Rædsel på Teater Grob
Af Lau Tobias Tronegård-Madsen
Når angsten flytter ind
I Henry Fuselis klassiske maleri The Nightmare (1781) sidder der en lille dæmonisk gargoil på maven af en lidende, sovende kvinde. En afbildning af folketroens mare, som red på folk om natten og dermed forårsagede mareridt. Johnny Cash synger om ”The beast in me”, bæstet, som han konstant kæmper for at holde indespærret. Der bor en ung pige i Tove Ditlevsen, som en bedrøvet skygge af hendes ungdom. Selv Anders And får besøg fra tid til anden af en engle-Anders og en djævle-Anders, der siddende på hans skuldre forsøger at overtale ham til at gøre det rigtige eller det forkerte. I kunsten og populærkulturen er det en udbredt og gammel formel at lade den menneskelige psykes mørkesider blive repræsenteret af konkrete og kropslige væsener. Således er det også tilfældet i Teater Grobs forestilling Rædsel, hvor det er angsten, der får sin egen krop og stemme.
I forestillingen følger vi Eva (Ida Cæcilie Rasmussen), en succesfuld øjenkirurg, mor og hustru. Et på ingen måder særligt udsat eller skrøbeligt individ. En dag, efter at en af hendes unge patienter pludseligt er omkommet, uden at dette dog var hverken hendes skyld eller ansvar, flytter der pludselig en fremmed mand (Alexander Clement) ind i hendes hjem. Han er kommet for at beskytte hende, må hun forstå. For at hjælpe hende med at holde denne verdens farer ude. Hun kalder ham for ’Stemmen’. Stemmen begynder nu langsomt at så usikkerhed og frygt i Evas tanker, og langsomt, men sikkert, isolerer han hende mere og mere fra verden, til det kun er de to, og man ikke længere kan skelne Eva fra Stemmen.
En giftig par de deux
Dette forhold mellem Eva og Stemmen er kernen i Rædsel. De er de to eneste spillere på scenen. De andre personer i historien (Evas søn, mand, chef, patienter etc.) kropsliggøres alle af Alexander Clement, eller Stemmen (?), som et slags mentalt filter for Evas møde med sin omverden. Stemmen, som personifikationen af Evas angst, er en anderledes skikkelse end de dæmoner og trolde, der sædvanligvis lægger krop til sindets skygger. Han fremstilles som en blød tænkemand, med gråt jakkesæt, rullekravetrøje, kort skæg og kort, fladt hår. At sammenligne ham, rent visuelt, med en figur som Morten Østergaard, er ikke helt ved siden af. På den måde fremstår Stemmen som et relativt ikke-truende væsen. Han fremstiller sig selv for Eva som en slags skytsengel, som hun selv har påkaldt, der vil hjælpe hende med at håndtere de mange faldgruber i hendes liv. For Eva er presset. Hun ved pludselig ikke, hvordan hun skal håndtere rollerne som ansvarsfuld og dygtig læge, kærlig og beskyttende mor, god kæreste for sin mand, kompetent forbruger. Stemmens løsninger er simple og handler om at lave forholdsregler og facader, der får Eva til at isolere sig mere og mere socialt. At Stemmen også kan være voldelig, viser sig dog også ret hurtigt, da hun får et angstanfald under en indkøbstur i Magasin, og det fremstilles som Stemmen, der hårdhændet tvinger hende mod gulvet og holder hende nede, så hun ikke kan komme op. Eva er bevidst om, at Stemmen kan være farlig, men hun gør sig alligevel afhængig af hans råd og alle hans regler. På denne måde fremstilles forholdet mellem Eva og Stemmen i forestillingen som et voldeligt og giftigt parforhold, hvor Stemmens autoritet langsomt fjerner Evas viljekraft, til hun til sidst adlyder ham blindt. Dette fremstilles også rent kropsligt i en scene, hvor Eva og Stemmen danser sammen, men hvor dansen udvikler sig til en jagt, Stemmen efter Eva og hvor Stemmen til sidst lægger sig tungt og ubehageligt kærligt oven på den passive Eva.
Minimalistisk uskønhed
Forestillingen udspiller sig i en minimalistisk scenografi bestående af gråplettede firkantede vægstykker, der kan lede tankerne hen på beskidte og uinspirerede urbane rum, når de er værst. Denne grå og ensformige verden, der synes at spejle Evas syn på sine omgivelser, som hun også på et tidspunkt beskriver som gennemgående grå, kan dog samtidig blive lidt tung at kigge på i længden. Dette opvejes dog løbende af en lyssætning, der med skarpe kontraster skaber nye rum i scenografien, samt forskellige farvede lys, der især bruges til at understøtte et hav- eller undervandstema, der på lydsiden udbygges med skvulp og bølgebrus. Samtidig er disse tunge klodser af en sceneopbygning ikke stationære. I løbet af forestillingen, i takt med at Eva presses længere og længere ud i sin angst, flytter elementerne med, og begrænser spillerummet. På denne måde skabes der løbende nye rum på baggrund af ganske små ændringer i den oprindelige opbygning. Da Eva til sidst gør op med Stemmen og søger hjælp hos en psykiater, begynder elementerne langsomt at trække sig tilbage, efterhånden som hun får det bedre og bedre. At lade scenografien spejle dramaturgien i et relativt gennemskueligt 1:1-forhold er måske næppe genialt, men det fungerer, og er med til at give scenografien en nødvendig dynamik.
Den lidt fantasiløse brug af rekvisitter er dog visuelt mindre vellykket. Som når Eva tager på arbejde og ifører sig en hvid kittel for at vise, at nu er hun altså læge. Eller når hun tager ud og handler og nu triller rundt med en helt konkret indkøbsvogn, som hun putter varer fra et bord ned i. Eller når hun ser videoer på sin telefon, og fremdrager en iPhone fra sin lomme og sidder og kigger på den. I en ellers abstrakt og ikke-repræsenterende scenografi føles disse elementer sært upoetiske i deres hverdagslige charmeløshed. Det kan virke som en ligegyldig detalje, men det er med til at bringe det samlede visuelle indtryk lidt ned.
Humoren i mørket
Dramatikeren Anna Bro er en garvet kunstner, som har skabt værker som fx Forstad (2005), Sandholm (2007) og Varmestuen (2013). I disse værker kredser hun om problemstillinger i samtidens Danmark. Ligeledes handler Rædsel også grundlæggende om et samfundsproblem, mere end det i virkeligheden handler om karakteren Evas skæbne. Om angsten, som en stigende udfordring, der især rammer og påvirker kvinder. Midt i al tristessen holder Bro dog en befriende sort-humoristisk tone. Som når den informative stemme i højtalerne i Magasin, forvredet af Evas subjektive perspektiv, pludselig fortæller hende, at hun er ved at få et hjerteanfald. Eller når hun sidder og ser Youtube-videoer på sin telefon af en sæbe, der bliver skåret i 400 stykker. Eller når Stemmen, med reference til den skæggede psykiater, siger ”Jeg tror ikke på Julemanden,” hvortil Eva svarer: ”Det gør jeg!” Humoren bliver samtidig leveret tørt og ikke-leflende af de to spillere, hvilket blot forstærker ærligheden i de komiske betragtninger.
Forestillingen er samtidig gennemresearchet. Det mærker man, når Eva efter sit opgør med Stemmen begynder at se en psykiater (som i modsætning til andre karakterer ikke kropsliggøres af Alexander Clement/Stemmen, men blot eksisterer igennem Evas beskrivelser). Her begynder hun på en blanding af, hvad der må betegnes som kognitiv samtaleterapi og en ikke nærmere defineret medicin. Den samme behandling kan man se, at fx Sundhedsstyrelsen anbefaler mod ’generaliseret angst’. På denne måde giver forestillingen også et faktabaseret indblik i livet med og behandlingen af angst.
Den hermetisk lukkede dramaturgi
Fornemmelsen af at forestillingen ønsker at fremstille angsten på en given, og tilsyneladende medicinsk korrekt måde, mærkes måske allertydeligst i forestillingens dramaturgi. Den fungerer ganske kronologisk og lineært, fra Eva opdager Stemmen, der langsomt overtager magten, indtil den har isoleret hende i et sommerhus, langt væk fra hendes kære, og alt håb synes ude. Så får Eva pludselig en, måske noget freudiansk, erkendelse af Stemmens rod i hendes barndom, i et klimaks, hvor Stemmens magt pludseligt knækkes. Herefter kan Eva tage imod hjælp, i form af en psykiater, der kan hjælpe hende til endeligt at få bugt med Stemmen, som til sidst forsvinder ud af scenen, ud af hendes liv. For selv om Stemmen kan have en forførende effekt på Eva, er vi som publikum aldrig i tvivl om, at den er skurken. På denne måde kan historien udlægges som et helt simpelt eventyr, der kunne puttes ind i A. J. Greimas’ aktantmodel. Eva er protagonisten, Stemmen er antagonisten, og vi har faktisk også en hjælper i form af psykiateren, en gammel skægget mand med en særlig viden, der på denne måde minder om andre hjælpefigurer fra eventyrfortællinger, såsom Merlin (historierne om Kong Arthur), Gandalf (Ringenes Herre) og Dumbledore (Harry Potter-serien). Er der så et problem i at bruge den slags dramaturgier? Ikke nødvendigvis. Det skaber blot fortællinger, hvor man som publikum har begrænset frihed til at danne forskellige fortolkningsmuligheder. Det er svært at mene andet, end at Stemmen/angst er noget frygtelig noget, og at det var dejligt for Eva, at hun med professionel hjælp kunne overkomme det.
En fad fornemmelse
Når forestillingen nu har så mange velfungerende elementer, den er sjov, og den har et særdeles sympatisk og korrekt budskab, hvorfor sidder jeg så tilbage med en lidt fad fornemmelse? Måske netop fordi den er så rigtig og korrekt. Selvom scenografien og Eva som karakter er fyldt med uskønhed og fejl, så føles forestillingen som et udsagn meget renskuret og svært at angribe. For hvordan kan man som lægmand være uenig i den tilsyneladende korrekte medicinske behandling af det, de fleste efterhånden anerkender som en ufrivillig sygdom? På den måde er Rædsel ikke en forestilling der i sin dramaturgi åbner op og indbyder til undren og tvivl, men i stedet lukker sig om sit, utvivlsomt, særdeles sympatiske budskab og formål.
Spilleperiode 21. februar – 21. marts 2020
Iscenesættelse: Rune David Grue / Manuskript: Anna Bro / Scenografi: Kristian Knudsen / Lysdesign: Frederik Dahl Hougs / Lyddesign: Jonas Vest / Kreativ producent: Hanna W. Grue
Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen og Alexander Clement
Lau Tobias Tronegård-Madsen er cand.mag. i teater- og performancestudier og dramaturg.