SKAM 2

En (næsten copy paste) Skam

Af Mette Obling Høeg.

 

SKAM 2 som moderne dannelsesprojekt.

Da jeg, sidste efterår, anmeldte SKAM 1 på Aveny-T, også her i Peripeti, var jeg meget begejstret for den måde, som iscenesætterne havde valgt at behandle remedieringen af den succesfulde norske ungdomsserie på. Så jeg gik ind i teatersalen med store forventninger til at opleve SKAM 2.

SKAM 1 skabte et helt særligt fællesskab i scenerummet. Dengang var det kort tid siden, at serien var løbet over skærmen i Danmark, og en stor del af Danmarks unge havde således historien i frisk erindring. Forestillingen fulgte hovedkarakteren Eva, som vaklede i troen på sig selv og skammede sig over sin usikkerhed og sine fejltrin. I løbet af forestillingen fik hun mod og selvindsigt nok til at stå på egne ben, således at hun kunne rydde pænt op i sin fortid og forlade salen med fornyet beslutningskraft og selvstændighed. Iscenesættelsesformen inviterede på en fin måde publikum ind i de unge utrænede spilleres leg med teatermediet og lagde dermed grunden for en fin, samlende katharsisoplevelse i salen. Forestillingens samlede udsagn syntes at være, at der ligger et stort frigørende potentiale i at bide hovedet af al skam og stå ved sig selv ved at bryde med omgivelsernes forventningspres.

Det er teaterets erklærede mål, med denne forestillingsrække, at den skal få det unge publikum i teateret, og man må sige, at det lykkedes med SKAM 1. Forestillingen havde så stor succes, blandt det unge publikum, da den spillede i efteråret ’17, at teateret har valgt at lave en genopsætning i denne sæson.

Med opsætningen af SKAM 2 har Aveny-T nu også lanceret remedieringen af sæson 2 af de i alt 4 sæsoner af SKAM, som teateret har købt rettigheder til. Teaterchef Jon Stephensen har store ambitioner med denne opsætning. Han lægger ikke fingrene imellem, når han i programmet til forestillingen skriver ” Engang – da jeg var ung – var der en bog, der hed ”den lille røde bog for skoleelever”. Bogen var en guide, en selvhjælpsbog henvendt direkte til børn og unge om alle de nye udfordringer, man møder som teenager. I dag hedder ”den lille røde” SKAM (…) SKAM er den ultimative selvhjælpsguide til dit liv”.

 

SKAM 1 – ”sammen om skammen på Aveny-T”

Skam 1 var karakteristisk ved nogle stærke teatralske og verfremdungsskabende greb, som anerkendte publikums tilstedeværelse i salen og inviterede publikum med ind i forestillingens univers, hvorved den skabte en stærkt inkluderende atmosfære. Forestillingen var sat i en minimalistisk scenografi, som fik hele black box’en til at fungere som ét stort uafgrænset spillerum. Spillerne optrådte ude blandt publikum og henvendte sig direkte til os i deres roller, hvorved de også inviterede publikum med ind i fiktionens univers. Samtidig blev vi taget med helt ind i de unge karakterers private tankeverden i kraft af den måde, som mobiltelefonerne blev anvendt på. Såvel sms-beskeder som livetransmissioner af Facetime-samtaler blev projiceret op på en stor skærm, så det føltes som om vi alle samtidig blev ”beamet” direkte ind i karakterens position og fik adgang til sammen at opleve dette, ellers meget private, mikrounivers. Desuden optrådte spillerne flere steder i kor og flere episke passager blev samtidigt demonstreret fysisk. Musikken som blev spillet i overgangene mellem scenerne var knaldhøj og druknede publikum i kaskader af lyd, som også bidrog til den fællesskabende atmosfære ved at skabe ét stort larmende soundscape. Replikleveringen bar præg af en uhøjtidelig lethed, som ofte skabte en overbærende latter i salen, når figurerne i forestillingen dummede sig. Alle disse elementer bidrog samlet til at hele forestillingen blev præsenteret med en fin (selv-)ironisk distance og en legende, eksperimenterende lethed. Det gav en helt konkret følelse af at være en del af et større fællesskab, hvor vi var sammen om at skamme skammen ud og fælles om glæden ved at se og mærke hovedkarakteren Eva finde modet og råstyrken frem. Vi var fælles om at vinde over de normer og snærende usikkerhedsbånd, som Eva havde været fastholdt i. Hovedhistorien i forestillingen blev afsluttet med en stærk scene, hvor Eva forlod scenerummet og gik ud af døren under exit-skiltet  i salen, i majestætisk figur gennem røg og damp. Vennernes (og publikums) opbakning havde hun, bogstaveligt talt, i ryggen, da hun forlod rummet. Som publikum blev vi positioneret som en del Evas rygdækning og der var stor begejstring i salen, da hun således vandt over skammen. Alt sammen bidrog, på en meget fin måde, til at anerkende publikums tilstedeværelse i salen. Disse træk ved SKAM 1 fik mig dengang til at slutte min anmeldelse med at skrive: ”Aveny-Ts remediering af SKAM tager faktisk både teatermediet og de unge alvorligt. Netop derfor fungerer den så fint”.

 

En skrabet brug af scenerummet

I lighed med iscenesættelsen af SKAM 1 er scenografien i denne forestilling holdt i et meget sparsomt og minimalistisk udtryk. Teaterets black box står næsten frem i ren rå form. Publikum er placeret på alle 4 sider af en lille scene med et podie, som kan sænkes. Herover hænger en stor firkantet skærm, som dele af scenerne bliver projiceret på. Særligt de scener som udspiller sig i en seng. Denne dublering giver en meget smuk og nærværsskabende effekt. En stor del af forestillingen udspiller sig på scenen i midten. Dog er flere af scenerne lagt ud i rummet. Helt ud blandt publikum i salen. Men til forskel fra brugen af scenerummet i SKAM 1, bliver publikum ikke inddraget i det fiktive univers, og der er kun meget lidt reel publikumshenvendelse. Spillerne optræder således flere gange helt tæt på publikum i salen, men hele tiden med en skarpt markeret 4. væg, hvilket skaber en meget markant distance til spillet og en fornemmelse af, at forestillingen lukker sig meget om sig selv.

Noora & William i sengen

En skrabet historie

Iscenesætterne har primært lagt vægt på den centrale kærlighedshistorie mellem dydsmønstret Noora og badass-typen William. Forholdet vakler konstant i sin tilblivelse, for Nooras veninde Vilde er larmende forelsket i William, og Noora har svært ved at indrømme sin forelskelse i William. Både i forhold til veninderne og i forhold til sig selv.

Spilletiden på scenen er ca.1 time og 40 minutter, mens historien i tv-serien fortælles over sammenlagt ca. 6 timer. Det betyder, at plottet selvsagt bliver serveret i en temmelig kompakt og økonomisk form til trods for, at dele af historien er lagt ud i små fortællende intermezzi, som spillerne i ensemblet står for på skift. Replikkerne i forestillingen bruges således primært til at bære den centrale historie frem.

Noora & William

Tematisk er den romantiske kærlighed mellem en pige og en dreng i fokus, og spændingen i historien holdes primært gående på spørgsmålet om, hvorvidt den unge forelskelse er i stand til at overvinde de forhindringer, som de forskellige værdimæssige for-forståelser og handlingsmæssige misforståelser stiller i vejen. I tv-serien bruges de forskellige begivenheder i Noora og Williams historie til at tematisere nogle heftige etiske problematikker omkring hævnporno og vold, men i den korte teaterversion fremstår de blot som kortvarige forhindringer, der skal overkommes for at redde den romantiske kærlighed. I tv-serien bliver der ligeledes bygget en lille bihistorie op omkring, at Noora har blik for, at Vilde har fået et anstrengt forhold til kalorietæt mad. Noora gennemskuer og opfanger således de tegn på spiseforstyrrelse, som Vilde udviser, fordi hun selv har erfaring med det samme. I løbet af historien finder de to piger en rørende fælles forståelse omkring dette på trods af de udfordringer, som det har medført, at de begge er forelskede i William. Men også denne dimension af historien er kogt ned til nogle korte bibemærkninger.

Hele det sceniske forløb er således meget handlingsmættet og der er derfor ikke meget rum til at dvæle ved detaljerne i (sam-)spillet. I forholdet mellem at drive historien frem og at uddybe karakterernes reaktioner og relationerne mellem dem er det klart det rå drama i plotform, der har trukket det længste strå. Spillestilen er holdt i en meget enkel psykologisk realisme, men den skarpe prioritering af plottet over situationsbeskrivelser i manuskriptet gør, at mange af replikkerne kommer til at virke mekaniske og svære at spille på. Nogle steder fremstår replikudvekslingerne derfor meget tæt på et rent læseprøveformat til trods for, at det virker som om, at de unge spillere gør deres bedste og lægger masser af energi i spillet.

Enkelte steder er der indlagt små fysiske koreografier, som understøtter karakterernes stemninger eller relationer visuelt. Disse små koreografier bringer en særlig bevægende dimension ind i forestillingen og skaber nogle små, gribende mellemspil. Men de kommer også til at virke lidt påhæftede, fordi de bryder så meget med den stil, som resten af forestillingen fungerer i. På den måde kommer de til at pege på og forstærke fraværet af fysisk ekspressive elementer i resten af forestillingen. Desuden virker det som om, at de fysiske scener ikke har fået tilstrækkeligt fokus i prøveperioden. Særligt ét af disse små mellemspil virkede således lidt for uøvet og svært for spillerne at håndtere.

I lighed med SKAM 1 er figurerne på scenen stylet som figurerne i tv-serien. De bærer hverdagsligt tøj, som matcher kostumerne i serien. Undtagen da Nooras veninder, i forbindelse med fejringen af den norske nationaldag, dukker op i norske nationaldragter. Ligesom de fysiske indslag stikker disse kostumer ud i forhold til resten af forestillingen. De fremstår i et underligt naturalistisk set-up, som nærmest fik den stik modsatte virkning i den store sammenhæng. De gjorde spillet særligt kunstigt og næsten lidt (ufrivilligt) komisk i denne scene. Scenen fik dermed skolekomedielignende karakter.

 

SKAM 2 som nutidens lille røde selvhjælpsguide?

I modsætning til SKAM 1 kommer denne version af SKAM mest til fremstå som en mangelfuld version af tv-udgaven. Teatermediet bliver ikke udnyttet i forhold til at lægge en særlig anden dimension til. Helt overordnet savner jeg de teatralske elementer og den leg og lethed, som gjorde SKAM 1 så fin og inkluderende. Det nedkogte drama og fravalget af publikumsanerkendende teatralske elementer gør, at forestillingen kommer til at hvile tungt på udviklingen af kærlighedsrelationen mellem Noora og William. Det samlede udsagn i SKAM 2 synes at være, at blot den romantiske kærlighed mellem pige og dreng lykkes til sidst, så skal det hele nok gå. Dette udsagn bliver samtidig perspektiveret i en scene undervejs, hvor Noora siger til William, at hun udelukkende er taget med til fest for at holde øje med, at Eva ikke gør noget dumt. Derefter vender hun sig mod Eva, som sidder og kysser en anden pige i baggrunden. Da Eva således bliver opdaget springer hun hurtigt derfra, hvilket fik hele salen til at bryde ud i grin. Derefter vakler hun hen og kaster op i fuldskab. Denne scene synes således at reproducere en underlig form for heteronormativ logik. Er det ’dumt’ for en pige at kysse en anden pige? Det virkede faktisk som et ret uheldigt udsagn.

Oplevelsen af at forestillingen lukker sig om sig selv forstærkes i særlig grad af, at spillerne både i starten, undervejs og i slutningen af forestillingen poserer i gruppebilleder på scenen med masser af ’cool’ attitude. På den måde bliver spillerne positioneret som stjerner, der skal hyldes på scenen – og publikum jo dermed som den hyldende fanskare. Det skaber en ophøjet distance til publikum nede i sæderne og klikker lige ind i den popularitetsdyrkende X-factor-kultur, som allerede fylder så meget i vores samtid. Der er ikke meget fællesskab over det. Som afslutning på forestillingen poserer hele gruppen til tonerne af Alphavilles ”Forever Young” fra 1984, som nærmest kommer til at virke som en ironisk musikalsk kommentar til resten af iscenesættelsen.

                                                                                     

De unge spillere poserer på podiet

Den lille røde bog for skoleelever, som Jon Stephensen sammenligner forestillingen med, var skrevet i en revolutionær ånd med et formål, som handlede om at give unge mennesker anvisninger på, hvordan man kunne bryde med samfundets etablerede normer. Denne forestilling synes snarere at gå i den modsatte retning.

Det er svært at få øje på opfordringer til samfundsomvæltning i denne iscenesættelse. Den fremstår ikke som en revolutionær inspirationskilde. Er man bekymret for subversive kræfter i kunsten, har man ikke meget at frygte fra den scenekant.

Let us die young or let us live forever
We don’t have the power, but we never say never
Sitting in a sandpit, life is a short trip
The music’s for the sad men

Can you imagine when this race is won?
Turn our golden faces into the sun
Praising our leaders, we’re getting in tune
The music’s played by the, the madmen

Forever Young – Alphaville 1984

Af julie Andem

 

Spillested: Aveny-T

Dramatiker: Line Mørkeby

Instruktør: Martin Lyngbo

Koreografi: Jannik Elkjær

Scenografi: Jon Stephensen

Foto: Pernille Kaalund

Medvirkende: Fanny Bornedal, Jonathan Stahlschmidt, Mathias Käki Jørgensen, Asil Al-Asadi, Sofie Salée, Sylvester Byder, Coco Hjardemaal, Frieda Krøgholt, Andreas Dittmer

Spilleperiode: 14. september – 3. november

 

Mette Obling Høeg er Studielektor & Uddannelseskoordinator ved Afdelingen for Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet.

Del med andre