”16:29” Anna Malzer, Teater Momentum                                                  

En sensationel begivenhed                                                                                       

 

Af Gritt Uldall-Jessen        

 

Baggrund

”16:29” er en researchbaseret monolog med udgangspunkt i en virkelig hændelse i byen Egly, en mindre forstad til Paris i Frankrig. Hændelsen fandt sted kl.16:29 den 10. maj, 2016, hvor en 18-årig kvinde, Océane, som den første nogensinde, live-streamede sit eget selvmord.

“16:29” er skrevet og iscenesat af Anna Malzer, som er uddannet på DDSKS i 2018. I 2018 var hun kunstnerisk leder af Momentum vol. 12, hvor hun lavede trilogien “Neo Europa”, som udover ”16:29” omfattede forestillingerne ”Selvtægt” og ”Porno”.

Stykket “16:29” har 2 akter. 1. akt er en monolog, 2. akt er en video.

Ophavet til hændelsen, Océane, spilles af skuespiller Amira Jasmina Jensen.

 

At være publikum

Under forestillingens to akter er publikum bænket i salen – ganske som Océanes internetpublikum sad foran computerskærmen. Océanes online-publikum kunne give sin mening til kende i kommentarfeltet, hvilket de i stor stil gjorde. Der inviteres ikke til interaktion på Momentum.

2. akt er en video, produceret til lejligheden af den internationale hip hop-gruppe Capital Fluxus. Gruppens mandlige medlemmer rapper på flere sprog og repræsenterer 5 forskellige nationaliteter. Under 2. akt er publikum på samme måde som under 1. akt placeret på stolerækker i salen.

 

Hvad sanser jeg – 1. del

Scenerummet forestiller den 1-værelses lejlighed i Egly til 18-årige Océane, der er opkaldt efter et motel på en motorvej. Bagvæggen er beklædt med lyserødt syntetisk silke, der imiterer et glamourøst filminteriør. Der er en dobbeltseng med lyserødt sengetøj samt et bord. Océane selv er også klædt i lyserødt og hvidt med hvide gummisko. Håret er langt og ikke sat op. Der er hvide lamper i begge sider af scenen, der minder om lamperne i et make-up spejl eller i et backstage omklædningsrum på et teater. Silkebagtæppet, farven på sengetøjet og lamperne associerer til en kultur, hvor Océane iscenesætter sig selv, som befandt hun sig i en glitrende medieverden – også udenfor kameraet. De scenografiske elementer kan opfattes som en kapitalismekritik. De står i skarp kontrast til hendes virkelighed i Egly, en fattig beton-forstad til Paris, hvor hun arbejder som ufaglært omsorgsarbejder på et plejecenter. Scenen er også Océanes indre psykiske rum. Rummet associerer til en livmoder, hvor Océane (måske) selv er fostret, der skal fjernes ved en abort.

 

Foto: Daniel Buchwald

 

Ikke interesseret i offentlig omsorg

Océane sminker sig. Det tykke lag af sminke i ansigtet skræller samtidig lag ind til desperationen og afmagten hos hende. Hun barberer ben og er ved at gøre sig klar til at skulle performe ”en sensationel begivenhed” til ære for et online opkoblet kamera, som bl.a. skal betjene hendes 3000 følgere på Instagram.

”Jeg kan ikke bakke ud nu, mine følgere på periscope ved at jeg vil streame en sensationel begivenhed kl. 16:29”.

Océane har planlagt at springe ud foran et tog. Hun gør sig tanker om, hvordan hun rent visuelt ønsker at tage sig ud som lig i kisten efter selvmordsakten.

Monologformen er henvendt til publikum, som var det en fortrolig ven, hun kan dele de inderste tanker med. Sproget er ligefremt, det er talesprog, streetwise. Rummet er miket up, så man hører skuespilleren, Amira Jasmina Jensens bevægelser og færden rundt i scenerummet.

Océane går tilbage i sin historie og beretter om flere episoder fra sit liv, der har ført hende til planerne om at tage sit eget liv som online-begivenhed. Hun fortæller en detaljeret historie fra plejecentret, hvor en 80-årig jødisk kvinde kun nåede at få 2 uger på plejehjemmet, inden hun afgik ved døden. Da kvinden er død, oplever Océane, hvordan portøren, der skal hente liget, italesætter og omgås med kvindens jødiske baggrund på nedværdigende vis. Océane er selv halvt tyrkisk og halvt polsk jøde.

Océane afviser, da hun selv kommer i kontakt med en person fra kommunen, at ville modtage hjælp fra det offentlige.

”Jeg er ikke interesseret i offentlig omsorg”. Og ”Jeg vil ikke trøstes af mennesker, der får penge for at være kærlige imod mig.”

 

En offentlig undskyldning

Océane har for nylig slået op med den mandlige kæreste, som hun har været sammen med i 4 år, da ”magien er forsvundet”. De to eks-kærester bliver alligevel ved med at ses – mest for at dyrke sex. Eks-kæresten har filmet hende under deres samleje – dog uden at vise hendes ansigt, ”men man kan høre det er min stemme… jeg er overbevist om at nogen i byen har sat deres mobil til en højtaler og analyseret sig frem til at det er mig, det er MIN stemme…”

Océane reflekterer over, om der overhovedet kan finde en voldtægt sted mellem to eks-kærester.

”Nogen tror det er voldtægt. Det er det ikke. Man kan jo slet ikke voldtage sin kæreste eller ekskæreste eller hvad fuck vi var”.

Océane ønsker at få en offentlig undskyldning af ekskæresten for hans krænkelse, og den skal postes på de sociale medier, da det var der, den blev offentliggjort. Hun gør sig forestillinger om, hvordan eks-kæresten vil bryde fuldstændig sammen, når han ser hende død i kisten.

Hun opsøger en tatovør for at få lavet en tatovering på maven, som for at mærke smerten. Men hun er utilfreds med tatovørens arbejde og rastløs og går, før tatoveringen er færdig.  Pengene til tatovøren har hun fået af sin far, der har samme sexistiske forhold til kvinder som kæresten. Han er chef for en stripklub, og beder Océane om hjælp til at rekruttere nogle 17-årige kvinder til sin stripklub. Han er ikke alene sexistisk, men også racistisk.

”IKKE SORTE PIGER, IKKE SORTE PIGER I BAREN, FOLK STOLER IKKE PÅ DEM.”  

Samme sexisme møder hun i supermarkedet. Océane fortæller om et af de sidste fotos, hun lægger ud på Instagram, hvor hun iscenesætter sig selv med hindbær og en særlig make-up over for de mange forventede følgere. Og så skifter skuespilleren Amira Jensen til en festkjole, der ligger fremme på sengen.

Hun reflekterer over, om det gør ondt at blive ramt af et tog, men siger to gange: ”Jeg er ikke bange”. Hun mener, at live streaming af et selvmord vil være noget helt nyt.

”Det er fandeme unikt.”

 

Foto: Daniel Buchwald

 

Første akt ender med, at det lyserøde bagtæppe pludselig falder til jorden. Det er et kraftigt virkemiddel såvel fysisk, da gardinet fylder hele bagvæggen, som psykisk, da gardinet kan opfattes som en metafor for ”facaden”, samt dramaturgisk som scenetæppet, der falder. Den rå mur står tilbage. Skuespilleren og karakteren Océane forlader scenen.

 

Hvad sanser jeg – 2. del

2. akt er en 30 min. lang video, der er produceret til lejligheden. Her følger vi hiphop-kollektivet Capital Fluxus og nogle af de koncerter, de står for. Kollektivet består af en gruppe unge mænd og en enkelt kvinde. Gruppen har base i Frankrig og Sverige. De rejser til Frankrig, New York og Stockholm, man ser dem ryge, drikke og feste. Undervejs i filmen fortælles historien om, hvordan den eneste pige i gruppen poster et #MeToo-indslag på Facebook om en af de andre mandlige kunstnere i kollektivet efter en fest, som vi har set finde sted i videoen. 2. akt udgør en slags kontekst for 1. akt og tjener til at skildre nogle generelle vilkår for unge i Europa, men også til at vise, at den mandlige del af ungdommen kæmper med nogle af de samme følelser, som Océane gør rede for i 1. akt. Selvom Océane klassemæssigt har en anden baggrund i forstaden Egly end de unge mandlige musikere fra Capital Fluxus, der rejser rundt i verden og fester (Océane bliver hjemme), går en følelse af meningsløshed, angst, misbrug og dødsdrift/selvdestruktion igen hos begge parter.

 

Forestillingens projekt?

AM forsøger med Océanes historie at vise, hvordan Océane rammes som individ og vender vreden indad, idet hun betragter de problemer, hun står overfor, som sine egne. Hun er blevet seksuelt og digitalt krænket af sin eks-kæreste, men vil ikke betegne det som voldtægt eller overgreb og melde det til politiet eller søge hjælp hos en psykolog for at få det bearbejdet. Hun lider som subjekt under at være vidne til racisme, kapitalisme og sexisme og oplever også et pres fra sig selv om at ville overgå alle andre på nettet (hun omtaler det som nyt og unikt at live streame sit selvmord på nettet) ved at ville gøre noget særligt online for sine mange følgere.

Der er dog en lille, positiv udvikling i forestillingen. Det er en begivenhed i videoen fra 2. akt, hvor den eneste kvinde i kunstkollektivet Capital Fluxus reagerer på oplevelsen af en seksuel krænkelse ved at offentliggøre det i konteksten af #MeToo. Her synliggøres overgrebet og forbliver ikke kun på et individplan, men sættes ind i en større sammenhæng omkring sexisme, krænkelser og vold.

Det er et imponerende researcharbejde, der er foretaget, i forbindelse med ”16:29”. Sprogtonen hos Océane rammes virkelig godt, hjulpet på vej af Océanes egne kommentarspor på nettet, hvor hun selv har skrevet om sit eget liv – og som AM har haft tilgang til. AM gør også brug af virkelige online- kommentarer fra brugere på internettet i forbindelse med selvmordet, som projiceres op på bagvæggen efter selvmordet.

”Efter springet

DU MÅ IKKE SLÅ DIG SELV IHJEL FOR EN FYR.

HUN OPGAV NUMMER, ADRESSE OG FB PROFIL TIL SIN EKS. TIDLIGERE SAGDE HUN NOGET MED HAN VOLDTOG HENDE.”

Skuespilleren Amira Jasmina Jensen rammer også præcist blandingen af usikkerhed og overmod samt desperation hos den 18-årige karakter.

  

Stykket som en varegørelse af Océanes selvmord?

Virkelige personer ejer ikke retten til deres egen historie, så de kan ikke selv bestemme, hvem der fortæller den. Først var Océanes selvmord en mediesensation, en anledning til at diskutere online kultur bl.a. pga. nogle af de mange kommentarer på nettet til selvmordet, der blev givet forud for, undervejs og efter at selvmordet havde fundet sted. Dem har iscenesætteren/drama­tikeren også studeret, nogle af dem indgår i stykket. Nu er det blevet til en teaterforestilling, ”16:29”, hvor voyeurismen pirres gennem et blik ind i det private rum hos den unge 18-årige kvinde fra et miljø og en socialklasse, vi som hvidt og privilegeret publikum ellers ikke har adgang til.

Med brugen af Océanes historie kapitaliseres der endnu engang. Kritikken rettes ikke rigtig nogen steder hen udover en svag antydning af en kritik af Instagram. Det lyserøde syntetiske silkebagtæppe kan også ses som en kapitalismekritik, hvor en film- og medieverden sælger drømmen om et andet og mere glamourøst liv. Océane brød ikke ud af sin ensomhed. Kunstnerne fra Capital Fluxus brød heller ikke ud eller forsøgte at lave nogle solidariske handlinger eller fællesskaber, der rakte ud over dem selv. Stykkets pointe synes at være, at der er nødt til at blive gjort noget ved de omstændigheder i samfundet, der nedbryder og krænker individet, ellers fortsætter reproduktionen af selvkrænkelsen i det uendelige. Når vreden vendes indad i stedet for udad mod magtstrukturer, der undertrykker os alle, så reproduceres døden og selvdestruktionen.

 

Instruktør, dramatiker: Anna Malzer

Skuespiller: Amira Jasmina Jensen

Lysdesign: Mads Eckert

Lyddesign: Nanna Schleimann

Kostumedesign: Maren Birkbøll Auzias

Video: Capital Fluxus

 

Forestillingen spillede på Momentum i perioden den 24. januar – 20. februar 2019, på Betty Nansen Teatret under CPH Stage den 23. – 29. maj 2019 og på Aalborg Teater 11. – 18. maj 2019. Det var en co-produktion mellem Momentum og Aalborg Teater. Forestillingen skal på turné i 2020.

 

Gritt Uldall-Jessen er dramatiker, uddannet fra Dramatikeruddannelsen i Aarhus og cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet.

Del med andre