Aisckylos, De Asylsøgende Kvinder, bearbejdelse David Greig, Betty Nansen teatret, Edison

Af  Janicke Branth

Asylsøgere den gang og nu.

Det nøgne scenerum på Edison er ideelt til en klassisk opførelse af De Asylsøgende Kvinder. Scenograf Edward Lloyd Pierce har dækket scenegulvet med en kæmpe cirkelrund træplade, der straks associerer til den græske orchestra og omgivet den med en lav lysende ring, som hæves ved forestillingens begyndelse for at give scenerummet en øvre suggestiv afgrænsning.  Publikum sættes umiddelbart på sporet af opførelsens rituelle karakter.  Men først skal der lige skabes et metalag, svarende til den rammesætning bystaten Athen indledte sine årlige tragedieopførelser med. Et kor af borgere træder sammen med tre skuespillere ind i rummet i ‘eget’ hverdagstøj og en dansk politiker (den 25/9 var det Kasper Sand Kjær medlem af Folketinget for socialdemokraterne) udbringer et drikoffer til Dionysos og takker publikum og de bevilligende myndigheder for penge til forestillingen.

Som i antikken er det et kor af borgere, som derpå ifører sig farvestrålende klæder, griber deres olivengrene (symbol på bønfaldelse) og anråber Zeus om beskyttelse.  Tragedien De Asylsøgende Kvinder er usædvanlig ved, at koret er stykkets protagonist, og Simon Boberg forfølger det arkaiske spor ved at lade de 18 kvinder tale, synge og danse sig gennem forestillingen i en fremragende koreografi af Anja Gaardbo. Dermed forplanter tekstens skanderede rytmer sig til publikums krop og får et kraftfuldt udtryk, der ikke kun rammer vores hoveder.  Det er ikke altid nemt at høre og forstå koret – og det er naturligvis en udfordring, hvis man ikke kender tekst og handling i forvejen – men korets rytmiske tale, deres bønner til henholdsvis guder og borgere i Argos, bliver på den måde en medrivende sanselig oplevelse, som er fremført stramt og velsunget, hvad enten det er unisont eller flerstemmigt. Det er forestillingens store kvalitet.

Et europæisk tilløbsstykke

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Betty Nansen Teatrets har sagt ja til Simon Bobergs projekt med at opføre Aischylos 2500 år gamle tragedie på Edisonscenen i denne sæson.  Den handler om 50 kvinder, kaldet Danaiderne efter deres far Danaos, som flygter på et skib over Middelhavet fra Ægypten til Grækenland for at søge asyl, fordi de står til at blive tvangsgiftet med deres 50 fætre. Men det skaffer til gengæld kongen af Argos, i hvis land de havner, en klassisk dramatisk konflikt på halsen: hvis han giver Danaiderne asyl, kommer han helt sikkert i krig med ægypterne, og nægter han dem asyl, nedkalder han Zeus’ vrede over sig selv og bystaten ved at overtræde fundamentale love om asyl i antikkens Grækenland. Så hvad skal han stille op?  Tragedien kan med andre ord næsten ikke være mere aktuel, og så hører den tilmed til antikkens kanon.

De asylsøgende er fra 463 fvt., skrevet og opført fem år før Orestien. Den er bl.a. blevet hentet frem af glemslen af den engelske dramatiker David Greig, som bearbejdede den i november 2017 til Young Vic og Royal Lyceum Theatre i Edinburgh, hvor den blev instrueret af Ramin Gray med musik af John Brown. Både den engelske tekst og musik er udgangspunkt for opførelsen på Edison, og ikke mindst den fremragende musik er med til at underbygge korets performance.  Greigs version er noget forkortet i forhold til Aischylos’ tragedie – eller rettere forenklet. Handlingsforløbet følger Aischylos, men digterens kompakt, poetiske sprog er meget ’minimalistisk’ gendigtet og med den aktuelle flygtningekrise for øje. Det illustrerer allerede titlen, som på græsk betyder de bønfaldende, og på dansk er oversat med de asylsøgende. Ligesom i England er De Asylsøgende Kvinder et samarbejde mellem flere teatre og kan i den kommende tid ses på Malmö Stadsteater og Aalborg Teater, begge instrueret med lokale kor.

Tragedien går i øvrigt sin sejrsgang på europæiske scener i disse år, fra Istanbul i 2018 til Universitet Sorbonne i Paris i foråret 2019, hvor den blev opført under voldsomme protester, idet man hævdede at stykket er afrofobisk og racistisk og derfor slet ikke burde opføres.  Under politiopbud og sikkerhedsforanstaltninger var bl.a. den græske ambassadør og den franske kulturminister til stede for at vise deres støtte til opførelsen « og for at understrege, at vi ikke tolererer, at nogen udnytter den slags forestillinger til politiske formål». Med de ord blev selve opførelsen på Sorbonne i sig selv en manifestation af den ret til selvbestemmelse, som de asylsøgende kvinder plæderer for.

Et kultursammenstød

De identitespolitiske anklager mod stykket kommer ikke helt ud af ingenting. Det har været hævdet, at Aischylos i Pelasgos, Kongen af Argos, har villet fremstille en panhellenistisk identifikationsfigur, en repræsentant for en overlegen (græsk) civilisation, som ufrivilligt inddrages i en konflikt med en anden – og med grækernes øjne, mere barbarisk kultur. Skønt Danaiderne nøje forklarer deres oprindelige tilhørsforhold til Argos, så røber de ikke alene en anden kultur gennem deres udseende og hudfarve, men også gennem deres forhold til magt. Da kongen, Pelasgos nægter at give dem asyl i sin egenskab af hersker, men tværtimod ønsker at inddrage byens borgere i beslutningen, svarer koret, ”Kongen er byen, kongen er folket”.  Men sådan hænger det ikke sammen for Pelasgos (og her refereres tydeligt til det unge græske demokrati), derfor fortsætter han med at tøve.  Denne (demokratiske) tankegang møder ingen forståelse hos koret, som skifter strategi og nu truer med at tage deres eget liv ved at hænge sig i den helligdom, hvor de har søgt tilflugt. Og de lykkes delvis med denne strategi, idet Pelasgos må erkende, at det får voldsomme konsekvenser for ham selv og byen, hvis de nægtes asyl. Hans forsøg på at holde sig ude af konflikten mislykkes og han bliver tvunget til at kæmpe deres sag overfor byens borgere.

Den dobbelte pointe med Aiskylos’ tragedie kommer altså til udtryk i, at det er de fremmede ægyptiske kvinder fra en anden kultur, der minder grækerne om deres etiske /religiøse forpligtelse overfor fremmede, men samtidig er det så den overlegne græske civilisation, som tager det på sig. I det øjeblik borgerne i Argos har stemt for asyl, betragtes kvinderne som en del af Polis, og derfor forsvarer de dem, da ægypterne prøver at bortføre dem igen. Ægypterne omtaler kvinderne som ”en last, vi har mistet”, mens de ægyptiske mænd konsekvent omtales foragteligt som ”grebet af vanvid og af begær /  savlende hunde / hyler i flok / de lugter pigekød / ulækre dyr”.  Det er måske ikke så svært at forstå, at nogen har læst teksten som udtryk for ringeagt for ikke-vestlige kultur.

Det er på ingen måde Greig/Bobergs hensigt at fremstille Pelasgos, som en moderne cvilisationshelt ansigt til ansigt med en barbarisk kultur, men uden den ’undertekst’ mister han, trods Michael Birkkjærs reflekterede spil, autoritet og bliver en lidt svag repræsentant for det vægelsindede publikum. Hvor tragedien hviler på en dikotomi mellem en civiliseret og en barbarisk kultur, så må en moderne opsætning hvile på en mere psykologisk konflikt mellem de asylsøgendes frygt og de modtagendes dilemma.

Danaidetriologien

De asylsøgende Kvinder er kun første og desværre eneste bevarede del af en trilogi, mens anden del Ægypterne og tredje del Danaiderne er gået tabt for eftertiden, sammen med satyrspillet Amymoné. Trilogien er muligvis det tragiske værk, der mest udtrykkeligt har tematiseret kvinders oprør mod ægteskabet, så stykket handler både om kong Pelasgos’ dilemma, men også om kvinders ret til eget valg af ægtemand.

Endnu et klassisk græsk tema underbygger dikotomien mellem grækere og barbarer i første del af trilogien, forholdet mellem den himmelske og den profane eros. Det, de ægyptiske fætre kan byde på, er kun er den profane eros, mens danaiderne hos grækerne møder et påbud om at hengive sig til den himmelske eros, da Afrodite i slutningen tager ordet: ”Holy Heaven yearns to piece the Earth, / and Earth, too, is seized by desire for marriage / and rain falling from Heaven like showers pf love /impregnates Earth that gives birth to grass for herds / and grain, Demeter’s gift, to all mankind” her citeret i Carl Muellers oversættelse fra græsk. Til sammenligning lyder det hos Greig/Boberg ”Himlen har sex med jorden / markens mulm vil penetreres. / Vådhed daler ned fra himlen /regnen gør jorden gravid.” osv. Meningen er den samme men citatet illustrerer den forenklede tolkning af Aischylos’s sprog, som indimellem er bearbejdelsens svaghed.

Borgerscene

Når Greig og Boberg indleder deres opsætning med et metalag, peger de på en gang bagud mod en det antikke teater og ind i nutiden på de mange borgerscener, vi har oplevet i det seneste årtis teater. Betty Nansen Teatret har – sikkert af flere grunde – valgt at lade det store kor fremstille af 17 kvinder fra lokalområdet og 1 skuespiller, Ida Cæcilie Rasmussen, som i øvrigt er en fremragende korleder.  Man kunne have valgt at besætte koret med lutter indvandrere, nu hvor Betty Nansen Teatret i årevis har huset C:ontact; det ville sandsynligvis have givet koret og dets mange henvendelser til publikum en større patos og i højere grad have konfronteret os med vores ambivalens, jfr. den helt nutidige opsætning på Stockholms Stadsteatern i 2018.  Men det, man først og fremmest savner, er en større udfoldelse af kongens konflikt, når det nu er asylmotivet, opsætningen lægger vægt på. Her kunne Greig med fordel have tilladt sig en større grad af fri bearbejdelse.  Trods den fine koreografi og den dygtige sangcoaching af Marte Schau kommer man til at savne mødet med ’den anden’, mens kongens dilemma aldrig for alvor engagerer os.

De Asylsøgende Kvinder, Betty Nansen Teateret, premiere 13. september 2019 , Malmö Stadsteatern 10. oktober 2019, Aalborg Teater 21 november 2019, Betty Nansen Teatret 4.-20. februar 2020

Medvirkende et kor på 18 kvinder, samt Michael Birkkjær, Jesper Hyldegaard, Ida Cæcilia Rasmussen

Dramatiker, David Greig efter Aichylos, oversættelse August Bovin Boberg og Simon Boberg

Instruktør, Simon Boberg, scenograf Edward Pierce, Komponist John Brown, musikere Bebe Risenfors, Katarina Anagnostidou og Carolyn Goodwin

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.

Del med andre