Paul von Klenau: Michael Kohlhaas, Den Jyske Opera

Af Lars Ole Bonde

 

Modstandsmand eller terrorist? En glemt dansk opera

Den jyske opera søsatte sidste år sin ”Danske serie” med glemte danske operaer – et overraskende og modigt koncept udviklet af operachef Philipp Kochheim. Det begyndte med August Ennas Kleopatra, hvis kvaliteter var mange, selvom der ikke – efter undertegnedes mening – var tale om et ufortjent overset mesterværk. I år er turen kommet til Paul von Klenaus Michael Kohlhaas fra 1933, og det er af mange grunde en spændende satsning. Operaen var populær i Tyskland både før og efter nazisterne magtovertagelse, og den har aldrig været opført i Danmark eller resten af Norden. Komponisten er først for alvor ved at blive (gen)opdaget i disse år, hvor han er trådt ud af den skygge, som hans tyske forbindelse – nok uden substantiel grund – i mange år placerede ham i. Komponistens netop udgivne erindringer (Hvidt, 2019) giver mulighed for at tegne et langt mere nuanceret billede af en dansk komponist og dirigent, som i sin tid var et meget stort navn – uden for landets grænser.

Hestehandleren, der gik så grusomt meget igennem

Librettoen, som komponisten selv har skrevet, er baseret på en lang novelle af Heinrich von Kleist, forfattet i 1805 (findes på moderne dansk i en fornem oversættelse af Niels Brunse). Det er en historie fra Luther-tiden (1532), hvori Luther selv optræder, i et broget persongalleri omkring en i udgangspunktet god og retskaffen hestehandler, der bliver bedraget og mishandlet af en række repræsentanter for øvrighed, adel og fyrstehuse. Den stærkt troende (lutherske) Kohlhaas er længe lang- og tålmodig og går rettens vej for at søge retfærdighed. Men korrupte magthavere krænker ham gentagne gange og prygler hans elskede hustru til døde, og så er det efterhånden slut med at tilgive sine fjender – uanset hvad bibelen siger om dette. Hesthandleren samler en stor mængde fattige bønder og fallerede soldater omkring sig, og i jagten på den skørlevner af en junker, der satte det hele i gang med en fupafgift, myrder og brænder oprørerne sig frem, og det med en succes, der foruroliger magthaverne i Sachsen og Brandenburg. Så er Michael Kohlhaas en folkets befrier og dermed en helt, er han en sympatisk modstandsmand, der tilfældigvis bliver leder, eller er han en karismatisk terroristleder på afveje? Det er de stadig gyldige og relevante spørgsmål, Kleists novelle stiller og som von Klenau tager op i en urolig og afgørende periode i Tysklands og Europas historie. Det siges, at Hitler var meget glad for operaen; vi må også spørge os selv, hvordan kan vi forstå det – og om det betyder noget for vores oplevelse af værket?

Fra novelle til musikteater

Kleists novelle fortæller historien nogenlunde kronologisk, fra svindelnummeret der koster hestehandleren to smukke, sorte heste, til afslutningen måneder senere, hvor hovedpersonen på en gang får juridisk oprejsning og bliver henrettet – i denne version ved korsfæstelse (hvorfor mon? – hos Kleist bliver han halshugget). Klenau bryder historien op i en lang række sceniske episoder, bytter om på forskellige begivenheder, så der ikke altid er et klart narrativt spor at følge, og der udelades en del af Kleists mellemregninger til forklaring af Kohlhaas’ udvikling. Det kan nok forvirre den del af publikum, der ikke har læst novellen. Et vellykket og vigtig dramaturgisk greb er, at Klenau indleder operaen med en scene, som først dukker op sent i novellen: En spåkone med store evner spår Kurfyrsten af Sachsen om hans slægts fremtid. Men hun skriver spådommen ned på en seddel og gemmer den i en medaljon, som havner hos Kohlhaas. Scenen introducerer både et skæbneaspekt og giver Kohlhaas en særlig, ikke selvvalgt rolle i et større spil, og det virker derfor stærkt, da spåkonen dukker op igen, mens Kohlhaas i fængslet venter på sin (døds)dom. – Der er mange manderoller i fortællingen, så det en nok for at skabe en bedre musikalsk-vokal balance, at Klenau har flyttet Kohlhaas’ hustru Lisbeths grusomme død fra begyndelsen til hen mod slutningen af fortællingen. Også den spådomsplagede Kurfyrste af Sachsens elskerinde/hustru Heloïse spiller en lang mere prægnant rolle i operaen end i novellen.

Musikalsk stilpluralisme

”Den toneartsbestemte tolvtoneteknik” er Klenaus egen betegnelse for sin bestræbelse på at forene musikalsk tradition og fornyelse (Hvidt, 2019), og hans musik er generelt ikke svær at lytte til, slet ikke som Schönberg efter 1920. Men den musikalske stil i operaen er yderst sammensat, og på en måde ændrer det musikalske narrativ karakter efter pausen. Det er et gennemgående princip – som er ganske typisk for den moderne del af den tyske musikteatertradition i mellemkrigstiden – at hver af de 18 scener har sit eget karakteristiske musikalske sprog, bestemt af scenens indhold og personer/miljø: Folkeviser når der holdes fest i landsbyen, Kyrie Eleison i klostret, Ballader med omkvæd på markedet, Luther-salmer til afsnit med eksistentielt-spirituelt indhold, masser af parlando (som vi kender det fra Wagner og Richard Strauss), talte og tale-sungne replikker hos solisterne,med melodramatisk orkesterledsagelse. I 3. og 4. akt folder vokalmusikken sig mere traditionelt operaagtigt ud, med flere store arier, duetter og ensembler. Desuden er der mange korte, elegante og/eller stærkt ekspressive mellemspil med genkommende motiver. Partituret er nærmest et katalog over det seriøse musikteaters og avantgardemusikkens mange virkemidler i tiden op til 2. verdenskrig. Klenau kan det hele og bruger alle palettens farver, dog mest de mørktonede. Det hele kan forekomme splittet og spraglet, og som tilhører skal man lige vænne sig til stilpluralismen, men der er ingen tvivl om, at hvert eneste stilskift er bevidst planlagt og kontrolleret af komponisten i forhold til fortællingens gang. Kontrasterne kan være uhyre effektive og berørende – som i operaens måske mest enkle scene, hvor minnesangeren Walther von der Vogelweide (som et sendebud fra 1200tallet) med enkelt lut-akkompagnement synger en vemodig vise, der egentlig indeholder hele operaens problematik: hvordan forener man retfærdighed, samvittighed og egennytte? Walther er klædt i en farverig dragt, næsten som en nar, i skærende kontrast til det krigshærgede landskab i baggrunden. Denne scene findes ikke i Kleists novelle, men den er yderst virkningsfuldt lagt ind.

Ekspressionisme og kontraster

Scenografi og kostumer er generelt præget af stærke kontraster og visuel ekspressivitet, som leder tankerne hen på den tyske ekspressionisme, altså Klenaus egen tid. Mathilde Grebots kostumer sætter almuens og Kohlhaas’ sort-grå unives over for adelens og de riges gult-lysegrønne. Det passer som fod i hose med scenografen Anja Jungheinrichs modstilling af hovedpersonens lille hytte med enkle træmøbler over for fyrsternes store rum, der både kan agere riddersal og fængselscelle med overvågningsnicher. Et særligt kontrast-element – som vist nok kommer fra det japanske Kabuki-teater – er Heloïses hvide kjole med slag og hendes hvidmalede ansigt under den kulsorte paryk. I en række små groteske scener i 3. akt synger Heloïses en nærmest skizofren arie om sin egen tilværelse (der kan lede tanken hen på Alban Bergs Lulu), og hendes lige så stiliserede mand/elsker, den tykke kurfyrste, vågner op af en dødlignende søvn til en ufrivilligt komisk – og for os tilskuere morsom – jagt efter den amulet med spådommen om slægtens fremtid, som han nu ved at Kohlhaas har. Anders Polls lysdesign pointerer skarpt de mange kontraster, også når lyset er dæmpet, som i Lisbeths meget smukke og rørende arie, hvor hun tager afsked med sin mand og livet (igen en scene, som ikke findes hos Kleist, men som er musikalsk nødvendig og meget tilfredsstillende). Lisbeths afsked og død foregår næsten i mørke; lyset ligger i musikken. Et helt særligt visuelt virkemiddel er de to sorte heste, som hele konflikten begynder med. Milia Laufenberg har designet to ’dyr´, der er som taget ud af et ekspressionistisk billedkatalog.

Fornemt sanger-skuespil

Philip Kochheims personinstruktion er præcis og detaljeret. Der er mange store og små roller, og Den jyske operas kor er udvidet med unge sangere fra TalentU-programmet, så der er ofte fyldt på scenen. Alle karakterer er imidlertid tydeligt individuelt tegnet, ikke kun i kostumeringen, men også i gestik og plastisk bevægelsesmønster. Det hæver sangerpræstationernes niveau, som ellers er imponerende højt rent vokalt. Filippo Bettoschis flotte heltebaryton fylder Michael Kohlhaas med liv og følelser; der er fuld kunstnerisk dækning for hele følelsesregistret – fra ømhed over stolthed til flammende vrede og til sidst eksistentiel afklaring. Aileen Itani skaber som hustruen Lisbeth en dybt rørende karakter, ligesom Jacob Christian Zethner som Kohlhaas’ højre hånd bidrager stærkt til oplevelsen af hestehandlerens private univers som varmt og harmonisk. Ulla Kudsk Jensen gestalter den gådefulde sigøjnerske med vokal vælde og værdighed. Overfor de dybe mandsstemmer og den varme sopran i det folkelige univers står to tenorer og en skarp, dramatisk sopran. Jeg har allerede nævnt Kurfyrsten af Sachsen og Heloïse, som gestaltes på bedste Kabuki-vis af Daniel Szeili og Tanja Kuhn, mens Michael Ha glimrer i to roller, dels som den lede junker Wenzel, der sætter hele dramaet i gang ved at snyde Kohlhaas for de to sorte heste, dels som den inderlige minnesanger Walther. Eneste kontrasterende stemme i det anløbne adelsunivers er Valerian Ruminski, som med sin imponerende bas gestalter den retfærdige kurfyrst af Brandenburg. Konrad Adams er prægtigt nærværende i de to taleroller som hhv. Martin Luther og en korrupt dommer. Resten af persongalleriet udføres af Den Jyske Operas kors dygtige sangere.

I orkestergraven regerer dirigenten Jonas Alber. Han har fuld kontrol over de mange stilelementer og klangfarver i det store, senromantiske orkester, der – som vi kender det fra Wagner og Richard Strauss – fortæller den egentlige historie, som en løbende, emotionelt-sjælelig kommentar til det handlingsforløb, vi ser på scenen og hører fra sangerne. Aarhus Symfoniorkester viser endnu engang sin kvalitet som operaorkester, med smidigt gruppespil, magtfulde tutti og mange fine små og store soli. De store Luther-koraler klinger orkestralt, så man mindes Leopold Stokowskis Bach-bearbejdelser med det store romantiske udtræk.

Et glemt mesterværk?

En Michael Kohlhaas så et glemt mesterværk? Både og, vil jeg sige. Det er virkelig spændende at høre denne opera, der musikalsk er fuldt på højde med sin tid og som på mange måder kan matche samtidige operaer af fx Schreker, Korngold og Zemlinsky, om end ikke på højt med Alban Berg. Med sin dybt relevante tematik – har vi ret til at begå selvtægt, når vi forulempes eller krænkes dybt? – er den langt mere tilfredsstillende for et nutidspublikum end mange af Richard Strauss’ operaer fra samme periode. Det er meget effektivt musikteater, men den udprægede stilpluralisme – som vi jo uden problemer accepterer i værker fra 1980erne og frem – er ikke så let at kapere, når der samtidig er visse problemer med selve dramaturgien: Hovedpersonens transformationer, fra ejegodt familiemenneske til forurettet borger, glødende modstandsmand og afklaret offer, er ikke altid dækket ind via scenegangen – der mangler simpelthen nogle mellemregninger. Det kan være interessant at sammenligne med Bo Holtens Luther-opera Schlagt sie tot!, som fik en fremragende første produktion i Malmø før sommerferien. Det er samme historiske periode, en beslægtet problematik og også en beslægtet kompositionsstil med mange forskellige musikalske elementer. Men jeg synes det lykkes Holten at skabe et musikalsk enhedspræg i den komplekse helhed, og iscenesættelsen støtter dette ved at lade os som publikum gå ud og ind af maleren Cranachs samtidige billedunivers. Den Jyske Operas opsætning af Michael Kohlhaas forstærker derimod det splittede i både musikken og plottet i forlængelse af (eller solidaritet med) Klenau-tidens dramaturgiske idealer. De to operaer og deres produktionsteams repræsenterer således to meget forskellige æstetikker anvendt på beslægtet stof. Der er næppe tvivl om, at vi som publikum har lettest ved at kapere en kompleks tematik, hvis musikken binder trådene sammen. Det gør ikke Holtens opera ’bedre’ end Klenaus, men med sine ret store krav til publikum spænder Michael Kohlhaas måske buen for stramt?

Under alle omstændigheder skal Den Jyske Opera have stor applaus for at give os denne – desværre enestående – mulighed for at opleve et på alle måder vedkommende og spændende værk fra en turbulent tid i vores fælles kulturhistorie.

Litteratur.

Christiansen, John (2019). Aktuel opera i nyt lys. http://jcklassisk.dk/art.aspx?id=2771

Hvidt, Eva (udg.) (2019) En Musiker oplever den europæiske Kultur 1900-1939. Paul von Klenaus efterladte erindinger. København: Museum Tusculanums Forlag.

FACTS:

Michael Kohlhaas. Opera af Paul von Klenau med tekst af komponisten efter novelle af Heinrich von Kleist. Den jyske opera. Dirigent: Jonas Alber. Iscenesættelse: Philipp Kochheim. Scenografi: Anja Jungheinrich. Kostumer: Mathilde Grebot. Lysdesign: Anders Poll. Sangsolister: Filippo Bettoschi (Michael Kohlhaas), Aileen Itani (Lisbeth), Daniel Szeili (Kurfyrsten af Sachsen), Tanja Kunh (Heloïse), Ulla Kudsk Jensen (En sigøjnerske), Michael Ha (Junker Wenzel von Tronka, Wather von der Vogelweide), Valerian Ruminski (Kurfyrsten af Brandenburg), Lina Valantiejute (en abedisse), Thomas Christian Sigh (en rakker), Konrad Adams (Maryin Luther, en dommer). Den jyske operas kor (også mange små solistpartier). TalentU. Aarhus Symfoniorkester.

Anmeldt efter opførelsen den 22.8.2019

Lars Ole Bonde, professor emeritus Aalborg Universitet og Norges Musikkhøgskole. Operahistoriker, fhv. operaproducent og producer.

 

Del med andre