AXE af Thierry Hellin og Agnès Limbos

Adelens sidste spasme dekadent drama om rigdommens pris 

Kasper Dam Nielsen

Et helvedes postyr over ingenting

“Darling, I’m so sorry, darling. I’m so sorry, but we don’t have anymore tea. I went into the kitchen, and I opened all the doors, and there is no more tee. And then I started to run. I ran into the house. I went into the bathroom. I went into the bedroom. I went into the dressingroom. And I’m so sorry, darling, but we don’t have anymore tea. Please, someone help me, we need some tea!”

Hysteriet er utåleligt i de adeligt bedagede rammer. En mand og en kvinde, begge iklædt morgenkåbe, sidder på hver deres stol med rødt velourbetræk, ansigterne er vendt mod publikum. Mandens kåbe er grøn, og i sine hænder holder han en tyk bog af gammelt udseende. Omvendt er kvindens kåbe rød og af silkelignende kvalitet.

Der er ingen tvivl om, at vi er hjemme hos et ægtepar fra det højere lag af samfundet. Under dem ligger et ægte tæppe, orientalistisk mønstret og med frynser, og mellem dem står et bord med porcelæn, druer og blomster. Sammen er de reduceret til interiør, ‘levende døde’ blandt alt det andet livsløse, på én gang intet sigende og intetsigende. Der er en udslukt stemning af tristesse i stuen, en lugt af gammelt blomstervand og tørre blade, og selvom fruen i huset gør et forsøg på at revitalisere stemningen med en fortælling om, at hun var ude efter teen, og så var der ikke mere, afslører hun kun sin egen sørgelige forfatning. I ordbogen defineres ‘hysteri’ som en slags proportionsforvrænget begejstring eller lede, et helvedes postyr over ingenting, sygelig sentimentalitet. Uværdige udslag kan man sige. Følelse uden årsag. Og det er præcis, hvad der er tale om her.

Kvindens reaktion er forloren, en form for tvungen eller simuleret affekt, her formidlet ved en projektion og opskalering af hendes skygge på det røde bagtæppe af velour. Forstørrelsen og iscenesættelsen, silhuetten af hendes armbevægelser og øvre figur, fører til en overdreven dramatisering af fortællingen, som afspejler hendes forsøg på at puste liv i stuen. Det er et godt greb, en illustrering af, hvad der sker, og så effektfuldt, at man næsten rives med af den ellers trivielle historie.

Omkring de to personer forfalder alting. Et bank på døren får puds til at falde fra loftet. Lysene i lysekronen over dem bøjer indad som krogede fingre, blomsterne på bordet synes farveløse, på grænsen til at visne, og en dum statue af en kat, en ren æstetisk pyntegenstand, en overflødighed, falder på gulvet fra sin søjle. Også vindruerne på bordet vil snart rådne som de vanitassymboler, de er, frugten er plukket, og forfaldet begyndt, og manden spasmer jævnligt som et tegn på sin tids, klasses og livsforms sidste krampetrækning: heller ikke han kan blive ved med bare at sidde og pudse sine sorte støvler med sine hvide handsker.

Bag personerne, til højre for bagtæppet, hænger et tikkende ur for at minde os om tiden, der går, ‘memento mori’, ved siden af dét et altmodisch portræt af mand og frue i en guldramme og til venstre for køleskabet står en grim figur af en hund, en bulldog af en slags, med underbid. I billedkunsttraditionen er hunden gerne et symbol for trofasthed (‘fidelity’ på latin ‘fido’), men her er der tale om en klar parodi, idet der intet tillidsvækkende nærvær er ved den. Modsat vores tids menneskeliggørelse af hunden minder figuren mig om, at en hund er et simpelt dyr, dum og drevet af et primitivt begær efter mad (køleskabet), og samtidig er den jo også gjort af plastik, porcelæn eller et andet dødt materiale. Her er ingen venlige hundeøjne.

International Criminal Court

Udenfor begynder verden at presse på. Adelstanden fortæres ikke kun af deres egen kedsomhed, men også af en borgerlig opstand. Fra gaden høres ballade, krig og gråd fylder lydbilledet, og pludselig lyder også et horn. Manden i hjemmet griber straks sit eget patetiske horn og sprutter en halvfalsk tone. Kaldet til kamp for at bekæmpe pøblen, ’oprøret’ udenfor, ifører han sig højtideligt sine gamle støvler og begynder at trampe rundt i stuen, marcherende og galopperende til en klappende rytme, godt opmuntret af konens tilråb “very good”, der her vist mest af alt skyldes, at hun ellers får et hulkende og u-tappert ‘barn’ på låret. En gammeldags russisk hat får han også på, en af dem med ørelapperne knappet på hovedet, talrige emblemer foran og en høj, rank fjer struttende forrest. Begejstret over sig selv fører han sig narcissistisk frem, da et skrig lyder i venstre side (salens surround sound fungerer i øvrigt helt eminent, så troværdigt, at jeg flere gange kiggede i retning af lyden). Let tøvende går han mod de frygtelige lyde af en voldtægt eller et drab, men vender så om og sætter sig ned igen. Ting falder ned fra loftet. Der lyder bomber og fly, og ægteparret simulerer at kaste med noget, der lyder som granater.

Senere er krigen slut, og manden og kvinden bragt under anklage af “The International Criminal Court”. Fra anlægget lyder dommerens stemme med en autentisk, mikrofonisk rumklang: “All rise”, “All seat”. Ægteparret er i knibe og øver sig derhjemme på at vinde dommerens empati. “I’m not guilty” råber manden, gestikulerende med hånden, mens kvinden vejleder: “More strong”. Scenen tages om mange gange, hvorefter det er kvindens tur. På knæ prøver hun mere forsigtigt og tilbedende end manden: “I’m not guilty”. Samme procedure som før, manden rådfører hende med ord som “Strong, come on, you’re my wife”, gakket og sjovt, fordi deres syn på sig selv er så meget ude af sync med, hvordan de i virkeligheden tager sig ud.

Godt overbevist om deres egen overbevisningskraft fejrer de ‘friheden’ med dans til lette salsarytmer, vuggende underlivet i små ryk, forsigtige, ‘elegante’ trin på gulvet med fremadskudt underlæbe, flirtende øjne og højt selvværd, uden der på nogen måde er grund til at have det. Igen er det denne konflikt mellem prætentioner og realiteter, der gør scenen sjov – og jo også fordi skuespillerne eminent overbeviser os om, at de faktisk er af den overbevisning. Champagne flyder, et ‘dukkehus’ tages frem, kvinden kysser en Jesus-figur, hvorefter manden skælder ‘Jesus’ ud for at kysse hans kone, og senere igen ejakulerer manden champagne ud fra området omkring sit skridt etc. Stemningen er høj. Parret synes genfødt, krisen har revitaliseret deres forhold, vækket den overlevelsesdrift, der så længe har ligget i dvale, og fået adrenalinen til at pumpe i kroppene. Det trygge liv er et liv uden den dybe rus.

Men også denne tid hører op. Finkultur knyttes klogt og subtilt til dekadence, da manden danser ballet til toner af strygere og klaver, den mest yndefulde, skabede og forlorne genre kan ikke bære denne store mands megen krop, det er ufint, voluminøst og groft, når han forsøger at komme op på tå, ikke æterisk som ved en sylfide. Fortællingen går ad absurdum, og kvinden taber håret. Som en af dekadencens slidte skøger, vi kender dem fra Charles Baudelaire, Sophus Claussen og Herman Bang, spartler hun sine ansigtssår med et lag pudder og tværer læbestift ud over sine sprukne læber. Men der er ingenting at gøre, begge dømmes de af domstolen for “torture”, “warcrime”, “murder”, “rape”, “corruption” etc. Listen er uden ende, og jeg sidder tilbage med en skræmmende følelse af, at vi måske ikke er så langt fra dem. Personligt kan jeg sagtens genkende den der melankoli, følelsen af, at hverdagen er trist og triviel. Er det rigdommens og tryghedens pris? Et mageligt liv uden store nedture, men heller ikke nævneværdige opture. Tomas Espedal skriver i sin seneste bog Elsken (2019), at sygdomme kan revitalisere livet. Men det er jo heller ikke en ønskesituation. Så hvad kan vi gøre for at holde liv i livet? Hvordan få blodet til at koge uden krig og ødelæggelse? Mit bedste råd er at gå i teatret. Her kan alt gå galt, uden det rigtig har konsekvens for nogen.

Medvirkende: Thierry Hellin og Agnès Limbos
Instuktør: Thierry Hellin og Agnès Limbos

Artistisk akkompagnement og lyddesign: Guillaume Istace, Nienke Reehorst og Raven Rüell

Koreograf: Ivan Fatjo

Lysdesign: Jean-Jacques Deneumoustier
Rekvisitør: Myriam Hornard
Scenemester: Joël Bosmans
Konstruktioner: Val Macé og Michel Van Brussel
Tekniker: Nicolas Thill, Joël Bosmans og Juan Borrego
FOTO: Alice Piemme

Kasper Dam Nielsen: Redaktør for kunst, arkitektur og design på Folkeuniversitetet i Aarhus. Litteraturkritiker for Gyldendals norske litteraturtidsskrift Vinduet og danske Standart. Teaterkritiker for ISCENE. Medlem af forskningsgruppen Sexuality Studies. Cand.mag. i dansk og billedkunst & visuel kultur.

Del med andre