Anmeldelse af Teatret Gruppe 38: Jeg kan bedst li’ når du er her

Af Ida Krøgholt

Kærlighed i mikroperspektiv

Jeg kan bedst li´ når du er her er tredje del af Gruppe 38’s trilogi, som er instrueret af Catherine Poher i samarbejde med videokunstner Oliver Guillemain, om store følelser FRYGT (Jeg er ikke bange for noget 2012), VREDE (Historien om huset, der blev til en prik 2018), og i denne nye forestilling, KÆRLIGHED. Det er en sprudlende lille forestilling, som på en levende og usentimental måde funderer over kærlighedens anatomi.

Man skal huske at mærke efter

Er kærlighed en social konstruktion, en spirituel oplevelse, en biokemisk realitet eller et romantisk ideal? Hos Gruppe 38 beskrives kærlighed simpelt og poetisk som en jordbærdag og en kat i en vindueskarm i et hus, der er så dejligt, at det bobler varmt nede i maven.

Vi er i det enkle, hvor kærlighed ikke er så svær at få øje på. Man skal bare mærke godt efter. Kærlighed er i sansninger og i handlinger, som når vennerne Bodil og 2 x Søren gør ting sammen. Det har noget med oplevet samhørighed at gøre, fx at noget er nice, fordi der er plads til alle i samme båd.

Foto: Lars K. Olesen

Forestillingen Jeg kan bedst li´ når du er her, er et forunderligt univers. De tre løjerlige figurer spillet af Bodil Alling, Søren Sønderberg og Søren la Cour, er vidunderlige sammen, ført an af Bodil med hvidt strithår, spil i øjnene og en ubestemmelig alder, og stærkt hjulpet af de to Søren’er. Søren og Søren har bare isser, hvilket får dem til at ligne hinanden til forveksling. De optræder mere eller mindre som én og giver Bodil-figuren et herligt modspil.

Man genkender mange elementer fra Gruppe 38’s to andre værker fra trilogien, forestillinger som også er båret af nærværende og finurlige figurer, og af få lyskilder i et mørkelagt rum i kombination med video, skyggebilleder og billedprojiceringer på bobinetteskærm. Her svæver lag på lag af visuelle figurer ud i rummet og føjer sig til de øvrige materialer i forestillingen. Men Jeg kan bedst li´ når du er her er også et udfordrende teaterrum, hvor der lurer mystik, farer og uventede indfald, og hvor det ikke altid er til at vide, hvad der er iscenesat, og hvad der er ægte, og sådan er det vel også med kærlighed. Men vi bliver lige så stille klogere på, hvordan kærlighed også kan forstås i det eksperimentelle teaterrum, hvor der kan stilles intensive spørgsmål: hvad nu hvis vi sagde, at kærlighed er så konkret som urets tik-tak og et hjerteslag…

Gruppe 38 viser sig også i denne forestilling som mestre i det enkle. Rummet er præget af mørke, men små lysende ugler bestråler scenen sammen med enkelte lamper. Se skyggerne – creepy, hvisker et barn bag mig. På et oplyst træbord midt på scenen ligger Bodil musestille og klædt i hvidt, som var hun død. Søren og Søren kommer ind med stige og pandelygte, tager en lampe ned, larmer, knækker sammen i fnis. Bodil vågner og spørger, hvad der sker, og Søren svarer: Det er jo slut, hvortil Bodil udbryder: Hvad – har det allerede været her? Tænk hvis jeg bare havde drømt, at det var sket… Hvad det er, der er sket, får vi ikke konkret at vide, men det kunne måske være en reference til teatrets flytning til de forholdsvis nye lokaler på Århus Ø, som Bodil her vågner op og befinder sig i? Det kunne også være selve forestillingens situation, hun sår tvivl om: er vi i eller ude af fiktion?

Foto: Lars K. Olesen

Kan man elske en uægte hund?

Fortællingen har et diskret plot. Det drejer sig om en oprydning, hvor figurerne tager afsked med det aktuelle rum, og det er vel egentlig trilogien, der pakkes ned, samtidig med at materialer, ting og minder genopstår og fungerer som magiske medspillere. Bodil præsenterer fx sin hund, en porcelænshund (fra Jeg er ikke bange for noget), som sidder i en cykelkurv: Det er min hund. Er der nogen der kender min hund? Den var blevet forladt.

Søren bemærker: Det er jo ikke en ægte hund. Men Bodil forklarer opildnet: Jeg elsker bare den hund fordi, fordi, fordi… 

Kærlighed er også imagination og indlevelse, og på det grundlag kan man godt føle noget for en forladt hund af porcelæn, selv om gensidigheden i relationen er noget, man må forestille sig.

Kærlighed til det forladte

Der er mørkt, og fra bagvæggen vælter dyresiloetter ud i rummet i kombination med video og skaber en fascinerende og lidt skummel stemning. I mørket kommer Bodil til at tænke på ”det forladte hus,” som også var på spil i trilogiens andre dele. Forladte ting er uhyggelige – hun forestiller sig, hvordan alle går udenom den eller det, der er forladt, og sådan kan et forladt hus ligefrem synke i knæ. Hun fortæller altimens knitrende lyde, som af kortslutning og spøgelser, underbygger stemningen. Til 2 x Søren udbryder hun: Jeg kan bedst li når du er her! Ja, svarer Søren’erne, og husk at jeg forlader dig aldrig. Jeg kan bare ikke være her altid.

Det er bedst, når alle kan være der

I de tidligere forestillinger var også ulven en snu medspiller. Bodil forvandler sig uden varsel på et sekund til en listig ulv, og iført ulvemaske poserer hun gavflabet for publikum. Et øjeblik senere drøfter personerne, om det mon går an at pakke ulvemasken ned i samme kasse som fåremaskerne? Søren mener, at det jo kun er masker, mens Bodil er mere skeptisk: Men så er det på eget ansvar, Søren. Da kassen lukker, lyder i et par sekunder en øredøvende larm, rovdyrlyde, som ulv æder får. Men kun et øjeblik, og da kassen åbnes, er alt som det skal være, ingen er forulempet. Det er jo bare teater.

Nu pakkes de plasticdyr, der er blevet brugt i skyggespillet ned i en kasse. I første omgang mener Søren ikke, at der i samme kasse også er plads til den store ulvefigur i plastic. Men efter en om rokering kan alle dyrene alligevel godt være i én kasse. Bodil erklærer sig tilfreds med ’integrationen’: det er nice.

Foto: Lars K. Olesen

Kærlighed og jordbær

Selv om der er et lineært narrativ i forestillingen omkring det at pakke sammen, er dramaturgien overvejende associativ: figurerne rydder op, og i den proces, falder de over minder, der tager dem med i forskellige retninger. En række glasvaser, som er sandblæst med blomstermotiv, projiceres på væggen, hvorved blomsterne træder tydeligt frem, og monteres sammen med videobilleder af et legende barn. Derved skabes illusionen af et barn, der løber rundt i en blomstereng, akkompagneret af Dean Martin, der synger et hit fra 1960’er, The birds and the bees. Trækassen midt i scenerummet oplyses med en rød varm belysning, og der ligger en buket roser på den. Bodil ser ned i en ’fragile’-kasse og vil have, at Søren skal gætte, hvad der er i den: Det er noget rødt -, og Søren mener, at så må det være en lussing. Men det er i stedet en skål med jordbær, og med reference til Huset der blev til en prik, hvor pigen/Bodil løb hjemmefra, da hun blev snydt for et jordbær, spørger Bodil, om hun så ikke kan få lov at tage først denne gang. Søren nikker, det er i orden.

Dette moment er et lille, men i forestillingens dramaturgi, væsentligt punkt. Krisen i jordbær-mindet har løst sig, og personerne bliver emotionelt knyttet endnu mere sammen end de var før. Man kan sige, at det er forestillingens erkendelsesøjeblik, anagnorisis, hvor den intrige, som udløste vrede i Huset der blev til en prik, bliver afviklet. For at få den pointe med, skal man måske nok kende de øvrige forestillinger i trilogien, men pointen bliver nu klippet fint ud her og kan også stå alene. Det betydningsfulde øjeblik markeres ved at Bodil beder Søren om lige at stå stille en gang og mærke efter: Lagde du mærke til det, Søren? Det var et kærlighedsøjeblik.

Det ville være krævende, hvis vi i hverdagen skulle stoppe og levere en metakommentar hver gang, vi fornemmede lignende emotionelle åbninger i forhold til et andet menneske. Men teater kan gøre det. Teater kan som her bringe os ind i prægnante øjeblikke og gennem fiktionen og figurerne få os til at opleve og reflektere over små gådefulde momenter. Teater kan åbenbare, hvordan den anden mærker og reflekterer, så vi selv bliver medfølende og reflekterede.

Forestillingen ender i denne forløsning. På bobinette-skærmen tegnes et hus med et vindue, katten ligger og sover i vindueskarmen, og i vinduet sidder Bodil og de to Søren’er og spiser jordbær. Huset svæver, det bliver mindre og mindre – indtil det bare er en prik, og fortællingen er ude.

Medvirkende: Bodil Alling, Søren Sønderberg og Søren la Cour.
Instruktion: Catherine Poher, Videokunstner Oliver Guillemain

Ida Krøgholt er lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet

Del med andre