Boganmeldelse: A Theory of Dramaturgy af Janek Szatkowski

Af Thomas Rosendal Nielsen

Titlen på Janek Szatkowskis bog ”A Theory of Dramaturgy” er ikke så beskeden som den lyder. Den lover ganske vist ikke at være teorien om dramaturgi, men den gemmer sig heller ikke bag forbehold som ”udkast til” eller ”bidrag til”, den lover ganske enkelt at præsentere os for én sammenhængende teori om dramaturgi. 

Omslaget viser en optisk prisme, der bryder lyset, så et spektrum af farver træder frem, og denne metafor gælder som nøgle til at forstå, hvad en dramaturgisk teori skal kunne: at gøre den mangfoldighed som fænomenet dramaturgi består af synligt i sin sammensathed og forskellighed. Der ligger en videnskabsteoretisk pointe i metaforen, nemlig at kun gennem en teoretisk medieret observation træder kompleksiteten i fænomenet frem. Det er netop fænomenets og ikke teoriens kompleksitet, teorien skal synliggøre, men det gør den kun i kraft af den sensibilitet over for forskelle, som teorien har opbygget i kraft af sin egen kompleksitet.

Den teori, Szatkowski tilbyder os her, er kompleks, uhyre kompleks faktisk, både pga. det massive arbejde, der ligger bag den, i kraft af teoriens ambitionsniveau, i kraft af fænomenets bredde og i kraft af det teoretiske valg, den hele tiden refererer tilbage til, nemlig valget af Niklas Luhmanns systemteori som epistemologisk, kommunikationsteoretisk og samfundsteoretisk grundlag. 

Teoriens ambition

Bogen er en fortætning af erfaringer og refleksioner fra 40 års arbejde som forsker, underviser, dramaturg og dramapædagog med base på Dramaturgi ved Aarhus Universitet. Szatkowski er i nordisk sammenhæng især kendt for sit arbejde med dramapædagogik i 70’erne og 80’erne, sin udvikling af modeller for dramaturgisk analyse i 80’erne og 90’erne, og i 00’erne og 10’erne måske netop for sit arbejde med at udvikle teorier om og analyser af dramaturgi som kommunikation på baggrund af systemteorien. 

Problemet med at sammenfatte 40 års arbejde, især når man som Szatkowski fortsat orienterer sig i de aktuelle tendenser og diskussioner inden for fagområdet og fordrer en høj grad af teoretisk konsistens i sit arbejde, er, at man hele tiden bliver klogere – eller i det mindste opdager, at det man tidligere tænkte ikke helt holder vand alligevel. Det medfører, at man hele tiden må korrigere og revidere, hele tiden må vende tilbage til begyndelsen og bevæge sig fremad igen, når man tvinges til at revurdere grundlæggende ansatser i teorien. Det mærker man også på bogen. Den fremstår hverken som et punktum eller en opsummering efter 40 års arbejde, den er snarere en standsning i bevægelsen, man fornemmer faktisk, at teorien stadig ikke rigtigt er i ro, at dens rækkevidde og konsistens er imponerende, men også midlertidig, at den er holdt sammen af valg og lukninger, der kunne gøres om, at den nok kunne være strammere, klarere, men at den hele tiden udfordres både af sin egen voksende kompleksitet og af sin ambition om at tage højde for stadig flere andre teorier og fænomener, til at den kan stabilisere sig i en form, der bare kan afkodes, overtages og bruges.

Ambitionen er nemlig at give os en teori, der ikke bare beskriver et hjørne af dramaturgien eller dramaturgi snævert forstået som principperne bag et dramas opbygning, men en teori der er i stand til at sige noget væsentligt om alle dramaturgiske fænomener. Szatkowki vil præsentere os for en såkaldt ”wide range”-teori, dvs. en teori, der hverken begrænser sig til at sige noget om noget eller prætenderer at sige alt om alt, men altså forpligter sig på at sige meget om meget. En teori, der vil gøre det muligt for os at observere og sammenligne en meget bred række af dramaturgiske fænomener i deres sammensatte forskellighed og stille vores observationer og konklusioner til rådighed for andre iagttagere, herunder fra andre videnskabsområder eller andre dele af samfundet. Det skal teorien gøre ud fra et videnskabeligt perspektiv, som Szatkowski meget emfatisk adskiller fra den type teorier, han benævner som kunstens dramaturgiske refleksionteorier. Det meste af den dramaturgiske fagtradition fra Aristoteles til Lessing til Hans-Thies Lehmann udgøres af sådanne teorier, dvs. teorier der beskriver normer for, hvad bestemte dele af kunsten eller dramaet skal og ikke skal og hvordan. Den videnskabelige teori, Szatkowski foreslår, skal i stedet observere, hvordan dramaturgiske kommunikationsformer skaber mening i verdenssamfundet, og hvilke implicitte værdier disse kommunikationsformer bygger på og dermed stiller til rådighed for yderligere kommunikation, og hermed altså for samfundets videre udvikling. 

Det er vanskeligt nok i sig selv, men det bliver ikke nemmere af, at det på ingen måde er entydigt, hvad ordet dramaturgi dækker over. Dramaturgi er ikke længere bare læren om dramaet opbygning, sådan som vi har opfatter det i forlængelse af den aristoteliske tradition, den er også ”vore rollespil i hverdagen” og dramaet i store sociale begivenheder, som vi kender det fra den udvidelse og oversættelse til sociologien og antropologien, der fandt sted med bl.a. Erving Goffman og Victor Turner i midten af det 20. århundrede. Den er handlinger-i-værk i en mangfoldighed af teatrale og performative kommunikationsformer, den er kommunikationen af og igennem imaginære realiteter på kryds og tværs af stadigt flere medier. Dramaturgiens ekspansion, både teoretisk, geografisk og genstandsmæssigt kræver derfor netop en meget velfokuseret prisme, hvis det stadig skal være muligt at sige noget om dramaturgi, der giver mening for flere end den kreds af indforståede, der abonnerer på en bestemt, ”small range” forståelse af dramaturgi. Szatkowskis løsning på det, ligge i hans skelnen mellem dramaturgi-α og dramaturgi-ς, hvor dramaturgi-α netop dækker over alle de teorier, der udpeger retninger og normer for bestemte lokale praksisser – fx udformningen af et well-made-play eller en sensorisk teaterforestilling, mens dramatugi-ς er den videnskabelige iagttagelse af sådanne teorier og praksisser, med henblik på at klarlægge deres implicitte værdier og meningstilbud til samfundet for samfundet gennemvidenskaben.

Luhmanns systemteori er det afsæt, Szatkowki har valgt, for at skabe denne prisme. I virkeligheden er det forsimplet at sige, at det er systemteorien, der gør Szatkowskis dramaturgiske teori kompleks, selvom den muligvis gør den mere abstrakt og vanskeligere tilgængelig for iagttagere, der føler sig fremmede over for Luhmanns tætte og omfattende begrebsapparat. Systemteorien er den kompleksitetsreduktion, der er valgt, for at gøre det muligt at få meningen i meget forskelligartede forskelle og ligheder til at træde frem igennem den samme prisme. Gennem bogen diskuterer Szatkowski med teorier, der bygger på de mest udbredte alternativer, ofte eklektisk eller i kombination: fænomenologien, historiefilosofien, poststrukturalismen. Szatkowskis teori er også inspireret af disse positioner, men han argumenterer for, at fænomenologi og historiefilosofi har det med at reducere det forskellige til det samme og underreflektere de normative lukninger i sådanne reduktioner, mens poststrukturalisme og eklekticisme – i bestræbelse på at undgå eller overskride normative lukninger af hensyn til fænomenets tidslighed og mangfoldighed – risikerer ikke at kunne iagttage og kommunikere de forskelle, der gør en forskel. Det videnskabsteoretiske eksperiment i Szatkowskis teori er beslutningen om at iagttage ud fra bestemte (systemteoretiske) forskelle, og spørgsmålet er om denne form for forskelstænkning kan føre os mellem Scylla og Charybdis: dvs. holde den analytiske sensibilitet åben på baggrund af en teoretisk konsekvent og konsistent lukning.

Jeg kan ikke påtage mig at vurdere om dette er lykkes ud fra et neutralt udgangspunkt. Som læseren måske vil vide eller har bemærket, så er jeg indforstået med projektet. Jeg har først som studerende og ph.d.-studerende og siden som kollega haft fornøjelsen af at tage del i Janeks teoretiske eksperimenter, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har en stærk tiltro til grundtanken i bogen. Men måske kan jeg levere et sideblik på, hvad det er, jeg mener bogen bidrager med, og måske også hvor den løber ind i nogle grænser og udfordringer, som kalder på mere arbejde, mere tænkning, flere muligheder?

Teoriens bidrag

Bogens bidrag er både udfoldelsen af systemteorien som teoretisk referenceramme for en videnskabelig dramaturgisk teori, oversættelsen af dette i en form for metode og nogle poetologiske analyser. Måske forstår man bedst det samlede bidrag, hvis man tager udgangspunkt i de poetologiske analyser, bogen slutter med. De tre sidste kapitler leverer en analyse af Eugenio Barbas poetik med Barbas bog Directing and Dramaturgy (2010) som omdrejningspunkt, en analyse af de poetologiske implikationer af Hans-Thies Lehmanns Postdramatisches Theater (1999) og endelig en diskussion af immersion og ny-realisme som orienteringspunkter for samtidspoetikker, ligeledes med fokus på nyere udgivelser på disse områder. Der kobles løbende til forskellige forestillinger, men det primære er analysen af såkaldte refleksionsteorier i konteksten af den praksis, de reflekterer over. Analysen af Barbas poetik tjener som eksempel på, hvordan Szatkowskis dramaturgiske teori kan trække værdierne frem i en højkompleks dramaturgisk praksis og tænkning, analysen af H.-T. Lehmann danner belæg for Szatkowskis argument om en strengere skelnen mellem videnskabelige teorier og kunstneriske refleksionsteorier, og diskussionen af aktuelle immersive og ny-realistiske poetikker illustrerer ambitionen om, at en dramaturgisk teori skal kunne adressere mulige retninger i det aktuelle teaterlandskab kritisk og åbent med sensibilitet for disse poetikkers værdier, og hvordan de svarer på aktuelle samfundsudfordringer.

Metodisk er analyserne fokuseret gennem ideen om, at kunstneriske praksisser er styret af et såkaldt poietisk hierarki, illustreret ved en pyramidemodel med dramaturgien i midten, produktion og reception (poiesis og aisthesis) i bunden og poetikken – det værdibærende program, der styrer mulighederne på de andre niveauer – i toppen. Den videnskabelige dramaturgiske teoris opgave er at beskrive sammenhængene i sådanne poietiske hierarkier med henblik på at kunne sammenligne deres samfundsmæssige bidrag kritisk og eventuelt stimulere deres videre udvikling. Denne centrale figur suppleres af analyserne af de semantikker, de kunstneriske refleksionsteorier stiller til rådighed, dvs. deres måde at kondensere og fastholde mening sprogligt med henblik på fremtiden, af en teori om performativitet som iagttagelse og reproduktion af enheden mellem person og rolle, og dertil af nogle mere direkte Luhmann-afledte begreber omkring især kommunikation og evolution. Denne konceptuelle/metodiske referenceramme udfoldes i den midterste del af bogen.

Forud for det etableres det systemteoretiske udgangspunkt, som er ganske udfoldet, idet systemteorien danner grundlag både som epistemologi, samfundsteori og kommunikationsteori. Epistemologisk, så er det begrebet om iagttagelse som operation og videnskaben som iagttager af iagttagelser, der er afgørende. Den videnskabelige iagttager er en iagttager, der iagttager, hvordan andre iagttagere iagttager, og hvis egen måde at iagttage på også lader sig iagttage. Der er altså ikke noget højdedrag, hvorfra videnskaben kan beskrive verden, man kan kun engagere sig i spillet om iagttagelser som endnu en iagttager (men forpligte sig på refleksivt at frembringe transparens og konsistens i sine iagttagelser på en sådan måde, at iagttagelsernes sandhedsværdi kan anfægtes). Som samfundsteori er det mest afgørende Luhmanns beskrivelse af samfundets funktionelle uddifferentiering som den aktuelle horisont for videre samfundsmæssig evolution. Det vil sige at fx kunsten, videnskaben, økonomien, religionen og politikken har udviklet spilleregler, som på den ene side tillader disse samfundsmæssige domæner at operere ud fra deres egen interne logik – dvs. ikke principielt styret af en overordnet logik – samtidigt med at de sammenkobler sig på stadigt mere komplicerede måder. Globaliseringen af en liberalistisk økonomi aftvinger fx omfattende reaktioner og tilpasninger fra andre samfundssystemer, også selvom økonomien ikke i sig selv er i stand til at skabe kunst eller uddanne individer. Endelig har det en afgørende betydning for denne dramaturgiske teori, at kunsten og dramaet opfattes som kommunikation og først sekundært som handling. Kommunikation er socialitet, den følger sine egne spilleregler og kan ikke reduceres til at være produktet af bevidsthedsydelser i lineære kausale kæder (motiv fører til handling fører til nyt motiv osv.). Dramaturgi og kunst er bundet til de kommunikationsmuligheder, samfundet gør gældende i sin kompleksitet, og dramaturgien og kunsten er i sig selv med til at forme mulighederne for yderligere kommunikation. Det er kunstens mening, at den åbner og binder muligheder for yderligere kommunikation, og den dramaturgiske teoris opgave er at beskrive, hvordan.

Teoriens systemreference

Det er en afgørende pointe for Szatkowski, at kunst og videnskab må betragtes som forskellige systemer i samfundet, og at den dramaturgiske teori, han tilbyder her, er en videnskabelig teori om dramaturgi og ikke en kunstnerisk refleksionsteori, og det har en række implikationer som er vigtige – og muligvis kontroversielle ift. positioner, der stræber mod konvergens mellem kunst og videnskab. I sin i øvrigt affirmative kritik af Hans-Thies Lehmanns succesfulde teori om det postdramatiske teater, er det en anke for Szatkowski, at Lehmann ikke stringent nok gennemreflekterer sit eget teoretiske program, og dermed ikke gør de videnskabelige kriterier for sin teori tilstrækkeligt transparente. Lehmann tenderer omvendt mod at gøre de karaktertræk, han observerer i sin samtids teaterformer, til normer for den kunst, der vil være på højde med sin tid. Dette gør det uklart, hvorvidt Lehmanns teori er en videnskabelig teori, der skal stilles til regnskab for sin sandhedsværdi og sin evne til at udpege pertinente træk ved et aspekt af kunsten i samfundet, eller om den er en refleksionsteori, der skal opstille normer og formler for den gode kunst i tiden. Jeg er grundlæggende enig i Szatkowskis kritik, og også i den videnskabelige normativitet den indebærer, som i mine øjne ikke behøver at være puristisk og konserverende, men kan være en måde at skærpe præcisionen, selvrefleksionen og rækkevidden af både kunstneriske og videnskabelige teorier. 

Der er også noget i præmisserne for denne kritik, der etableres tidligere i bogen, som giver mig anledning til forbehold eller i det mindste eftertanke: Det er en ret almindelig misforståelse af systemteorien, at sammenhængen mellem funktionssystemer (fx kunst, videnskab, politik, religion), organisationer (teatre, universiteter, uddannelser) og individuelle iagttagere (kunstnere, politikere, forskere), skal tænkes som forholdet mellem systemer og delsystemer, dvs. at man tænker systemerne som kinesiske æsker inde i hinanden, hvor det højere rangerende system bestemmer, hvordan det lavere rangerende system kommunikerer, dvs. den enkelte forsker kan kun iagttage videnskabeligt (eller fejle i at gøre det), den enkelte organisation – fx et teater – producerer udelukkende ydelser i og for et bestemt funktionssystem; universitet vil i den forstand være et videnskabeligt delsystem som i kraft af sin funktion er indrettet til at iagttage videnskabeligt. Forstået på den måde indebærer ’systemteorien’ en form for silotænkning, hvor det enkelte individ eller den enkelte organisation må indrette sig efter det system denne ”tilhører” eller producere miskommunikation. Jeg mener, det er mere korrekt og giver bedre mening at læse Luhmann sådan, at systemer kun kan være omverden for hinanden, dvs. både psykiske systemer og organisationer må koble og forholde sig til koderne og kommunikationen i mange forskellige funktionssystemer, og ofte samtidigt, og psykiske systemer og organisationer er også omverden for hinanden, det enkelte psykiske system er altid mere end den rolle denne spiller som medlem i det organisatoriske system eller funktionssystem denne deltager i. Heri ligger kompleksiteten, dvs. det overskud af muligheder, der gør samfundet så forbandet svært at beskrive præcist og samtidigt medfører så vidtrækkende kombinations- og evolutionsmuligheder. (Silotænkningen er i øvrigt nem at tilbagevise empirisk, og dermed måske en misforståelse, der får nogle til at tage afstand fra systemteorien på et forkert grundlag).

Jeg gætter på, at Szatkowski vil være enig i den pointe, og i de teoretiske afsnit i den første halvdel af bogen er der en del formuleringer (fx s. 92f), der understøtter det, men andre steder – fx på side 73, hvor han beskriver forholdet mellem funktionssystemet videnskab, universiteter og den enkelte forsker – kan man få indtrykket af, at den individuelle forsker også som psykisk system iagttager inde fra videnskabssystemet, ved at deltage i en organisation universitetet, som nærmest fungerer som determineret og determinerende delsystem for videnskabssystemet. Det er muligvis en formidlingsmæssig forenkling, men det er vigtigt at understrege at psykiske system og organisationer er selvstændige autopoietiske systemer, som er betinget af mange funktionssystemer samtidigt, ligesom organisationen universitet også organiserer kommunikation for uddannelsessystemet, samfundsøkonomien osv. (Det samme vil gælde for de interaktionssystemer, som kunsten udfolder sig i). Jeg tror, det er vigtigt at undgå denne kinesisk æske-forståelse, både fordi teoriens sensibilitet netop ligger i at kunne iagttage og beskrive de mangfoldige og usandsynlige koblinger mellem systemer, som den funktionelle differentiering tillader, og fordi silotænkningen indebærer en normativitet, der risikerer at medføre for skarpe arbejdsdelinger mellem dem der handler og dem der tænker (for nu at slå et Ranciere-tema an), kunstneren som blind idiosynkratisk praktikker og forskeren som lam selvrefleksiv tænker.

Hvis vi vender tilbage til kritikken af Hans-Thies Lehmanns teori, der ikke lever op til fordringen om adskillelse mellem refleksionsteori og videnskabelig teori, så kan vi stille os det lidt ubekvemme spørgsmål, hvorfor teorier, der ikke toner helt rent flag ift. deres reference til kunstsystemet og videnskabssystemet, virker til at være så succesfulde ift. deres udbredelse og gennemslagskraft? Det samme gør sig jo netop gældende for mange af de aktuelle teorier om immersivt teater og ny-realisme, som Szatkowski behandler i slutningen af bogen? Er det en umodenhed i det dramaturgiske/teatervidenskabelige fagfelt at vi per tradition orienterer os med poetikker snarere end poetologier (som Szatkowski benævner den videnskabelig beskrivelse af poetikker), en umodenhed der med fordel lader sig korrigere mhp. skarpere og mere dækkende analyser? Eller ’performer’ disse teorier simpelthen bedre netop i kraft af, at de leverer normer og legitimeringsformler for kunstsystemet forklædt som videnskab? En forstyrrende tanke, for den der ønsker sig en mere stringent videnskabelig dramaturgi, theatre science, som Szatkowski konsekvent skriver, og ikke bare theatre studies

Jeg tror, der ligger en vigtig diskussion her, som knytter sig til spørgsmålet om humanioras opgave mere generelt – aktuelt og historisk. Som Jens Erik Kristensen og Lars Henrik Schmidt antyder i deres lærebogsartikel ”Da humaniora ville være videnskab” (bemærk konjunktivet) er der måske for meget andet på spil i den humanistiske fagtradition, som jo er ældre end de moderne videnskaber, til at humaniora kan gennemføre sit projekt om at blive ren videnskab, hvis det samtidigt skal danne, bevare og frigøre, dvs. være til nytte på den måde, som Nietszche forstod det i sin videnskabskritik. Men det betyder ikke, at vi ikke skal kræve mere af teoriernes selvrefleksion, hvad enten de fungerer som videnskabelige teorier eller refleksionsteorier eller begge dele, med henblik på at de gør forudsætningerne for deres tænkning transparente ift. de koder og værdier, de bygger på, og dermed korrigerbare med henblik på udviklingen af alternativer. 

Teoriens semantikker

Et andet refleksionspunkt er, hvordan bogens egne semantikker toner dens analytiske sensibilitet i en bestemt retning. Szatkowski laver som sagt en skarp analyse af Barbas Dramaturgy and directing, hvor et af omdrejningspunkterne er semantikkerne (det ’reservoir’ af mening, der aktualiseres igennem bogens sprogbrug), og hvilke værdier, de privilegerer. Ift. Szatkowskis teori mener jeg, at det er værd at bemærke, at en række centrale begreber (også via systemteorien) er hentet fra en hermeneutisk og romantisk tradition for forståelsen af kunsten: det stærke fokus på værket, på mening og på kunsten som ´imaginær realitet’. Jeg tror, vi skal være omhyggelige med at undgå, at denne semantik lukker os inde i en opfattelse af genstanden og opgaven for en videnskabelig dramaturgi, som er mere snæver end bogens ”wide range” ambitioner. Den videnskabelige dramaturgi skal i mine øjne kunne mere end at afkode den bagvedliggende mening i kunstværker i kraft af en tolkning af forskellen mellem realitet og imaginær realitet. Ud fra den ambition, så mener jeg for det første, at vi må overveje, hvorvidt (kunst)værker skal være den privilegerede genstand for dramaturgien. Jeg mener ikke (som fx Fischer-Lichte) at værket simpelthen hører en ældre æstetik til og bør erstattes med begivenhedsbegrebet, men at vi skal huske på teoriens ambition om også at iagttage performativitet og teatralitet (dramaturgi) uden for kunstens områder, og teoriens mulighed for at iagttage værdier, mening osv. i kunstneriske praksisser (fx produktionsprocessen eller interventionsstrategier), der ikke kan bestemmes som værker. Ift. meningsbegrebet er det vigtigt at betone, at systemteorien henter sit meningsbegreb fra fænomenologien og ikke fra hermeneutikken, dvs. mening er ikke den bagvedliggende og dybere sandhed i og om noget, men den mulighedshorisont som den aktualiserede kommunikation aftegner. At beskrive en dramaturgisk kommunikations mening er at stille spørgsmålet om, hvilke muligheder og værdier, der lægges til grund for yderligere kommunikation, og dermed om, hvordan en given dramaturgi lægger op til forandring eller bevaring af aktuelle samfundsmæssige, identitetsmæssige osv. strukturer. Ift. imaginær realitet er jeg i tvivl om, hvorvidt det er et godt semantisk valg (Szatkowski følger Luhmann her). Begrebet imaginær realitet konnoterer bevidsthed, fantasi, fiktioner på en måde, som måske foruddiskonterer vores forståelsesrum for meget indenfor horisonten af en repræsentationsæstetik, også selvom vi i nogle tilfælde (som Szatkowski også gør) kan tale om en ”tynd” imaginær realitet. Det gør fx konkretistiske, abstrakte, interventionistiske eller dokumentariske kunstformer, hvor det ikke er imaginationen, der er det afgørende for realitetsfordoblingen, til undtagelser og afvigelser, men måske kunne man tale om artificiel realitet snarere end imaginær realitet, og så lade imagination, fiktion og repræsentation optræde som særlige aspekter i de enkelte tilfælde på den baggrund?

Afslutning og begyndelse

Bogen er en begyndelse snarere end en afslutning. Den leverer et startsted for en måde at tænke dramaturgi på, en referenceramme for dramaturgiske analyser og en række problemstillinger, som kræver yderligere teoriudvikling. Parafraseringerne og rekontekstualiseringerne af Luhmanns systemteori er i sagens natur tunge, men de er nødvendige for det transparensideal, som teorien gør gældende.

Apropos transparens havde jeg nok forventet en strammere redigering ift. sprog og formalia af en Routledge-udgivelse, især synes jeg den mangler en ordentlig bibliografi, for den bygger på et meget omfattende udblik i en humanistisk og sociologisk teoritradition, men noteapparatet er ikke helt nok til, at man her kan følge med, og punktvis indforståethed og manglende finish stritter lidt imod den videnskabelige autoritet, som bogen i øvrigt med rimelighed påberåber sig. Til gengæld er bogen forsynet med komplekse, men nyttige illustrationer. 

Szatkowskis teori giver os faktisk muligheden for at lave dramaturgiske analyser på et systemteoretisk grundlag, uden at vi skal starte med at appropriere Luhmanns begreber fra grunden. Bogen udmærker sig ved sin vidtrækkende og nuancerede kritik af andre dramaturgiske teorier, og især beskrivelsen af Barbas poetik vidner om teoriens anvendelighed og præcision ift. dramaturgiske analyser. På den måde indløser den faktisk sine høje ambitioner og fortjener i den grad at fungere som en nøglereference ift. den videre udvikling af dramaturgi som videnskab. 

Thomas Rosendal Nielsen er lektor ved afdeling for dramaturgi og musikvidenskab, Aarhus Universitet, og fast medlem af Peripetis redaktion.

Del med andre