Scenekunstnerisk udvikling og aktivisme som social skulptur og performativ struktur – Imaginations of a Place, Tårnby Torv Festival

 

Af Mette Garfield

Kunst og kunstnere har tradition for at indtage en både kritisk og produktiv rolle i relation til samfund, normer og fælleskab. Men fordi kunsten i det øjeblik den postulerer, den er kunst, altid allerede er på afstand af det levede liv, den vil skildre og udfordre, kan kunsten – og herunder scenekunstinstitutionernes præsentationer – ofte virke fjerne på trods af intentionerne om at behandle helt aktuelle socio-politiske problemstillinger. Samtidskunsten og -teatret har derfor i en antropocæn tidsalder med økonomisk krise, klimakrise, en verdensomspændende migration, en kolossalt uretfærdig fordeling af naturens ressourcer og tab af kulturel diversitet ekstra store udfordringer, men samtidig har kunsten med disse udfordringer netop mulighed for at spille en vigtig social rolle. Flere kunstnere tager således i øjeblikket også udfordringen op og krydser faggrænser. De udvider og udvikler deres kunstpraksisser performativt og relationelt i forsøget på at indtage mere direkte aktivistiske roller i samfundet.

Den schweiziske scenekunstner og underviser på Den Danske Scenekunstskole Andreas Liebmanns kunstneriske praksis indebærer eksempelvis iscenesatte møder på offentlige steder. Han træder dermed ud af det traditionelle teater- og kunstrum, ud hvor livet leves. Han spiller sig selv eller en karakter meget tæt på sig selv og bruger bl.a. metoden til at indsamle materiale til sine performances. Han knytter med metoden sine værker til borgerne i et specifikt lokalområde. Sidste år anvendte han formen indledningsvist som det første skridt mod etableringen af et aktivitetssted og (scene)kunstrum for borgerne i Tårnby. Han producerede, arrangerede og kuraterede festivalen Imaginations of a Place, Tårnby Torv Festival med udgangspunkt i aktiviteter, borgerne allerede var engageret i, samt deres egne ønsker for områdets kulturliv. Dette større scenekunstneriske og aktivistiske udviklingsarbejde i Tårnby kommune vil denne artikel beskrive og undersøge i forhold til scenekunstens berettigelse og relation til samtiden.

Liebmann sad på Tårnby Torv med et skilt med teksten: ’Fortæl om dit offentlige liv i Tårnby’. Han sad der kontinuerligt gennem ca. tre uger mellem juni og november i en til to timer om dagen og havde omkring 40 samtaler med tårnbyborgerne om deres offentlige aktiviteter i kommunen. Unges kulturelle aktiviteter og ønsker for Tårnby blev et særligt interesseområde for projektet.

Performancefestivalen med debatter om det offentlige liv og rum i Tårnby løb af stablen henover tre dage med fuldt program fra torsdag d. 16. november til lørdag d. 18. november 2017.

 

Andreas Liemann sad på Tårnby Torv og inviterede forbipasserende til samtaler om deres offentæige liv i lokalområdet. Foto: Omur Agbaba

 

Festivalprogrammet og et permanent aktivitetsrum

Liebmanns intentioner med samtalerne med borgerne på Tårnby Torv var først og fremmest at iscenesætte tilfældige møder, hvor en demokratisk dialog kunne finde sted. Nogle af samtalerne fortsatte og blev en del af videreudviklingen af festivalens program. Den unge tårnby-borger Yassin Idrissis’ samtale med Andreas Liebmann på Tårnby Torv om sin træning i det lokale fitnesscenter førte eksempelvis til, at Liebmann fulgte med ham i fitnesscentret, hvor de fortsatte samtalen om politik. Disse samtaler og sportsaktiviteten udviklede sig videre til en del af festivalens bedste indslag: Sports and Politics – øvelser for kroppe og kammerater.

Festivalens åbningsperformance var udviklet af to af Liebmanns tidligere elever, Lukas Racky og hans kollega Onur Agbaba. De ledte via en simpel performativ intervention på Tårnby Torv tårnbyborgere, tilfældige forbipasserende og inviterede festivalgæster og deltagere op til det tidligere butikslokale, som Liebmann fik stillet til rådighed til udviklingsarbejdet af Tårnby kommune. En koncert med musikskoleelever i Tårnby var også på programmet samt et oplæg ved lederen af Tårnby Bibliotek om stedets kulturelle tilbud. Suppekøkken og filmvisninger var desuden gennemgående programpunkter i løbet af festivaldagene samt et oplæg om Liebmanns egen kunstneriske forskning i forbindelse med udviklingsarbejdet samt oplæg fra hans studerende fra Den danske Scenekunstskole om deres arbejde og involvering.

Inviterede indslag udefra var Live Art for Børns performance 50 farlige ting (alle børn bør prøve) samt oplæg af internationale aktivister og kunstnere fra aktivitets- og medborgerskabsrum i en række europæiske byer, som Liebmann besøgte som inspiration til etableringen af et permanent aktivitets- og kunstrum i Tårnby. Et vigtigt internationalt udsyn for og perspektivering af festivalen. Billedkunstneren Morten Golls arbejde med etableringen af Trampolinhuset i København har også været en kilde til inspiration. Goll har desuden været fagkonsulent på projektet i Tårnby.

 

Fortolkningsrelief og teori

Jeg fik mulighed for at følge Liebmanns arbejde i Tårnby først igennem et interview om festivalen til scenekunstsitet ISCENE (https://iscene.dk/2017/11/06/urbane-graenseinvitationer/). Herefter har jeg interviewet ham igen som research til denne artikel og fulgt udviklingen af den første Imaginations of a Place, Tårnby Torv Festival gennem overleveret materiale i form af tekster, fotos samt video. Derudover deltog jeg som tilhører til hans oplæg om projektet for de studerende på Scenekunstskolen d. 24. januar 2018.

Andreas Liebmanns scenekunstneriske udviklings- og aktivistiske arbejde i Tårnby kommune kan overordnet betragtes som et klassisk avantgardistisk forsøg på at opløse skellet mellem kunst og liv, idet han ved at udvide et traditionelt værkbegreb som sagt træder ud af kunst- og teaterinstitutionens rammer for at undersøge scenekunstens transformerende og samfundskritiske kraft samt aktivistiske rolle.

Den teoretiske indgang i denne artikel vil derfor være en af Liebmanns egne referencer, avantgardekunstneren Joseph Beuys’ udvidede relationelle værkbegreb, der anser værket som en handling; en social skulptur eller performativ struktur. Derudover indebærer projektets debat om det offentlige liv, rum og engagement i Tårnby en kritik af det nuværende senmoderne offentlighedsbegreb, hvor det private og offentlige liv er kollapset bl.a. som følge af den teknologiske udvikling af smartphonen. Den bevirker, at skellet mellem privatsfæren og den offentlige sfære opløses. Derfor vil mit fortolkningsrelief desuden være filosoffen Hannah Arendts teori om en skærpet adskillelse mellem det private og offentlige rum, som det fremføres i Menneskets vilkår. Da Liebmanns praksis samtidig indlejrer en selvkritik, har jeg også valgt at perspektivere til teoretiker og kurator Irit Rogoffs begreb om ’criticality’, som indebærer, at kritikeren eller kunstneren kritisk medtænker sig selv i en undersøgelse af nye muligheder og produktion af nye subjektiviteter.

 

International inspiration – Mama Zagreb og Vyrsodepseio

Ideerne om etableringen af et permanent sted for borgerne i Tårnby til deres egne aktivitetsønsker, bl.a. scenekunst og andre kulturelle aktiviteter, hentede Andreas Liebmann inspiration til i lignende lokaldrevne aktivistiske og kunstneriske initiativer samt aktivitetsrum i en række europæiske byer. Liebmann fik gennem Art, Politics And The Institution – A European Summit i Mannheim hjælp til at udvælge stederne til inspiration og et indledende netværksarbejde.

Liebmann mødte fx aktører fra Mama Zagreb i Zagreb, Kroatien. Mama Zagreb bliver drevet af meget få mennesker med støtte fra Nationalfonden til udvikling og styrkelse af civilsamfundet. Mama Zagreb fungerer som en form for hub med en mængde forskellige aktiviteter med fokus på film og et veludviklet diskursivt program såsom Human Rights filmfestival, symposier om det 21. århundredes filosofi, politik og æstetik, seminaret Udvidet æstetisk uddannelse: kunstnerisk eksperiment og politisk kultur i netværksalderen, m.m. (http://www.mi2.hr). Mama Zagreb virker især som et stort netværk bygget op igennem et langt sejt træk over 20 år. Et parti i deres netværk stillede således eksempelvis op til valget og kom ind byrådet i 2016.

Det aktivistiske kunstrum Vyrsodepseio i Athen var endnu et af de steder, Andreas Liebmann blev inspireret af. Stedet opstod ud af den økonomiske krise i Grækenland og tiltrak sig tusindvis af engagerede borgere. Den græske kunstner og scenekunstinstruktør Elli Papakonstantinou, som Andreas Liebmann mødtes med, blev initiativtager til platformen og det uafhængige kunstrum og netværk for kunstnere (http://www.vyrsodepseio.com/en). Ligesom Andreas Liebmann er i færd med, og som hans fagkonsulent for projektet, billedkunstner Morten Goll, har gjort det med Trampolinhuset, udvidede Papakonstantinou således sin kunstneriske praksis relationelt til også at arbejde som politisk entreprenør og forbinder af forskellige aktører i samfundet efter den økonomiske krise i Grækenland.

Vyrsodepseio’s lokaler fordelt på to etager var på 3000 kvadratmeter i alt. Stedet husede også scenekunstvirksomheden ODC, der også er ledet af Elli Papakonstantinou. Vyrsodepseio eksisterer ikke længere i dag, men var i sin levetid vært for workshops, forlags- og forfattervirksomhed, kunstneriske aktiviteter, foredrag og offentlige debatter. I Vyrsodepseio voksede de kunstneriske aktiviteter altså ud af det politiske og aktivistiske virke.

 

Iscenesatte demokratiske møder frem for kulturløft – ’criticality’

Tilbage til Tårnby Torv, hvor Liebmann som sagt sad. Torvet er et transitsted, hvor man ikke hænger ud. Man kunne kalde Tårnby Torv en form for ikke-sted. Man er hovedsageligt på vej videre til andre destinationer. Tårnby Torv ligger også lige overfor den lokale S-togsstation. Torvet er belagt med grå betonsten, og der er næsten ingen form for bænke eller muligheder for at sætte sig og opholde sig. På torvet ligger et 7000 kvadratmeter stort indkøbscenter med kædebutikker i to planer, som blev etableret i 1960’erne. Byggeriet er gråt, firkantet og fremstillet af beton i en karakteristisk1960’er-stil, hvis materialer og arkitektoniske udformning virker grove og billige. Byggeriets æstetik lader ikke til at have været en prioritet. Torvet ligger desuden op ad en tæt trafikeret indfaldsvej til motorvejen. Torvet inviterer kort sagt ikke til ophold og byder heller ikke på meget liv, samling og aktivitet. Men Andreas Liebmann har alligevel siddet på torvet kontinuerligt over mange dage i et forløb strakt ud over flere måneder. Med en ekstra stol og skiltet med påskriften ’Fortæl mig om dit offentlige liv i Tårnby’ inviterede han til at lytte til lokale forbipasserendes historier om deres sociale, politiske og kulturelle relationer. Det vil sige fortællinger om deres offentlige engagement i Tårnby lokalområde. Han inviterede til dialog om det offentlig liv i Tårnby.

 

Tårnby Torv indbyder ikke umiddelbart til at opholde sig og samle sig. Foto: Omur Agbaba

 

I Tårnby har Liebmann som sagt mest af alt benyttet denne metode for at iscenesætte demokratiske samtaler, fordi han ikke er til stede som kunstner som en del af et kulturløftsprojekt af lokalområdet. Det er ikke hans intention at bringe kunst til området. Han formulerer det selv i researchinterviewet til denne artikel:

”Tårnby er meget stille, og du er nødt til at gå med der, hvor du er. Du skal ikke skubbe på, og du skal altid være bevidst om din magt som kunstner. Det er vigtigt at spørge: ’Hvad er min ret her? Har jeg en funktion som kunstner eller som institution her?’”

I Liebmanns praksis og metode er altså indskrevet en selvkritik. Han medtænker sig selv og iscenesætter sig i en forsøgsvis ligeværdig dialog med borgerne i Tårnby, men er samtidig bevidst om sin magt som kunstner. Han understreger desuden, at han også ved, at kunstnerens magt kan være imaginær, idet kunstneren og kunstinstitutionen i mange kontekster ikke har nogen særstatus eller prestige.

Men modsat en klassisk modernistisk kritikerposition, der leder efter fejl og mangler, forsøger Liebmann altså at medtænke sig selv i en flydende, bevægelig størrelse ligesom Hannah Arendts begreb ’a fellow sufferer’ og ligesom Irit Rogoffs begreb om ’criticality’. Dette begreb kan som nævnt bringes i spil til uddybning af Liebmanns kunstneriske udviklingsarbejde.

I teksten From Criticism to Critique to Criticality (http://eipcp.net/transversal/0806/rogoff1/en ) ser Rogoff en bevægelse fra det modernistiske begreb om ’criticism’, der har fokus på fejl og mangler og er adskilt fra den kreative kunstneriske proces, til det poststrukturalistiske ’critique’, der er en del af den tænkende vidensdeling og kunstneriske produktion og som afslører skjulte magtforhold. Herfra går bevægelsen videre frem til ’criticality’, som reflekterer, spørger og undersøger performativt. Rogoff forbinder det poststrukturalistiske critique med identitetspolitik, da begrebet bygger på at finde blindgyder, skyld og skjulte hierarkier, mens hun med ’criticality’ tænker i at aktualisere muligheder og potentialer som en produktion af subjektiviteter.

På samme vis mener jeg, at Liebmann tænker i muligheder i sin performative og relationelle undersøgelse af scenekunstens potentiale som transformerende kraft i samfundet. Liebmanns praksis producerer eller lægger kimen til produktionen af nye subjektiviteter, nye stemmer i møderne og debatterne på Tårnby Torv-festivalen. De iscenesættes i et aktuelt nu i de tilfældige møder i en jævnbyrdig, demokratisk samtale. At lade borgernes stemmer ytre sig er et af hovedelementerne i Imaginations of a Place, Tårnby Torv Festival, og det er netop med til at relatere scenekunsten til samtiden og give den en berettigelse, men mere herom senere.

Liebmanns projekt handler således om at gentænke og inddrage borgerne i produktionen af (scene)kunst. Hans praksis står dermed nærmere i modsætning til det traditionelle begreb om ’kulturel akupunktur’. Kulturel akupunktur-termen dækker over sociale kunstneriske projekter, der via (scene)kunst og kulturaktiviteter forsøger at løfte et bykvarter både socialt og byplanlægningsmæssigt. Tænk fx på, hvordan Passage-festivalen i Helsingør bl.a. har tilbudt ny-cirkus til beboerne på plejehjem – eller tænk på Københavns Kommunes kvarterløftsprojekter på fx Nørrebro. Denne type sociale kunstneriske projekter, der tilføjer kunst til et område, tjener undertiden mest som støttemuligheder for kunsterne. Liebmann er derimod interesseret i tårnbyborgernes egne tanker, erfaringer, handlinger og ønsker. Han vil samtidig med at udvikle nye inddragende produktionsformer for scenekunsten styrke nye lokale stemmer, producere nye muligheder og netværksstrukturer i området sammen med borgerne.

 

Den moderne (scene)kunstinstitution

Men hvorfor er det, at teatret, performance- og scenekunsten, på trods af at det er den eneste kunstart, hvor publikum og performere oplever live i samme rum i fælleskab, ikke er et mødested for dialog og debat? Hvorfor er scene- og performancekunsten ikke en betydningsfuld del af demokratiet og civilsamfundet i Danmark, kunne man spørge. Hvilke udfordringer er det teatret, performance- og scenekunsten står overfor, og som Liebmann og flere andre kunstnere i øjeblikket forsøger at forandre?

Teatret og scenekunsten er næsten ikke længere en del af den offentlige debat i dagspressen, sådan som litteratur og film til dels stadigvæk er. Historierne om scenekunsten er ofte historier om dens krise, dens dalende publikumstal især blandt de unge og det moderne teater og samtidsscenekunstens manglende tilknytning til almindelige borgeres liv og den politiske offentlige debat i Danmark. Derudover er teatret og scenekunsten selvfølgelig, som det gælder alle andre kunstarter, blevet udkonkurreret af andre populære kulturtilbud. Teatret og scenekunsten signalerer muligvis også stadig uskrevne koder, ritualer og præsentationer af gamle, klassiske tekster uden kommunikation om relevansen for et moderne publikum.

Ligesom i Sverige er det i Danmark sandsynligvis stadig en veluddannet middelklasse, der er de største brugere af teatrene. Det multietniske og lokale samfund er ikke for alvor repræsenteret i teatret hverken på scenen eller blandt publikum. I Sverige har en meget vellykket udvikling, der i sit udgangspunkt minder om Andreas Liebmanns strategi, og som var ledet af tidligere kulturchef Rani Kasapi for Botkyrka kommune, derimod eksempelvis ført til at lokalområdet i Botkyrka kommune blev en del af teatret og vice versa. Kasapi var desuden leder af et internationaliseringsarbejde for Riksteatern i Sverige, der bevirkede en kolossal stigning i publikumstallet (fra 7000 til 130.000 publikummer fra 2007 til 2013). Kasapis metode er at sammentænke mangfoldighed og ledelse. Hun udtalte i et interview til ISCENE:

“Mit arbejde har været at vende tilbage til en strategi, som udgår fra beboerne. Det vil sige at være lyttende, at få lavet en stærkere lokalanalyse og tolke den ind i kommunens aktiviteter.”[1]

Andreas Liebmann har benyttet en lignende strategi, men hans intentioner har netop ikke været kvantitative, det vil sige et ønske om at øge publikumsantallet. Hans intentioner har ikke været at opfordre beboerne i Tårnby til at opsøge scenekunsten, teatret og andre kulturelle tilbud. Hans praksis indebærer ikke underholdende performance og/eller scenekunst med en særlig billedskabende æstetik eller særlig repræsentation, men virker derimod med simple interventioner og indramninger. Hans praksis udgår fra den relationelle kunst, som en form for performativ transformerende stedsspecifik struktur og handlinger i det urbane, offentlige rum.

 

Det offentlige livs krise – Arendt

Liebmann undersøger og spørger som sagt til det offentlige liv og engagement i Tårnby fremfor at undersøge det private liv, som ellers per tradition ofte er fokus for en afdækning i scenekunsten. Årsagen til, at han undersøger dette, er netop det offentlige liv og den offentlige debats krise i det senmoderne kapitalistiske samfund. Skellet mellem det private og det offentlige rum er blevet yderligere udvisket i kraft af de seneste 10 års digitale teknologi. Med smartphones og tablets i hånden er vi afskærmede fra den offentlige samtale og sfære, når vi fysisk befinder os i den, og samtidig offentligt tilgængelige og aktive online på sociale medier, når vi fysisk befinder os i det private, hjemlige rum.

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt er om nogen kendt som offentlighedens tænker. I bogen Menneskets vilkår kritiserer hun den kapitalistiske samfundsudvikling, hvor arbejdslivet og produktionslivet har fortrængt politisk engagement og handling. Hun tænker overraskende for vores psykologiserende og individualistiske tid den offentlige sfære som det sted, hvor mennesket bliver sig selv i en samtale med andre i en udveksling af forskellige synspunkter. For Arendt udgøres den politiske frihed nemlig af en sag eller et emne, som alle ser forskelligt på. Sagen eller emnet binder sammen i et fælleskab, men holder samtidig hinanden på saglig afstand.

Det er ifølge Arendt denne manglende, saglige afstand, der er hovedårsagen til den offentlige debats og det politiske livs krise i det moderne kapitalistiske samfund.[2]

Andreas Liebmann undersøger i samme ånd den offentlige sfære og det offentlige engagement i Tårnby for herfra at undersøge mulighederne for at styrke den offentlige debat via interagerende scenekunstneriske greb. Andreas Liebmann afdækker ikke Tårnby-borgeres private forhold, men stiller sig som nævnt til rådighed i møder, der fører til demokratisk dialog; en udveksling af forskellige synspunkter om udviklingen af og styrkelsen af det offentlige liv i lokalområdet. Den vigtige og den mest velfungerende del af programmet på festivalen gav akkurat borgerne i Tårnby mulighed for at ytre sig offentligt med deres vidt forskellige stemmer.

I Menneskets vilkår inddeler Arendt menneskets liv i tre aktivitetstyper, der efter min mening er brugbare perspektiver på Liebmanns udviklingsarbejde. De tre aktivitetstyper er: arbejde, fremstilling og handling.[3] Den sidste aktivitet udgør ifølge Arendt som den eneste indholdet i det politiske liv. De første to gælder mennesket som fysisk arbejdende og som fremstillende produktion. Arbejdets grundlag er det biologiske liv eller selvopretholdelsen, fremstillingens vilkår er mundaniteten eller verdsligheden, mens handlingens vilkår er natalitet og pluralitet. Handlingen består i at begynde, deri ligger nataliteten, som gøres sammen med andre og deri pluraliteten. Arendts begreber gælder efter min mening også i 2018, da det stadig er et menneskeligt vilkår at leve sammen med andre mennesker. Det er sammen med andre mennesker, vi kan skabe vores verden. Arendt refererer således til filosoffen Augustin, der siger, at mennesket er skabt for, at der kan være begyndelse.[4] Derudover gælder Arendts kritik af den manglende saglige afstand efter min mening især for vores samtids politik, som er præget af emotionel retorik og enkeltsager.

Tredelingen mellem vilkårene, fra livsopretholdelse over verdslighed til natalitet og pluralitet, er en trinvis bevægelse mod offentlig lykke ifølge Arendt. Bevægelsen er dermed, at arbejdet opnås gennem fremstilling af produkter, der dog ikke kan stå alene som menneskelige frembringelser og derfor ikke kan opfylde menneskets behov for mening. Dette behov bliver derimod opfyldt gennem relationen til andre mennesker i tale og handling. Standarden for talens og handlingens udtryksform er personbestemt fremfor behovsbestemt, fordi det er som person og ikke behovsvæsen, man kan vise sig selv i relationen til andre mennesker ved at udvise storhed i handling og åbenhed i tale, skriver Arendt.[5]

Liebmanns møder og dialog med Tårnby-borgerne udvikler sig således i en form for arendtsk tilgang, fordi ideen herfra om produktionen af en performancefestival i og om det offentlige rum i Tårnby kan ses som en handling, der ikke er rent behovsbestemt. Den er derimod en form for arendtsk handling, hvor borgerne og Liebmann som personer kan realisere sig selv i pluralistisk relation til hinanden og til endnu flere borgere. De kan fremtræde større og åbent debattere et emne med en saglig afstand med deres mange forskellige stemmer. En meningsgivende handling, der allerede i sine mindste, indledende stadier sandsynligvis styrker det offentlige liv og debatten i området. Liebmanns samarbejde med borgerne om produktionen af en performancefestival, der tog udgangspunkt i, behandlede og debatterede det offentlige liv og rum i Tårnby, gjorde i det meget små Tårnby Torv til et offentligt handlingssted, der inviterer til medborgerskab. Det kan være en begyndelse til netværkstillid og til en videreudvikling af etableringen af et permanent aktivitets- og kunstrum.

 

Tårnby Torv-festivalen Imaginations for a Place som udvidet værkbegreb

Til åbningen af Tårnby Torv-festivalen i oktober 2017 havde Liebmann som nævnt indledningsvist bedt en af sine tidligere studenter, Lukas Racky og hans kollega Onur Agbaba, om at lave en ganske enkel og virkningsfuld performance. Interventionen skulle kunne samle borgerne og lede dem til lokalerne, hvor en del af festivalens program skulle foregå. Lukas Racky og Onur Agbabas performance eller intervention til åbningen af Imaginations for a Place var produceret specielt til Tårnby Torv. De to performere inviterede ganske simpelt, virkningsfuldt og let symbolsk forbipasserende på Tårnby Torv til at sætte spor på torvet med en hvid taperulle og til at gå i hinandens fodspor.

Åbningsperformancen af Lukas Racky og Omur Agbaba til den første Imaginations of a Place – Tårnby Torv Festivalen i 2017 involverede forbipasseende, festivalgæsterne og andre interesserede. De blev inviteret til at sætte tape på torvet og gå i hiandens fodspor. Foto:  Omur Agbaba

 

Festivalens åbningsintervention indtog således torvet og fik folk til at standse op, stille spørgsmål og tale sammen, hvilket ligesom i Liebmanns egne interventioner på torvet skete gennem enkle scenekunstneriske greb og virkemidler. Det vil sige en meget let ’framing’. På et tidspunkt stillede performerne og Andreas Liebmann sig med de andre, der deltog, op på en enkelt linje på gaffatapen, lige idet endnu flere kom forbi på torvet og sluttede sig til. Til sidst gik hele den lange række af borgere, performere og tilfældigt forbipasserende op i lokalet i Tårnby indkøbscenter.

Liebmanns interventioner og arbejde med festivalen i Tårnby med intentionerne om videreudviklingen af et mere permanent aktivitets- og kunstrum i Tårnby er tydeligt en udvidelse af et traditionelt scene- og billedkunstværkbegreb. Det er et værkbegreb uden intentionerne om kun at ville underholde eller repræsentere, men derimod med fordringen om at skabe møder og relationer samt give forskellige stemmer mulighed for at komme til udtryk for i det små at kunne skabe forandringer i lokalsamfundet.

Liebmanns arbejde i Tårnby er derimod knyttet til en relationel og performativ kunsttradition. Hans invitationer til samtaler på Tårnby Torv er ligesom åbnings-performancen på Imaginations for a Place og hele projektets udviklingsarbejde overordnet en form for social skulptur eller performativ struktur. Det er en værkopfattelse, der som tidligere nævnt overskrider et traditionelt værkbegreb og kunstinstitutionen i et klassisk avantgardistisk forsøg på at opløse skellet mellem kunst og liv.

 

Åbningsperformancen til den første Imaginations of a Place – Tårnby Torv Festivalen i 2017 ledte til sidst folk op det tidligere udstillingslokale Andreas Liebmann fik stillet til rådighed af kommunen til projektet. Her står festivalgæsterne på række Foto: Omur Agbaba

 

Som perspektiv og udfoldelse af Liebmanns udvidede netværksskabende og performativt rammesættende værkbegreb er det således oplagt at sætte en af hans egne inspirationskilder, kunstneren Joseph Beuys’ værkopfattelse og praksis i spil.

Den tyske kunstner Joseph Beuys (1921-1986) var tæt relateret til Fluxusbevægelsen. Hans praksis rummede både happenings, performance, installation og skulptur udover kunstteori og undervisning. Hans udvidede opfattelse af kunsten til rammesatte handlinger udført i tid og rum relaterede den til det levede liv og var et opgør med den klassiske opfattelse af et æstetisk billedskabende kunstobjekt. Hans værkbegreb, kaldet social skulptur, kan efter hans mening via publikumsinddragelse og tværæstetiske operationer forme og forandre politik og samfundet. Dette begreb er parallelt med Liebmanns værkopfattelse og undersøgelse af samtidsscenekunstens transformerende potentiale.

Beuys’ sociale skulptur til Documenta-udstillingen i 1982, 7000 Eichen. Stadtverwandlung statt Stadtverwaltung, framede eksempelvis en kæmpemæssig stabel af basaltsten, som pegede på ét enkelt egetræ, Beuys havde plantet.[6] Beuys annoncerede, at basaltstenene kun ville blive fjernet, hvis et nyt egetræ blev plantet i stenens sted. 7000 egetræer blev herefter over 5 år plantet i Kassel i Tyskland. Det er et godt eksempel på Beuys’ praksis, der tværdisciplinært, deltagerinddragende og med en let guidende ’framing’ over (lang) tid og i det offentlige rum skaber konkrete forandringer i samfundet.

Tilbage til programmet på åbningsdagen af Tårnby-festivalen, som fortsatte inden døre i det tidligere butikslokale med Andreas Liebmanns officielle åbningstale og en cellokoncert initieret af Lukas Racky og Onur Agbaba som en del af åbningsintervention samt en moderne danseforestilling.

Som nævnt indledningsvist ledte den unge tårnby-borger Yassin Idrissis’ samtale med Andreas Liebmann på Tårnby Torv om sin træning i det lokale fitnesscenter til udviklingen af programpunktet Sports and Politics – øvelser for kroppe og kammerater. For Idrissi og Liebmann inviterede også alle Tårnbys politikere til eventen, og tre dukkede op: Einer Lyduch, Frants Nielsen og Ingelise Andersen. Yusuf Alin, som Liebmann også havde mødt på torvet i Tårnby, instruerede desuden alle publikummer og politikerne til fysisk træning i et kvarter. Det bevirkede fx, at politikere fra henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre udførte sportsøvelser og trænede sammen, kom tæt på hinanden helt konkret fysisk.

Herefter bad Liebmann naturligt som schweizer de fremmødte politikere om at forklare det danske skattesystem. Igen via en let guidende ’framing’, et enkelt spørgsmål fra Liebmann, begyndte politikerne at forklare, hvorefter folk i salen afbrød med kommentarer og korrigerende synspunkter. Denne event var både legende humoristisk og seriøs, ligesom den skabte offentlig reflekteret saglig debat om en vedkommende fælles sag. Stemningen var måske en smule akavet, men ikke dårlig. Der var åbenhed og dialog om uenigheder. Et format, der ligesom det nedenfor beskrevne teenagepanel er parallelt med Beuys’ indrammede og guidede sociale skulpturer. Formatet er virkningsfuldt men stadig humoristisk og får folk til at indgå i offentlig dialog og i tilfældet på festivalen i Tårnby selv med lokalpolitikere om lokale fælles anliggender.

Et panel sammensat af 5 teenagere fra Tårnby, som Andreas Liebmann fik kontakt til med interventionerne på torvet, diskuterede desuden deres oplevelser og ønsker om kultur i Tårnby på festivalen. Titlen for dette programpunkt var Dreams for sale. En smule nedslående måske talte de meget om sikkerheden i området, men det var samtidig vigtig information og ikke overraskende, at unge oplever sikkerhed som et betydningsfuldt ønske for deres nærområde. Det fortæller meget om vores samfund. Tårnby Torv festivalen – Imaginations for a Place og dens enkelt iscenesatte ’framings’ gav således i lidt forskellige formater borgerne deres egne stemmer på en anden ligeværdig og demokratisk facon, end man eksempelvis ellers har set det i scenekunst, der arbejder med målgrupper og hverdagseksperter som fx i kompagnierne Rimini Protokoll eller Fix & Foxys værker.

Et interessant programpunkt på festivalen, som skal fremhæves, var Hubert Franz, en tysk herboende 80-årig mands oplæg om, hvad det offentlige rum er. Liebmann havde mødt denne filosof og kunstunderviser på torvet i Tårnby. Hubert Franz har boet i Danmark i 42 år og holdt sit 20 minutters oplæg med udgangspunkt i det rum, hvor oplægget blev holdt. Han nævnte indledningsvis, at det første offentlige rum, der findes er bordet; her mødes folk, mens det eneste private rum er sengen. Ud fra disse yderpoler fremlagde han herefter sin teori om det offentlige rum.

Oplæg fra Liebmanns om hans egen kunstneriske forskning i forbindelse med udviklingen af festivalen samt hans studerendes fra Den danske Scenekunstskoles arbejde og involvering var som nævnt også en del af festivalprogrammet, ligesom oplæg fra kunstnere og aktivister fra de aktivitets– og medborgerskabsrum Liebmann besøgte rundt i Europa som inspiration.

 

Opsummering og konklusion

Hovedvægten i Andreas Liebmanns scenekunstneriske udviklingsarbejde med Imaginations of a Place, Tårnby Torv Festival er således et selvkritisk perspektiv, som det kommer til udtryk i Irit Rogoffs begreb om criticality, let rammesatte performanceformater i et udvidet relationelt værkbegreb, som man ser det i Joseph Beuys’ begreb om den sociale skulptur. Denne praksis og dette udviklingsarbejde leder til konkrete, små, lokale forandringer og fører til en pluralistisk offentlig samtale og saglig debat mellem forskellige, lokale stemmer, som Arendt fordrer det. Det vil sige selvkritik, ’framing’ og at give stemmer mulighed for at komme til orde samt den lokale forankring er hovedelementerne, der kan fremhæves i Liebmanns kunstneriske udviklingsarbejde. Liebmann videreudvikler i sin undersøgelse af scenekunstens transformerende potentialer Joseph Beuys’ udvidede værkbegreb. I Liebmanns kunstneriske udviklingsarbejde videreføres Beuys’s ideer om den sociale skulptur og performative struktur til en aktuel dansk kontekst. Liebmanns arbejde med  Imaginations of a Place, Tårnby Torv Festival og ideerne om et permanent aktivitetsrum i Tårnby for borgerne udvikler Beuys relationelle værkbegreb til at omhandle medborgerskab og social integration i dagens Danmark.

En betydningsfuld pointe er selvfølgelig, at Liebmanns møder og samtaler på Tårnby Torv netop er tilfældige og således ikke sætter en given befolkningsgruppe i et bestemt (offer)perspektiv. Liebmanns møder handler om at undersøge muligheder.

Hans arbejde og igangværende transformation som kunstner til også at indebære entreprenørskab og performative aktivistiske strukturer har intentioner om at plante sansninger, billeder og erindringer, der forsøgsvis skaber kollektive erfaringer i et lokalområde. Disse aspekter af Liebmanns kunstneriske praksis og kunstneriske udviklingsarbejde, der lader borgere være borgere, inddrager borgerne som mennesker fremfor sager, relaterer projektet særligt til samtiden og giver dermed scenekunsten en vigtig aktuel berettigelse.

Man kan se denne tendens i flere kunstneriske initiativer og praksisser i øjeblikket.

Performancekompagniet hello!earth havde eksempelvis premiere på værket The Night på Cph Stage i år, hvor de kunstneriske ledere Vera Mader og Jacob Langaa-Sennek meget enkelt iscenesatte en kollektiv overnatning på et offentlig sted. Herefter blev publikum inviteret til ved hjælp af søvnens transformerende kraft at diskutere og overveje alternative økonomier til den kapitalistiske. Sorte Firkant i Blågårdsgade er et andet interessant og vigtigt initiativ. Det er et kollektivt kunstnerfælleskab udgjort af Abbas Mroueh, Katrine Dirckinck-Holmfeld, Pedram Aktari, Abed Orabi, Alaa Ferhat, Bassel Hameidan & Kelsey Wanska. De driver caféen og baren Sorte Firkant sammen og huser samtidig en række diskursive og kunstneriske arrangementer, som er organiseret og kurateret i samarbejde med et netværk af kunstnere og filmmagere: Rania Tawfic, Amr Hatem & Neli Sharifi. Intentionerne er bl.a. at lade folk kunne mødes i cafeen til uformelle, tilfældige samtaler, der kan skabe netværk samtidig med at præsentere udstillinger, filmscreenings, koncerter m.m. af de tilknyttede kunstnere, der ikke ellers er præsenteret på den danske kunstscene. Trampolinhuset initieret af Morten Goll, der som førnævnt har været Liebmanns fagkonsulent, er endnu et godt eksempel.

Men Liebmanns arbejde fordrer i modsætning til Trampolinhuset ikke, at kunsten skaber reelle politiske forandringer. Liebmanns praksis bibeholder kunsten som kunst, ligesom i Beuys’ praksis, der netop også inkluderede installationer og værker i lukkede kunstrum. Liebmann undersøger kunstens potentiale til at skabe mindre forandringer, undersøger om kunsten kan skabe incitamenter til kollektive fælles oplevelser, der lejrer sig hos deltagerne og muligvis skubber til deres fremtidige handlinger. Det vil sige Liebmanns imaginationspraksis selvfølgelig ikke er klassisk modernistisk eller postmodernistisk æstetisk, men derimod er billedskabende ved at producere ideer om fremtidige fælles handlinger. Man kan lidt storladent sige hans praksis forsøger at producere nye ideer om og billeder på et fremtidigt samfund. Imaginations of a Place, Tårnby Torv Festival lykkes med indirekte at bruge scenekunsten som transformerende kraft og samfundskritik og skaber relationer samt begyndelsen til et tillidsvækkende netværk, der over tid forhåbentlig kan udvikle sig til et permanent aktivitets- og medborgerskabsrum.

 

Mette Garfield:

Cand.mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik og tidligere redaktør af ISCENE og Teater1. Hovedunderviser på Politikens kunstkritikerskole 2018 samt freelance teater- og kunstanmelder og skribent. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med scene- og billedkunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt som anmelder, skribent, arrangør, underviser og moderator. Hun debuterer som skønlitterær forfatter med udgivelsen  Sprækker på forlaget Arkiv for Detaljer og en udfoldende tekstkunstinstallation med samme titel i januar 2019.

 

Litteraturliste:

Richard Sennet, The Fall of Public Man, 1974, Penguin Books

Shannon Jackson, Social Works, 2011, Routledge

Caroline Tisdahl, Joseph Beuys Coyote, 2008, Thames & Hudson

Jan Würtz Frandsen, Højspænding – om Jospeh Beuys, Statens Museum for Kunst, 1987

Irit Rogoff, From Criticism to Critique to Criticality, 2003, eipcp

Irit Rogoff, Smuggling – An Embodied Criticality, 2006, eipcp

Hannah Arendt, Menneskets vilkår, Gyldendal 2005

Anne Marie Pahuus, Hannah Arendt, Forlaget Anis 2006

[1] Mette Garfield: ”Sammentænk mangfoldighed og ledelse – Interview med Rani Kasapi”  https://iscene.dk/2017/09/01/sammentaenk-mangfoldighed-og-ledelse-interview-med-rani-kasapi/)

[2] Menneskets vilkår p. 75

[3] Menneskets vilkår p. 36-37

[4] Menneskets vilkår p. 247

[5] Menneskets vilkår p. 200

[6] Beuys’ værk på Dokumenta i 1982 https://www.documenta.de/en/retrospective/documenta_7

https://www.tate.org.uk/art/artworks/beuys-7000-oak-trees-ar00745

 

Del med andre