DE HOVEDLØSE

Mungo Park

Af Kathrine Winkelhorn

DE HOVEDLØSE er en aktuel forestilling, og det er sjældent at se i teatret. Men at arbejde aktuelt, er netop noget af det, teater kan i modsætning til at lave film. Der er mange grunde til, at DE HOVEDLØSE er en fascinerende og vigtig forestilling. Sidste år rejste Malzer sammen med det kunstneriske hold til Frankrig under demonstrationerne og besøgte flere franske hjem. Det er fra disse rejser til demonstrationer, på barer og i cafeer, at Mungo Park har indsamlet materiale og skabt en underholdende og stærk dramatisk forestilling med afsæt i De Gule Veste. Her er lavet grundig research og forestillingen sættes ind i en klar kontekst, der er let at forstå, og som samtidig bevarer kompleksiteten.

Vi træder ind i salen og i mørket ligger Marie Antoinette i noget, som minder om en pavillon, henslængt på en chaiselong, iført laksefarvet struttende rokoko kjole og med hvid paryk. Tjeneren står til disposition med en femarmet lysestage i hånden, Marie keder sig og får tjeneren til at hoppe rundt, mens hun drømmer om at være sammen med en almindelig familie. Det er forestillingens enkle ydre ramme. Så træder to unge mænd ind og inviterer kvinden og tjeneren til at være med i en forestilling om et oprør i en fjern fremtid i 2019. På et øjeblik præsenteres en helt almindelig fransk familie af en voice over med videooptagelser fra de parisiske forstæder. Lillebroderen, Marcel er rap i replikken (Kasper Dahlgaard), arbejder på Burger King og bor hos den høje, senede og stressede, storebror Patrick, der er politimand, (Jens Munk Hansen).  Den velholdte og forfængelige far Bernard, (Henrik Prip) en tidligere bokser, der lider af angst samt datteren, den veltalende, slanke slider, Manon, der er alene med 3 børn og arbejder i hjemmeplejen.

Scenografi

Salen og scenen på Mungo Park er lille og scenografen, Frederikke Dalum disponerer rummet godt. Næsten alt på scenen er mobilt, og scenografien består af en chaiselong, et par krystalglas, et par lysestager, et par vinflasker, noget der minder om telefonboks, en skammel med løvefødder og en pavillon, der transformeres til tankstation, som symbolsk træder frem, mens to benzinstandere rulles frem. Med mellemrum vises dokumentarsekvenser på bagvæggen fra boligkvarterer i Paris, fra de voldsomme demonstrationerne og fra branden af Notre Dame.

Den debuterende dramatiker, Nanna Plechinger Tüchsen har skrevet forestillingens manuskript med sans for både karakterer, sekvenser og replikker. Handlingen udspiller sig i et hjem, der ikke er nærmere defineret og en benzinstation og er bygget op omkring små optrin. Man følger familien og deres reaktioner, når de ser fodbold i fjernsynet, når faren betragter sin gamle krop i spejlet, når faren træner Marcel i at bokse og siger: Op med paraderne”. Dokumentar sekvenserne akkompagneret af musik udgør et væsentligt spor som medfortæller, hvor tilskueren bliver vidner til voldsomhederne.

Iscenesættelse

Med flere udsigelsespositioner bliver forestillingen næsten filmisk, og det bidrager med både autenticitet, troværdighed og dramatik. Der er meget tekst, men teksten er godt distribueret og balanceret. Under de små episodiske optrin, er det jeg’et som fortæller, og her udspilles familiens indbyrdes relationer og deres politiske positioner i forhold til De Gule Veste. Ofte beretter personerne om sig selv i 3. person inde i ”telefonboksen”, hvor man kommer tæt på individet. Det ”verfremdungsgreb” fungerer stærkt og betyder, at alt ikke spilles frem, og denne dobbelthed mellem spil og beretning er ganske enkelt super god. Som tilskuer er man med hele vejen. Og der spilles godt.  Mens Notre Dame brænder og pengene strømmer ind fra store firmaer og fra staten, råber Marcel med foragt: Notre Dame Milliarder, Fuck Macron. Det er morsomt og tragisk. Eller når Marcel hjælper sin far med at binde sit slips, fordi han har en date, og det viser sig, at det er en telefondate. Har du brug for slips for at tale i telefonen? Hvad fanden har du gang i?

Politisk Teater

De Gule Veste ændrer på forskellig vis personernes liv. Marcel får gennem de voldsomme protester afløb for sin indestængte vrede over et udsigtsløst liv på Burger King med en ung, uduelig chef. Han går med i kampen, men ved ikke, hvad han kæmper for. For det handler om langt mere end forhøjelse af benzinpriser. Det handler om den almene magtesløshed og usynlighed, der gør mennesker desperate.

Faren, Bernard er sart i sjælen og drømmer sig tilbage til gamle dage, da Charles de Gaulle stod i spidsen for Frankrig. Både han og Marcel holder med fodboldholdet fra Marseille, som giver mindelser om Frankrig som kolonination, en fortid de er stolte over. Manon bliver interviewet til TV og viser sig at være dygtig til at formulere sig og spørger: ”Hvorfor spærrer I vejen. Jeg bor langt væk fra mit arbejde. Her hvor vi bor, har vi ikke bus eller tog, og jeg kæmper hver dag for mig selv”. En meget central replik og senere forsøger hun at stille op til EU parlamentsvalget, men så begynder truslerne at vælte ind i hendes mailbakke. Så hun opgiver at stille op. Her blændes der op for, hvordan digitale medier er med til at ryste både samfund og individ. Den ældste bror, arbejder i døgndrift som politimand, og begriber ikke, hvad der udløser den eksplosive vold, som han både skræmmes af og bliver en del af. Som Marcel råber til sin bror: Politi – slå  jer selv ihjel

At samle forestillingen omkring en familie giver en perfekt rammesætning, hvor de personlige dilemmaer udspiller sig mellem de tre søskende. For ingen af dem forstår helt, hvad De Gule Veste egentligt vil. Forestillingen får  kraft gennem de præcise replikker, den fine gestik,  det høje tempo og det gode sammenspil. Det er befriende at være i teatret til en politisk forestilling, der ikke kategoriserer i godt og ondt, men som udfolder virkelighedens kompleksitet gennem personernes reaktioner. Som publikum forstår man – nej mærker man farligheden i et demokratis potentielle sammenbrud, når det udfordres nedefra. En vigtig forestilling, der giver stof til eftertanke, som sidder i kroppen, længe efter man har forladt Mungo Park. En forestilling som på alle parametre lever op til sin egen grundlov. En stærkt forestilling.

Instruktion/co-instruktion: Johan Sarauw/Anna Malzer Dramatiker: Nanna P. Tüchsen. Scenografi: Frederikke DalumLysdesigner: Mikkel GivskovLyddesigner: Nanna SchleimannSpeak: Sara Fanta Traore

Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Jonas Munck Hansen, Kasper Dalsgaard og Henrik Prip.

Spiller 23. januar-4. februar på Teater Mungo Park, 7-18. februar på Teater Republique, udvalgte dage i april/maj på Teater Mungo Park.

Kathrine Winkelhorn er bestyrelsesformand for Københavns Internationale Teater og har tidligere undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet.

Del med andre