Frit flet på Sort/Hvid – senere Mungo Park Kolding

Af Birgitte Dam

”Udspændt mellem liv og ikke-liv”

Sofie Torp, Kirsten Peüliche og Ina-Miriam Rosenbaum. Foto: Rumle Skafte

Forestillingen Frit flet er en remediering til scenekunst af fællesbogen ”Frit flet” (2014), skrevet af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Originalen fremstår som et kollektivt arbejde, hvor den enkelte forfatters tekster opløser sig i et fælles udtryk. Bogen er resultatet af en proces, hvor kunstnerne både skrev alene og sammen og frit redigerede hinandens tekster eller føjede noget til palimpsesten. Ved at ophøje kollektiviteten og det anonyme feminine fællesskab på det geniale, traditionelt mandlige kunstneregos bekostning smelter et kunstnerisk projekt sammen med et politisk.

Bogen er en kollage af en række forskellige typer tekster og billeder, der fletter genrer, tonefald og materialer sammen i en hybrid.  Hvordan omsætte et så broget og sammensat værk fra bogmediet til teater? Instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle og komponist Hannah Schneider, der har skabt en teaterudgave af bogsamarbejdet, har bevaret og komponeret videre på ’flettet’ og montageformen. Sammen med dramaturg Tanja Diers har teaterkvinderne/kunstarterne efter eget udsagn arbejdet helt kollektivt og på lige fod med at dramatisere de vidt forskellige tekster i en udveksling mellem tekst, musik og scenografi.

Men det æstetiske udtryk og tonen i universet er helt anderledes på scenen end i bogen. Her er intet tilbage af bogens indbydende spraglede hyggeverden a la kvindemagasin. Universet er mørkt og råt med et larmende lydtæppe af bulder og brag som underlægning til kvindens kropsdrama og kampe. Sådan er det at være kvinde! Visuelt og auditivt signalerer scenens udtryk en særdeles normkritisk opfattelse af kvindekønnet, langt fra det pæne og sødmefulde. Det unge hold tager et markant greb om stoffet ved at fokusere på kvindelivet, dets faser og overgange. Men bearbejdningens helt store styrke er, at den vover at gå ind i mørket: dødens nærvær, kroppens voldsomme forandringer, den eksistentielle kamp for et selv, vold mod kvinder og de grumme forskelle i livsvilkår. Heldigvis får vi trøst af humoren. 

Undergrundsteater – set fra bagscenen.

Anslaget, hvor et dødt hestehoved stikker ud gennem fortæppet for at blive hevet ud bagved, efterfulgt af en kvindehånd, der sletter sporene med en klud, er surreelt og barokt. Vi er tilskuere til en scene i scenen med røde for- og bagtæpper, og da fortæppet falder med et brag, afsløres et tomt sort scenerum med mikrofonstativer, en cirkel på gulvet og den store kunstige døde plyshest i 1:1 format liggende i hjørnet bagtil i dameside. Nogle scener, bl.a. indledningssangen (”hvis I ikke kigger er jeg aldrig sket”) spilles med ryggen til os for et fiktivt publikum placeret bag vores bagtæppe, hvilket giver rummet en åben og flydende karakter. Ved at skille tæpperne på midten skabes en lille spilleplads, hvor den kvindelige skuespiller i projektørlyset giver den gas med kroppen i stereotype kvindepositurer, til fals for det andet publikums klapsalver fra kulissen. Fra vores bagsceneposition bliver vi intuitivt forbundet solidarisk med karaktererne, der en for en har præsenteret sig uden lyd, men med blikkontakt.  Et rum med flere synsvinkler giver god mening i forbindelse med Frit flets karakter af undersøgende drømmespil, hvor den lineære tid er suspenderet til fordel for en mere flydende fortælling. De fire karakterer arbejder fx med et livsforløb, udstrakt mellem fødsel, ægteskab og død, men faserne vises ikke i reel rækkefølge, vi er ved livets ende og begyndelse på samme tid – i en simultan dramaturgisk form. Forestillingen kaster små doser ud ad gangen efter et tilfældighedsprincip, hvilket forstyrrer vores evne til at trække linjer.

Cirklen er ved første blik en manege, hvor kvinderne kan spille deres mange roller. Men viser sig snarere at være et hul, en afgrund, fyldt med mørke, som spillet foregår uden om, som en ledsagende skygge. Først i den sene dødsscene står Kirsten Peüliches lyse, æteriske ældre kvindefigur nede i cirklen, nu omkranset af lys. Hullet symboliserer helvede og himmel, heri glider både mennesket og hesten ned til sidst. Andre relevante betydninger er cirklens helhed som symbol på sammenhold, og dens forbindelse til kropsåbning og associationer både til sex og børn/fødsel, der har stor betydning for karakteristikken af kvindelivet i stykket. Forestillingen, der uafbrudt arbejder med kontrasten som figur i sin komplekse struktur, samler med stærk virkning de mange fiktioner i et spænd mellem liv og død.

Der er intet samlende plot, men hesten fungerer som et udgangspunkt for fortællerne, et punkt de kommer fra og vender tilbage til, rider på, sover og finder tryghed hos: Er den et billede på fælleskroppen, der skrives frem i flet-bogen? Hesten symboliserer ofte drift og frihed, som kvinderne efterstræber, og giver associationer til traditionelle maskuline typer som soldat og kriger, hvis slagmark kvinderne gerne vil i – kritisk – dialog med (”kriger, jeg griber mit spyd/ og møder dig”, ”Frit flet” s 220).

”At være sig selv – det er alt” (Marguerite Duras)

Kvinder er forskellige, og feminisme skrives i flertal (”hvorfor skal det hedde noget?”). Alle medvirkende er kvinder, men tilskueren får mulighed for at identificere sig med forskellige aldre og typer ud fra differentierede kropsudtryk og kostumer: Den unge (Sofie Torp) i feminine sort-hvide flæser fremtræder charmerende robust, hun insisterer på at bevæge sig frit og sætte rammerne for sit eget liv. Moderskabet, der brutalt skærer ungdommen over, skal ikke forhindre hende i at flirte. Den ældre kvinde (Kirsten Peüliche) med poetisk sprød stemme bærer en fin og skinnende kjole med pels og er gribende rørende, da hun bliver konfus og leder efter synet og sine briller. Med sin alder midt imellem er Ina-Miriam Rosenbaum gjort til en queertype, iklædt toreadorkostume: hun bevæger sig graciøst og hendes stemme lyder smerteligt blød eller cool rapporterende efter de enkelte situationer. Endelig ankommer Marie Nørgaard som havfrue, stækket i bevægelsen, men med lydforstærkede klask med armene i gulvet, som hun maver sig frem på. Hun agerer hjerteskærende som flygtningen, der mister sit barn af dehydrering i ørkenen, men ikke vil slippe. Hun holder fast og bliver ved med at bære det døde barn på sin krop.

Overgangen til mor er eksempel på, hvordan livet kan eksplodere i kroppen sideløbende med dens forandringer. På et tidspunkt klamrer barnet sig kvælende til moderen. Når barnet flytter, er det omvendt, vises det vittigt. Kvinden er karakteriseret af ambivalente strømme i kroppen, en indre splittelse mellem trangen til at forbinde sig, skabe familie og et fællesskab at dele, og så en voldsom flugttrang, forbundet med ønsket om at være sig selv. Hun bærer på en lille smerte, der som en drilleånd flytter rundt i kroppen og gør hende beredt til at flygte eller kæmpe. Det er et flot billede på kvindens latente kamptilstand i et mandsdomineret samfund, der fremføres ekspressivt af Ina-Miriam Rosenbaum med panisk stakåndet vejrtrækning på en baggrund af prustende dyrelyde.

Du er pige og født. Hvad betyder det?

”Du skal nu artikulere dig selv/ din krop skal slynge sig ud i dage og nætter”.

Sætningen siges forte med kraftfuld stemme i ekspressiv stil, der bakkes op af voldsomme lyde. Ligesom humoren er gennemgående, er spillet præget af det modsatte: alvorlig patos. Visse steder spilles følelsen i teksten fuldt ud, men den kan også skabes ved andre dramatiske greb. I en scene som ”Kvindelig” opstår følelsen i tilskueren gennem modsætningen mellem en neutral oplæsning af 152 drab og deres drabsmetode, begået på kvinder af deres mænd, og en disharmonisk lydside. Lyden slår over i et smukt mandskor, og de fire skuespillere synger ind over hinanden fra spredte positioner i rummet. Scenen er et eksempel på den måde, Liv Helm og co. fletter alle (kontrasterende) virkemidler: verbale i Ina Rosenbaums kølige dokumentation, fysiske i Sofie Torps tableauer, musikalske i den smertelige, rytmiske sang og visuelle i lyset, der til slut ruller i stribede bølger på bagscenen som et tegn på gentagelsen af volden.

Den auditive dimension har en bemærkelsesværdig vægt i forestillingen og er en oplevelse i sig selv. Sangindslagene er stærke og formidler en kontakt til tilskueren, som sangerne henvender sig direkte til. Tilskueren oplever virkelig, at forestillingen vil ham/hende noget. Lydsiden er rigt nuanceret og udtryksfuld i sit konstante samspil med teksten. Den elektroniske lyd spejler utopien intenst med sine vibrationer af det levende, blafrende selv.

”En hånd, der har rørt ved jorden, ændrer den” (Marguerite Duras)

Bogen ”Frit flet” er skabt i fællesskab, men er også mangestemmig med en kollektiv tankegang. Rummeligheden ligger ikke kun i en skiftende tone, men også i niveauer fra eksistentiel eftertænksomhed til politiske stemmer. Den er inkluderende, ikke kun mht. til køn, men også til etnicitet og race, bl.a. ved hjælp af saglige svar på forfatternes spørgsmål fra forskere og forfatterkollegaer.

Slutbilledet med Marie Nørgaard, Sofie Torp, Kirsten Peüliche og Ina-Miriam Rosenbaum. Foto: Rumle Skafte

Især sidste del af sceneværket kaster lys over privilegier og ulighed i verden ved at give plads til den globale flygtningekrise og dens udgrænsning i dramatiseringen af ”Looking for Esperanta” om en mexikansk kvinde, der er flygtet til USA med sine børn uden at opnå udsigt til et bedre liv. Scenen sampler historien med et citat af den farvede svenske forfatter Johannes Anyuru, der forbinder det at være mand og det at have hvid hud og en ophøjet position med en blindhed, fordi det er normen i det samfund, han lever i.

”Jeg elsker min hud, som forbinder mig med den kæmpende, døende menneskelighed”, siger Anyuru, hvilket leder til forestillingens slutning. Her samles aktørerne for første gang i en gruppe – på baggrund af en stor gul sol, som associerer håb, men også kan hentyde til sætningen i digtet ”sorthed køn hvidhed,” som resten af teksten i scenen er hentet fra, der taler om en ”frygt kolossal som solen”. Teksten gentager: ”Der kommer en kamp”, og spilleren beskriver soldater der forbløder og erklærer, at hvis ingen privilegier opgives frivilligt ”så vil jeg kæmpe på din side”. En klar markering af holdning.

Forestillingen har færre antenner ude til verden end bogen. På den lille forestillings præmisser og med prioriteringen af kvindelivet og -kroppen er det svært at udfolde de større perspektiver.  De kan virke som politisk korrekt tilsætning. Alligevel ville jeg ikke undvære dem.

Drømmespillet er medrivende, som det afvikles i et glidende flow uden brud og med overlap mellem scenerne i montagen.  Forestillingens co-creation er et seriøst scenekunstnerisk tiltag og så begavet gennemført, at forestillingen må anbefales. Remedieringen får kant af sit mod til at konfrontere mørket, Frit flet er stærkt og vedkommende teater med noget på spil. Forestillingen nyformulerer kvindekampen, der må tages individuelt,  men Frit flet minder os om, at vi også har mulighed for at hente styrke og glæde i fælleskabet.

FRIT FLET, Sort/Hvid til 16. marts 2019, Mungo Park Kolding fra 21.marts til 4. april 2019.                                       Tekster: Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Forlag: Gyldendal. Instruktør: Liv Helm. Scenograf: Franciska Zahle. Komponist og musikalsk instruktør: Hannah Schneider. Dramaturg: Tanja Diers. Lysdesigner: Morten Kolbak. Lyddesigner: Asger Kudahl. Medvirkende: Sofie Torp, Marie Nørgaard, Ina-Miriam Rosenbaum og Kirsten Peüliche.

Birgitte Dam er cand.mag. i dansk og teatervidenskab og teaterskribent med fokus på samtidsteatret.

Del med andre