En nomadisk materialistisk dramaturgi
Om afhandlingen «Theatre – ting. Toward a Materialist Practice of Staging Documents» af Camilla Eeg-Tverbakk
Af Erik Exe Christoffersen
Camilla Eeg-Tverbakk er en nomadisk forsker. Hun blev en del af «European avant-garde scene» i 1990 via Ècole Jacques Lecoq i Paris. Senere MA i Performance Studies ved New York University og Teatervidenskab, Universitetet i Oslo. Hun er både skuespiller, danser og instruktør af interdisciplinary performance. Dessuten har Eeg-Tverbakk redigeret Dans i samtiden (Spartacus 2006) og var medredaktør på Performance Art by Baktruppen, First Part (Kontur 2009) og Responsive Listening, Theatre Training for Contemporary Spaces (Brooklyn Arts Press 2014).
Der er tale om en sammensat baggrund for hendes særlige akademiske tilgang til tingene. Som hun formulerer det i afhandlingen har specielt dansen været en central faktor:
My engagement with contemporary dance became a place where I could work with performing arts but avoid the fictional space of the theatre, and where I could find ways of treating a notion of the real through the body in performance. I started to work as a dramaturg for choreographers. My encounter with the work of a dramaturg was thus based on my knowledge of movement, rhythm, and composition that I had learned from Jacques Lecoq, which has developed into dramaturgical practice in theatre and the interdisciplinary performance field. Theatre – ting s. 7.
Poetik
Eeg-Tverbakks afhandling har karakter af at være en form for manifest eller poetik for en særlig tilgang til det kreative arbejde med såvel ikke-professionelle som professionelle skuespillere og i særlig grad dokumentarisk materiale. Grundlaget er en objektorienteret filosofi, der tilbyder en både etisk og æstetisk tilgang til dramaturgisk tænkning i forhold til virkelighedsfragmenters indbyrdes sammenhæng. Afhandlingen har et praksisforlæg i forestillingerne WOE (af Edit Kaldor, 2013), Childism (af Petra Fransson, Henriette Slorer og Eeg-Tverbakk, 2015) og Encountering Loss (i samarbejde med Toril Solvang og syv unge i alderen 16-21, 2014).
Den objekt og materialeorienterede tilgang adskiller sig fra dekonstruktion, hvor sproget er en ramme for vores forståelse af virkeligheden. Denne tilgang er inspireret af Bruno Latour og ikke mindst Jane Bennetts indflydelsesrige bog Vibrant Matter (2010). Den «materielle drejning» handler om at forstå objektverdenen som aktører, der spiller en aktiv rolle for vores opfattelse og sansning af verden. Bennetts tænkning peger på, at materialitet besidder en form for vitalitet, kraft eller vibrerende energi, som er medvirkende til at forme vores perception og sansning, og dermed i sidste ende også forståelsen af verden. De materielle kræfter er ikke blot passive, men støder sammen og danner uforudsigelige og uoverskuelige samlinger (assemblage), som igen skaber nye betydninger og synliggør nye muligheder. Det svarer til at teatret ikke blot er en passiv kulisse, som betragtes af tilskuerne men en levende organisme, hvor konkrete relationer udvirker begivenheder og affekter. Noget bliver synligt og andet hemmeligt og gådefuldt.
Dramaturgier
Eeg-Tverbakk forsøger at skitsere nogle af de forskellige niveauer, som en materielt orienteret dramaturgisk poetik implicerer. Først og fremmest adskiller den sig fra den aristoteliske lineære, tekstfokuserede kausale dramaturgi ved at tænke dramaturgi som relationer. Denne tilgang udspringer af assemblagebegrebet, der som sagt handler om sammenstød og konflikt uden at være fokuseret på begyndelse, midte og slutning. Her minder begrebet om montage, som ofte anvendes indenfor film og teater for den type af sammenkædning, ligesom collage er det anvendte begreb indenfor billedkunst. Effekten som synergier er ofte uforudsigelig og vanskelig at beregne.
Assemblage kan være relationer og afstande mellem forskellige dokumenter (eller ting), som igennem en praksis bringes ind i en ny kontekst af kroppens energi, rummet, afstande, lyset, synsvinkler, objekter, tekster, og hvor alle disse elementer altså betragtes som levende dokumenter uden et bestemt hierarki. Bennet taler netop om distribueret agens og ansvar. Hvordan møder skuespilleren eller dramaturgen det dokumentariske materiale? Tilgangen adskiller sig fra en klassisk tekstanalytisk tilgang, hvor der forekommer en fortolkning eller identifikation med karakteren og de handlinger som skaber tekstens plot.
Det er for Eeg-Tverbakk et spørgsmål om at relatere sig til materialet gennem aktiv udveksling: lytte, reagere, lade materialet handle og udtrykke sig eller bringe det ind i en anden kontekst. Det centrale er ikke subjektets fortolkning af et passivt objekt. Tværtimod er det et spørgsmål om at etablere en transformativ proces, som udvikler relationen mellem subjektet og materialet.
Eeg-Tverbakk udbygger denne form for relationel tilgang med begrebet tenderness som betyder en form for omsorg i berøringen af det dokumentariske materiale: lytte, smage, mærke, tale til, ånde på og afvente materialets handlinger. Gennem den slags reaktioner skabes sensoriske relationer, som involverer både den kinæstetiske sans og proprioception, det vil sige at sanse materialernes bevægelser ved at mærke sig selv.
Centralt er det også, at der ikke er tale om et særligt hierarki mellem fiktion og virkelighed. Der er ikke et hierarki mellem tankens og kroppens liv og dynamik i tid og rum. En sådan dehierarkisering svarer til nyere hjerneforskning, som forstår kommunikation som en vekselvirkning mellem kroppens sansninger og hjernens bearbejdning og refleksion.
Det kollaborative grundlag
Den dehierarkisering, som Eeg-Tverbakk fremhæver, betyder, at forholdet mellem virkelighed og fiktion viser sig langt mere flydende og som en løbende konstruktion af teatralitets- og autenticitetseffekter: rammesætninger, iagttagelsesmåder, kategoriseringer, dikotomier mellem sandt/falsk etc. I og med at Eeg-Tverbakk peger på udvekslingen og forhandlingen som central for den relationelle orientering, får hun også peget på, at den kollektive og kollaborative tilgang til processen ikke blot er givtig men ligefrem nødvendig, hvis teatret skal udvikle sine forskellige mediale platforme. Følger man denne pointe, er tekstproduktion, iscenesættelse, produktionsledelse, udvikling af skuespilteknik og pædagogik sammenhængende og indgribende som assemblage teknik. Materialer og handlinger bringes ind i en form for sammenspil i en given kontekst. Som det antydes får dette konsekvenser for dramaturgens, instruktørens og skuespillerens rolle og funktion i den kreative proces. Denne får karakter af et være en netværk af samarbejdsrelationer. I processen er der ikke tale om en bestemt målsætning. Derimod kan forskellige fejl og forhindringer meget vel være noget som muliggør uventede fund, fordi rejsen så at sige bringes ud af kurs:
The materialist practice of staging documents questions notions of authorship, subjectivity, relation, and control in performative practices. In dialogue with object-oriented philosophy I have developed a conceptual framework to work from, challenging anthropocentrism and pointing to the ways things (including human bodies) are co-dependent and form each other, and where neither have the power of definition over the other. This demands ways of dealing with listening, time, relation, chance, and uncertainty. It is a matter of moving the attention to a materialist rather than individualist view. s.2.
En central pointe er således, at den objektbaserede tilgang er et brud med et individ- og subjektorienteret freudiansk bevidsthedsparadigme. Når relationen til tingene forstås som sensorisk, udfordres definitionsretten, hvilket giver denne tilgang et etisk aspekt.
Den nomadiske dramaturg
Eeg-Tverbakk benytter metaforen nomadisk om en særlig tilgang til dramaturgisk tænkning og som karakteristik af en dramaturgisk rolle. Det nomadiske hentyder først og fremmest til bevægelsen. Det nomadiske er ikke en dybdestruktur men en horisontal associativ bevægelse. Det kan være en karakteristik af den kreative praksis og metode som ikke søger en absolut essens, men som rejser fra sted til sted og fra medialitet til medialitet og i selve bevægelsen finder og opdager nye perspektiver. På samme måde er dramaturgens rolle ikke baseret på en bestemt magt eller funktion, men er den person som flytter sig og iagttager de muligheder, som processen skaber, og som fx instruktøren er tvunget til at vælge imellem. Den nomadiske dramaturg påpeger og konstruerer relationer mellem objekter og handlinger i processen. Dramaturgi bliver således også et spørgsmål om energi og vitalitet. Dette præger også tilgangen til erindring og hukommelse, der står i konstant gensidig udveksling med subjektet. Som Eeg-Tverbakk påpeger er der her tale om en etik inspireret af Rosi Braidotti (1994), som drejer sig om tilblivelse af subjektivitet i et risikofyldt konstant flow mellem positioner.
The nomadic subject, though, will be motivated by a strong will to change the way relations between things function questioning an anthropocentric structure, relating to other beings and materials rather than defining them. The foundation is not primarily the interpretation and structure of the text but rather to sense, capture, and find structure in the rhythms, energies and atmospheres appearing and disappearing throughout the work and how all things influence the process. s. 166
Den nomadiske dramaturg har ikke hjemme noget sted, bliver til ved at udfordre sig selv, sætter på rhizomatisk vis alt i bevægelse og lader sig gensidigt bevæge i en konstant interaktion med verden. Denne proces indebærer tab af kontrol og rummer en vis risiko, samtidig med at der åbnes for processens uforudsigelighed og dermed for det ukendte. Det er en form for negativ læring med udgangspunkt i ikke-viden.
Encyclopaedia
Afhandlingens form afspejler tingenes relationelle forhold. En række begreber og materialer præsenteres i en alfabetisk orden og de kan ifølge forfatteren læses i denne orden, men læseren kan også skabe sit eget forløb og sin egen kontekst.
I have chosen to reassemble the material in this thesis into an encyclopaedia. The encyclopaedia has offered a structure where the work at my writing desk is coherent with the work composing with other collaborators in the rehearsal space. Both processes are about editing material in sections without linear narrative and discovering connections, resonances and dissonances. Both processes are about creating a form through rhythms and movement between the various things included in the composition. s. 2.
Afhandlingens form er spændende og udfordrende at læse. Assemblagen skaber nogle muligheder, men man mister også den mere sammenhængende fremstilling. Det er vanskeligt at afkode selektionsprincippet for, hvad Tverbakk har medtaget, både i forhold til teorier, begreber og praksis. Specielt bliver det for mig at se vanskeligt at få overblik over processen bag forestillingerne og det specifikke greb, som den materialeorienterede tilgang har muliggjort. Den nomadiske form er dog befordrende for en række essayagtige fremstillinger, og måden hvorpå der skabes synenergier mellem forskellige begreber er interessant og perspektiverende.
Camilla Eeg-Tverbakks PhD afhandling er indleveret til Department of Drama, Theatre, and Performance, University of Roehampton, 2016.
Se også Camilla Eeg-Tverbakk: Det ukjentes etikk og dramaturgi, Norsk Shakespearetidsskrift 2, 2018.
Anmeldelsen er bragt i Norsk Shakespearetidsskrift nr. 1. 2019
Erik Exe Christoffersen, lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet.