Den unge Werthers Lidelser, Aalborg Teater og denungewertherslidelser, Aarhus Teater

Werther vor samtidige?

Både Aalborg Teater og Aarhus Teater sammen med Sort/Hvid har lavet velspillede, konceptuelt gennemførte iscenesættelser af Goethes Sturm und Drang-roman om den til døden forelskede Werther, hvis sværmeriske, mislykkede kærlighed til Lotte fører ham til at begå selvmord. Et vidnesbyrd om den grænseløse lidenskabs voldsomhed, en fejring af den eller en advarsel mod den, der rækker ud over Goethes tidlige moderne erfaring af et subjekt, der ikke rigtigt kan blive et med sig selv og verden, hen imod vores senmodernitet, hvor denne erfaring er sedimenteret og multipliceret i mediernes fordoblinger og samfundets spaltninger af selvet. Eller måske rækker Goethes fortælling helt ud over en historisk bestemt situation og ned i eksistensens grundstruktur? Måske.

For på den anden side: er Goethes refleksion over subjektets kvaler med sig selv ikke en lidt vel navlepillende sag at tage op, når nu jorden brænder under vores fødder, institutionerne slår revner og mennesker rundt omkring på kloden mangler og kræver det mest basale? Er det moderne subjekts kvaler ikke bare et ’first world problem’, det vestlige menneskes pubertetskrise, middelklasseubehag. Det hurtige svar kunne være, at mennesket jo fortsat lever, elsker og lider, mens katastrofen nærmer sig og rammer andre steder, så en tematisering af dette behøver vel ingen retfærdiggørelse. Men spørgsmålet er alligevel, hvordan forestillingerne på hver deres måde udpeger deres egen nødvendighed, hvordan de aktualiserer det moderne menneskes krise i vores samtid.

Werther i Aalborg

Foto Lars Horn

På Aalborg Teater er det Jennifer Vedsted Christiansen, der har iscenesat Den Unge Werthers Lidelser i en forestilling, der trækker veksler på en performance-tradition og især understreger narcissismen i Werthers selviscenesættelsesprojekt, eskapismen fra arbejdslivets trædemølle og vanskeligheden i at nå og favne det mørke, intense liv, der gemmer sig bag overfladiske projektioner af lykke. I Gustav Dyekjær Gieses skikkelse er Werther en kraftfuld og følsom yngling, der omfavner verden og satser alt for at indfange og fastholde det sarte og intense liv, han føler i sig selv ved mødet med Lotte. Han er også stjernen i sit eget reality-show, hvor enhver handling, følelse og tanke tager form gennem en offentlig selvfremstilling, der både intensiverer og forfladiger lidenskaberne, både frisætter og fastholder identitetsprojektet i et socialt melodrama, hvor enten Kærligheden eller Døden må få det sidste ord.

Publikum møder Werther: først ser vi ham gennem ruden fra et trangt forum, stående fastspændt i en bungee-sele i et skarpt oplyst, firkantet, hvidt rum med spejle på væggene og bænke langs siderne. Efter en indledende monolog inviterer han os ind i rummet, hvor vi tager plads på bænkene. Enkelte grønne planter, en mikrofon, en guitar, en sort balje udgør det eneste udstyr i Frederikke Dalums scenografi, foruden nogle få rekvisitter, der hentes frem fra låger i væggene. Det hvide spejlkabinet er ’the matrix’, ekkokammer og socialsfære i ét. Det, der viser sig i rummet, er relationen mellem publikum og Werther, som både henvender sig direkte til publikum og til sig selv i en overflod af ord og gesti, der strømmer fra ham i hans konstante bestræbelser på at komme til syne for sig selv og verden. Det er netop på den måde, at forestillingen trækker på en performance-tradition. Selvom figuren og historien er fiktiv, så er det konventionerne for den autobiografiske iscenesættelse, der sættes i spil: den direkte henvendelse til publikum, spillet på performernes af- og påklædning, den blottede krop, konkrete performative handlinger som dans, sang og guitarspil, mikrofonen som mediering og forstærkning af stemmen osv. Og det, der iscenesættes, er netop selvets performativitet under de ekstreme og ukontrollerbare vilkår, som udgøres af samfundets og mediernes kontingens på den ene side og psykologiens på den anden.

Foto Lars Horn

Lotte – spillet af Maria Henriksen – træder senere frem fra sin plads blandt publikum, og Werther og Lotte indleder den leg med livet og kærligheden, som Werther til sidst går til grunde ved. Lotte er en voksen kvinde med sine egne erfaringer og hemmeligheder og ikke blot et blankt lærred, hvorpå Werther kan projicere sine ungdommelige kærlighedsfantasier. Alligevel spiller hun med, lader ham iklæde hende en rokokokjole, danser og giver sig hen til den virkelighedsflugt, som forelskelsen også er, indtil virkeligheden indhenter dem. Virkeligheden er Albert – spillet af Martin Ringmose, hendes mand, som elsker hende modent, stilfærdigt og bestandigt. Virkeligheden er også hendes neurotiske sind, for ligesom andre virkelige moderne mennesker er hendes indre ikke en stabil kerne, der blot kan elske og lade sig elske, men et uigennemsigtigt, spaltet og hjemsøgt sted. Albert favner hendes mørke, giver hendes omskiftelighed plads, rækker ud efter hende, når hun synker ned i den sorte galde – i en scene bader hun faktisk i en sort, tyk væske, mens Albert forsøger at trænge igennem til hende. Men Alberts rummelighed og omsorg virker også distanceret og patroniserende i kontrast til Werthers idealistiske og kompromisløse hengivenhed. Werther forsøger at flygte ind i arbejdslivet, men her finder han ingen adspredelse, kun magtkampe og meningsløse repetitioner, illustreret ved hjælpeløse anstrengelser i bungee-selen. Han vender tilbage til Lotte og Albert, kæmper desperat for at finde tilbage til det intense liv, han først mærkede i mødet med Lotte, men glansbilledet lader sig ikke genoprette, og han tager konsekvensen i et patetisk selviscenesat selvmord.                

Foto: Lars Horn

Det er en iscenesættelse, der er båret af et stærkt aktualiseringsgreb, både tematisk og formmæssigt. Goethes tekst er sat ind i en samtidsdiagnose, der udpeger en narcissistisk mediekultur, arbejdets meningsløshed og psykens skrøbelighed som barrierer for at etablere den menneskelige kontakt, der gør livet muligt at leve. Formen kunne måske være strammere, men den er original, kompleks og trækker på en rig tradition af performance-greb og referencer. Castingen understøtter en klar ide med trekantsdramaet, og skuespillerne leverer med præcision og god sans for den specielle publikumskontakt, som dette scenerum kræver. I Jennifer V. Christiansens iscenesættelse er Werther virkeligt vor samtidige. 

Werther i Aarhus og København

Foto: Zuhal Kocan

Sargun Oshanas iscenesættelse er ikke mindre velspillet eller konceptuelt gennemført end Jennifer V. Christiansen, men her er grebet et helt andet. Hvor Aalborg-opsætningen rekonstruerede tekstens tematikker inden for en samtidshorisont, så udvisker Aarhus-opsætningen (lavet i samarbejde med Sort/Hvid i København) forskellen mellem Goethes tid og vores. Her er det virkeligt en romantisk kærlighedshistorie, der udfolder sig, og kærligheden viser sig netop som den arena, hvori man både kan vinde og miste sig selv. Men heller ikke i denne version er selvet nogen stabil enhed, det er allerede i udgangspunktet spaltet mellem det mulige og det virkelige, det begærede og det realiserede, det er i stadig tilblivelse i relation til noget uden for sig selv, og når denne relation skæres over, går det i opløsning. Og som det gentages refræn-agtigt omkring forestillingens midtpunkt: ”Når vi mister os selv, mister vi alt”.

Det er en kompleks forestilling, som kombinerer flere avancerede iscenesættelsesgreb i en stram tragediestruktur. En dødsmesse, ledet og sunget af Di Garbi, indrammer fortællingen, som veksler mellem Lottes retrospektive bevidning formidlet gennem Werthers efterladte breve og en dramatisk udfoldet handling. Werther-figuren er fordoblet, der er simpelthen to Werthere på scenen i starten, den ene bliver til Albert, således at Albert og Werther fremtræder som to sider af den samme skæbne. Nathalie Mellbyes scenografi og kostumer illustrerer forestillingens kobling mellem Goethes og vores tid meget bogstaveligt: scenen er udformet som en ruin, et motiv, der (ligesom dobbeltgængeren) særligt forbindes med romantikkens kunst, som Goethe og Sturm-und-Drang bevægelsen er forløbere til. Et motiv, som dyrker tabt storhed og naturens magt, og som i sine uudgrundelige skygger, spalter og levn appellerer til forestillingsevnen. Et fjernsyn står midt i ruinen og flimrer, og med et skift i lyset træder graffiti frem på væggene, så ruinen forvandler sig til et nedslidt ghettomiljø. Kostumerne er en blanding af 1700-tals beklædning og moderne streetwear, hættetrøje over kjole. Når Werther og Lotte tager til bal, danses der vals og techno. Forestillingen peger især på ligheden mellem Goethes tid og vores.

Teksten er monteret, så det ikke bare er Werthers selvtilstrækkelige og selvretfærdige sværmerier, der får dramatisk form. Werthers endeløse refleksioner over livets vidundere og fortrædeligheder er distribueret på en måde, så også Lotte bliver et tænkende, følende og handlende subjekt – måske ligefrem forestillingens egentlige hovedperson. Goethes Werther taler også gennem Albert-figuren, der i kraft af castingen bliver Werthers dobbeltgænger, hans positive vrangbillede, eller omvendt: Werther bliver Alberts skygge.  I Goethes tekst, dukker der pludselig hen mod slutningen en redaktør op, som skyder en distance ind mellem Werthers beretning og læseren. Redaktørens ord ”Alt, hvad jeg overhovedet har kunnet finde om Werther, har jeg omhyggeligt samlet og forelægger her” bliver sagt af Lotte i starten. Sammen med dødsmesserammen etablerer dette beretterplan den post festum-karakter, som hele den dramatiske handling har i iscenesættelsen. Lottes indledende parabase følges op af andre former for publikumskontakt, og sammen med den tilbagevendende reference til brevene understreger dette for det første, at vidnesbyrdets og dødsmessens her-og-nu er en lige så vigtig akse i forestillingen, som den dramatiske handlings der-og-da, for det andet at kvinden heller ikke i denne iscenesættelse bare er en projektionsflade for mandens fantasier. Tværtimod er det hende, der udgør grænsen mellem liv og død for Werther. 

Det gælder også den rolle Lotte spiller i selve kærlighedshistorien, både som det subjekt, der driver og erindrer handlingen, og som det subjekt, der vælger mellem de to mænd (eller om man vil mellem de to aspekter af manden). Sara Viktoria Bjerregaards Lotte forener en nærmest barnlig troskyldighed med vild, ungdommelig livslyst. Hun giver sig ikke hen til Werthers spil for adspredelsens skyld eller deltager i bly overbærenhed, nej, hun er den kraft, der trækker ham ind i livet og skubber ham ud igen, og hun er selv lige så fyldt af liv og begær, som han er. I den første del af forestillingen er Werther fordoblet, både Simon Mathew og Alexander Mayah Larsen er Werther. De ligner hinanden i alder og skikkelse så meget, at det i starten ikke er til at se forskel. Dog er der noget mere melankolsk, tungt og usikkert over Mathews’ Werther, mens Larsens Werther er let, uforfærdet og skælmsk, og de første scener, hvor Werther flirter med Lotte spilles der komisk på denne forskel. Efter Lottes og Werthers hede og ekstatiske dans til ballet, dionysisk selvfortabelse for fuld musik, kommer Lotte i tanke om sin forlovede, og derefter forvandler Larsens Werther sig til Albert. Men han forbliver samtidig den anden Werther, og på den måde overlejres trekantsdramaet mellem Lotte, Albert og Werther med en historie om skæbnens mulige forgreninger: den Werther der fandt sig selv i kærligheden, og den Werther, der mistede sig selv i kærligheden. Eller set fra Lottes perspektiv: den grænseløse lidenskab, som hun vælger fra, og den sikre kærlighed hun vælger til. I et bryllupstableau hen mod slutningen ser det ud til at valget har tæmmet hendes ungdommelige vildskab og forvandlet hende til en tilsnøret og beklemt husmoder, så i det perspektiv er det også Lottes liv og lidenskab, der går tabt i historien.

Forskellen mellem Albert og Werther foldes ud i en scene midtvejs, hvor Albert holder en opflammet tale om det moralsk forkerte i at lade sit dårlige humør berøve andre deres glæde, og han får overstadigt hele publikum til at råbe ”JEG ER GLAD, JEG ER GLAD” gentagne gange. Werther går i rette med ham, insisterer på, at mennesket ikke er herre over sine følelser og prøver på at få publikum til at råbe ”Ve den, der bruger sin magt over et hjerte til at berøve det de simple glæder”. Det lykkes selvfølgelig ikke, men Werther har ret. Den ene og den anden Werthers livsindstilling er et produkt af deres situation og ikke omvendt. På den måde er det ikke en moralsk tragedie. Werther skyder sig selv til sidst, men der er hverken tale om en tåbelig selviscenesættelse eller et heroisk selvmord. Han mister sig selv, da han mister kærligheden. Og måske sker det samme netop for Lotte, apropos bryllupstableauet. Og når det til sidst – meget tro mod detaljerne i forlægget – understreges, at det er Lotte, der sender ham pistolen, er det hverken for at dømme Werther eller Lotte, men for at pege på, at livet og døden udspringer af det samme valg for dem begge to. Alle de avancerede iscenesættelsesgreb tjener til at stille denne meget enkle formel op: kun i kærligheden kan man finde sig selv, uden kærligheden mister man sig selv, den der mister sig selv, mister alt.

Foto: Zuhal Kocan

Kobler man dette kærlighedsbudskab med det pieta tableau (Jomfru Maria med den døde Jesus Kristus i sine arme), som forestillingen spiller på mod slutningen, og med dødsmessen som ramme, så er Werther i denne iscenesættelse ikke bare vor samtidige, men enhver tids samtidige. Det sted forestillingen taler fra er overhistorisk, måske endda quasireligiøst: det tilbyder en mytologi, som binder livet, kærligheden og døden sammen i en orden, der eksisterer uden for tid og rum. 

Så forskellige og så fremragende kan to Werther-forestillinger være i 2020.

Thomas Rosendal Nielsen er lektor på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab, Aarhus Universitet, og medlem af Peripetis faste redaktion.

Fakta (Aalborg): 

Den Unger Werther Lidelser, Aalborg Teater

Iscenesættelse: Jennifer V. Christiansen

Scenografi: Frederikke Dalum

Tekst af Andrea Koschwittz og Jan Bosse efter Johann Wolfgang von Goethe, oversat af Niels Brunse, bearbejdet af Jennifer V. Christiansen

Medvirkende: Gustav Dyekjær Giese, Maria Henriksen, Martin Ringmose

Fakta (Aarhus og København):

Den Unge Werthers Lidelser, Aarhus Teater og Sort/Hvid

Iscenesættelse: Sargun Oshana

Tekst af Johan Wolfgang von Goethe, oversat af Frank Jæger, bearbejdet af Sargun Oshana.

Scenografi: Nathalie Mellbye

Medvirkende: Simon Mathew, Sara Victoria Bjerregaard, Alexander Mayah Larsen, Di Garbi

Del med andre