Tværmedial kommunikation. Producent-, bruger-, og hverdagsperspektiver. Af Kjetil Sandvik. Samfundslitteratur 2018

Anmeldelse af Erik Exe Christoffersen

 

Bogen Tværmedial kommunikation af Kjetil Sandvik landende på mit bord nærmest samtidig med den sørgelige besked om, at Sandvik var død uden varsel og ganske pludseligt. Begivenhederne kan ikke undgå at smitte af på hinanden. Dette skal ikke være en nekrolog, men oplevelsen af bogen er påvirket af den tragiske situation og kontekst. På en måde foregriber det bogens portræt af samtidens tværmedialitet og den tematik, som drejer sig om det, at mediale og reale begivenheder interagerer i en medievirkelighed ligesom medier forbindes på måder som både gentager, forvrænger, forskyder og varierer betragtninger af virkeligheden. Medialiteter er både simultane, parallelle og blendes, idet nye sammenhænge og virkeligheder dukker op.

Sandvik var i sig selv en mester i at performe gennem mediale og tværmediale netværk. Hans udgangspunkt var teatermediet og spillet, legen men også de rumlige museale installationer. I 90erne arbejdede jeg meget sammen med ham, vi sluttede det forrige årtusinde af med sammen at lave en opsætning af Anton Tjekhovs Mågen. Det er stykket, hvor hovedpersonen søger nye former i kunsten gennem en remediering af teatret. Vi kaldte forestillingen Deadline.

Tværmedial kommunikation

Tværmedial kommunikation er, som Sandvik beskriver det, et gennemgribende vilkår for kommunikation i det senmoderne samfund. Medier er ikke blot til stede samtidig men samarbejder og griber ind i og påvirker hinanden. Det betyder også, at de såkaldt gamle medier som fx teater, billedkunst og litteratur påvirkes og forandres, hvilket kort berøres.

Bogen retter sig mod forskere, undervisere, praktikere og studerende der beskæftiger sig med tværmedial kommunikation eller cross-media communication, som er den internationale betegnelse for denne tradition, og den bygger på Sandviks mangeårige forskning i og erfaring med at undervise i, hvordan medier bruges og spiller sammen i effektiv kommunikationsplanlægning og tværmediale strategier. Bogen er således en fortætning og komprimering af en kæmpe indsigt og viden, og dens klare formidlende sprog, gør den velegnet som lærebog. Den er i betydelig grad over sit stof, klar og overskuelig men også rimelig kortfattet og præcis. Det teoretiske stof formidles glimrende ved hjælp af en række enkle og sigende cases så som analyser af serierne Skam og Forbrydelsen og et tværmedialt produkt som X Factor. Alle producerer en række forskellige medialiteter og platforme, hvilket afføder en cirkulation og recirkulation af begivenheden mellem TV, TVkanalernes hjemmesider og de sociale medier. 

Tre perspektiver

Tværmedial kommunikation analyserer medielogikkerne ud fra tre perspektiver: et producentperspektiv, hvor fokus er på meningsproducerende koordineret anvendelse af flere medier og platforme til kommunikation; et brugerperspektiv, hvor fokus er på meningsgivende (for)brug af indhold fra flere medier, og hvor dette skabes ud fra brugernes egen deltagelse og ageren med medierne som fx medspiller, med-detektiv eller i diverse remedieringer; endelig et hverdagsperspektiv, med fokus på meningsgivende brug af kombinationer af forskellige medier i forskellige hverdagspraksisser. Her skabes hverdagslige rutiner og praksisformer, som producerer identitet gennem iscenesættelse af kommunikation og metakommunikation omkring produkter, nyheder og politisk branding.

Det der samler bogens cases er således forskellige strategier for produktion og herunder brugernes co-creation. Bogen har på den måde et bredt kulturelt sigte i forhold til tværmedial produktion, organisering og iscenesættelse. Måske kunne Sandvik have tilføjet et kapitel om en aktiv kreativ brugerproduktion af tværmedialitet. Det var faktisk en del af hans egen rige praksis, bl.a. når han samarbejdede med museer om at udvikle medieprodukter.

Konvergens og divergens

Medieudviklingen peger mod mediekonvergens, hvor gamle medier så at sige underlægges et centralt og overgribende medie, hvilket mobiltelefonen og naturligvis internettet er et eksempel på. Men udviklingen peger også på behovet for mediedivergens. Blandt brugere synes der at været et behov for at konsumere samme produkter, men gennem forskellige medier. Således kan man møde en række produkter som bog, film, teater eller spil. Fx er Skam publiceret på nettet i fragmenter og kan ses på mobil hvor som helst, men også som tv-serie, samt senest som teater. Der er givet et behov for gensyn med diverse produkter, men netop i nye medier. Dette virker jo så også tilbage på fx teatermediet, som så at sige responderer på dette behov gennem remediering af såvel film som bøger. De senere år har remediering af både film og bøger optaget en væsentlig del af det samlede repertoire på teatrene. På den måde bliver det analoge medium teater inddraget i den tværmediale digitale kommunikation.

Tværmedial kommunikation giver i et producentperspektiv brugerne det, de vil have. Den politiske kommunikation, nyhedsproduktionen og underholdningsformaterne virker i høj grad gennem tværmedial kommunikation. Sandvik analyserer her eksempelvis DR’s X-faktor som tværmedial kommunikation, idet det gennem en række forskellige mediale formater udnytter brugernes deltagelse, både live og som digital respons i form af mobilafstemning, og medieudviklingen skaber på den måde nye brugerperspektiver. Det er også medieudviklingens perspektiver, der virker forandrende ind på såkaldt gamle medier som fx teater, hvor digitale og mediale effekter de senere år har bidraget til nye brugermønstre og deltagelsesformer. I immersivt teater er tilskueren deltager ’indefra’ værket og inddrages på en måde, der minder om spillerens inddragelse i et computerspil.
Brugernes roller i alle medier er i den forstand forandret, og brugere deltager i brugerskabte oplevelsesuniverser. Det gælder eksempelvis Harry Potter universet, der som tværmedial produktion  er tilgængelig som bog, film, spil, teater og Lego. Lego er ikke kun de klassiske klodser men også produkter som, som relaterer til forskellige universer som fx Harry Potter eller Star Wars og fankulturer, hvor deltagerne udklædes og genspiller universet ud fra bestemte regler.

Tendens til tværmedialitet og såkaldt remediering har således nogle helt oplagte brugerperspektiver. Men samtidig er det ganske vigtigt mener jeg, at pege på den reduktion af gamle medier, det fører med sig: skuespilkunst, dramatisk kunst, og den kunstneriske specialisering og fordybelsen er traditioner, som kan have vanskeligheder i forbindelse med diverse remedieringer. Dette at publikum hellere vil se noget de allerede har set er ikke særligt fremmende for kreativ nytænkning. Kunstautonomien kan have vanskelige kår i tværmedialitetens tendens til konvergens.

Sandviks analyse er indirekte et argument for at styrkelse af mediediversitet er vigtig. Det er ikke en synsvinkel Sandvik udfolder, men jeg mener det må være oplagt at vise, hvordan gamle mediers kvalitet er baseret på direkte kommunikation og nærvær i tid og rum mellem producent og bruger, som eksempelvis teatrets skuespillere og tilskuere. Det er også disse præmisser, der gør teatret forholdsvis omkostningstungt som medie – det har ikke de samme muligheder for spredning som andre medier, og derfor er det en truet kunstart.

Medierne i et hverdagsperspektiv

Tværmedial kommunikation i et hverdagsperspektiv er måske et af de mest centrale kapitler i bogen. Sandvik gennemgår mediernes indgriben i hverdagens rutiner, men også hvordan brugerne transformeres til tværmediale turister på besøg og i udveksling med mediers crimescenes som fx Kurt Wallanders Ystad.

Hvordan ser det ud med demokratisering og medborgerskab på tværs af medier? Her er der virkelig stof til eftertanke. Ikke mindst efter de sidste års indgriben i demokratiske valgprocesser med fremkomsten af fænomenet digitale trolde.

Bogen slutter med et kort og enkelt forslag til, hvordan man kan analysere tværmedial kommunikation. Det er en analyse som fokuserer på netværket og forbindelserne mellem medialiteter og som interesserer sig for mediernes kontekst. Under alle omstændigheder bør man være opmærksom på, at iagttagelsen af medier og deres samspil vil være betinger af de erkendelsesinteresser, man selv måtte sidde inde med. Altså kort sagt, hvad man ønsker at vide om mediernes måde at fungere på. Det er højst påtrængende spørgsmål, fordi det simpelthen er blevet mere og mere markant, at medier ikke blot medialiserer virkeligheden men skaber og producerer virkelighed i form af bestemte betragtningsmåder. Man kunne sige at tværmedial kommunikation medfører en lige så gennemgribende forestilling om autentisk kommunikation.

Kjetil Sandvig er som nævnt ikke mere. Det har han dog på magisk vis allerede foregrebet i afsnittet: Det tværmediale handlingsrum i krisesituationer. Hvad sker der, når man dør? Det sker i stigende grad at mange lever videre på de digitale medier. Men hvem er det, som tager sig af de døde, som stadig lever på internettet? Og hvornår forsvinder man fra Google? Det er den slags spørgsmål som betyder at Kjetil Sandvigs bog vil blive stående som et medie i lang tid fremover.

Erik Exe Christoffersen, Lektor, Dramaturgi, Aarhus Universitet

 

Del med andre