”… what does not exist. Yet”

Anmeldelse af Tatiana Chemi: A Theatre Laboratory Approach to Pedagogy and Creativity

– Odin Teatret and Group Learning. Palgrave Macmillan (2018)

Af Martha Lagoni

 

 

 

 

 

A Theatre Laboratory Approach to Pedagogy and Creativity er en undersøgelse og analyse af teaterlaboratoriet som et skabende, lærende, undersøgende og kunstnerisk fællesskab. Bogen tager afsæt i Chemis mangeårige læringsrejse med Odin Teatret og er funderet i dyb viden og indsigt.

What If the gap between science and art would be overcome in a joint effort to rethink education?” (s. xxvi)

Afsættet i Stanislavskis ”magiske hvis” giver et stærkt anslag til en bog, der på en gang er enkel og kompleks læsning. Det enkle er ikke i betydning ”nem” eller ”simplificeret”.  Det enkle handler om den ”lethed”, hvormed der tages afsæt i medrivende og til tider poetiske personlige fortællinger fra såvel forfatter som medvirkende kunstnere. Analysen og de teoretiske perspektiver underbygger løbende pointer og disse opsummeres, skærpes og anskueliggøres i visuelle modeller. Endvidere er der en stram logisk opbygning omkring en række temaer, som på en gang kan læses selvstændigt og er indbyrdes forbundet. Denne forbundethed mellem temaerne bliver for alvor tydelig i det afsluttende kapitel. Der finder læseren sig selv på en opdagelsesrejse i bogen, mens konklusionen læses og nye betydninger afsløres. Dette greb vækker både læselyst og nysgerrighed, mens det giver en stærk følelse af nærvær.

Kompleksiteten består i grundigheden og detaljerigdommen. Der er løbende referencer til andre studier og de teoretiske vinkler på læring, kreativitet, teatrets historie og skuespillerens arbejde følges konsekvent til dørs. Der er endvidere en oversigt over empiriske data og biografier for de medvirkende kunstnere. Tilsammen giver det bogen den fornødne tyngde i sit bidrag i den aktuelle uddannelsesdebat. Det er overordentligt vigtigt.

Læring mellem kunst og videnskab 

“What if, instead of exclusively looking at learning theories and practices, we should turn our attention to creative, artistic practices that deal with pedagogical methods and models?” (s. 26)

Bogen fremstår unik i sit formsprog, i en balance mellem videnskab og kunst. Her i form af fortællingens kunst i balancegang med analyse, teoretisering og akademisk formidling.  Det er et formgreb, som forstærker det centrale budskab til uddannelserne. I bestræbelserne på at reformere og udvikle uddannelserne, så de bliver samtids – og fremtidsrettede kan og bør vi medtænke kunstens verden. Ikke bare som metafor eller noget abstrakt, men konkret.

Bogen er opbygget over en række temaer, der hver især udfolder perspektiver på læringsmiljøet i og omkring teaterlaboratoriet. Som læsere kommer vi for hvert tema dybt ind i substansen. Vi bliver forført af en fortælling, afbrudt af teoretiske perspektiver og animeres i disse brud eller mellemrum til at reflektere.

Afsættet er Teaterlaboratoriet med både et historisk og samtidigt blik (kap.1).  Dernæst præsenteres vi for en undersøgelse af skuespilleren, som både læreren og den lærende og et bud på en læringsteori tilknyttet teaterlaboratoriet (kap.2). I kap. 3 er temaet gruppelæring og gruppekreativitet samt lederskab, hvor vi får et indblik i Barbas lærings – og udviklingsrejse. Dette leder naturligt over i kap. 4, der handler om den nye generation og Odin Teatrets udvikling og transformation. Kap. 5 fremstår centralt, med fokus på læring som livslang rejse. Det efterfølgende kapitel tager afsæt i Chemis egne erfaringer fra deltagelse i seminarer og som researcher – tilskuer. Temaet er ” at lære – at lære (kap. 6). I kap. 7 er temaet kreative processer i forbindelse med skuespillerens arbejde med og udvikling af karakterer.

De enkeltstående kapitler kan tematisk læses isoleret og giver et væsentligt og grundigt indblik i temaet. Dermed opleves kapitlerne som afsluttede helheder i en slags forbundet montagestil. Kap. 8, det sidste kapitel, placerer sig anderledes. Det peger på fund, pointer og delkonklusioner, præsenteret i forudgående temaer. Modellen over ” Det 3. rum” og sameksistensen af modsætninger i bogens konklusion står dermed stærkt på trods af eller måske snarere i kraft af sin enkelhed(s. 245). Det 3. rum er et alternativ til et enten – eller perspektiv. Det 3. rum tillader modsætninger at eksistere, det giver mulighed for nye indsigter og ny viden opstår.

 

Teaterlaboratoriet som læringsmiljø

”What if educators should turn to alternative learning environments, whose main purpose is to create, to investigate, to establish relationships, and to challenge assumptions? “(s. xxvi)

Denne bog handler om læring. Læring i teaterlaboratoriet (s. xxv), læring i fællesskab, at lære at lære og at lære af at lære. Den handler om læringsmiljøer, der fremmer det at være nysgerrig, undersøgende og skabende i læreprocesser og være lærende, nysgerrig og undersøgende i skabende processer.

Bogen tilbyder løbende modeller, som præciserer og eksemplificerer. Allerede på s. 13 giver figuren, der illustrerer dimensionerne i teaterlaboratoriet mellem sanser og håndværk, intuition og vilje, anledning til en række associationer og spørgsmål hos mig som læser. Jeg er underviser og medarbejder involveret i uddannelsesudvikling på en professionshøjskole. Hvad nu hvis vi betragtede uddannelsen af den professionelle pædagog – og lærer på denne måde? Hvad nu hvis vi undersøgte og udfordrede elementerne i modellen sammen med studerende? Hvad nu hvis vi tog modellen alvorligt og uddannede så elementerne balancerer og ikke som i dag ”tipper”, fordi det kognitive element bliver for tungt? For mig opstår der således mellemrum eller tomme rum i bogen. De opstår i kontrasten mellem oplevelsen af indlevelse i fortællingerne og oplevelsen af indsigt i de teoretiske analyser og modellerne. Det er for mig en vigtig læseoplevelse, da det vækker min tænkning og forestillingsevne. Jeg befinder mig som læser konkret mellem videnskab og kunst og netop der opstår nye indsigter.

Læring betragtes ikke som et slutprodukt, men en organisk størrelse, der opstår og vokser i et læringsmiljø. Når Odin Teatrets skuespillere taler om læring, blander de narrativer om egne læreprocesser med deres undervisning og observationer af deres elevers læreprocesser (s. 51). Det fremhæves som en tradition indenfor teaterlaboratoriet, altså et perspektiv på undervisning og læring som forbundet. Undervisere i professionsuddannelsen vil sandsynligvis nikke genkendende til den overordnede beskrivelse af fænomenet. I praksis, som den fremstår i fortællingerne og analysen, bliver forbundetheden konkret og integreret på en måde, der er markant anderledes end traditionel uddannelsespraksis. Det er interessant at overveje, hvordan vi som undervisere kan gentænke læringsmiljøer, så undervisning og læring bliver et konkret fælles anliggende, der både er gensidig og delt? Og hvad nu hvis vi kunne lade os inspirere af Odin Teatres skuespillere og vise teorien i praksis?

Som Chemi peger på, er der ikke en direkte overførbarhed fra teaterlaboratoriets læringsmiljø til uddannelsesverdenen, og hvad der er muligt i teaterlaboratoriet er ikke nødvendigvis accepteret i et formelt uddannelsesmiljø (s. 135) Men der er bestemt velargumenterede og velovervejede begrundelser for at lade sig inspirere og konkrete forslag til fornyelse. Derfor er der god grund til at spørge, hvordan fremtidens uddannelse ville se ud, hvis vi griber bolden?  På den ene side er det ikke en helt fremmed tankegang. Chemi gør os opmærksom på, at fundene fra læringsmiljøet i teaterlaboratoriet har ligheder med læringstænkning i både problembaseret læring, projektbaseret læring og workshops. På den anden side er der en appel til fundamentale ændringer i både mindset og praksis i og omkring uddannelser. Det underbygges for eksempel ganske overbevisende, at for at genvinde en effektiv uddannelse, synes det som om en negation af det effektive er nødvendigt (s. 236). Endvidere er det ”Det 3. rum” ikke bare er en metafor, men et konkret forslag.

 

En mosaik af mulige læsninger – og forslag.

Tematisk tilbyder bogen flere læsninger. Den appellerer til den teaterpassionerede læser, der søger funderet viden om Odin Teatrets bemærkelsesværdige og unikke udviklingshistorie. Læseren, som er interesseret i nye vinkler på fænomenet teaterlaboratorium, vil glæde sig over både en introduktion til forskellige traditioner, et skema med historisk overblik og førstehåndsfortællinger ”indefra”. Barba og udvalgte kunstnere fortæller om at forny sig selv og kunsten i lærende collaborative og skabende fællesskaber, der inkluderer såvel laboratoriearbejdet som miljøet omkring laboratoriet. Dermed får vi indsigt i, laboratoriet både som et fysisk sted, og som en forbundethed i kunsten og mellem mennesker, der strækker sig ud over tid og rum.

For uddannelsesverdenen er bogen et væsentligt og fornyende bidrag i rækken af internationale undersøgelser, som peger på værdien af at vende blikket mod kunstens verden i søgen efter kvalitetsløft og nødvendig udvikling. I det afsluttende kapitel gives et indblik i dette felt, på en måde så det er tydeligt, at kunsten og særligt traditioner indenfor drama og teater har et potentiale i skole- og uddannelse, der ikke længere bør overses eller negligeres i Danmark. Det bør heller ikke ske med fundene og forslagene i denne bog. Jeg har samme oplevelse som Thorkelsdóttir, der i sin anmeldelse skriver ” The reader is left with a strong wish to change education through creativity, innovation and artistic practices …” (2018). I min optik er det nødvendigt, at denne tanke plantes, spirer og næres blandt både beslutningstagere og praksis på skole – og uddannelsesområdet.

Thorkelsdóttir, R.B. (2018) Learning is initiated by interest, University of Iceland. https://odinteatret.dk/news/learning-is-initiated-by-interest/ Lokaliseret 17.03.2019

Martha Lagoni:  Dramaturg. Lektor på lærer – og pædagoguddannelsen. UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Del med andre