Race og identitetspolitik i Christian Lollikes Black Madonna (2018)
Essay af Josephine Egebæk Hansen

Forholdet mellem identitet, race og teater er en vanskelig problemstilling i det 21. århundredes Danmark. Blackfacing et udtryk for denne problematik, som et teatralsk element, hvor en ikke-sort skuespiller maler sit ansigt sort og optræder med stereotypiske fremstillinger af sorte. Det er blevet kritiseret for at gøre sortes kultur og lidelseshistorie til en påklædning (Sørensen, 2018). På en teaterscene er udseende noget af det første man lægger mærke til ved en skuespiller, og derfor opfanger tilskueren også hurtigt race. Der kan derfor opstå en konflikt, hvis skuespilleren ikke spiller sin egen race, men foregiver at være en anden. Dette er tilfældet i denne case, som omhandler instruktøren Christian Lollikes forestilling Black Madonna. I forestillingen følger tilskueren en hvid kvindes ønske om at være sort. Derfor bliver blackfacing benyttet, hvilket har startet en dansk identitetspolitisk debat. Motivationen bag denne undersøgelse er baseret på spørgsmålet: hvad må en skuespiller repræsentere i forhold til race? Og hvorfor skaber det konflikt? 

Det skal understreges, at denne undersøgelse har en hvid studerendes perspektiv. Jeg finder det umuligt som afsender at skjule identiteten, når emner som dette skal analyseres, da min position og privilegier i samfundet kan have påvirket undersøgelsens udfald. Undersøgelse er et uddrag fra mit bachelorprojekt fra december 2019, og den tog ikke udgangspunkt i den nuværende sag i USA om George Floyd. Dog håber jeg på, at denne analyse vil illustrere den strukturelle racisme og hele problematikkens aktualitet, da sorte liv tæller og George Floyds død ikke skal blive glemt.

Forestillingen “Black Madonna”

I fortællingen følger tilskueren skuespilleren Madame Nielsen, tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, der i 2001 erklærede sig død og dernæst genopstod som Madame Nielsen. Hun er den eneste skuespiller på scenen under hele forestillingen, og den fjerde væg er brudt ned, så hun kan frit henvende sig til tilskueren. I starten er scenen mørk med få rekvisitter såsom en guitar, en stol i hver sin ende af scenen, et bord med makeup og en paryk, lamper, en trappe i baggrunden, en beatpad med mikrofon samt en platform i midten af scenen. Forestillingen er delvist inspireret af Rachel Dolezals historiesom hvid kvinde, der transformerer sig selv til værende sort. Dolezal er tidligere NAACPkapitalpræsident, men i 2015 blev hun afsløret for værende hvid og blev tvunget til at fratræde sin post (McGreal, 2015). I forestillingens åbningsscene maler Madame Nielsen sig brun i hovedet, og ifører sig en sort krøllet paryk, som om det er et normalt hverdagsritual. Med andre ord ifører hun sig blackface. Imens fortæller hun om sin barndom, og hvorledes hun havde et brændende ønske om at være sort ligesom hendes veninde Linda. De to piger fortalte dengang andre, at de var tvillingesøstre. Hun har et ønske om at blive en sort Madonna med en indre frygt for at blive identificeret som en hvid nigger, ifølge Lollike og Nielsen (Nyeng, 2019). Som voksen rejser Madame Nielsens karakter til USA for at kæmpe i de sortes borgerrettighedsbevægelse, hvorefter Linda bliver i Danmark og kæmper samme sag. I USA bliver hun medlem af De Sorte Pantere og kærester med deres leder. Dog bliver hun afsløret for biologisk at være hvid, og bliver derefter udstødt af gruppen. Hun mister sin bopæl og sit arbejde, og efter 10 år vender hun tilbage til Danmark. Da hun vender tilbage til Danmark, er alt hvidt blevet sort i Europa. Linda er lederen af den sorte bevægelse, som vil udrydde hvide i Europa. Hvide bøger bliver brændt og hvide mennesker bliver enten gjort til slaver eller sendt til lejre i de afrikanske ørkener, som har flere paralleller til nazisternes KZ-lejre. Ligesom giften Agent Orange under Vietnamkrigen, som amerikanerne sprøjtede på træerne for at blotte Viet Congerne, har de sorte udviklet giften Agent Blue. Denne gift skulle benyttes til at dræbe hvide, men Madame Nielsens karakter overlever takket været Linda. Hendes fortælling ender med, at hun bliver sendt afsted i en flygtningebåd over Middelhavet, hvorefter hun vågner op på en isoleret ø som den eneste overlevende (Lollike, 2019). Denne jagt har ligheder med jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig, flygtningekrisen i nutiden og Ku Klux Klan, dog er rollerne vendt på hovedet.

I løbet af denne fortælling taler jeg-fortælleren om alt fra Denmark Vesey fra St. Thomas til kritik af farveblindhed. Der er forskellige uddrag af sange og få stereotypiske fremstillinger af sorte, såsom stemmeføring og at glide i en banan. Nielsen benytter sig meget af publikumshenvendelse og Bertolt Brechts verfremdungseffekt, og da en tilskuer besvarede Nielsens spørgsmål med neger, var hun dybt forarget. Tilskueren er ikke i tvivl om hvilken gruppe hovedpersonen identificerer sig med, da hun omtaler det sorte menneske som ideal.

I foråret 2018 hed denne forestilling White Nigger/Black Madonna, men grundet mange uenigheder og beskyldninger for racisme fik forestillingen navneændring. På de første plakater af forestillingen, som blev sat op på Københavns gader, kunne man se Madame Nielsen i blackface og forestillingstitlen med ordet nigger. Lollike og Madame Nielsen blev beskyldt af organisationen Black Lives Matter Denmark for at være hadefulde imod sorte, og aktivister malede sågar plakaterne over med teksten: ”Racial violence occurred here. ” (Villesen, 2018). Fire ph.d studerende fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet klagede til institutlederen over de racistiske plakater, som hang på campus (Sindberg, 2018). Derudover blev Lollikes Teater Sort/Hvids Facebook hjemmeside lukket ned tre gange grundet racismeanklager (24NYT, 2018). Ordet nigger løb med opmærksomheden. Som følge af Wilsons kritik til debatseminaret i sommeren 2018 besluttede Lollike og Madame Nielsen sig for at fjerne den første del af titlen til forestillingen, og ændre flere af stykkets referencer til virkelige organisationer. Forestillingen fremstår derfor i 2019-versionen mere som science fiction (Sindberg, 2018).

Blackfacingens oprindelse

Fra antikken til den elizabethanske periode er der ikke beretninger om blackfacing, men der har været tegn på forskellige syn på sorte og hvide mennesker. Dette er en hjørnesten i blackfacings oprindelse. Ifølge Michael Rogin har hofdamer og – mænd maskeret dem selv til maskebal som moors siden det tidlige 16. århundrede (Rogin, 1998, s. 19). Dog er der andre, der argumenterer for at oprindelsen til blackfacing kan findes i skildringer af harlekinfigurer i Italiens Commedia dell’Arte. Den sorte sminke kan være blevet anvendt i udviklingen af Othello-karakteren i den elizabethanske periode. Dette kan ikke antages med sikkerhed. Det mest accepterede første tegn på blackfacing sker i det 19. århundrede, hvilket omhandler den amerikanske kunstner og dramatiker Thomas Dartmouth Rice, kendt professionelt som Daddy Rice (Annuss, 2014, s. 65). Han udførte blackface og brugte afroamerikansk folkelig tale, sang og dans, og han blev en af de mest populære minstrel showunderholdere. Ifølge en fortælling ankom Rice til Pittsburgh i 1830, hvor han mødte den invalide og sorte gadeperformer Cuff. Han lånte Cuffs tøj, efterlignede hans spillestil og benyttede brændt kork som blackface, hvor han præsenterede karakteren ved navnet Jim Crow. Publikum var meget begejstret for Rices evne til at transformere sig fra en hvid til sort mand. I denne optræden blev Cuffs sorte krop refereret som nigga. Det var en stor succes, og blev starten på Rices turné i USA og Europa (Young, 2013, s. 38-39). Rices fremstilling af Cuff var en parodi på hans farve og kropsbevægelse. Den sorte sminke var langt mørkere end Cuffs hud, og Rices bevægelser overdrev Cuffs invalide tilstand samt påklædning og dialekt. Rice skabte en karikatur af sorthed som værende en sand repræsentation af sorte mennesker (Young, 2013, s. 40). Dog var der en person der kritiserede Rices blackface praksis i sin samtid, og det var den afroamerikanske borgerrettighedsaktivist og akademiker, Frederick Douglass (1818-1895). Han blev født slave, men flygtede og blev senere en fri mand. I hans antislave tidsskrift North Star angreb han hvide performeres brug af blackface, hvori han omtalte dem som: ”… the filthy scum of white society, who have stolen from us a complexion denied to them by nature. ” (Annuss, 2014, s. 69) Hans artikel kritiserer en specifik måde at benytte sig af maskering, som højst sandsynligt var brændt kork. Hans kritik kan muligvis være relevant at have in mente i dag, da kritikken angriber den sociale eksklusion i minstrel shows. Ved at dyrke disse komiske løsninger på den hvides race frygt, har disse minstrel vittigheder udformet en race dramaturgi, hvor hvide repræsenterer sorte ud fra deres fordomme og stereotyper af sortes adfærd. I Black Madonna har man benyttet en metode, som er udviklet af hvide til at lege sorte. Derfor kan der sættes spørgsmålstegn ved, om der reelt er fri leg med identitet i forestillingen, når de ekskluderer den sorte sandhed, og udelukkende har en hvid på scenen til at diskutere race. Dette vil blive uddybet senere i undersøgelsen. 

Populariteten af blackfacing var så stor i slutningen af det 19. århundrede, at selv sorte performere bennyttede blackfacing for at tiltrække opmærksomhed og publikummer. De markedsførte det som en mørkere og dybere blackface, da der var sort hud under blackface sminken. Dette skabte meget omtale og blev en stor succes, da tilskuere blev forført af det sortere blackface. Selvom afroamerikanske performere prøvede at gå væk fra blackfacing, fortsatte denne praksis på scenen og film indtil midten af det 20. århundrede. Selvom NAACP succesfuldt protesterede imod blackface minstrel shows i USA efter Anden Verdenskrig, så er blackfacing stadig blevet anvendt efter krigen (Hoxworth, 2019, s. 15) og har påvirket de sortes selvopfattelse, da de ofte har været en minoritet på film. Både i James Baldwins (1924-1987) notater og Reni Eddo-Lodges (1989- ) kritik af Storbritanniens farveblindhed beskriver begge, hvordan sorte er blevet repræsenteret på film i deres levetid (Baldwin, 2017, s. 22) (Eddo-Lodge, 2018, s. 85) . 

I filmen Othello (1965) med Laurence Olivier i blackface fik han kritik af New York Times kritikeren, Bosley Crowther: ”He plays Othello in blackface! … The consequence is that he hits one – the sensitive American, anyhow – with the by-now outrageous impression of a theatrical Negro stereotype… ” (Young, 2013, s. 46). Ifølge Crowther er blackfacing en negativ handling, og selvom blackfacing bliver anset som værende et tabubelagt emne I det 21. århundrede, eksisterer praksissen stadig i andre nationer. Eksempelvis i Polen, Romanien eller Kina bliver blackface benyttet grundet mangel på sorte skuespillere, når de opsætter værker af Amiri Baraka, August Wilson og Suzan-Lori Parks. Dette gør de ud fra et ønske om at skabe en realistisk iscenesættelse, hvor raceidentitet er relevant for dramaturgien. 

Selvom blackfacing har sin fødsel i USA findes der også en fascination og fjendtlighed over for fremmedhed og andre racer tidligere i Europas historie. Fra antikken til det 21. århundrede har der hele tiden været et ”os” og ”dem” fænomen, hvor identiteter bliver sammenlignet og undersøgt efter ligheder og forskelle. Dette skaber inklusion og eksklusion. Kritik af blackface ikke et nyt fænomen, da der tidligere har eksisteret en diskussion mellem sorte og hvide indenfor repræsentation af race og identitet. Men hvem er selvet, og hvem er den anden? Hvilke problemstillinger opstår i den danske forestilling Black Madonna?

Blackfacing og race performativitet 

En af de største problematikker i forestillingen har været plakatens ordvalg af nigger. Ifølge Michael Herzfeld har identitetstermer ingen forud givet modsætningsrelation til andre termer eller en etableret mening. Det hele afhænger af hvem, der taler til hvem, og hvorledes man relateres til hinanden. Han benytter begrebet ”shifters” til at understrege, hvorledes nogle ord kan bruges internt i en gruppe som et tegn på fortrolighed, men rettet mod en ekstern gruppe kan ordets betydning være nedsættende (Frello, 2003, s. 103-109). Derfor er det ikke muligt for Madame Nielsen eller Lollike at benytte ordet nigger og blackfacing på sine plakater, da de ikke er en del af den gruppe. Selvom det ikke har været deres intention at være nedsættende over for sorte, så har de ikke haft positionen som afsender til at benytte ordet. Denne problemstilling har de selv kunnet indse senere, da de fjernede ordet nigger på plakaterne. Dette ord har stået i vejen for værket selv, fordi det er altafgørende hvem afsenderen er, når ordet nigger benyttes. Derfor blev der også taget afstand til ordet, da en af tilskuerne råbte ordet neger d. 26. oktober 2019, hvortil Madame Nielsen kiggede forarget på tilskueren (Lollike, 2019). Disse identitetspolitiske problematikker opstår i mødet mellem Madame Nielsens og Lollikes kunstneriske valg og diskurserne. Da racisme først er blevet en politisk prioritet for 50 år siden (Eddo-Lodge, 2018, s. 97), er forestillingens valg af emne meget nutidig. Benyttelsen af blackfacing er baseret på hvides fordomme om sorte, og når de derudover bliver fremstillet som skurke i forestillingen kan konflikten ikke undgås grundet racismens diskurser. Dette er et bevis for, hvorledes kunst og virkelighed ikke kan adskilles i dette tilfælde, selvom Lollike påstår, at det er muligt at bruge ordet nigger og blackfacing i fiktion (Villesen, 2018). 

Det er svært at afgøre hvornår satire er undertrykkende eller befriende. I Lollikes forestilling er det vanskeligt at se forskel, når der bliver brugt de mest racistiske ord, og hvor den kritiske kontekst er henne. Eksempelvis har teatrets forvekslings – og forvandlingskomedier, hvor figurer har skiftet køn i flere århundreder fungeret som queer sprækker i en heteronormativ kultur i vesten. Der var ikke nødvendigvis en provokation eller et ønske om revolutionær effekt, men mere et grin over noget kunne være så langt ude, selvom der nok var få som kæmpede med kønsidentitet blandt publikum (Schultz, 2018, s. 173). 

Der er en masse betydningslag i forestillingen, som skaber en ekstrem kompleksitet. Ifølge den amerikanske sociolog og filosof, Judith Butler, er man ikke sin identitet, men man performer sin identitet, og den er altid social. Dette er Jenkins også enig i, men han kommer ikke ind på Butlers gentagelsesbegreb og talehandling. Sproget eksisterer før et individ bliver født, og disse koder har man fået udefra, og individet definerer sig selv ud fra dem. Individet bliver altså til indenfor en social normativ verden. Der er normer der regulerer de sociale sammenhænge, og i disse sammenhænge bliver man subjekt (Butler, 1997, s. 133). Ved at citere etablerede diskursers subjektpositioner åbner citationsakten muligheden for at genforhandle diskurserne for at få social forandring (Butler, 1997, s. 140-141). Derudover bestemmer individerne ikke, hvorledes de udvikles. Verdenen former individerne igennem diskurserne, fordi man fødes ind i en social orden, som man ikke er herre over. Hvis man prøver at citere en bestemt kategori, så rammer man aldrig den klare form af den identitetskategori. Der dukker altid en genforhandling op, fordi matchet aldrig passer fuldt ud, og det er derfor altid i en evig forhandlingsproces. Ifølge Butler bliver man således kategoriseret fra fødsel til død med hensyn til køn (Butler, 1997, s. 158). 

Denne undersøgelse vil erstatte fænomenet køn med blackfacing og race i teater. Hver gang Madame Nielsen har trådt op på scenen, har hun forsøgt at skabe social forandring. I 2019 er kønsskifte ikke fremmed for størstedelen af den danske befolkning, men det er raceskift. Da Dolezals raceskift blev opdaget, blev hun ekskluderet fra sit arbejde samt andre sociale sammenhænge. Hvis man ønsker, at være genkendelig for andre, så bliver man nødt til at forholde sig til dem. Hvis man er ugenkendelig bliver man muligvis ekskluderet. Derfor har Dolezal og Madame Nielsen oplevet eksklusion i deres forhandling, fordi der ikke er genkendelighed. Det er forventet ud fra deres biologiske genetik, at de anerkender, at de er hvide og performer således. Fordi de ikke lever op til den sociale norm, ændrer de også på deres position i samfundet. Så længe de blackfacer sig selv, bliver det svært for samfundet at opfatte dem som subjekter, fordi de ikke falder ind i normen. Dette omtaler Butler som censur. Censuren udøves ikke kun af statsmagter, men det er en distribueret magt som foregår i det sociale rum. Hvis man overtræder formerne for kulturel genkendelighed sker der en konflikt. Ifølge Butler er det stærkere, hvis censuren er social frem for statsstyret. Dog skal det ikke misforstås som om verdenen er uforanderlig. Citationsakten er en form for glitch i de kulturelle koder, og det er en forskydning, som skaber mulighed for social forandring. Ifølge Butler, kan man aldrig fuldt ud citere andre, da der altid vil være små ændringer i gentagelser, hvilket skaber mulighed for brud (Butler, 1997, s. 158). Derfor kan Madame Nielsen eller Dolezal aldrig fuldt ud være sort i deres citering, men deres citering vil skabe mulighed for brud. Betyder det, at blackfacing kan blive en social norm i teateret? Blackfacing har forklædt sig som underholdning i årtier, og har inkarneret en latterliggørelse af sorte, som har bidraget til strukturel racisme såvel som den fysiske vold. Historisk set ligger denne fortid ikke langt væk, og med den negative association til blackfacing, kan den trans-raciale identifikation fortsat fremstå som et hvidt privilegium.

Madame Nielsen har en særlig forhandling mellem klassisk drama, postdramatisk virkelighedsteater og performativ body art. Tilskueren får aldrig en forklaring på, hvorfor hun fra barnsben af ser det afroamerikanske som idealet, og det kan gøre fortællingen lidt kunstig. En af årsagerne bunder i, at det danske samfund formentlig ikke er racialt kodet på samme måde som det amerikanske, hvilket er ulempen, når man tager en amerikansk fortælling og gør den dansk. I Danmark er raceidentitet ikke lige så grundlæggende som kønsidentitet, fordi danskere lever i fornægtelse af forskelsbehandling ud fra race. Eksempelvis handler forfølgelsen af især muslimer om kulturforskelle frem for racisme (Schultz, 2018, s. 176). Derfor bliver det en udfordring for forestillingen, at publikummet består af danskere. Mødet med de racistiske stereotyper af sorte påvirker en hvid mindre, da de ikke selv tilhører denne kategori. Derfor har den kunstneriske åbenhed virket oprørende for mange af anden etnisk baggrund. Sproget er med til at skabe verdenen. I denne kontekst er der et minoritært sprog som er mod – og understrømning i majoritetssproget, hvilket konstant er i færd med at tage det dominerende sprog et andet sted hen. Igennem dette sprog bliver forestillingens pointe fremstillet; race er en maskerade. Den er ikke opmuntrende eller glad, men det er et brutalt system af identitetsfigurer og fordomme. I dette tilfælde benyttes blackfacing til en kritik af den hvide vold og kolonisering, der har eksisteret i flere år, men er samtidig også en undersøgelse af, hvorledes den hvide voldskultur spejles ind i den sorte kultur. Men som Laura Luise Schultz selv påpeger: ”… hvis forestillingen er en kritik af en hvid kulturs projektioner, så er den selvfølgelig også en kritik af den sorte kulturs mulige overtagelse og spejlvending af den herskende kulturs racistiske projektioner. ” (Schultz, 2018, s. 178) Fordi som førnævnt bliver den anden altid medproduceret, når selvet fremstilles. Derfor kan forestillingen ligne en omvendt beskyldning om racisme hos minoriteten, fremfor en kritik af majoritetens racistiske billeder. Til slut i forestillingen fremviser Madame Nielsen med sin nøgne krop, som næsten drukner i blackface maling, at det nøgne menneske kan reduceres til skrøbelighed, når individet frakendes dens gyldighed som subjekt, og man går derfor i opløsning som individ. Derfor kan det også argumenteres for, at der er et bevidst valg i at have castet Madame Nielsen til rollen. Hun har selv gennemgået en transformation fra mand til kvinde, hvilket er ugenkendeligt for mange. Hun har risikeret at miste sit subjekt, ligesom Dolezal gjorde. Dog har Madame Nielsen ikke mærket eksklusion ud fra sin hudfarve, ej heller har der eksisteret en undertrykkelse af hvide i flere århundrede. Så selvom hun har gået igennem en transformation, har hun aldrig på sin egen autentiske hvide krop mærket racisme. Adresseringen af racismen og kolonialismen aktiverer racistiske diskurser, fordi det er den diskurs, der eksisterer i nutidens Danmark. Social eksklusion og fjendtlighed overfor det fremmede har altid eksisteret og vil med stor sandsynlighed aldrig ende. Men igennem flere citeringer over tid kan det muligvis åbne op for en social forandring, når der tales om race. Det er svært at forestille sig, at blackfacing igennem citering kan gå fra at være undertrykkelse til en praksis, der kan åbne op for samtalen om race, og hvordan race mærkes på kroppen i Danmark, men metoden har muligvis evnen til at starte en nonracistisk racetænkning og fjerne farveblindhed.

Lollike og Madame Nielsen bruger en hvid person i blackface til at repræsentere hele racedebatten. Således får man kun en side af sagen fortalt, om hvordan det er at være en hvid person, som ønsker at være sort. Dog bliver der ikke fremvist i fortællingen, hvordan det føles at være en sort person, der ser et hvidt individ farve sig sort. Dette kan være forklaringen på Wilsons vrede over, at historien udelukkende handler om, hvordan en hvid anser sorte baseret på fordomme. Ydermere er Amerikas og Danmarks diskurser anderledes, grundet landenes historie og kontekst. Amerika har en velkendt sort historie, hvor der har eksisteret alt fra sorte slaveplantager til Martin Luther King Jr.s kamp om ligestilling mellem racer. Blackfacings historie stammer også hovedsageligt fra Amerika, og den er mere tæt på deres historie og kultur. Denne historie er ikke danskerne ligeså nær, og Danmark anerkender derfor ikke raceproblemer i samme grad som Amerika. Eskil Elling er ph.d.-studerende i filosofi ved Nortwestern University og påstår at: ”… mens vi i Danmark stadig bilder os ind, at vi lever i ét samlet, homogent samfund, opfatter amerikanerne ofte samfundet som splittet i klart adskilte identitetsgrupper. ” (Elling, 2018). Det samme ses i andre europæiske lande, såsom Eddo-Lodges kritik af briternes farveblindhed og nægtelse af at tage ansvar for de identitetspolitiske problemstillinger der er i det britiske samfund med hensyn til race. Det samme kan perspektiveres til Tyskland, hvor der i foråret 2012 blev benyttet blackfacing i tysk teater på Das Deutches Theater Berlins scene med forestillingen ”Unschuld” af Dea Loher. Det skabte mange protester på deres Facebookside og udviklede sig til en større samfundsdebat (Sieg, 2015, s. 118). Denne reaktion er meget sammenlignelig med det samme der skete i tilfældet med Lollike. Grundet Europas distancering fra raceproblematikker har befolkningen også haft en negativ reaktion på blackfacing i teatret, da det er fremmede for dem at blive konfronteret med denne problemstilling. Dette er ikke en fremmed debat for amerikanerne, og dette kan muligvis være forklaringen på, hvorfor reaktionen er så anderledes.

Konklusion

For Lollike har intentionen med blackfacing været at fremvise, hvor absurd racetænkning er. Men selvom hans formål ikke var at gøre grin med sorte, så skabte det alligevel identitetspolitisk debat i Danmark. Det er ikke overraskende, at forestillingen har skabt konflikt mellem den hvide og sorte kategori, da der lige siden antikken har eksisteret fremmedhad eller fascination af den modsatte gruppe i dramatikken og sprogets struktur. Dette er blevet fremstillet på flere forskellige måder igennem teaterhistorien og er blevet gentaget i Black Madonna. Siden racisme er blevet en politisk prioritet i løbet af de sidste 50 år, så er race i det 21. århundrede et sårbart emne for danskerne. Forestillingen har skabt en kløft mellem sorte og hvide og har fremhævet, hvor der er ligheder og forskelle. Det er de etablerede diskurser i Danmark der styrer, om borgerne må blackface eller ej. Dertil har hvide borgere ikke positionen til at bruge ordet nigger eller blackfacing. Denne diskurs skal ikke anses for værende uforanderlig, da diskurser ændres igennem gentagende citeringer. Der er muligvis sket en nødvendig handling i forhold til racisme. Som Baldwin selv har understreget, så skal der ske en aktiv handling, da det er nødvendigt at tale om det ubehagelige for at kunne udvikle vores verden. Black Madonna har muligvis brugt den forkerte metode til at behandle emnet, fordi det udelukkende er en hvid dramatiker og performer, som fremviser, hvordan race føles på kroppen med brugen af blackface. Raceidentitet har en stor betydning for hvem man er som individ, men denne identitetspolitiske problemstilling er Danmark ikke moden til endnu. Blackfacing er muligvis ikke en negativladet handling, og det kan blive en teatralsk strategi til at behandle racisme i fremtiden, såfremt teatret bliver ved med at insistere på at behandle dens identitetspolitiske problemer og skabe bevidsthed om farveblindhed.

Litteraturliste

24NYT. (1. maj 2018). Dansk teater får lukket facebook-side. Beskyldes for at være racister. 24NYT. Hentet fra https://24nyt.dk/dansk-teater-faar-lukket-facebook-side-beskyldes-for-at-vaere-racister/

Annuss, E. (2014). Blackface and Critique. From T.D. Rice to Frederick Douglass. Forum Modernes Theater 29/1-2, s. 64-72.

Baldwin, J. (2017). I Am Not Your Negro. Penguin Books Ltd.

Butler, J. (1997). Implicit Censorship and Discursive Agency. I Excitable Speech: A Politics of the Performative (s. 127-182). New York and London: Routledge.

Eddo-Lodge, R. (2018). Why I’m No Longer Talking To White People About Race. London: Bloomsbury.

Elling, E. (24. maj 2018). Kritik af ’Black Madonna’: Der er ikke fri leg med identiteter. Information. Hentet fra https://www.information.dk/debat/2018/05/kritik-black-madonna-fri-leg-identiteter

Frello, B. (2003). Identiteter på spil – medierne og krigen i Kosovo. København: Forlaget Politiske Studier.

Hoxworth, K. (2019). Minstrel Scandals; or, the Restorative White Properties of Blackface. New York University and the Massachusetts Institute of Technology.

Lollike, C. (26. oktober 2019). Black Madonna. (M. Nielsen, Udøvende kunstner) Aarhus Teater, Århus, Danmark.

McGreal, C. (13. december 2015). Rachel Dolezal: ‘I wasn’t identifying as black to upset people. I was being me’. Hentet fra The Guardian: https://www.theguardian.com/us-news/2015/dec/13/rachel-dolezal-i-wasnt-identifying-as-black-to-upset-people-i-was-being-me

Nyeng, M. (5. oktober 2019). KAN EN SORT MADONNA STADIG PROVOKERE? Kulturmagasinet Fine Spind. Hentet fra https://finespind.dk/index.php/artikler-og-billedserier/1295-kan-en-sort-madonna-stadig-provokere-interview-med-madame-nielsen-og-christian-lollike

Rogin, M. (1998). Blackface, White Noise: Jewish Immigrants in the Hollywood Melting Pot. Berkeley: U of California P.

Schultz, L. L. (2018). Ikke noget safe space: Madame Nielsen i Sort/Hvid. Peripeti, s. 171-182.

Sieg, K. (februar 2015). Race, Guilt and Innocence: Facing Blackfacing in Contemporary German Theater. German Studies Review 38.1, s. 117-134.

Sindberg, M. (15. maj 2018). »Uanset vejen derhen, så ender jeres lorteforestilling med, at sorte begår folkemord på hvide. Er det ikke et problem?«. Information. Hentet fra https://www.information.dk/kultur/2018/05/uanset-vejen-derhen-saa-ender-jeres-lorteforestilling-sorte-begaar-folkemord-paa-hvide-problem

Sørensen, R. B. (9. november 2018). Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik? Information. Hentet fra https://www.information.dk/kultur/2018/11/taler-naar-taler-identitetspolitik

Villesen, K. (5. maj 2018). »Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden«. Information. Hentet fra https://www.information.dk/moti/2018/05/vidunderlige-fri-verden-lov-afproeve-vaere

Young, H. (2013). theatre & race. London, New York: palgrave macmillan.

Del med andre