TATOVERING

Mungo Park

Af Kathrine Winkelhorn

TATOVERING er en god titel, man husker, og et præcist anslag til forestillingen. En tatovering betyder at blive mærket, og forestillingen handler netop om at blive mærket på krop og sjæl.

Det er teaterleder, Anna Malzer, der har skrevet manuskriptet til forestillingen og som også har instrueret. Det er hun kommet godt fra. Hun skriver i programmet, at hun selv har oplevet en række dødsfald blandt unge mænd, og at TATOVERING er fiktion med et tema, der både er personligt og politisk. Teksten skrev hun kun 10 uger før premieren i forbindelse med sin fars død. Forestillingen veksler mellem nutiden med den døende far og fortiden i et broget ungdomsmiljø. Men hvad betyder det at miste nogen, man aldrig har haft? Faderens død fører hende tilbage til skelsættende situationer i ungdommen i 00’erne. I den forstand søger forestillingen at give krop til, hvad det kan betyde for en kvinde at vokse op uden konkrete maskuline forbilleder.

Vi befinder os i et mørkt rum med musik, da den ældre Jasmine træder frem på scenen spillet fremragende af, Sara Fanta Traore: Jeg ligger søvnløs om natten for at tænke på andet end mig selv, og det skal ikke handle om mig, en pige i 20’erne. Min Far ligger syg 138 km herfra med slanger og bræk af morfin, der er huller i husets tag og jeg kan tælle på en hånd, hvor ofte vi har været sammen. Vi aner et par andre ben under dekorationens ene væg, og en yngre Jasmine kryber frem, spillet med autenticitet af Nana Morks med bogstavelig talt blomstrende bryster. Jeg er en pige på 14 år med bryster, der lige er sprunget ud, og drengene står som hjemløse passagerer klar til at stige ind i mig.  Og jeg har ikke haft en far, der holder øje med mig. Jeg har set pornofilm og følger det til punkt og prikke.  Skal vi gå ned i kælderen og drikke konyaki? Det smager af grantræer, honning og husholdningssprit. Hun griber mikrofonen og tager et præservativ frem, som hun trækker over mikrofonen og går i gang med fellatio over mikrofonen. Det er en stærk scene, der er tragisk og barok på samme tid og alt bliver udsagt af den unge Jasmine med en stemme af ungdommelig kraft. Det er mit livs mest romantiske øjeblik. Dette fremsiges overbevisende, men hendes fysiske reaktion dementerer al romantikken.

De ’to Jasminer’ får arbejde i en sportsbutik, hvor ’de’ arbejder to dage om ugen hver, og som ’de’ siger i kor: Vi er som to fluer på et sukkerpapir. ’De’ ifører sig super højhælede sko og siger: Høje kvinder har større chance for at blive topledere.  Her arbejder ’de’ for en mand på 45 år, som forsøger at forføre hende. Manden drikker de fuld og tager billeder af ham, som de truer med at sende til hans kone, og manden sidder grædende tilbage. Med åben mund og stirrende øjne mod publikum siger de: Vi har aldrig set en grædende mand. De tvinger ham til at forære dem en masse tøj og går ud af butikken med to sorte poser fuldt at nyt tøj.  

Jasmine er en dobbeltkarakter,  en og samme person med forskellig etnicitet. Den helt unge og den mere modne Jasmine i 20’erne. For Jasmine er etnicitet ikke noget, hun forholder sig til. Hun er vokset op blandt en masse forskellige nationaliteter og den ”dobbelte etnicitet” fungerer her som en politisk kommentar. De to kvindeskikkelser symboliserer en splittet personlighed, der veksler mellem stor livskraft og gå-på-mod og på den anden side sorg og fortvivlelse over det vanskelige ved at finde vej i tilværelsen. 

Nu er hun 16 år, og folk siger, at hun gør ting, der virker billigt. Vi taler 21 sprog tilsammen, men få af os taler et sprog flydende, og hvad så? En dag kommer Ibrahim i hvid nystrøget skjorte ind i hendes liv. Han er i militæret. Og nu kan hun fortælle, at hun kender en soldat på 18 år, der rejser væk i 3 måneder. Han ser godt ud og staver dårligt, hvilket hun driller ham med, men der er status i et være i et forhold til en soldat, der skal ud med FN. Efter 18 telefonopkald kan han da ikke være død. Jeg talte med ham i går.  

Hendes far kommer måske en gang om året med kage. Eller drømmer hun, at han har lavet kage, der er som et stort magnetisk hul i maven, der suger ting til sigSe, det er dine initialerne, far. Du ser på tatoveringen, der stadig er hævet på min underarmDu hader tatoveringer. Fra ham arver hun en gæld på 380.000, -kr.  Det eksistentielle dilemma spilles frem med sorgen over, at den man deler blod med og ikke kender, sørger man alligevel over. Et håb slukkes. 

Dramaturgi

Dramaturgien følger ikke traditionen fra Aristoteles.  Her er ikke et egentlig narrativ eller plot. Præcist som i Anna Malzers sidste forestilling, DE HOVEDLØSE er TATOVERING bygget op omkring en række fragmenter, der fletter sig ud og ind af hinanden, men helt uden et fremadskridende narrativ. Som tilskuer følger man de to Jasminer som dramatiske figurer, der er spejlinger af hinanden i den kamp, det er, at blive voksen i en senmoderne verden. Figurerne er i ens hvide kjoler med grå skygger, samme farve som væggene af plexiglas i rummet, der danner en vinkel, et indelukke, de ikke rigtigt kan komme ud af. Det er et ubestemmeligt rum, der ikke angiver tid eller sted, men blot er et rum med et hvidt gulv. Det er replikkerne, den sproglige virtuositet og det dynamiske samspil mellem de to figurer, der bærer forestillingen frem. Men ikke kun replikkerne, også kroppen er i spil gennem de stramt og indimellem sjovt koreograferede bevægelser, der sætter spor i publikum.  

Scenografi

Simone Bartholins rumlige scenografi er velvalgt.  Ja, man kunne tale om en ikke- scenografi, hvor de to plexiglasvægge etablerer et rum, der på en gang spejler dem og lukker dem inde. Væggene synes lette, men er solide, og da Jasmine, den ældre, med tungt stof banker på væggen, fremkaldes høje bankelyde, der viser hendes fortvivlelse. Dermed fremstår plexiglasrummet ikke som en kulisse, men som et begrænsende rum, hvis skønhed og forfald over de gråhvide, halvtransparente vægge belyses fra flere sider.  På scenen ser vi kun de to figurer, og scenen er så godt som tømt for rekvisitter.

TATOVERING får tag i publikum, fordi Malzer giver plads til, at publikum selv danner sine billederne omkring de mikrokulturer, de forskellige optrin udspiller sig i. Her anvendes en filmisk montage teknik, der netop stimulerer tilskueren til at danne egne billeder. Dermed bliver vi som publikum medskaber. Det er ord, stemme, krop og gestik, der fremkalder billederne. Det er forestillingens styrke. 

Iscenesættelse

Spejlingerne med de to udsigelsespositioner giver et dobbelt blik på forestillingen.   Teenageren og den unge kvinde som er og samme person, hvor tid, sted og handlingens enhed blandes sammen. Forestillingens gestaltning fremkalder et feministisk og politisk perspektiv på det at kæmpe for at skabe sig en stemme som ung og voksen kvinde, hvilket de mange præcise og sylespidse replikker vidner om. Det stramt iscenesatte manuskript fungerer, fordi forestillingens figurer har en indbygget skrøbelighed, der gør den én time korte forestilling troværdig, når eksistensen for alvor sættes i spil med tatoveringer på sjælen. Jeg ligger søvnløs om natten for at tænke på andet end mig selv, og det skal ikke handle om mig en pige i 20’erne. Sådan slutter forestillingen, som den begyndte i mørket.

Medvirkende: Nana Morks, Sara Fanta Traore. Instruktør: Anna Malzer. Dramatiker: Anna Malzer. Tekst- og instruktionskonsulent: Mikkel Flyvholm. Scenograf: Simone Bartholin. Lysdesign: Mikkel Givskov. Lyddesign: Emil Bøll

Spiller på forskellige datoer frem til 29. maj på Mungo Park med turne til Gladsaxe og Republique.  For mere information om spilletider se: https://www.mungopark.dk/forestilling/tatovering/

Kathrine Winkelhorn er bestyrelsesformand for Københavns Internationale Teater og har tidligere undervist og med ansvar for Masterprogrammet, Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet.

Del med andre