Den Guddommelige Komedie på Republique

Af Janicke Branth

 

Staffan Valdemar Holms asketiske og æstetiske komedie

Med tanke på det orgie af billeder og illustrationer, Dantes Guddommelige Komedie har været genstand for i kunsthistorien – fra Sandro Botticelli til Gustave Doré – siden den blev skrevet for syv hundrede år siden, må det være helt bevidst, at Staffan Valdemar Holm og hans faste scenograf Bente Lykke Møller har valgt en så neutral og minimalistisk indramning til deres iscenesættelse. En blackbox, simpelthen, med syv gange syv hvide objekter fordelt i geometrisk lige linjer fra scenekanten og bagud. Syv som de syv dødssynder, Skærsildsdelen beretter om. Objekterne er et udvalg af hvidmalede genstande, som kunne befinde sig i en hvilken som helst moderne husholdning: symaskine, toilet, skateboard, legetøjsbil, motorcykelhjelm, røremaskine, ildslukker, indkøbspose, pladespiller, papirhat, Tv-apparat, suppeterrin, reol, pc, et par damesko med stilethæle, en stabel bøger, en urne, en buste af Dante og hvad det moderne menneske ellers kan fylde sin tilværelse med.  Deres hvide farve giver hele opstillingen en skulpturel karakter, som de står dér i lige rækker og kunne være brikker i et stort brætspil, men mest af alt udtrykker et fragmenteret, sammenhængsløst univers, der nok ligner et mønster, men som netop ikke giver nogen mening i vores moderne tilværelse.

EN REJSE GENNEM TRE DØDSRIGER

Ind i denne sort/hvide installation træder Stina Ekblad i en knaldrød buksedragt og begynder den lange rejse gennem Helvedes ni kredse, Skærsildens syv afsatser – en for hver dødssynd – for endelig til slut at ende i Paradis. Stina Ekblad er fortælleren, som fører os – publikum – på den udfordrende rejse gennem de tre dødsriger, men samtidig er hun også den jeg-person, den Dante (i malerkunsten altid afbilledet i rødt), der selv skal føres gennem rædslerne til en dybere indsigt. Spørgsmålet er om den dybere indsigt også når frem til publikum?

Dantes store epos er trods sin titel ikke nogen komedie, men renæssancens tidligste og mest berømte dannelsesroman, tilmed en jeg-roman, der beskriver digteren, som midtvejs gennem livet er faret vild i en skov og må hjælpes videre af den romerske digter Virgil. For at komme ud igen må Dante følge Virgil gennem alle Helvedes og Skærsildens kvaler, før han på grænsen til Paradis kan møde sin store kærlighed Beatrice (’den der gør salig’) og ved hendes mellemkomst bliver klar til at træde ind i Paradis.

Virgil og Beatrice er lige så lidt som de øvrige skikkelser i dette epos til stede på scenen. Så ikke blot er Ekblad vores fører, som selv bliver ført, det er også Stina Ekblad alene, der fremmaner det store portrætgalleri af skygger i dødsriget for os. Og det gør hun fuldkommen eminent med et sjældent fysisk og psykisk nærvær. Med helt enkle mimiske gesti og reaktioner, præsenterer Ekblad os for den ene skikkelse efter den anden – fra Aristoteles og Platon i Limbo, og Minotaurus, kentauere og andre mytologiske figurer, de hovmodige, de vrede, en skov af selvmordere, den frygtindgydende helvedeshund Kerberus, der med ”skiden gråsort pels flår i sjælene og flænser dem i stykker”, til Lucifer himself i den allernederste kreds i Helvede. Og endelig til sidst efter rejsen op ad skærsildsbjerget viser hun os den lysende, muntre, let irettesættende Beatrice, der ikke uden skælmeri bebrejder Dante hans svigt og som til sidst renser han sjæl for erindring i floden.

Undervejs lader Stina Ekblad os også opleve de mange forskellige følelser, der overvælder Dante ved synet af al den elendighed. Snart humoristisk, snart hårrejsende og undertiden gribende, som f.eks. skildringen af den stakkels mand, som blev spærret inde i et tårn med sine sønner og som blev tvunget til at se dem dø af sult en efter en, inden sulten tog ham selv:

”Du dér, som på så dyrisk måde viser dit had

mod ham du æder, sig mig grunden,” siger jeg./

Synderen løfter langsomt munden op fra sit

måltid, så siger han: “Denne mand, ærkebispen,

var skyld i min hårde og frygtelige død./ 

Det mørke bur som på grund af mig fik navnet

Hungertårnet – der holdt han mig fængslet./”

Med få bevægelser får hun beskrevet en hævner med kødtrævler mellem tænderne, som ved erindringen om sin ulykke forvandles til en hjælpeløst lidende far. Vi lever med i hendes forvandlinger og det er flot i en tid, hvor medierne ellers har gjort os ’medlidenhedstrætte’; men det er måske dér forestillingens svaghed trods alt ligger: den lange strøm af visualiseringer bliver lidt abstrakt i længden – trods Ekblads formidable spil.

STORE KRAV TIL PUBLIKUM

Det mest påfaldende ved forestillingen er dens overvældende æstetisk (og litterære) stramme form. Alt overflødigt er renset væk. Alle begivenheder skal publikum selv se for sit indre blik. Hele middelalderens dystopiske helvedesvision og alle skærsildslidelserne formidles gennem Stina Ekblads vandrende, løbende, kravlende, dansende, drejende, stående, gående røde skikkelse, som med sin store empati forfærdet, angst, overrasket, udmattet, undrende, søgende og spørgende trækker os gradvis længere og længere ind i beretningen.

Hvis vi altså hænger på! Det kræver ganske meget af publikum, som ikke kan læne sig tilbage og nyde scenisk gestaltede illustrationer, men må slå ørerne ud og med sin egen fantasi være medskabende, indleve sig i Dantes drabelige tableauer og rystende oplevelser, hvis det overhovedet skal give mening at se forestillingen. Staffan V. Holms og Bente Lykke Møllers grafiske minimalisme er ekstremt karrig med at tilfredsstille tilskuerens visuelle begær.  Vi skal i den forstand selv gøre arbejdet. Får vi også belønningen?

Stine Ekblad fremstår i den røde buksedragt som på en gang sig selv og som en ung person, hverken dreng eller pige, hverken ung eller gammel, mere som et menneske, der er ’faldet ned fra en anden planet’, end en midaldrende vandrende mand i midtvejskrise.  Denne anmelder mindede hun i glimt om Saint-Exupérys lille prins.

Med fremstillingens episke dobbeltgreb som både førende (os) og ført (af Virgil) ledes vi den tunge vej gennem alle de lidelser, som er en uundgåelig del af tilværelsen, hvis vi skal opnå indsigt.  I forestillingen (ligesom i Dantes komedie) fremstilles denne indsigt – mødet med Gud – som lys, et afsluttende forklarelsens lys, som rammer Dante i forestillingens sidste sekvens.  Den del er i sceneversionen meget kort, så kort at spørgsmålet er, om Dantes møde med det guddommelige, berører os i særlig grad? Sidste del er forkortet til 12 vers af den 33.og sidste sang. Her må Dante indse, at: ”Mit syn stiger nu så højt at sproget/ ikke kan rumme det, ej heller magter/ erindringen at fastholde hvad det ser.” Han er med andre ord nået til noget, der ikke lader sig beskrive gennem sproget.

Denne lange erkendelsesrejse foregår tilmed indenfor så kristen en ramme, at det vel vanskeligt lader sig overføre til en universel livsfortolkning, og måske derfor undslipper en (stor?) del af publikum?

TEKSTBEARBEJDELSE

Som tilskuer er man godt hjulpet af Karen-Maria Billes og Holms fremragende tekstbearbejdelse. Dantes enorme opus med de talløse referencer til lokale begivenheder, historiske skikkelser, ikke så få hertuger, regenter og paver, den blodige strid mellem Guelferne og Ghibellinerne osv. er stort set strøget og fokus alene rettet mod de mere overordnede linjer i beretningen.

Den guddommelige komedie består af 100 sange, præcist fordelt på 3 x 33 sange plus en. Hver sang består igen af fyrre til halvtreds vers, terziner (på tre verslinjer). For at give et lille indtryk af bearbejdelsen, så er første del ’Helvede’ med dets 33 sange reduceret fra 1364 vers til ca. 220 vers.  Skærsilden er væsentligt kortere og Paradis som sagt kun 12 vers af den 33. sang.

Af programmet fremgår det, at man har brugt Ole Meyers oversættelse, som udkom på Multivers i 2000. Arbejdet med at komponere det store opus sammen til en sceneversion er en bedrift i sig selv, som ikke ’kun’ er gjort med at stryge og klippe sammen. Ole Meyers fremragende oversættelse, som i sig selv har dramatisk karakter med sin naturlige og mundtlige (vers-)diktion, tillader sig ind imellem ord og udtryk, som ikke holder på en scene; og derfor har det også været nødvendigt ikke alene at bearbejde sproget i ’sammenføjningerne’ men på diskret vis hele vejen igennem teksten.  En stor del af forestillingens fortjeneste ligger i denne tekstversion, som ganske enkelt er imponerende.

EN MEGET LITTERÆR FORESTILLING

Staffan V. Holm, Bente Lykke Møller, Stina Ekblad og Karen-Maria Bille har sammen skabt en suveræn æstetisk oplevelse, som i kraft af Stina Ekblads enestående præstation også berører os følelsesmæssigt. Det eneste brud er de få indslag med italiensk popmusik, som markerer overgangene i Dantes vandring. På deres egen måde er de med til at fuldbyrde oplevelsen af det gennemæstetiske udtryk.

Det er imponerende gjort, men det er unægtelig også en meget dannet oplevelse, som vist først og fremmest appellerer til et ældre veluddannet /belæst 60+ publikum. På anneksscenen, Revolver udfolder en anden skuespillerinde sit fysiske format i et anderledes frenetisk fysisk scenesprog. Også her er der tale om en monolog, men det er en helt anden historie, som udfolder sig foran et noget yngre publikum og som i en kommende anmeldelse vil blive beskrevet for Peripetis læsere.

Dog kan man undre sig over, at to så store teaterrum med plads til så mange tilskuere danner ramme om to monologer!

Den Guddommelige Komedie spiller indtil 2. februar

Instruktør: Staffan Valdemar Holm, Scenograf: Bente Lykke Møller, Lysdesigner: Clement Irbil, Oversættelse: Ole Meyer,

Medvirkende: Stina Ekblad og Vitus Elliot Hansen/Samuel Traum

Bearbejdelse: Karen-Maria Bille og Staffan Valdemar Holm

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.

Del med andre