ORDET, Kaj Munk – Aarhus Teater

Af Janek Szatkowski

Ordet forfører

Ja, det vil sige det er ikke Kaj Munks ord, der forfører, det er den poetiske forestilling i Anja Behrens instruktion, det med en stramt holdt og visuelt fascinerende scenografi danner baggrund for en befriende læsning af Munks tekst. Forestillingen stiller os over for det faktum, at de, der tror de ejer ordet, er nødstedte mennesker. Måske er den gale den sande kloge, men heller ikke han er reddet fra livets havsnød. Tilbage står barnet og kærligheden.

Det sorte og det Hvide

Forestillingen åbner med en nøgen mand, der ligger sammenkrøbet i sort sand, med ansigtet vendt opad, mod himlen?

Kjartan Hansen og ensemble, Fotograf  Emilia Therese

Det sorte fortæppe går et stykke op og åbenbarer en scenografi som udnytter Scalas notorisk vanskelige teaterscene kongenialt udnyttet med en wide-wide screen videoprojektion (Videodesign: Kim Glud), af Vesterhav og bølger. Scenerummet er en halvcirkel af mørkt træbeklædt gang, sort sand i midten og en et sort langbord. Scenograf David Gehrts visuelle, funktionelle og stramme enkelhed overvælder i samarbejdet med Kim Gluds videokunst. Også her er de stærke billeder tonet i sort/hvide og grå toner, og de glider ind i scenografien som med og modspil til stemningerne i det dramatiske univers. Ikke simpel illustration eller banal kommentar, men netop eminent billedskabende og emotionelt effektive. Skuespillerne fremstår som skygger mod den storladne natur, når de er i baggrunden af scenen, på midt- og for-scenen kan de træde ind i lys og blive synlige som tredimensionelle figurer i sorte og hvide kostumer. Lysdesignet af Súni Joensen klarer den vanskelige opgave at lade videoen fremstå, mens lyset på scenen umærkeligt skifter og hjælper tilskuerens fokuseringer. Lydsiden fører os fra noget, der lyder som et tågehorn til en dyb stryger-tone, omkranset af mågeskrig og blæst. Denne fokusering på rum og stemning, holdt i respekt for alt det, der også virker på os som tilskuere, er endnu et eksempel på Kim Engelbrechts medskabende lyddesign. Det sceniske rum bliver på den måde en meget stærk impuls, og en kraftig faktor i den samlede teateroplevelse. Her er et samlet visuelt og auditivt udtryk, som er mere end blot baggrund, men integreret del af et helstøbt kunstværk. Hvilket fantastisk samarbejde instruktør Anja Behrens har givet plads til.

Borgen slægten

Den nøgne mand klædes på, flere hjælper ham, kvinder og mænd, et barn nærmer sig til slut, manden og barnet leger. Der er en ømhed i den omsorg, der vises den nøgne mand, og han modtager hjælpen uden skam eller protest. Legen afbrydes, da en ældre mand, gamle Borgen (Henrik Birch), kommer ind. Kort efter er stemningen skiftet. For gamle Borgen er træt. Den tidligere åndelige kraft han må have udstrålet som Grundtvigs bannerfører i det lille sogn, er svundet ind. Borgen er skuffet over, at den yngste søn, Johannes, ikke blev arvtager til den åndelige vækkelse som ny præst, men er blevet til Johannes, der som skygge af sig selv alligevel ynder at fremstå som frelser og Jesus. Der er også skuffelserne over at hans ældste søn, Mikkel, hans hustru Inger og deres unge datter Maren, ikke vil overtage slægtsgården som det tiende led. Og den mellemste søn, Anders, har forelsket sig Anne, Peter Skrædders datter. Peter Skrædder er lederen af sognets indremissionske bevægelse, der har vundet styrke lokalt. 

Borgen bliver støttet af Inger (Anne Plauborg), der fremstår som et lys i mørket. Glad for sin mand, aner vi et af de mange intense glimt af kærlighed Anja Behrens lader skinne på os, god moder for Maren, omsorgsfuld over for den ’gale’ Johannes. Og så er hun gravid, med en søn lover hun Borgen til gengæld for, at han så accepterer at Anders får sin Anna. Sådan fremstår hun som en hvid figur i det mørke landskab. Anne Plauborg har let til smilet og venligheden, men som Inger viser hun os også, at det slider sådan konstant at skulle bære alle.

Johannes (Kjartan Hansen), der blev klædt på, kommer ind på scenen og afbryder samtalen mellem Borgen og Inger. Han synger om Guds tårer af blod, rører kærligt og varsomt ved Ingers gravide mave, men råber så om et ”lig i storstuen” – som koret i den græske tragedie varsler Johannes de senere begivenheder. Borgen vil bare have Johannes af vejen, ind på sit værelse. Kjartan Hansen giver os en Johannes, der nok lever i sin egen verden, men som også er markant til stede i de andres. 

Elegante montager og glidninger mellem det dramatiske og det episke

Inger fortæller Borgen, at Anders er cyklet afsted, og samtidig med dette fortælles, ser vi Anne og Anders gå hinanden i møde på den buede trægang. De mødes midt for, omfavner hinanden, Anne vender ryggen til med et blidt smil til Anders, der varsom hægter hendes sorte kjole op, Anne tager kjolen ned over skuldrene, Anders smider sin hvide skjorte, og i et blidt lys, bliver de to nøgne rygge til et sensuelt billede i kontrast til mørket. Anna tager Anders’ hånd op mod sit nøgne bryst. Og de to smelter sammen i en figur, der drejer sig rundt i det sorte sand.  Det er i instruktionen af scener som denne, at Anja Behrens mesterskab viser sig. At lade det ske simultant med Borgens triste fjæs ser ud mod os, og Inger smiler indvendigt, er godt set. En effektiv montage af kærlighedens kraft midt i en mørk verden. Scenen afsluttes med Borgens trussel om at sælge gården. 


Christian Hetland og Kjartan Hansen,  Fotograf Emilia Therese

Med marehalm og en kirke i baggrunden træder Johannes op på et langt bord, som en anden Kristus, der spreder det sorte sand, som var det sædekorn. Den nye præst i sognet (Christian Hetland) er (endelig) kommet på besøg på Borgensgård. Hans møde med Johannes er en lille komedie i tragedien. Johannes viser sig at have nok så megen underspillet humor, hvad der medvirker til fornemmelsen af, at han er nok så meget med i denne verden, som han er i sin Jesus-figur. Hetland klarer i denne scene at holde komikken fint og stramt inde.  Præsten er fra Kaj Munks side ikke skildret som hverken sympatisk eller ond, men netop som en mand fra statskirken, der holder sig til at udføre sit kald efter lærebogen på pastoralseminariet. Så Johannes får præsten op på bordet, og i slutningen tvunget helt ud på kanten af bordet. Her står Johannes selv senere, tvunget derud ved synet af den almægtige.  Sådanne elegante gentagelser er der mange af i forestillingen og de vidner om, hvor gennemarbejdet den er.

Mikkel Borgen møder den forskrækkede præst, og ” selvom det ikke er noget vi gerne taler om på gården” så får vi historien om Johannes’ tab. I denne scene er den dramatiske dramaturgi for et kort øjeblik fortrængt af en episk. Dette sker i en fremragende overgang, hvor Mikkel ude på forscenens buede gangbro begynder fortællingen om den unge Johannes, der var teologistuderende med store gaver, men fik tvivlen. Han mødte sin Agathe og fandt stor styrke i deres fællesskab, men en aften, da de havde været i teatret, … Disse historier fortælles af de andre figurer på skift, medens Johannes nærmer sig fra venstre side (KS) og overtager fortællingen om, hvordan kirkeklokker ringede, så han ikke hørte bilen, der kom. Agathe skubbede ham bort. De andre figurer har under Johannes beretning rejst det lange sorte bord op på højkant, og da Johannes mærker Agathes kraft i skubbet, trimler han bagover, og aner at bordet er ved at falde ned over ham. Johannes kaster sig væk i sidste sekund. Lyden af bordet, der rammer sandet med stor kraft, støttet af lydsiden, giver et chok i tilskuerne. Vi forstår, at Johannes efter dette ender i en depression (i dag posttraumatisk chok), forsvinder i lang tid, men vender tilbage til gården i sin kritiske tilstand, som han er blevet i i årene siden. Nu er forhistorien på plads, og den næste del af forestillingen viser os kampen mellem indre missionen og grundtvigianerne. Her bliver en strid på ord vendepunktet frem mod Ingers død. 

Peter Skrædder (Morten Suurballe) træder frem med en tekst om syndere, der skal vende om og bekende sig til den sande Gud for blive frelst og komme i himmeriget. Morten Suurballe giver Peter Skrædder både den stille lokkende tone og det voldsomt truende. Det gør karakteren til så meget mere end en kliché.  Borgen kommer for at overtale Peter Skrædder til at lade de to unge få hinanden. 

Kaja Kamuk, Luise Skov, Morten Suurballe, Henrik Birch, Frederik Mansø, Fotograf Emilia Therese

Ord der sårer

Skænderiet mellem de to mænd fremkalder ord, der sårer. I en af stykkets centrale replikker konstaterer Peter Skrædder, at det sandelig ikke er ham eller missionen der dømmer, for ”skellet er der”. Skellet mellem lyset og mørket, mellem syndere og frelste, mellem de få sande troende, der kommer i himmerige og de mange vantro, der ender i helvede, hvis de ikke omvender sig. Også for Borgen er der skel mellem de lyse kristne og mørkemændene fra missionen. Konflikten eskalerer og ender med, at Peter Skrædder ønsker, at Borgen må blive prøvet, så han kan lære at bøje sig for den sande Gud. En forbandelse, der skal vise sig at blive opfyldt. Borgen forsøger at kvæle Peter Skrædder.  Samtidig ser vi Inger gå i fødsel. Mikkel lægger sig kærligt ved hendes side.  

Frederik Mansø, Henrik Birch, Mathias Flint, Anne Plauborg, Luise Skov og Kaja Kamuk. Fotograf Emilia Therese

Det er nok i denne sekvens, at forestillingens klareste udsigelse gemmer sig.  Pointen er, at disse mænd med deres ord om troen ikke rummer et eneste glimt af den menneskelige forståelse, man skulle tro lå i troen. Anja Behrens har med sin bearbejdning af teksten og sin iscenesættelse formået at spidsformulere en anklage mod moralen.  Når vi iagttager verden med den moralske skelnen mellem godt og ondt, opdager vi, at dette uafvendeligt indebærer en skelnen: mellem de mennesker der agtes, og dem der må misagtes. I forestillingen er modsætningerne mellem de forskellige religiøse overbevisninger båret af mænd, der på hver deres vis er ynkelige. Inger lyser op med sin forståelse for menneskenes verden som en, der ikke tåler den slags moralske vildfarelser. Og hun må som den tragiske heltinde dø. Kvinderne her siger ikke meget, men de handler – for kærligheden, for børnene. Maren (på skift: Emma Katrine Zeilau Thorsted / Sonja Lomholt Nørgård) er barnet, der ser livet i sin højde: Mor må skynde sig at dø, for så kan Johannes vække hende til live igen. Det er i Anja Behrens iscenesættelse Maren der trækker et lys med sig, hun kan lege med Johannes, og er tæt på alle de andre i familien.

Døden og genopstandelsen

Inger føder et dødt barn, og hun dør selv, på trods af lægens hjælp og af talløse bønner om Guds hjælp. Ved jordpåkastelsen kommer Peter Skrædder og giver nu sin datter Anne til Anders Borgen, så livet kan fortsætte på Borgensgården. Dette næste melodramatiske islæt fra Kaj Munks tekst (der trækker hele denne aktion meget længere, men som vi her skånes for) bliver anledning til en forsoning, som i en anden Romeo og Julie historie, men også her tvivler man som tilskuer på, hvor længe den forsoning vil vare. Under forsoningen, står Mikkel Borgen centralt i baggrunden, belyst så vi kan følge Mathias Flint, der viser os Mikkels smerte over hele dette optrin. Han har mistet sit barn, og sin kone: og dér står de gamle og købslår og handler for at sone deres egen skyld. Som tilskuer følger man Flints fine præstation og ser det kuldslåede i forscenens melodrama. Igen en af de betydningsfulde montager fra Behrens hånd.

Det er Maren, der til slut lægger sine hænder på den døde moder, og støtter Johannes’ forsøg på at opvække Inger fra de døde.

Den emotionelt kraftfulde afslutning på forestillingen viser os barnets håb og kærlighed, og antyder på den måde en modpol til den Borgens, præstens og Peter Skrædders moraliserende tro. Da Inger til slut ligger i sin hvide ligskjorte på en lysende bund midt i det sorte sand, sidder Maren ved hendes side og Johannes knæler ved Ingers hoved. Havet i baggrunden er veget for træer i silhuet. Da rejser Inger sig, går frem mod midten af den runde træbro, i hvidt lys, og ser ud på publikum, med alvorligt blik, der langsomt afsøger rummet. Et tavst spørgsmål til os alle: tror I, at jeg er død eller genopstanden? hvori er jeres tro mon rodfæstet? 

Tvivlen

Som det fremgår, er jeg meget begejstret for denne forestilling. Men er det ikke også en vellykket forestillings opgave at vække spørgsmål, der ikke sådan lige lader sig besvare? Og ville det ikke være en dårlig anmeldelse, hvis ikke anmelderens tvivl fik sin plads?

Der er mange forestillinger på de danske scener, der for tiden kaster sig ud i en debat om moral (fx den selvironiske tour de force af et farvel-til-den-postdramatiske-genre i Tue Bering ”Det gode vs det onde” på Ålborg teater, eller Teater Møllens fremragende udgave af Lars Noréns ”Mod til at dræbe”).  Denne anmelder hilser denne bevægelse i dansk teater velkommen, og håber, at det kan give anledning til eftertænksomhed både blandt producenter og tilskuere. For hvis vi iagttager verden med moralens skelnen mellem godt og ondt, viser der sig et paradoksalt dilemma, når vi spørger: er denne skelnen nu i sig selv god eller ond? Er det godt at iagttage moralsk? Eller det ondt? Allerede Rousseau så sig nødsaget til at stille spørgsmålet, men han indså også, at han var nødt til at besvare spørgsmålet bekræftende. Det er godt at iagttage med moralens skelnen. Det mente han, for hvis han svarede: det er ondt at iagttage med den moralske skelnen, så havde han været tvunget til at forkaste moralen. Måske burde vi være i stand til at se, at den eneste sætning en etik, moralens moral, har brug for er: tag dig i agt, hver gang du støder ind i moral – der altid voldsomme kræfter på spil lige neden under de værdier, der fremkommer som absolutte. 
Så når forestillingen peger på barnet og kærligheden, påtager den sig jo sin egen moralske retning. Det er vanskeligt ikke at være enig i at tro på kærlighed og barnet som positive kræfter. Men virkeligheden viser os også, hvordan selv disse positive kræfter kan føre til uhyrligheder.

Midt i begejstringen for forestillingen og dens styrker, opstår eftertanken: Anja Behrens har med sit mesterlige greb rystet Munks tekst grundigt, og ladet dybere spørgsmål fremstå, end de, der umiddelbart ligger i den. Hun har reddet os fra de kosmiske urkræfter og troen på den stærke leder, der simrer i Munks tekst, og vist os noget helt andet. Vist os hen imod de kræfter, der faktisk er de allerfarligste: dem, der besætter moralens skelnen. Men det efterlader selvfølgelig spørgsmålet om, hvad vi stiller op med en verden og et samfund, der ikke kan/skal styres af moralen? Måske kræver det en anden analyse af det funktionelt differentierede samfund, vi har skabt, og hvis dybe problem er, at der ikke findes en central instans (og da slet ikke en moral), der på samme tid kan regulere alle de forskellige systemer, vi har opfundet: religionen, videnskaben, familien … kunsten.

Iscenesættelse Anja Behrens / Tekstbearbejdelse Anja Behrens og dramaturg Tine Illum / Scenografi Og Kostumedesign David Gehrt / Lysdesign Súni Joensen / Lyddesign Kim Engelbredt / Videodesign Kim Glud 

Medvirkende Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov, Emma Katrine Zeilau Thorsted / Sonja Lomholt Nørgård

Spilleperiode 15.02 – 19.03 2020

Janek Szatkowski er lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.

Del med andre