Orlando, Betty Nansen Teatret

Af Laura Luise Schultz

 

Sikke nogle smukke ben! Elisa Kragerups Orlando i skikkelse af Maria Rossing er både sødmefyldt, poetisk og naiv. Og sutter klit med en begejstring, som må overgå både Ditte og Louises hedeste drømme

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Lille tætte Maria Rossing med det sødmefyldte Pjerrotansigt er et vidunderligt valg til rollen som Virginia Woolfs Orlando. Romanens gennemgående vits om skiftende (kvindelige) regenters betagelse af ynglingen Orlandos smukke ben får en særlig drejning med Rossings genuine forundring og fornøjelse over de mange komplimenter, hendes figur modtager for sine ben. I det hele taget er Orlando endnu et overraskende møde mellem et litterært hovedværk og Kragerups poetiske sans og sceniske begavelse.

 

Kønnets forvandlinger

Virginia Woolfs roman om den androgyne yngling Orlando, der lever sig gennem 400 års engelsk kultur- og litteraturhistorie og skifter køn undervejs, forekommer som et kongenialt valg af åbningsforestilling for det nye ledelseshold på Betty Nansen Teatret, Elisa Kragerup og Eva Præstiin. Ikke mindst fordi Elisa Kragerup fremstår som en af vores mest kønseksperimenterende instruktører. I disse queer tider formår Kragerup at bringe køn og seksualitet i spil på både legende og forløsende vis, så man som publikum føler sig herligt beriget, men aldrig intimideret. I forestillinger som Sonetter, Romeo og Julie, Metamorfoser m.fl. på Det Kongelige Teater har Kragerup leget med begæret og ladet kvinder og mænd bytte sociale roller og seksuelle præferencer. Hun har frit blandet kønsfordelingen mellem skuespillere og karakterer i både livlige og grumme udforskninger af kønnenes forhandling af magt og seksualitet i Ødipus og Othello. Ligesom hun i sine forestillinger med kollektivet Sort Samvittighed har sat kvinderoller i spil og kvindelige rollemodeller på dagsordenen med hyldester til Anne Linnet og Tove Ditlevsen.

Virginia Woolfs Orlando er i sig selv en forvandlingskugle, en picaresk roman af Englands største modernistiske digter – og en kønsballade, der er fuldt på højde med Kragerups mest veloplagte forvandlingsspil. Men Kragerups livtag med Woolfs vildtvoksende roman er også en krævende udfordring for både instruktøren og hendes publikum.

Kragerup har vist sig som en suveræn behersker af det serielle format i forestillinger med poetiske forlæg som Sonetter, Metamorfoser og Tove! Tove! Tove! Med sit historiske stræk over mange hundrede år ligger det serielle format også latent i Woolfs roman, hvor skiftende historiske tider illustreres gennem prægnante optrin, situationsbilleder og historiske nedslag. I modsætning til de førnævnte tekster indrammes Woolfs roman imidlertid af en fremtrædende fortællerstemme, og ydermere handler romanen – bagom alle sine kulørte optrin – om noget så lidet spektakulært som digterens liv og (endnu mere abstrakt) om skriften og det at skrive. Som det hedder i romanen og forestillingen, så sker der tilsyneladende absolut ingenting, når forfatterspiren digter på sit livsværk om egetræet.

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Og ligesom fortælleren i romanen med jævne mellemrum må diskutere, hvordan hun dog skal få en biografi ud af en livshistorie, hvor der i lange perioder tilsyneladende ingenting sker (men det gør der naturligvis alligevel), således må det have været noget af en udfordring for iscenesætterne at få omsat romanens mange lag til scenen.

Orlando er skrevet som en hyldest til Woolfs elskerinde, forfatteren Vita Sackville-West, der ligesom romanens hovedperson var den adelige efterkommer til en århundredelang slægt med et herresæde af dimensioner, der angiveligt rummede ligeså mange værelser, som året har dage (i hvert fald i romanen). Som romanens Orlando måtte Vita se sig forbigået som arving på grund af sit køn, en uret, der dog i fiktionsuniverset fikses med et giftermål med en mand, der egentlig er kvinde. Romanen var ikke mindst skrevet som en trøst til Vita for denne uret, for så vidt den lader Orlando være hovedpersonen i hele hans/hendes slægtshistorie. Som Orlando var Vita tvetydig i sin kønsidentitet og sin eksperimenterende seksuelle orientering. Hun rejste som diplomatfrue med sin mand til Konstantinopel og omgikkes samtidig de frigjorte kunstnere og bohemer i Bloomsbury-kredsen, ligesom hun havde kærlighedsforhold til både kvinder og mænd.

 

Elisabeth den Første som samlesæt

Kragerups iscenesættelse fokuserer ikke mindst på de stærke kvindefigurer, Woolfs roman skriver frem af en kulturhistorie baseret på mænd. De kvindelige regenter er i Kragerups version simpelthen enorme. Ikke mindst Tina Gylling Mortensens Dronning Victoria, der i sin voluminøse kjole af sorte kniplinger tårner sig op på scenen og sætter en brat stopper for den lystfyldte rokoko-disco, der ellers for en stund har løsnet lidt på korsetter og krinoliner og ikke mindst på de indsnævrede kønsroller og kvindeliv.

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Xenia Noetzelmanns russiske fyrstinde Sasha er forrygende i sin androgyne styrke. Hendes hensynsløse begær forfører den poetisk anlagte Orlando, der aldrig har mødt en sådan ligefrem lyst i en kvinde før. Hun ryster ham i hans grundvold, da hun rejser fra ham mod koldere egne, skønt han ellers ikke selv har tøvet med at svigte sin knapt så eksotiske britiske forlovede med de sunde tænder til fordel for Sasha.

Prisen tager dog Elisabeth den Første, som samtlige skuespillere på scenen må bidrage til at konstruere: For øjnene af publikum monteres den overdimensionerede krave, den røde paryk med kronen på, kjoleliv og skørtefyld – sidstnævnte må holdes oppe af flere skuespillere, før Orlando på regentens befaling kan kravle ind under det og udføre sine pligter som privilegeret undersåt, med de smukke ben stikkende ud under damens skød.

Elisabeth den Første er et dronninge-eksempel på de forunderlige fysiske figurationer, Elisa Kragerup elsker at lege med. Hvor spillernes kroppe i forening danner mærkelige figurer i en slags bevægelige krops-assemblager. Vi så det allermest rendyrket i hendes iscenesættelse af Ovids Metamorfoser, hvor netop forvandlingen står i centrum, og hvor Det Røde Rums tæt sammenspillede ensemble i tæt fysisk forening og samspil fremstillede de særeste glidninger mellem menneske og dyr. Og vi så det i Hvid Magi, hvor grønspætte-agtige pelshuer ironisk associerede til 80’er-sangerindernes touperede hestehaler og pandehår. Men i samtlige Kragerups forestillinger ser vi elementer af dette basalt teatrale greb. Og her i Orlando anvendes det altså til at fremstille en historisk figur, som netop er større end ét menneske, fordi der er blevet digtet videre på hende gennem århundreder.

 

Selvets spejlkabinet

Således skaber Kragerup fysisk figurteater ud af Woolfs litterære udklædningsbal. For også selve romanens fortællergreb teatraliseres gennem en slags flerstemmig assemblage-teknik, når Orlando og de fire øvrige skuespillere skiftevis kommenterer og demonstrerer. De vikler sig ind og ud af scener og karakterer, og på den måde forskyder og forhandler de hele tiden både fortællerens og figurernes perspektiver og udsigelsespositioner.

For den helt store iscenesættelsesmæssige udfordring ved en roman som Woolfs Orlando er selvfølgelig, at fortællerstemmen er så fremtrædende. Vitsen i romanen Orlando er netop, at den hyper-modernistiske Woolf her skriver en roman, der er båret af en tilsyneladende gammeldags alvidende fortællerstemme og en tilsyneladende lineær fremstillingsform, der dog dekonstrueres og forskyder sig undervejs i historiens gang, sammen med sin hovedperson, der rummer alle disse tider og sider i sig. Som der står mod slutningen i en refleksion, der også er central i forestillingen, består vi alle af en hel række jeger stablet oven på hinanden som tallerkener på en tjeners hånd. Det er denne flerhed af jeger, der udforskes og hyldes i Orlando.

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Mange af Woolfs romaner er ellers næsten abstrakte og præget af en decentreret stream-of-consciousness, der flyder ind og ud af skiftende bevidstheder og perspektiver. Ja i romaner som The Waves og The Years fremstår det næsten, som om tiden selv har indtaget udsigelsespositionen, tiden som abstrakt princip og vilkår for menneskers og verdens liv. Orlando har også del i dette store perspektiv, men her dækket bag en alvidende fortæller, som Kragerup får disponeret ud i rummet og brudt op, samtidig med at hun formår at beholde skriften og digtningen, teksten og skrivningen, i centrum for iscenesættelsen. En iscenesættelse, der aldrig forfalder til ren illustration, men går i legende, postdramatisk clinch med både kønnet, kroppen og teksten. Det er fortælleteater, i en vis forstand. Men hvis man både holder af teater og af Woolfs enestående veloplagte roman, er det superfint forløst.

I tråd hermed er det bemærkelsesværdigt, at Maja Ravns scenografi og kostumer udgør en fuldstændig integreret del af iscenesættelsen. Det store spejl, som er det bærende element i scenografien, udnyttes til at skabe projicerede vinterscener og romantisk stormfulde efterårslandskaber, til at fordoble spillerne på scenen i kulørte dansescener til Grace Jones, til at tippe rummet, så det ser ud, som om skuespillerne klatrer op ad en husfacade med fare for liv og lemmer, mens de faktisk ligger på gulvet, osv. Men spejlet giver først og fremmest mulighed for at skrive publikums her og nu-tilstedeværelse i teatersalen ind i forestillingen og gøre dens forløsende spørgsmål om tid og identitet til vores med et greb, der kulminerer i den bogstaveligt talt blændende smukke slutscene, hvor vi lander sammen i teatersalens nu.

Foto: Natascha Thiara Rydvald

 

 

Orlando, Betty Nansen Teatret, 14. september – 13. oktober 2018

MEDVIRKENDE Maria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Anton Hjejle

INSTRUKTION Elisa Kragerup
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Maja Ravn
BASERET PÅ EN ROMAN AF Virginia Woolf
ROMANOVERSÆTTELSE Karsten Sand Iversen
DRAMATISERING Sigrid Strøm Reibo og Njål Helge Mjøs
BEARBEJDELSE TIL BETTY NANSEN TEATRET Elisa Kragerup og Solveig Gade
DRAMATURG Solveig Gade
VIDEODESIGN Søren Knud Christensen
LYSDESIGN Christian Alkjær

Laura Luise Schultz er lektor ved Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet.

Del med andre