En historie om vold på Aveny-T
Af Lau Tobias Tronegård-Madsen
Vold er altid svaret…
I James Baldwins uendeligt indflydelsesrige værk Giovanni’s Room (1956) ender den titulære Giovanni som dødsdømt morder. I Ang Lees Brokeback Mountain (2005), der stadig står som en af de mest ikoniske queer-film i den populærkulturelle hukommelse, ender den ene af de to forelskede cowboys, Jack, med at blive tævet ihjel. Den transkønnede Brandon i Kimberly Pierces Boys Don’t Cry (1999) bliver både voldtaget og skudt. Ofte er queer-historier også historier om vold; vold, der ofte hænger sammen med queer-personers ekskludering af deres omgivende samfund.
I Aveny-T’s forestilling En historie om vold er det netop vold, der er omdrejningspunktet. Den bygger på den franske forfatter Edouard Louis’ bog Histoire de la violence (2016), som behandler den voldtægt og det mordforsøg, som Edouard selv blev udsat for julenat 2012. Louis har i løbet af de seneste år etableret sig som en slags litterær sensation i Frankrig, der i værker som En finir avec Eddy Bellegueule (2014), som var udgangspunktet for Betty Nansen Teatrets forestilling Færdig med Eddy (2018), bruger sin særlige position som homoseksuel mand med rødder i en provinsiel arbejderklasse som udgangspunkt for en personbåret samfundskritik. Ikke ulig det, som Thomas Korsgaard har gjort herhjemme med sine selvbiografiske bøger ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og ”En dag vil vi grine af det” (2018), der tegner et voldsomt billede af den danske ’underklasse’ uden for de store byer.
Voldtægten
En historie om vold udspiller sig ikke som en lineær og kronologisk historiefortælling, men snarere som en slags hermeneutisk undersøgelse af forløbet og dets konsekvenser, hvor flere forskellige stemmer byder ind med deres tolkninger, og hvor der konstant springes i tid og rum. Dette forløb er den forbrydelse, den voldshandling, som Edouard, i forestillingen kropsliggjort af Andreas Jebro, blev udsat for af den mand, Reda, spillet af Patrick Baurichter, som han frivilligt bragte ind i sit hjem. Vi ser, hvordan de to mænd tilfældigt mødes på gaden, hvordan Reda charmerer og flirter, og hvordan Edouard overgiver sig, og de to omfavner og kysser hinanden. Vi ser, hvordan Edouard inviterer Reda ind i sit hjem, hvordan de to har frivillig sex, og tilbringer en intim nat med samtaler og kærtegn. Vi ser, hvordan Reda til sidst forsøger at bestjæle Edouard, og da han bliver opdaget, gribes af en blanding af raseri og skam og overfalder Edouard, forsøger at kvæle ham, for til sidst at voldtage ham, mens han peger en pistol imod hans nakke. Intet af dette chokerer, selvom det er voldsomt at bevidne. Vi ved fra første scene, at det er dette, der er sket. Det er nemlig ikke denne voldtægt og den nat, der er den egentlige historie.
Voldens sprog
I forestillingens tekst mærker man konstant dens litterære udgangspunkt. Der en slags konstant vekslen mellem direkte og ofte nærmest vulgært sprogbrug, som når Reda brøler ”Jeg flækker dig”, mens han voldtager Edouard analt, til et mere litterært og refleksivt sprog, når Edouard beskriver sine tanker og følelser, eksempelvis da han sidder på sin seng efter voldtægten og siger ”Jeg gav mig tid til at hade ham”. Det virker dog ikke, som om disse to nødvendigvis befinder sig på to planer – det føles snarere som to nuancer af en udpræget subjektiv beskrivelse af en personlig og kropslig erfaring. Her kan man måske sammenligne den med den måde, som en anden fransk queer-forfatter, Jean Genet, i sin bog Journal du voleur (1949) (d. ”Tyvens dagbog”), blander det vulgære, voldelige og homoerotiske sammen med en slags poetisk sensibilitet og refleksion i sin behandling af sine ungdomserfaringer. Mens Jean Genet nærmest erotiserer de overgreb, han bliver udsat for, en slags sammenblanding af fornedrelsen og nydelsen, så er En historie om vold mere entydig omkring ofrets oplevelse af selve det fysiske overgreb; den er ubehagelig, skræmmende og smertefuld. Den sætter sig i alting, og Edouard kan se og lugte Reda overalt, hvilket får ham til i desperation at bede sin ven Henri om at kneppe ham, så han kan ”knalde ham ud”. Her er et eksempel på, hvordan teksten kan bruge det vulgære til at danne uventede metaforer, men modsat hos Genet bliver det ikke erotiserende, men snarere desperat og sårbart.
Voldsomme gentagelser
En stor del af forestillingen drejer sig om at genskabe handlingsforløbet. Det kommer på et meget konkret plan til udtryk, når politiefterforskeren, spillet af Anders Budde Christensen, beder Edouard om at vise ham forskellige handlinger, som han foretog sig sammen med Reda, mens politimanden selv genskaber Redas handlinger. På denne måde tvinger politimanden Edouard til at genleve overgrebet. Denne genskabelse er på ingen måde neutral. Politimanden opfører sig ganske grænseoverskridende, som når han kravler rundt mellem Edouards ben for at simulere et blowjob, eller når han bliver ved med at gentage Redas ord, ”Jeg flækker dig”, med stigende vrede. Samtidig forholder han sig dømmende over for flere af Edouards handlinger, som når han tillægger det stor betydning, at Edouard gav Reda alkohol. På denne måde er genskabelsesprocessen ikke en objektiv arena, men snarere en forhandling eller magtkamp om den gældende sandhed bag hændelsesforløbet. Når efterforskeren stiller spørgsmålstegn ved, om Redas pistol nu også var ægte, sætter han også tvivl omkring Edouard egen evne til at vurdere sine erfaringer og dermed hans ret til at definere sin egen historie.
Voldelige blikke
Et gennemgående tema i En historie om vold er måder, hvorpå det intime og personlige kan blive frataget og overtaget af andre aktører. Dette bliver særlig konkretiseret i forestillingens scenografi. Her ses som det centrale punkt Edouards lille studielejlighed, hvor alle hans mange bøger står stablet rundt omkring på gulvet. Lejligheden består kun af to rum, soveværelset med sengen, selve gerningsstedet for voldtægten, placeret helt centralt, og et badeværelse med et fungerende brusebad, der bruges flere gange af Reda og Edouard i løbet af forestillingen. Disse to rum, der samtidig udgør de to mest intime og erotiske arenaer i ethvert hjem, er indrammet af gennemsigtige vægge, således at alle detaljer kan ses af publikum. Denne voyeuristiske oplevelse bliver yderligere fremhævet af, at skuespillerne ved flere lejlighed smider deres tøj og står ganske nøgne i lejligheden. Som i et slags menneskeligt terrarie kan vi få lov til at se det, der ellers normalt hører til inden for den allerinderste intimsfære. På samme måde, som når politiefterforskeren begynder at give Edouard besked på, hvad han må foretage sig i sit eget hjem, da det nu er blevet en del af en efterforskning og er blevet gerningsstedet for en forbrydelse, så respekterer vores blik ingen form for personlig selvbestemmelse. Hertil tilføjes et lysdesign, der bl.a. udgøres af aflange lysrør på scenens bagvæg og skyggerne fra lejlighedens tomme vægrammer, hvilket skaber mønstre af lodrette og vandrette streger, som indrammer lejligheden og personerne i deres ’kasser’ af skygge og lys. Som om man har taget et liv, en erfaring, og placeret den i et regnearks kolde rækker og kolonner.
Voldens magt
Vold kommer i mange former. I En historie om vold kommer den i form af et overfald, en voldtægt og et mordforsøg. Men den kommer også på andre måder. Den kommer i form af den vold som forskellige myndighedspersoner udøver mod Edouard, når de fratager ham retten til selv at bestemme over sine erfaringer. Når en velmenende læge erklærer, at Edouard er blevet udsat for noget, der ”er værre end døden”, så har han i virkeligheden taget magten fra Edouard, og erklæret ham skadet, traumatiseret, ødelagt. Når politiefterforskeren tillægger det betydning, at gerningsmanden havde flygtningebaggrund, så gøres Edouards oplevelse pludselig til et våben mod en hel befolkningsgruppe. Den kommer også i form af den vold, som Edouards søster Clara, spillet af Karin Bang Heinemeier, begår, når hun bebrejder Edouard at tage en fremmed mand med hjem midt om natten, og dermed gør hun hans livsstil og i den forlængelse hans seksualitet til en del af årsagen til hans smerte. Edouard nægter dog at lade denne vold og magtanvendelse stå uimodsagt. I stedet forsøger han, med ren vilje, at tage magten tilbage, og kæmpe for sin ret til selv at bestemme, hvilken betydning dette fysiske overgreb skal få for ham. Han insisterer dermed på at have magten over sin egen historie, og inspireret af Hannah Arendt endog at bruge løgnen som et våben. Samtidig nægter han at dæmonisere Reda som en ondsindet fremmed. I stedet forsøger han at skabe en slags forklaring på overgrebet, når han konkluderer: ”Han begærer mig, og han hader sit begær”. Han gør Reda til en fortvivlet og martret sjæl, der selv er et offer for de omstændigheder, som hans position i samfundet giver ham. På denne måde bliver volden i En historie om vold ikke et udslag af en personlig ondskab, men snarere forlængelsen af et voldeligt system, der frem for at forsøge at ekskludere mennesker, bruger sin magt til at få folk til at tilpasse sig dens moral og hierarkier.
En historie om vold, er, trods dens brug af krimigenrens kendetegn såsom en forbrydelse, en gerningsmand, et offer, en efterforsker, et gerningssted etc. meget andet end en kriminalhistorie. Det er en forestilling, der med et solidt litterært udgangspunkt skaber et råt og ubehageligt rum, hvori magten og voldens mekanismer, i dens uløselige sammenblanding af det personlige og politiske, kan undersøges og anfægtes. Dens mange elementer skaber en alt andet end stringent oplevelse, men giver i stedet publikum plads til at undersøge, forfærdes og reflektere.
Iscenesættelse: Anders Lundorph / Scenograf: Nicolaj Spangaa / Kostumedesigner: Michael Nøhr / Lysdesigner: Malte Haugaard / Lyddesign: Rasmus Overgaard Hansen
Medvirkende: Andreas Jebro, Patrick Baurichter, Anders Budde Christensen og Karin Bang Heinemeier
Lau Tobias Tronegård-Madsen er dramaturg og cand.mag. i teater- og performancestudier.