Googleren på Det Kongelige Teater

Af Lau Tobias Tronegård-Madsen

Når teater bliver en monoton film

Det Kongelige Teaters Googleren er en ud af flere forestillinger, der under corona-epidemiens nedlukning af samfundet bliver skabt specifikt til online streaming. Andre der kan nævnes, er Teater Republiques Coronamonologerne, som er en hel serie af korte, optagede monologer med forskellige skuespillere og forfattere bag. Eller Teater Nordkrafts genfortolkning af deres forestilling Dig og mig ved daggry, hvor skuespillerne spiller forestillingen live gennem en digital video-chat. Eller Det Kongelige Teaters egen forestilling Karantæne, der sammenklipper en fiktiv dansk families møde med corona-krisen og deres interne kommunikation. Begrebet ‘forestilling’ bliver ofte brugt i forbindelse med disse værker, og med etablerede institutionsteatre som afsendere, leder det uvægerligt tankerne mod scenekunst. Men betyder det, at disse online-formater er teater? I forhold til den konkrete mediering, kameralinsens registrering af det fiktive univers, kan man måske bedre argumentere for, at de er en form for film. Særligt i formater som Googleren, hvor forestillingen er optaget, og i princippet kan afspilles for publikum i det uendelige. Filmmediet stiller dog nogle helt andre krav til formen, baseret på de standarder, vi forventer af filmkunst, som fx rytmen i klipning, kameraets bevægelser, billedet komposition etc. Er det derfor rimeligt at vurdere en forestilling, der er skabt af et teater uden ekspertise inden for dette felt, ud fra disse kriterier? Med sit komplet stationære kamera, der registrerer monologen i et såkaldt one-take, lever Googleren i hvert fald ikke op til nogen af de forventninger, der stilles til selv de simpleste audiovisuelle produktioner. Googleren er simpelthen en mand ved et skrivebord, der fremsiger en tekst henover tre kvarter. Et formsprog så ekstremt minimalistisk i sit visuelle udtryk, at selv ikke Jørgen Leths film ville kunne måle sig med det. Hvad der dog står tilbage i Googleren er en ikke uinteressant fortælling om en relativt aktuel problemstilling i det netbaserede senmoderne samfund.

Indholdsmoderator

Forestillingen udspiller sig som et foredrag om sikkerhed på nettet, som afholdes af karakteren Mark, spillet af Mads Rømer Brolin-Tani, der er såkaldt ‘indholdsmoderator’ for en underleverandør for Google. Ret hurtigt løber foredraget dog af sporet, mens Mark afslører de mørke sider af menneskeheden, som han er vidne til, og som viser sig at have store konsekvenser for hans egen psyke og hans liv. Forestillingen beskæftiger sig dermed med den problemstilling, der vedrører brugen af indholdsmoderatorer, hvis opgave er at kæmme nettet igennem for at finde alt det indhold, der på den ene eller anden måde bryder med platformens brugerregler. I den mere uskyldige ende nævner Mark nøgenhed, “Nøgenhed er ikke tilladt”, som blot handler om at registrere og slette de billeder, som viser de dele af den menneskelige krop, som den globale mediegigant vurderer som værende upassende. I den langt mørkere ende nævner Mark terrorisme, snuff film, samt voldtægt og mord på børn. Uendeligt frygtelige handlinger, som indholdsmoderatorer må forholde sig til på daglig basis i deres sisyfosarbejde med at rense nettet for uønsket indhold. Forestillingen sætter dermed fokus på den mørke underside af internettet og de sociale mediers tidsalder. Mens de fleste af os oplever nettet som et nyttigt værktøj til flere og flere af livets gøremål, samt en platform til at dele ud af vores liv og kommunikere med vores omgangskreds, familie og venner, så har alle disse muligheder også en bagside. En bagside, der gør det muligt for depraverede individer helt anonymt at dele deres ugerninger på en hidtil uset skala, med katastrofale følger for deres ofre, men også for dem, der skal rense platformene. 

Når man stirrer ned i afgrunden…

Forestillingen gør det hurtigt klart, at det arbejde, som Mark udfører, kommer med en pris. Når Mark på denne måde konstant beskæftiger sig med de værste sider af mennesket, har han selv mistet den grundlæggende tillid til andre. Han forklarer fx, hvordan han laver baggrundstjek på forældrene til sine børns legekammerater, så han kan tage evt. forholdsregler. Han lever for nedrullede gardiner, så ingen kan filme ind. Det har ført til en nedbrydning af hans forhold til sin kone, for som han siger “Verden er ikke et sikkert sted, men det ser Sanne ikke”. Denne manglende evne til at adskille hans arbejde og hans hverdagsliv, vises også i Marks beskrivelse af, hvordan han ser bl.a. børnefilm, samtidig med at han gennemser og sletter uønskede videoklip. Hen imod slutningen af monologen begynder han også at gennemse klip, mens han snakker videre, igen for at understrege, hvordan grænserne i Marks liv er fuldstændig forsvundet. I et så ikonisk citat, at det er blevet en decideret kliché, skriver Nietzsche i sin bog Jenseits von Gut und Böse: “Den der kæmper mod uhyrer må se til, at han ikke selv bliver et uhyre. Og når du længe kigger i en afgrund, kigger afgrunden også ind i dig selv.” Kliché eller ej, så er det en rammende analogi for Mark, især da det afslutningsvis afsløres, at han selv, dog ved et uheld, har udøvet vold mod sit eget barn. Dette resulterer i, at Mark mister det, der står ham allernærmest, nemlig hans familie. På denne måde bliver Mark en slags tragedie-skikkelse. Som han påpeger: “Vi [indholdsmoderatorer] ser det, så I ikke skal se det”, mens han også gør det klart, at internettet ville være ubrugeligt, hvis der ikke fandtes folk som ham, der kiggede på, og fjernede, alt det modbydelige. På denne måde ofrer Mark sig for det fælles gode, på samme måde som Ødipus hos Sofokles ofrer sig for at kurere pesten fra Theben. Man kan måske endda sige, at forestillingen fremstiller en slags grundfortælling i den vestlige, kristne verden: Individets martyrium for hele menneskehedens synder og deres frelse.  

Monologens indbyggede udfordring            

En monolog som Googleren har den indbyggede udfordring, at den let kan fremstå monoton og mangle dynamik. Dermed ikke sagt, at en monolog behøver at være kedelig. Inden for blot de seneste par år findes der utallige eksempler på spændende, overraskende og gribende monologer. Her kan nævnes Det Kongelige Teaters Jeg løber, Husets Teaters Rocky, Betty Nansen Teatrets Færdig med Eddy, samt mange flere. Pointen er dog, at det kræver en særlig opmærksomhed i opsætningen af en monolog for at sikre, at den ikke opleves som en forholdsvis statisk skuespiller, der ‘bare’ taler til publikum i et længere tidsrum. Her gør Googlerens opsætning med en mand ved et skrivebord ikke meget for visuelt at bryde monotonien. For at vende tilbage til spørgsmålet om mediets betydning, giver det i den forbindelse måske navnlig mening at drage paralleller til det udtryk, som forestillingen faktisk minder allermest om: bloggeren eller youtuberens selvregistrerede henvendelse til sine følgere/publikum.

Disse bloggere har forstået at udnytte deres medie i en sådan grad, at de er blevet en decideret magtfaktor i mediebilledet. De gør det ofte gennem korte formater, hvor de spiller på deres personlige karisma. Et vigtigt element, vil jeg her tilføje, er desuden den grad af autenticitet, som bloggeren gør brug af. Selvom bloggeren naturligvis performer deres image, så bygger dette image også på en grad af autenticitet, hvor bloggeren optræder under eget navn og ofte inddrager oplevelser og erfaringer fra deres eget liv som en del af deres indhold. Dette står i kontrast til Googleren, der muligvis beskæftiger sig med en faktisk problemstilling, men samtidig pakker det ind i fiktion, ved at lade afsenderen være en fiktiv karakter. En skuespiller, der spiller en rolle, er en velkendt form i teatret, mens der er helt andre forventninger til autenticitet og selvudlevering i de online-formater, som Googleren kommer i selskab med, når den flytter ind på vores computerskærme. 

Derfor savner vi teater

Googleren er på alle måder en minimalistisk, men dermed desværre også en noget ensformig oplevelse. Når den streames fra computeren i ens eget hjem, bliver den sat direkte op imod de mange streamingtjenester og andet online indhold, hvormed dens manglende forståelse af sit medie bliver tydeliggjort. Mens der eksisterer tematiske forbindelser mellem forestillingens emner og brugen af et online format, så bliver det aldrig for alvor udfoldet. Særligt hvis man sammenligner det med Det Kongelige Teaters anden ‘corona’-forestilling Karantæne, der i langt højere grad leger med mediet og de muligheder, der også ligger i at lade skuespillerne agerer kameramænd. Samtidig har Googleren en ret simpel grundfortælling, der ikke varieres synderligt, hvilket kun forstærker monotonien. Det kunne måske have været en fin lille forestilling, hvis man havde haft mulighed for at sidde i salen, og opleve mødet med Mark som en aktuel og nærværende fysisk krop. Der er nemlig noget helt enestående ved det virkelige møde, som scenekunsten indebærer, der ikke kan genskabes i optagelsens todimensionelle og døde pixels. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har stor respekt for Det Kongelige Teaters forsøg på at få det bedste ud af den nuværende situation. Men formatet er og bliver et nødvendighedens udtryk, og en yderligere påmindelse om, at vi alle glæder os til at ses i teatret igen.     

Spilleperiode Fra 5. maj 2020

https://kglteater.dk/xtra/forestillinger/forestilling-googleren/?section=videogalleri

Iscenesættelse: Petrea Søe / Manuskript: Julie Glargaard / Scenografi: Jonas Fly / Lyddesign og redigering: Rasmus Kreiner / Dramaturg: Louise W. Hassing

Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani

Lau Tobias Tronegård-Madsen er dramaturg og cand.mag. i teater- og performancestudier med et sidefag i film- og medievidenskab

Del med andre