Gruppe 38: Tænk hvis man havde en rejsegrammofon (Gæstebud)

Af Janicke Branth

 

Magisk minimalisme

På plakaten foran Gruppe 38’s teater ser man en skildpadde, hvilket ikke umiddelbart leder tanken hen på en rejsegrammofon. Så hvordan skal vi forstå den? Det vender jeg tilbage til.

Gruppe 38 samarbejder i denne forestilling med Teater2Tusind og Teatret Møllen. Skulle det forlede nogen til at tro, at man af den grund har haft planer om det store udtræk, så er det en fejltagelse. Tværtimod er teatrene gået sammen om at skabe en yderst minimalistisk og helt igennem magisk gendigtning af Karen Blixens fortælling Babettes Gæstebud. Hans Rønne står som forestillingens instruktør, men hans samarbejde med Bodil Alling må have været tæt, for det er Alling, der står for den poetiske og frie gendigtning, og dermed synes hun også at have sat sit tydelige præg på forestillingen. Det er ikke alene forestillingens kompositum af lyd, lys og krop, som skaber dens magiske univers, men i høj grad også Allings fornemmelse for sprog. Hun er en af de få instruktører, hvis vandmærke også er en poetisk, musikalsk omgang med sproget, som er med til at koreografere forestillingens rytme og udtryk.

 

Mere enkelt kan det ikke blive

Et langt plankebord i scenens bredde og tre skuespillere i hver sin efterårsfarvede skjorte (bordeaux, olivengrøn og kakigul) sidder på hver sin taburet bag det lange bord. Lyset dæmpes og fokuseres på spillerne. Og så begynder historien: Bodil Alling tager nogle ubemalede små træklodser op af en skuffe og former en lille by i en afsides dal højt mod nord. I den anden ende af bordet etablerer Connie Tronbjerg en lille skov af træpile, mens Peter Seligmann i midten med en lille blå trekant (også af træ) etablerer Henry med alpehue. Han er byens særlig, som bor alene i et faldefærdigt hus, i udkanten af byen, lidt væk fra de andre. Men med fantasi og snilde formår han at forvandle skrammel til eventyrlige genstande.

 

 

Tænk hvis

Og med gennemarbejdet komposition af tekst, lyd- og lyseffekter og små, præcist koreograferede bevægelser, formår de tre skuespillere at få historien om Henrys hus og pigen Viola til at vokse frem i tilskuernes indre teater. ”Tænk, hvis man kunne flyve”, ”tænk hvis man havde en klumpfod”, ”tænk hvis man havde briller, der kunne kigge indad, så kunne man se, hvad man selv tænker”. Ja, tænk hvis…

Og det er jo dette magiske hvis, – hele teatrets afsæt – som sætter gang i den sceniske refleksion over verden. ”Tænk hvis …” Historien starter med Viola og Henrys møde. Det er en diskret, aktuel fortælling om en by, der er så isoleret, at dens frygt for omverden åndeligt som fysisk forkrøbler sine indbyggere: byens befolkning går klædt i brunt og sort, de går med indadvendte fødder og kigger hele tiden ned i jorden, ”se hvor du går! – ellers risikerer du at falde”, formaner de Viola, som næsten ikke tør se op. Men hun er byens nysgerrige barn og kan ikke lade være med at se sig omkring. Derfor tiltrækkes hun af den mærkelige lyd fra Henrys fjerne hus: ”Først lyder det som en krage, der sidder og skratter i et træ, så lyder det som en stemme, der synger fra bunden af en blikdåse (-) Hun har aldrig hørt mage. Hun er nødt til at se”. Og så møder hun Henrys øjne bag vinduet i det mærkelige hus, som han står dér og kigger ud. Et venskab opstår, og Violas verden fyldes med magi og livsglæde. Hos Henry opdager hun en rejsegrammofon, og her hører hun hans gamle plader, mens han tryller sit lager af kasserede ting om til en verden af fantasifulde skabninger.

Alt bliver lykkeligt for Viola lige indtil den dag, Henry ikke længere står i vinduet, – for han er død. Og så kommer krigen og ud af krigen en flygtning, Madame Lyt, som slår sig ned i Henrys hus og må leve af at lave mad, øllebrød og klipfisk, til de gamle og ensomme i byen. Men med maden får hun – i modsætning til Henry – adgang til byens beboere og lærer efterhånden at forstå og tale deres sprog. Viola har igen fundet et menneske, som kan fylde hendes liv med eventyr.

 

En fortælling om angsten for det fremmede

Madam Lyt er naturligvis Babettes alter ego, og derfor får hun også et brev med en stor arv, forsvinder længe fra byen, og kommer til sidst tilbage med kasser fulde af forunderlige madvarer. Af dem laver hun en uovertruffen middag og inviterer alle de mistænksomme borgere på det fantastiske måltid. De nærmer sig med største mistro, men de kan ikke modstå det. Og som der står hos Blixen: ”for at prøve sine Sanser tog han efter et Øjebliks Betænkning en forsigtig Skefuld af Suppen – tog endnu en og lagde Skeen fra sig. Dette er jo afgjort ægte Skildpaddesuppe – og hvilken Skildpaddesuppe!” – Det er et måltid, hvis kvalitet folk i byen ikke forstår, men som for en stund får dem alle til at løfte blikket mod stjernehimlen, da de vandrer hjem gennem sneen – nu med hinanden i hånden.

 

 

De tre skuespillere og deres instruktør har ikke interesseret sig (som Blixen) for kunstnerens ubændige trang for at realisere sig selv gennem at præstere ”det ypperste”, men nok så væsentligt for kunstens evne til at overvinde kløfter mellem mennesker, mellem hjemmefødninge og fremmede og til – i magiske øjeblikke – at løfte de frygtsommes blik mod himlen og dermed ane en større og mere universel sammenhæng. Og så er vi fremme ved teatrets plakat. Skildpadden er, ifølge mytologien, symbol på universet med rygskjoldet som himmelbuen og bugskjoldet som jorden. Det er kunstens evne til at lade os ane den store sammenhæng, Bodil Allings minimalistiske gendigtning af en klassiker inviterer til. Det er også politisk teater på sin egen stilfærdige måde.

 

Tæt på en Reading

De tre skuespillere rejser sig aldrig fra bordet, men et par gange vender de sig rundt på deres stole, mens deres skygger projiceres op på bagvæggen og markerer et skift i handlingen. Det stiller krav til de unge tilskuere, forestillingen henvender sig til. De 5. klasser, jeg så den sammen med, var helt med på denne ’interaktive’ publikumskontrakt, som kræver deres meddigtende fantasi, men blev lidt urolige i benene mod slutningen. Det må også være lidt af en konkrast til den farvelade af action, de er vant til fra TV.

Godt de en gang i mellem kan møde teatrets magi.

 

Premiere 8. marts 2019.

Medvirkende: Connie Tronbjerg, Peter Seligmann, Bodil Alling.

Manuskript: Bodil Alling, Instruktør: Hans Rønne, Scenograf: Sara Topsøe-Jensen, Komponist Søren Søndberg.

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.

Del med andre