Mix Double på Det kongelige teater (lille scene)

Sportsmetafor over parforholdet

Af Solveig Daugaard

 

 

Forestillingen Mix Double er et moderne kammerspil, henlagt til en pangfarvet idrætshal, hvor fire venner, to ægtepar, mødes hver uge, for at spille badminton – uden børn. Det er godt både for parforholdet, venskabet og kroppen, så det er, som de fire gentager i kor flere gange i løbet af forestillingen ikke bare win-win, men ”win-win-win”!  Helt så gnidningsfrie er badmintonaftenerne dog ikke, og de danner således en fin ramme om en hverdagsramt tragikomedie om parforholdet efter de 40, som rammer en noget nær perfekt balance mellem slapstick og eksistentiel dybde.

Forestillingen, som netop har spillet på Skuespilhusets lille scene og nu er taget på turné rundt i landet frem til slutningen af april, er vokset ud af Det Kongelige Teaters værkstedssatsning Kgl. Dansk, hvor en række dramatikere, forfattere og instruktører siden 2016 har haft mulighed for at udvikle deres ideer i et workshopformat sammen med et hold scenekunstneriske professionelle fra teatret. Efter en række improvisationsworkshops med skuespillerne har instruktør Stine Schrøder Jensen og dramatiker Lærke Sanderhoff kørt et tæt parløb og på baggrund af materiale fra skuespillernes improvisationer skrevet og instrueret forestillingen.

 

Levende karikaturer

Og det er som om, denne proces skinner igennem i publikumsoplevelsen. Mix Double er en forestilling med en smittende energi og engageret, intens stemning mellem de medvirkende. De fire skuespillere får meget plads, og de kvitterer med meget livligt, inspireret spil og præcis timing. De arbejder alle kontrolleret med det fysiske spil og dyrker et lettere karikeret kropssprog tilpasset de fire karakterer, som ind i mellem bliver rigtig morsomt, ikke mindst når Maria Rich lader sit bemærkelsesværdige mimiske talent få frit løb i samspillet med sin partner, spillet af Esben Dalgaard. Replikkerne er gennemgående velskrevne, og replikbehandlingen bærer også præg af at et improvisationsforløb ligger bag, men samtidig er de underlagt en præcis instruktion. I det hele taget virker det som om, spillerne har det ægte sjovt på scenen, og derfor spiller de også generøst og vedkommende. Og selvom figurerne hver især tangerer det karikerede, slår det aldrig over i revystemning.

Scenografisk er det let karikerede diskret understøttet, blandt andet af proportionerne. Hele scenen udgøres af en badmintonbane, som er meget mindre end en rigtig bane, hvilket får de fire figurer til at fremstå let forstørrede og tegneserieagtige. Dette er yderligere understøttet af kostumerne, som er holdt i signalfarver (en blå, en gul, en pink, en lilla), en farveskala der spiller videre over i selve scenografien, hvor det obligatoriske orange halgulv er suppleret med pink og grønne flader og linjer på vægge og loft.

 

Mixdoublemotivet

Rammen med to par, der mødes og spiller double, er ellers ret så oplagt som en metafor for det godt prøvede, voksne parforhold, at man godt kunne frygte, det ville kamme over. Den er også brugt før, bl.a. i novellen ”Mixed Double” af Klaus Rifbjerg (fra samlingen Andre tider, 1996) om en mand, der spiller tennis med sin kone, og hvor vi følger de intrikate humørsvingninger og magtkampe, som ligger og ulmer alvorligt lige under deres tenniskampe, selvom de naturligvis ”bare spiller for sjov”. Det dagligdagsteatralske element i tennisspillet forstærkes og tilføjes nye kompleksiteter i novellen, da et andet tennisspillende par og mixdoublens muligheder introduceres med potentiel swinger-stemning til følge – i hvert fald i fortællerens fantasi.

Men hvis stemningen i Rifbjergs novelle tangerer det aristokratiske og forbliver anspændt og uforløst, så udnytter forestillingen Mix Double med en perlerække af fuldt udfoldede hverdagskonflikter (om alt fra kropskontrol, bonusfamilier til stress og eksistentiel tvivl) på kryds og tværs mellem de fire karakterer, at badminton, modsat tennis, er en rigtig amatørfolkesport og ikke en forfinet, vanskelig idrætsgren. Så godt som alle danskere har prøvet at spille badminton i en baghave eller en lokal hal, og forestillingen lever af netop det hverdagselement. Karakterernes mere eller mindre krakelerende selvfremstillinger får lov at træde frem i al deres usikre kejtethed i badmintonkampene, som duver frem og tilbage og bliver konkrete manifestationer af spændinger mellem parrene og ikke mindst parrene i mellem, der varieres og skaber en intens situationskomedie, der ligesom den tilbagevendende kendingsmelodi, Bee Gees ”How Deep is your love”, tematiserer kærligheden i parforholdet, sådan som det kan bølge mellem nærhed og afstand, dybde, vedholdenhed og tvivl, afstand, samhørighed og ensomhed.

Hertil kommer, at den sceniske brug af sportselementet kan noget andet og mere end den litterære. Fordi alle scener er bygget op omkring selve badmintonduellerne, er der på enkel vis introduceret et konstant tilfældighedsmoment i forestillingen, som virker ret forfriskende. Fordi skuespillerne aldrig kan forudse præcis, hvordan bolden flyver, er der hele tiden et kontrolleret improvisatorisk element i forestillingen, som holder dem opvakte og giver energi i spillet.

Det kommer der som sagt en række sjove scener ud af, som får en tidløs eksistentiel klangbund, og på trods af et par tidstypiske markører som fx Morten Brovns fiksering på sin ”aktivitetstracker”, der monitorerer alt fra søvn til skridtantal og væskeindtag, og bliver den konkrete, komiske materialisering af hans karakters usunde og usikre kontrolbehov, er forestillingen som helhed egentlig ikke så meget en samtidssatire, som det er almindelige, ganske eviggyldige midtlivskriseproblematikker, der spilles frem og tilbage over nettet, på ganske vellykket vis.

 

Mixdouble. Det Kongelige Teater.

Medvirkende: Morten Brovn, Esben Dalgaard, Christine Exner, Maria Rich.

Manuskript: Lærke Sanderhoff, Instruktør: Stine Schrøder Jensen, Scenografi og kostumer: Rikke Juellund.

Urpremiere på Det Kongelige Teater. Skuespilhuset, lille scene: 20. februar 2019.

Turne i hele landet fra 26. marts til 27. april 2019.

Fotokreditering: Camilla Winther.

 

Solveig Daugaard er Ph.D. i litteratur og mediehistorie fra Linköpings Universitet med afhandlingen “Collaborating with Gertrude Stein: Media ecologies, reception, poetics” (2018). Har også udgivet “Gertrude Steins portrætter” (Arena 2012) og skrevet litteratur- og teaterkritik, essays og artikler i bl.a. Dagbladet Information, Passage, Vagant, Den blå port, Respons og Peripeti.

Del med andre