DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE

EN LIVSBEKRÆFTENDE REJSE MOD DØDEN

Af Erik Exe Christoffersen

Hans Rønnes monolog om døden som et meningsløst men ubetinget vilkår i en minimalistisk iscenesættelse af Lars Knutzon. Forestillingen begynder i det komiske register og glider langsomt over i et tragisk.

Hans Rønne

Kolde fødder

Forestillingen begynder med blid musik fra et strengeinstrument. Scenen er helt tom bortset fra et par træstole og en bæk. I baggrunden er der et hvidt scenetæppe. Udefra kulissen bag scenen lyder der et råb og en skramlen med ting og ind kommer ’Rønne’ løbende med en skokasse under armen. Han råber til lysmanden: ”Jeg var ikke klar! Hvorfor er du begyndt? Vi må da lige aftale, hvornår det begynder. Jeg har ikke engang fået mine sko på”.

Han står på den minimalistiske scene i strømpesokker. På en måde er det en afbrydelse af den handling, som faktisk aldrig bliver vist, i stedet fortsætter ’Rønne’ med at fortælle om skoene, som er et kækt tilbud fra Sportsmaster. Det er løbesko, men det er en forkert farve. Derfra springer han til at fortælle om, hvordan han er begyndt at lide af ”kolde fødder,” specielt om natten. Fødderne er iskolde, når han vågner om natten. Det fortæller han sin gamle skolekammerat Aksel, som han har mødt fornylig efter 50 år. De er begge blevet synligt ældre og, fornemmer man, det er ret pinligt for ’Rønne’. Han har også været ved lægen, og denne har fortalt ham, at kolde fødder er helt normalt og hænger sammen med, at blodomløbet bliver dårligere med alderen, og derfor bliver yderområderne blodforladte og kolde ”ligesom Falster og Langeland”.

Herefter fortsætter monologen i et let flow om oplevelser, ’Rønne’ er blevet konfronteret med i løbet af et halvår, hvor han har oplevet fire dødsfald. Der er stor variation i måden døden indtræffer: En dør efter lang tids sygdom, en anden har skudt sig selv, en dør helt ung og en anden i en høj alder. Naboens kat bliver tilfældigvis kørt ned at en kvindelig billist.

De forskellige dødsfald sætter refleksioner i gang hos ’Rønne’ og han gennemspiller forskellige scenarier. Mødet med naboens lille pige, som begraver sin kat i haven. Hun er ikke så ked af det, for nu er den i Valhalla hos vikingerne. ’Rønne’ er til begravelse og i kirken overvejer han, hvorfor kistelåget mon bliver skruet fast. Er det for at den døde ikke skal slippe ud? De synger morgensalmen Se nu stiger solen af Jakob Knudsen, men denne opstigning får pludselig en helt ny metaforisk betydning for ’Rønne’, som ellers ikke er religiøs, men alligevel ikke kan lade være med at tænke over, hvor den fysiske krop mon bliver af. ’Rønne’ besøger også en ven på hospice, og denne ser på ham med store øjne uden at kunne sige noget, han sætter sig på sengekanten, men kan for første gang ikke finde på noget at sige. Han kan ikke tackle situationen og ender med at gå med et ”vi ses”. Ude på parkeringspladsen indser han, at det er helt forkert, at han burde være sprunget op i sengen til vennen og have holdt om ham. Han vender tilbage og ser sygeplejersken stå med den døde i hånden, som vil hun være sikker på at pulsen ikke slår. Til slut i forestillingen fortæller ’Rønne’, at han for år tilbage mistede sin kone, som døde af kræft. Også her fornemmer man en vanskelig afsked.

Døden lader sig ikke forklare

Henimod slutningen overværer ’Rønne’ to yngre kvinders samtale om en kræftsyg bekendt, og her bryder han sin ellers så minimalistiske og underspillede stil, da en af kvinderne hævder, at den bekendte selv er skyld i sin sygdom. Den slags psykologisk bullshit får ’Rønne’ op i det røde felt, og som en slags klimaks hælder han en kande vand ned af ryggen på kvinden.

Døden indtræffer og den rammer hårdt. Den største vanskelighed ligger i at tackle sorgen for de efterladte. Forestillingen bliver på den måde en bearbejdning af angsten for den død, som nødvendigvis kommer en dag, men samtidig også en tematisering af den vanskelige afsked og tabet. Hvordan kan døden kommes i møde som en sorgfuld men også håbefuld melodi, som ”Se nu stiger solen af havets skød” eller kattens opstigning til Valhalla?

’Rønne’ har ikke fundet det sande svar, og forestillingen slutter med, at han tager løbeskoene på og selvironisk råber til lysmanden: ”Så er jeg klar”. Derefter black out. Er ’Rønne’ klar til den forestilling som døden også er, tænker man.

Meningen med døden og livet

Døden er ikke retfærdig siger ’Rønne’ et sted i sin monolog. Det er et vilkår, at livet eller naturen, for den sags skyld, er i en uendelig proces, hvor noget forgår og nyt kommer til.

Det er på samme måde et vilkår, at træerne taber bladene og katten spiser en mus. Det kan man ligesom ikke moralisere over. Derfor kan tabet af både liv, blade og mus skabe melankoli og en følelse af sorg. Det er det, Hans Rønnes forestilling handler om: Livet og døden hænger sammen som noget organisk. Forestillingen tematiserer via de forskellige karakterer, ’Rønne’ er i dialog med, forskellige holdninger til døden, men faktisk også til livet og forskellige syn på tilfældigheder, kærlighed, sorg, usikkerhed, tvivl, tro og muligheden for genopstandelse.

I det sidste spring til beretningen om konens død oplever jeg noget ikke helt forløst. Det er som om fortælleren ikke helt ved, hvorfor han fortæller den historie, og hvordan den er relevant for temaet ”kolde fødder”. Det er som om personen sidder fast i denne sørgelige begivenhed, og han må tage sig sammen for at komme videre. Men jeg oplever at fortællerens traume kunne udfoldes mere. Skyldes de kolde fødder tabet af den elskede, som han ikke kan komme over?

Multikunstneren

Forestillingens tekst er af Hans Rønne, som også er skuespilleren. Der benyttes meget enkle virkemidler, hvor de eneste effekter er den sprøde underlægningsmusik og en lyssætning som skifter mellem oplyst og mørk scene. Min medtilskuer spurgte, om det var et foredrag eller teater? Man kunne også spørge om det er autobiografi eller drama. Det er måske begge dele?

En række elementer skaber en række autenticiteseffekter, så man tænker ’Rønne’ er Rønne. Men strengt taget ved vi ikke, hvem manden på scenen er, og hvad han hedder. Ved hjælp af få men enkle teatrale iscenesættelsesgreb lykkes det skuespilleren Rønne, at fremstille en mand på samme alder, tynd men i rimelig god form og dog meget usikker på, hvad disse oplevelser med døden betyder for ham. Skuespilleren fremstiller også den lille pige, præsten, den syge ven etc. Og derved bliver han netop skuespiller, som både er og ikke er Hans Rønne.

Han gør det godt, lidt i stil med Niels Hausgaards stand-up fortællinger. Det er med samme fremragende fornemmelse for fortællingens flow og relation til publikum. Vi er tydeligvis med hele vejen. Rønne henvender sig direkte til tilskuerne med en god balance mellem patos og selvironi. Det skaber både en autenticitetseffekt og en vis refleksion, som også bliver publikums. Han formår at styre både det komiske og det tragiske, så tilskuerne hverken falder i den ene eller den anden grøft.

Hans Rønne er en unik teatermand, selvlært dramatiker, skuespiller, instruktør og teaterleder. Det betyder at han undgår det overperfekte og det teatralske, mens han står stærkt i forhold til det personlige og troværdige kunstneriske udtryk. Så hvis man har fået rigeligt af det mere teatralske, flotte og effektfulde spektakulære teater, er Hans Rønnes iscenesættelse af autenticitetseffekter et alternativt bud.

Medvirkende Hans Rønne
Tekst Hans Rønne 
Iscenesættelse Lars Knutzon
Scenografi Gitte Basstrup
Lys og teknik Poul Jepsen
Produceret af TEATRET

Erik Exe Christoffersen, lektor, Dramaturgi Aarhus Universitet

Del med andre