JEG ER HER!

En audiowalk om hjemløshed produceret af Aarhus Teater

Af Erik Exe Christoffersen

Jeg er her!  er en audiowalk, der guider tilskueren rundt i by, mens man hører fem hjemløse fortælle om livet på gaden. Forestillingen kombinerer lyden af disse stemmer med tilskuernes vandring og iscenesættelser i forskellige byrum. Turen starter i Bruuns Galleri, hvor en guide klædt i rødt fra Aarhus Teater står klar med et flag, hvorpå der står AT Udflugten. Guiden informerer kort om præmisserne, som er, at vi har høre telefoner på og herigennem modtager informationer, mens vi følger guiden i samlet flok. Turen varer et par timer.

Personligt har jeg altid holdt mig lidt på afstand af de hjemløse, som sælger ”Hus forbi”-bladet. Jeg ved, der er omkring 800 hjemløse i Aarhus, og de repræsenterer formodentlig 800 mere eller mindre tragiske fortællinger. Men Jeg er her!  er ikke dokumentarisme, de hjemløse bliver ikke synlige for publikum og audiowalken bliver snarere et symbol på det ikke-hjemlige, en form for marginaliseret andethed, som benægter den såkaldte hjemlige hygge. Det er denne langsomme indføring i anderledeshed og det ikke-hjemlige, som jeg opfatter som forestillingens egentlige ærinde. Med Freuds begreb handler det om das unheimliche.

Forestillingen skaber en form for interferens mellem det auditive og det visuelle. Man hører nogle stemmer og føres på den måde inde i et lydunivers i kraft af høretelefoner, som lukker byens lyde ude. Omvendt ser vi byens liv foran os men uden at høre lyden. Derved bliver vi på en måde mentalt adskilt fra byen, som vi går rundt i – eller man kan se det på den måde, at man ser byen gennem dette kunstgreb, og man begynder at se byen gennem den hjemløses optik.

På vandring

Vi går i samlet folk og man vænner sig langsomt til at iagttage byen og befolkningen i en ny optik. Som en af de første ser man en kvinde i rødt med en gul ”Hus forbi” – taske med hjemløshedsbladet, som sælges med en lille fortjeneste. Men hun går en anden vej og er tilsyneladende ikke med i forestillingen, tænker man, indtil hun pludselig dukker op senere, og hun er med til at slutte forestillingen. Det vender jeg tilbage til, men figuren minder mig lidt om den mærkelige rødklædte dværg i filmen Rødt chok  fra 1973 af Nicolas Roeg.

Ruten går gennem byen, gennem en garage, op ad en opgang, ned af strøget og gennem Salling og den rullende trappe op til 3. sal, hvor vi passerer gennem afdelingen for sendeudstyr, mens en hjemløs fortæller om hvor svært, det er at bo og skabe et hjem med møbler. På en eller anden måde går det altid galt og vedkommende ender på gaden igen. Som vi går gennem dyne- og sengelandskabet i Salling, bliver jeg næsten fristet til at snuppe en dyne under armen, fordi en hjemløs fortæller om sine butikstyverier. Det ville ingen formodentlig lægge mærke til, og dog mon ikke den fyr, som står og ser lidt underligt efter os, er butiksdetektiv?  Vi går videre. Vi er inde i en kirke, hvor en hjemløs fortæller om hvordan, hun allerede som barn brugte kirken som en form for tilholdssted, hvor stedfar i hver fald ikke kunne begå sine overgreb. Men som hun siger, der var aldrig nogen, som undrede sig over, hvad en lille pige lavede der alene søndag efter søndag. Vi tager bussen og hopper af, inden kontrolløren får fingre i os. Under broen ser vi ind i et hemmeligt hulrum, hvor man kan sove om natten i fred og ro. Vi se ind i et køleskab, hvor mad til de hjemløse er fyldt op af frivillige. Endelig ender vi i højhuset på Europaplads, hvor vi tager elevatoren op til CF Møllers Architects’ hovedkontor, som vi går igennem og ud på en terrasse med udsigt over Aarhus. Pludselig står den hjemløse pige i rødt der, og hun siger ”Jer er her”.

Forestillingens dramaturgi

Forestillingen fungerer virkelig godt som en teatralisering af byen, som man ser med en hjemløs’ øjne. Det kunne måske styrkes, hvis man klædte deltagerne ud som hjemløse? Det kunne man ganske enkelt bede tilskuerne om, eller selv tilbyde dem noget hullet tøj? Man ændrer blikket på byen, men det betyder også, at der sker en form for indre personlig ændring. Det svarer til en vis grad til SIGNAS forestilling Det Åbne Hjerte (Aarhus Festuge 2019), hvor man som tilskuer møder hjemløse i en organisationen Det Åbne Hjerte på det tidlige Amtssygehus. Forskellen er dog, at der her er tale om skuespillere, som fremstiller de hjemløse og at forestillingen varer 12 timer. Det skaber to meget forskellige former for indlevelse og empati.

Et problem med forestillinger er for mig at se, at det kan være lidt svært at fastholde et ’billede’ af de fem hjemløse. Det kunne måske være afhjulpet af et program med billeder og et lille cv. Det havde måske også været spændende at møde de fem fortællere fx til sidst i forestillingen? Det havde gjort stemmerne mere konkrete, men måske også for konkrete, for som sagt, er det ikke dokumentarisme.

Forestillingen fungerer på flere planer: for det første på et sensorisk plan, hvor vandringen gennem byen sammen med en adskillelse af høre- og synssansen funger som en særlig kropslig iagttagelsesmåde, som skaber en række associationer og refleksioner. På et andet plan er der tale om en indføring i et for mange fremmed socialt univers. De hjemløse er så at sige usynlige i byen – lige bortset fra, når de stiller sig frem for at sælge ”Hus forbi”. Endelig er der for det tredje tale om en udvidelse af kunstbegrebet og af teatrets virke, som bruges i et socialt relationelt øjemed, hvor tilskuerne så at sige udveksler med de hjemløse, og gennem dette indblik får et mere positivt forhold til dem, som ofte virker angstprovokerende. ”Vi er ikke så farlige, bare sig hej til os og ønsk os godt vejr”. Hvis forestillingen fører til en ændret indstilling hos den enkelte, er der bestemt skabt en ændring af virkeligheden. Og det fornemmer jeg skete for mig personligt. Lad os se, hvor længe det holder. Næste gang jeg skal købe ind, tager jeg en ekstra 20 krone med.

Konceptet

Jer er her er en del af det teaterkoncept som hedder UDFLUGTEN. Aarhus Teater har valgt at lave forestillinger, som på forskellig måde skaber interferens mellem teater og virkelighed og dermed forrykker selve teaterrummet til fx Tivoli Friheden efter lukketid, en del af Aarhus Havn som ellers er lukket for besøgende eller til GBAR, som er forbeholdt et særligt fællesskab. Tilskuerne får både et unikt blik på disse rum, men i en vis forstand også på sig selv som fremmede i disse rum, som kan forekomme mere eller mindre eksotiske. Det bliver installeret et teatralt blik, som betyder at man ser noget andet end normalt.

UDFLUGTEN er ”en del af unikke og anderledes scenekunstneriske møder med livet i Aarhus og omegn” forklarer Aarhus Teater. Hvad er baggrunden for denne teaterform? Som jeg ser det, er der en generel tendens i samfundet, til at vægte og valorisere det enestående, det autentiske og unikke frem for det almene. De hjemløse tilhører et unikt fællesskab, som identitetsmæssig ikke blot er marginaliserede, men som også lever under vilkår vi andre opfatter som irrationelle normer og handlemåde. De hjemløse er unikke i deres ikke-hjemlige praksis og unikke fællesskab. På den måde er de både et truende fællesskab og et miljø med mange omkostninger og tragiske forlis. Samtidig rummer det unikke fællesskab også en potentiel individuel realiseringsmulighed. Indlevelse i denne tankegang som andet end en taber-identitet er helt klart givende også som teaterform. Hjemløsheden er på mange måder et vilkår i vores senmoderne liv, hvor kendte traditioner og sociale relationer opløses og gendannes i nye strukturer.

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/tidligere-i-saeson-1920/jeg-er-her/

Koncept og bearbejdelse Petrea Søe og Tine Voss Ilum / iscenesættelse Petrea Søe / lydunivers Marie Koldkjær Højlund og Steffen Lundtoft / medvirkende stemmer fra hjemløse og tidligere hjemløse

Erik Exe Christoffersen, lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet 

Del med andre