Audition på Studioscenen

Af Erik Exe Christoffersen

 

Dobbeltkontrakt og #MeToo

Det er ganske komplekst. Vi er i teaterrummet, hvor instruktør og skuespiller laver et eksperiment. Det er første fiktionslag. Andet fiktionslag er iscenesættelsen af en filmindspilning. Tredje fiktionslag er filmen om Laila Hansen.

Et bestemt tema gentages i alle fiktionslag: Det drejer sig om overskridelser af grænser: personlige, faglige og konventionelle. Alle tillader sig af den ene eller anden grund, at bryde regler og udnytter autoritet, talent eller magt til at begå overgreb mod den anden.

Tre fiktionslag

Laila Hansen kommer ud af spjældet efter at have siddet inde i fire år, for et kup hendes kæreste, som hun dengang var gravid med, begik. Vil hun hævne sig? Det ender med, at hun indgår et lesbisk seksuelt forhold til en tidligere medfange, og måske dræber hun hende i filmens fiktion.  Eller er det i indspilningens virkelighed, som tilskuerne følger fra audition på hovedrollen til premiere.

Forestillingen er et eksperiment med teatermediet, hvor den klassiske adskillelse mellem scenens virkelighed og tilskuernes udfordres. Undertiden afbryder teaterinstruktøren Sargun Oshana spillet og instruerer skuespillerne Anne Plauborg (Alice), Anders Baggesen (instruktøren Henry), Mette Døssing (produktionsleder Birgitte), Luise Skov (rivalinde Kat) og Mathias Skov Rahbæk (David, som viser sig at være søn af Henry). Tilskuerne inddrages som statister i flere scener.

Publikum er placeret tæt på de to sider af scenegulvet. De kan se hinanden under forestillingen og det skaber en vis intim stemning og en følelse af, at vi er deltagere i en prøve på teatret, men som også er en filmindspilning, hvor skuespillerne improviserer til tider for meget og til tider for lidt.

Præmissen

Instruktøren og skuespillerne byder velkommen og Sargun Oshana, forklarer, at han løbende i forestillingen giver live-instruktion til skuespillerne og vil bede dem gentage scener, hvis han får impulser til det. Han vil også en gang imellem bruge publikum som statister i forestillingen. Vi skal ikke spille skuespil, men blot hjælpe med visse scener.

Det skaber en dynamik og særlig energi i rummet, at nogle tilskuere således bringes ind på scenen, og det understreger det funktionelle rum som et prøverum for en ufærdig forestilling.

På en måde er der tale om en virkelighedskonstruktion, som gentages aften efter aften, muligvis med variationer, alt efter hvordan tilskuerne reagerer.

Faktisk begynder forestillingen med en videoprojektion på stor skærmen, som angiver titel og navn på de medvirkende. Det ligner den præsentation, man ser på film, og forestillingen slutter på samme måde med rulletekster som krediterer kunstnerne. Hermed er forestillingens dobbeltkontrakt angivet. De reale medvirkende på scenen fordobles og er både ”sig selv” i en scenisk virkelighedskonstruktion og de roller, som medvirker i en konstrueret fiktiv prøveproces, der skaber filmen som eksplicit fiktion.

Scenen

På scenen skabes hurtigt og med enkelte markeringer nye rum med en seng eller en vask eller kameraindstillingen skaber en afgrænsning. Dermed er konstruktionen af rummet hele tiden klart markeret. Undervejs filmer Sargun scenerne som et led i prøveprocessen, og liveprojektionerne bliver et vigtigt led i dramaturgien. Kameraet er et virkemiddel, en aktør i forestillingen, som er forbundet med skærme, som danner rummets sider samtidig med, at der også er rum udenfor skærmene. Her er skuespillerne ”sig selv” som private, men dog delvis synlige. Skærmene gør det muligt at se nærbilleder af spillerne og situationer, som man som tilskuer ellers ikke ville kunne se. Man ser scenerne fra forskellige perspektiver og vinkler. Og man følger med i, hvordan kameraet og selve optagelsen er med til at forme skuespillernes følelser og engagement. De gentager visse scener flere gange med forskellige indstillinger. Optagelserne gør det muligt at variere dramaturgien i forestillingen. Selve prøveforløbet følger et klassisk lineært plotforløb, men billederne skaber en mere fragmenteret dramaturgi. Vi ser nærbilleder af personerne men også fx af Alices mobil og hendes leg med selvportrætter, og der indgår mere abstrakte optagelser, som bryder det lineære forløb fx en glødelampe eller et glas vand, hvori en pille opløses.

Videooptagelser gør det muligt for tilskuerne, at se noget som undertiden dementerer karakterernes udlægning eller er kommentarer til det, som foregår. Kameraet er med til at fastholde en fornemmelse for konstruktion af virkeligheder, som kan anskues på forskellig vis fra forskellige positioner. Og som åbner forskellige sandheder eller rettere peger på, at begivenheder opleves subjektivt.

Den enestående begivenhed

Sargun og holdet søger at fremkalde den unikke begivenhed, en særlig intensitet og situation som er uden kontrol og risikofyldt. Det er en på mange måde ydmygende proces for skuespillerne både i og udenfor rolle, men også for tilskuerne, som deltager i forløbet.

Første scene er casting, hvor (amatøren) Alice har meldt sig sammen med udvalgte tilskuere. Hun er tydeligvis usikker, ikke mindst da hun opdager, at de alle er til casting som Laila Hansen. Hun bliver sammen med en erfaren skuespiller, Katrine valgt til at prøvefilme. De skal konkurrerer om rollen, men det ender med, at Alice får den på bekostning af Kat. Samtidig bliver hun ven med David, som roser hende for hendes talent. Til første læseprøve stiller Alice en række fornuftige spørgsmål til rollen og til manuskriptet. Det får instruktøren Henry op i det røde felt og scenen ender med det første sammenbrud. For at genskabe tillidsforholdet opsøger Alice instruktøren privat. Det viser sig, at han er bange for at filmen skal mislykkes. Han prøver at få Alice til at holde om sig. Det ender med, at hun løber – dog får Sargun skuespillerne til at tage scenen om, og det ender nærmest med, at Henry voldtager Alice. Derefter følger første vendepunkt. Alice mister rollen til fordel for Kat og Henry forklarer, at Alice er for usikker og uprofessionel. Af produktionslederen opfordres hun til at gøre en indsats for, at få den tilbage. Atter opsøger hun Henry og tilbyder at gøre ”alt” for ham. Her ender det formodentlig med sex, og det fører til at Alice får rollen, mens Henry har genvundet en vis selvsikkerhed. Resten af holdet og især David og Kat er dog ganske kritiske. Der følger et nyt vendepunkt, for instruktøren er stadig usikker på manuskriptet. Produktionslederen foreslår nogle ændringer, således at slutscenen pludselig bliver en meget erotisk scene mellem Kat og Alice.

Det er et klimaks og et ydmygende ritual. Det kommer bag på begge, at de pludselig skal spille lesbiske og med blottet bryster deltage i en sexscene – mere eller mindre frivilligt. Men hvad føler de to skuespillere, som jo også blottes på scenen? Er Sargun Oshana lige så udspekuleret som filmens instruktør? I hvert fald fokuserer hans kamera ivrigt på pigernes blottede bryster.

Forestillingen slutter med denne kaotiske scene i svingerklubben. I halvmørke og i slowmotion ses at Alice tilsyneladende kvæler Kat. Derefter får hun en filmpris, og mens hun triumferende holder den frem, bliver Kat imidlertid liggende som frosset i et tableau. I blackout kører der rulletekster for forestillingen og alle skuespillerne stiller op for at modtage tilskuernes applaus. Den afbrydes af instruktøren, som ikke ønsker denne, fordi det, som han siger, hører sig til oppe på den store scene og ikke her på eksperimentalscenen. Enkelte tilskuere protesterer og afslutningen bliver ret uforløst, fordi man er i tvivl om de stadig spiller. Er det instruktørens overgreb på tilskuerne? Og hvad ligger der i denne forskel på teaterscenerne?

Umiddelbart er der også tilskuerdeltagelsen i The Rocky Horror Show på store scene, hvor tilskuerne fester igennem med diverse kulthandlinger. Men ved nærmere eftertanke rummer de to forestillinger ganske parallelle universer, hvor der manipuleres, provokeres og bedrages med tanke på den stor gevinst, som er sex og succes. På store scene benyttes en pågående eksplicit henvendelsesform, hvor tilskuerne smider alle forbehold. Audition benytter en mere og subtil form for overskridelse af, men også her opnås succesen på bekostning af andre.

Sargun Oshana / 34  år / mand / single / husinstruktør på  Aarhus  Teater / Aarhus / af syrisk baggrund fra Irak / kom til Danmark  i 1992 / opholdstilladelse samme år: Min barndom har været en masse skiftende scenerier – Irak, Tyrkiet, Danmark. Det har gjort mig fleksibel. Som vand, der kan flyde ind og ud alle steder. Det er nok derfor, jeg føler mig hjemme på teatret. Teatret er ikke bare en illusion og underholdning; det er et sted, hvor vi kan se hinanden i øjnene og opdage noget vigtigt om os selv. Foto: Maja Nydal Eriksen

Krænkelseskultur

Forestillingen tematiserer en ydmygende og krænkende kultur. Det gennemgående spørgsmål er, hvordan skuespillere overlever i et miljø, hvor alle lader som om og kæmper en skjult kamp for at få succes. Det er på en måde også drivkraften i eksperimentet.

Det kommer til at handle om grænser. Hvem sætter grænserne? På den måde klinger den globale #MeToo med i forestillingen – men også jagten på den unikke, intense og autentiske begivenhed. Det handler om beskyldninger om seksuelle krænkelser og seksuel chikane i filmbranchen. Men og en form for ”heksejagt” og ”folkedomstol”.  Og det er denne dobbelthed forestillingen synes at ville åbne for.

Filmen forekommer tynd. Selv ikke instruktøren tror tilsyneladende på den. Bortset fra Alice som forfølger drømmen om sit livs rolle. Det gælder dog alle figurerne omkring filmen, at de forekommer som papfigurer, der skal illustrer en form for konflikt mellem drøm og realitet. Det gør det uklart, hvad instruktøren Sargun egentlig vil med denne iscenesættelse?

Metadramaturgi

Forestillingen lever i høj grad på usikkerheden om i hvilket fiktionslag, vi som tilskuere befinder os. Den trækker på en række værker, som på den ene eller anden måde har beskæftiget sig med denne dobbeltkontakt (Et begreb som blev lanceret af Poul Behrendt, Gyldendal 2006): Fx ‘Den franske løjtnants kvinde‘, 1981 er en filmatisering af John Howles’ bestseller-roman som veksler mellem to fiktionsplaner, hvor Meryl Streep og Jeremy Irons spiller dobbeltroller som forelskede både som roller og som skuespillere. De to forløb fletter ind i hinanden. En meget senere variant af denne form for metadramaturgi er Det normale liv, 2012 af Christian Lollike, hvor tre skuespillere opfører en familietragedie, men hvor de selv så at sige bliver plaget af lignende identitetsproblemer.

Den markante forskel med hensyn til Audition er, at tilskuerne inddrages i fiktionen. Det er med til at skabe en risikofyldt situation, som rummer intensitet og affekt i kraft af teatersituationens skrøbelighed. Kunne tilskuerne deltage mere radikalt og betydningsbærende? De tilskuere, som jeg så deltage, gjorde det, de skulle, ved stort set bare være der. Deltagerne er uden reel indflydelse på spillets regler og ydmygelser.

Det ændrer ikke ved, at det mest interessante ved forestillingen er dens uafsluttethed og uafgørlighed. Men det rammer også forestillingens troværdighed, for hvor alvorlig er deltagelsen egentlig tænkt, og hvor vigtigt er eksperimentet for teaterholdet og instruktøren? Er det ikke blot fiktion? Især kan man sige, at instruktørens praksis bliver spaltet, fordi han tilsyneladende er manipulerende og eksperimenterende med sin egen rolle, men hvor reelt er det?

Iagttagelseslag

Audition opererer med forskellige iagttagelsesslag, som er med til at gøre tilskueroplevelsen kompleks og tvetydig. Forestillingen lever i høj grad på usikkerheden om, i hvilket fiktionslag vi som tilskuere befinder os. Forestillingen fremmer tilskuerens lyst til og mulighed for at etablere og diskutere forskellige iagttagelses positioner. Hvad er det tilskuerne gerne vil se? Hvad er tilskuerne ansvar? Det kunne være kunne være en form for selvrefleksion. De små glidninger mellem de forskellige fiktionslag og dermed iagttagelsespositioner er forestillingens styrke og opfordrer en lystigt diskussion for tilskuerne efter forestillingen.

Afslutning

Forestillingens kvalitet er, at den tilbyder en række forskellige tilskuerpositioner. Inger ser alt. Man sidder forskellige steder i salen og ser scenen i total, projektionerne som viser udsnit og nærbilleder eller bagscenerne. Og man kombinerer disse forskellige perspektiver på forskellige måder. Man kan sidde tilbagelænet og forsøge at iagttage fiktionsskiftene eller deltage i scener som statist og dermed opleve fiktionen indefra. Forestillingen tilstræber ikke en organisk fortolkelig forestillingshelhed, men en lidt fragmenteret oplevelse, som både aktiver sensoriske og mentale affekter. Man bringes i affekt og undrer sig over hvad der foregår.

Audition

Manuskript af Jenny Lund Madsen, iscenesættelse Sargun Oshana, scenografi David Gehrt, lysdesign Kim Glud. Medvirkende: Anne Plauborg, Mette Døssing, Luise Skov, Anders Baggesen, Mathias Skov Rahbæk.

Erik Exe Christoffersen, lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet

Del med andre