sin egen dødelighed. I et sidste billede spreder Bob armene ud, stikker i et euforisk fuglekald og… Flyver? I forestillingens titel NUL ligger både undergangen og muligheden for en ny begyndelse. Netop i dette nulpunkt flyver Bob Nelson afsted som en uddøende race eller et menneske, der flyver mod solen og får brændt vingerne. Måske er det en og samme ting?

NUL spillede på Sort/Hvid 11. september – 3. oktober. Forestillingen spiller på Teater Momentum 15. januar – 10. februar 2021.

Koncept: The Other Eye of The Tiger (TOETT)
Medvirkende: MORTEN HEE ANDERSEN
Instruktør: HENRIK GRIMBÄCK
Scenograf: IDA GRARUP
Lysdesigner: SÚNI JOENSEN
Lyddesigner: VIKTOR DAHL
Lyddesign-konsulent: ASGER KUDAHL
Forestillingsleder: MIA-LUISE HEIDE
Dramaturg: MIRIAM FRANDSEN

NUL er en samproduktion mellem TOETT, Sort/Hvid og Teater Momentum.

Lærke Mejlgaard er Cand.mag. i Dramaturgi og litteraturformidler på Allerød Biblioteker

Del med andre