Mutter Courage og hendes børn på Det Kongelige Teater

Af Birgitte Dam

Fanden tage den krig

Måske lykkedes det ikke Bertolt Brecht at ramme sin målgruppe, arbejderklassen, rent med sin kunst, men han havde et politisk projekt. Det fik ham til at arbejde intenst med formen og bidrage skelsættende til teatrets udvikling med ”Das Lehrstück” og det episke teater. Selv om det er en pointe i Mutter Courage, at hovedpersonen ikke lærer noget undervejs, mener Brecht, at publikum kan blive klogere af at opleve hendes liv. Som instruktør var han ikke bange for robust underholdning og provokerede til kritisk stillingtagen i en æstetisk stiliseret form med mange sanselige virkemidler. 

En god historie om krigens dilemmaer

Det Kongelige Teater realiserer Mutter Courage som den gode historie, skuespillet er – om krigens fornedrelse af mennesker. Madame Nielsens oversættelse synes skarp og klar. Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse og Karen-Lise Mynsters spil i titelrollen formidler tydeligt de modsætninger, problemstillingen hviler på: Hvorfor bliver mennesker ved med at kriges, når krig er lig med død og destruktion af liv? Hvorfor bliver marketendersken ved med at trække sin vogn gennem slagmarkerne og profitere af en krig, som tager hendes børn et for et? Det er jo absurd, og hun lider.

Courage er en charmerende og powerfuld kvinde, der med sin vogn opnår selvstændighed og værdighed i en rådden verden. Men hun er afgjort ingen helt, og Karen-Lise Mynster lægger ikke en dæmper på kræmmeren i hende, det køligt beregnende og udspekulerede. Grebet af sit handelstalent bliver hun et tydeligt billede på den (kapitalistiske) forråelse hos mennesker, der udnytter kriser. Courage er nok en passioneret mor, men mens hun handler, bliver hendes børn dræbt et efter et. Mutter Courage ’lernt nichts’ af sine ulykkelige valg, og hendes liv tegner en kurve fra relativ fremgang til total forarmelse. 

Karen-Lise Mynster. Foto Miklos Szabo

Som tilskuer kommer man i tvivl om moderen, den menneskelige del af hende.  I sidste billede synger hun for det døde barn, mens vognen ruller frem. Hun betaler bonden for begravelsen og drager afsted igen – trods de tre børnelig på bordet.                                                                                     Verfremdungseffekten ligger i karakteren og situationen. Spillet er realistisk uden stilisering af gestik og tale, hvilket gør karakteren menneskelig og fremmer identifikation. (Dog citerer iscenesættelsen dialektikken i Brechts arrangement af scenen, hvor Eilif hverves, samtidig med at Courage tinger om prisen på et spænde, så de simultane handlinger spejler hinanden.) De stærkeste scener er de nære, hvor Courages handlinger stilles sammen med lidelsen og tabet i forbindelse med et barn. Karaktererne omkring Courage er mere eller mindre typer, og det fungerer udmærket, især Jens Jørn Spottags kok og Anders Hoves præst.                        

Både Courage og andre karakterer handler ulogisk i forhold til krig og magt frem for selv at forme deres egen tilværelse. På den anden side er hendes valg taget på baggrund af uhyrlige omstændigheder, styret af økonomiske love, hun er uden indflydelse på. Hun tager chancer, for hun har næsten ingenting. Når overlevelse står på spil, dur dyder og gode egenskaber ikke. Derfor må hendes børn, der står for henholdsvis tapperhed, ærlighed og empati, dø.                                                            

Ikke desto mindre bevæges vi af hendes livsvilje, og derfor er det deprimerende at følge hendes ydmygelse. Det er i feltet mellem modstridende sympatier og sammensatte konflikter, dramatikeren positionerer tilskueren som dommer. Ansporet, som man er, til en kritisk observerende indstilling af det episke teaters løst splejsede positioner og de teatrale huller i kronologien.   

I Brechts Mutter Courage betyder krig en overflod af død, og beskrivelsen af krig er konkret og detaljeret. Ingen uanset status er undtaget fra krigens dødsmekanik, og stykket afslører ikke kun krig som forretning, men som apokalypse og menneskelig nemesis. Selv om denne opførelse følger dramatikerens sceniske forløb, står krig ikke lige så skarpt som antitese til det menneskelige. 

Flot scenografi

Korstogshær i 1100-tallet. Fanny Bernth, Karen-Lise Mynster, Anders Hove og ensemble. Foto Miklos Szabo

Scenografi og iscenesættelse har ladet sig inspirere af Brechts kombination af realistiske replikker og teatrale greb så som kapiteloverskrifter og sange. Mens forestillingens karakterer og deres kostumer og rekvisitter er realistiske, er scenografien teatral. 

Katrin Nottrodts scenerum er flot med stort udtræk og fine lysvirkninger. Scenegulvet er delt op i tre plateauer i hele scenens bredde, som køres både op og ned og frem og tilbage i forskellige kombinationer. Sat sammen til et plan danner de et enormt tomt rum, som Courages store vogn kører rundt i – efter den retning, krigen nu tager. Bevæges plateauerne enkeltvis, skaber den avancerede scenebrug med forskellige planer, dynamik og varierede billeder. Man får en følelse af kaos og omstændighedernes skalten og valten. Soldaterne kan dukke op alle steder i rummet, og de enkelte dele kan fleksibelt illudere forskellige lokaliteter, stilladset fx en slags flygtningelejr, eller officerens telt eller det bondehus, familiemedlemmerne jages ud fra i Katrin-scenen. Vi følger Brechts opløsning af det klassiske drama og springer ubesværet i tid og rum. 

Jens Jørn Spottag, Karen-Lise Mynster, Mathias Skov Rahbæk, Peter Christoffersen og Anders Hove. Foto Miklos Szabo

Kærren, der her er vokset til en større vogn, er et eksempel på forestillingens blanding af det realistiske og teatralt-stiliserede. Med et behændigt scenisk greb er det orkester, der akkompagnerer sangene i stykket med skæv skønhed, placeret solidt på Mutter Courages vogn. På den måde følger det hende overalt. Samtidig er vognen på et konkret plan hjem for den hjemløse familie. De lever i et realistisk marskandiser-sammenskrab, svarende til de civile menneskers kostumer, der synes stykket tilfældigt sammen af nutidigt hverdagstøj. Det hele som billede på en improviserende levevis i en udsat samfundsposition.

Mathias Skov Rahbæk, Fanny Bernth og Sigurd Holmen le Dous. Foto Miklos Szabo

Mangfoldigt musikalsk udtryk

Musikken, som Poul Dessau har komponeret, og Simon Revholt står som ansvarlig for, spiller en  central rolle i opsætningen på Det Kongelige Teater. Soldaterkor breder sig ind mellem poetiske solosange, der udtrykker karakterernes tanker og frustrationer. Ved at bryde handlingen er musikken med til at opløse det klassiske dramas fortællestruktur. Det gælder også de soldaterkor, der synger og danser kapiteloverskrifternes annoncering af, hvad der kommer til at ske. Ligesom soldaternes rekvisitter og kostumer hopper vilkårligt gennem krigshistorien for at understrege billedet af den evige krig, pendler musikken mellem forskellige udtryk fra cabaret til korsatser med et upoleret sangudtryk, over jazzede ballader til sange med stor melodisk og rytmisk kompleksitet. I musikkens sammenvæv oplever vi således også en verfremdungseffekt. 

Morten Brovn, Alvin Olid Bursøe og Rikke Bilde. Foto Miklos Szabo

Forestillingens udsagn

Som nutidig instruktør ser Reibo en nødvendig udfordring i at modernisere Brecht, så det hele bliver mindre didaktisk. I programmet fremhæver hun hans tydelige budskab i teksten og vælger måske netop derfor at tage en forstærkende stilisering ud af spillet. Samtidig skruer hun op for de sceniske virkemidler som for at imødekomme et moderne publikum.

Courage bliver ’almindelig’, og højdepunktet, hvor Kattrin handler med sin tromme, får ikke den rette betydning. Symbolikken i soldaternes skiftende historiske påklædning, der er tænkt som en satire over ’den evige krig’, bliver for tegneserieagtigt banal. Og omdannelsen af overskrifter og songs til flot iscenesatte ’numre’ understreger tendensen til, at forestillingen bliver for god underholdning.

På den ene side skærer opsætningen ikke fablen ind til benet og fremhæver stykkets billedkarakter og dets ’store’ arketypiske hovedperson. På den anden side udfolder den heller ikke konfliktens moderne kompleksitet eller henviser til vor egen tids tunge etiske dilemmaer. Historien fortælles på en ligetil og underholdende måde, der griber i momenter, men ikke anfægter.                                                                                                                       

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/mutter-courage/?section=30936

Spilleperiode: 6. marts – 18. april 2020

MedvirkendeKaren-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk, Sigurd Holmen le Dous, Jens Jørn Spottag, Anders Hove, Özlem Saglanmak, Martin Bo Lindsten, Morten Brovn, Peter Christoffersen, Rikke Bilde og Alvin Olid Bursøe

Orkester: Simon Toldam, Ned Ferm, Knut Finsrud og Nils Davidsen

Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo

Scenografi og kostumer: Katrin Nottrodt

Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen

Musikalsk ansvarlig: Simon Revholt

Lyddesign: Rasmus Kreiner

Komponist: Paul Dessau                                                                                                                                      Koreografi: Oleg Glushkov

Oversættelse: Madame Nielsen

Birgitte Dam, cand. mag i dansk og dramaturgi, underviser, freelance teaterskribent og forfatter til Scenekunst på kanten. Christian Lollikes politiske teater 2018.

Del med andre