REVOLUTION og Tragik

Af Erik Exe Christoffersen

Revolution af Christian Lollike er skrevet til Nationalteatret i Norge i 2017 og er nu revideret og tillempet en ny sammenhæng og nye skuespillere, og det er derfor en bearbejdet version, som som opføres. Forestillingen udforsker revolutionstematikken samt diverse materialer: Organiske som ler, fisk bræk, teknologiske som stemmeforvrængning, og kunstneriske som teatral gestik, masker, lys og lyd.

Forestillingen er skabt i samarbejde med Sort/Hvid og spiller både der og på Aarhus Teater samt Godsbanens Åbne Scene. Det er et produktivt samarbejde mellem de to lidt umage teatre, som også resulterede i Living Dead i 2016 og Erasmus Montanus i 2017, og Revolution står på mange måder i forbindelse med netop disse to forestillinger. Tematisk og kunstnerisk kunne man næsten tale om en trilogi om vestens politiske og psykologiske forfald, som også forekommer at være et forfald i forhold til den oplysningsfilosofi som Ludvig Holberg forfægtede blandt andet i Erasmus Montanus.

Lollike er både forestillingens dramatiker og instruktør, og kombinationen af de to roller udfolder et produktivt sam- og modspil. Teksten er provokerende skarp og går lige på krisen. Iscenesættelsen er markant og formår at forstyrre og forrykke vores vante perception. Skuespillerne forekommer i deres optræden totalt kunstiggjorte og giver dem et nyt liv. For Revolution er udfordrende på flere planer, både i kraft af en dystopisk sociokulturel fortælling, og i den måde, der fortælles med gennemgribende nye kunstneriske udtryksformer. Iscenesættelsen kombinerer træk fra bl.a. Robert Wilsons gestiske og visuelle teater, Kirsten Dehlholms performanceteater og Lars Norén dystopiske kammerspil.

Krisen

Finanskrise, økonomisk krise, politisk krise, værdikrise, befolkningskrise, flygtningekrise, energikrise, klimakrise. Vi lever i krisernes tidsalder, siger forestillingen. Vi kunne tilføje en Trump-krise, en tillidskrise og en oplysningskrise – måske endda en dannelseskrise, som har ført til en lavine af misinformation.

Vi befinder os i et Ikea-lignende hvidt rum med sofa og glasvægge. Det hele er anonymiseret. Vi er i et abstrakt rum og personerne er anonyme og tegneserieagtige. De kunne være  medlemmer af den såkaldte kreative klasse og arbejder måske med et midlertidigt, udefinerligt projekt. Under alle omstændigheder er de fire personer abstrakte, uden en egentlig forhistorie og måske uden en fremtid. Den ene er bekymret over alle disse kriser, den anden er i krise på grund af en skilsmisse (er netop forladt og smidt ud af den fælles lejlighed), den tredje er revolutionær marxist og den fjerde en liberal ironiker, som råder de andre til at tage den med ro og udforske de givne muligheder.

Det gennemgående tema er, at der er behov for radikale løsninger på de store udfordringer. Kan samfundet organiseres på en anden måde? Hvad kan og skal vi gøre? Kan vi forestille os en anden virkelighed? Personerne drøfter forskellige muligheder for revolution, og de diskuterer og afprøver forskellige strategier, lige fra at smadre et Ikeamøbel, som en af dem er ved at samle, til bytteøkonomi og afskaffelse af penge, til først en kunstnerisk eller kulturel revolution, hvor de forenes som musikgruppe, for til sidst at lade sig transformere til natur og blive levende ler. Endelig stilles spørgsmålet, om den eneste vej til radikaliseret forandring er at ofre sig og begå selvmord i en form for protest.

Dramaturgiske iscenesættelsesgreb

Forestillingen kombinerer en række forskellige dramaturgiske greb. De fire personers søgen efter en vej ud af krisen lægger op til en vis udvikling i handlingen og karaktererne. Dette fiktionsrum afbrydes ved hjælp af et skifte i lyssætningen og i et tableau, hvor de fire synger flerstemmigt. Den lukkede dramaturgi, som leger med den “fjerde væg”, suppleres med direkte henvendelser til tilskuerne og en sekvens, hvor spillerne interagerer direkte med tilskuerne: Kaster puder efter dem og får dem tilbage.

I forestillingen benyttes forhåndsindspillede, forvrængede stemmer, som skuespillerne mimer til med en tegneserieagtig gestik og slowmotion-bevægelser. Sammen med transparente plasticmasker, parykker og sminke forstærker det en kunstigheden og gør personerne mannequinagtige. På et tidspunkt smider de tøj, masker og parykker og afslører en menneskelighed, som dog efterfølgende forvrænges, idet de påfører sig nye uformelige masker af hvidt ler.

Scenografien er i sig selv en fortælling inspireret af Ikeas møbeldesign. Men der er også små brud på Ikearealismen, som fx når en fisk pludselig falder ud af en papkasse med et Ikeamøbel.

Forestillingen kommunikerer således på flere forskellige planer og er en form for polyfon konstruktion. Gennemgående kommunikerer forestillingen den afmagt, som præger det moderne menneske, og som både rammer socialt og psykisk. Vi bevæger os tilsyneladende på kanten af sammenbruddet, og vi kan næsten ikke klare mere. Vi står på revolutionens tærskel.

I virkeligheden er vi måske allerede  vidner til en højre-revolution anført at nationalister. I særlig grad kunne man sige, at det er lykkedes præsident Trump at destabilisere de globale institutioner, som til en vis grad har været et bolværk mod en 3. Verdenskrig. Forestillingen beskriver en handlingslammelse overfor hele denne destabilisering af oplysning, af offentlig saglig meningsudveksling og mistilliden til, at det er muligt at blive enige om, hvad der kan gælde som fakticitet og som virkelighed. Det mest sigende ved denne Trump-krise er, hvis man forfølger Revolutions perspektiv, en langsomt snigende usikkerhed: Kan verden overhovedet vende tilbage til den relative fornuft, som vi har været forvent med? Eller er der tale om en permanent forstyrrelse af den demokratiske verden? Er revolutionen dømt til at blive en form for borgerkrig mellem mange forskellige front?

Meningstab og revolution

Meningstabet er ikke kun et ydre tab i forhold til omverdenen, som er fremmedgjort, det er også en indre psykologisk følelse af mangel på identitet:

”I går var jeg til psykolog. Jeg sagde det, som det er: jeg er 39 år og har ingen anelse om, hvem jeg selv er. Alt, hvad jeg kan sige og gøre, er det, som alle andre også siger og gør. Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg gør det også. Som om jeg har mistet meningen, orienteringen, ikke kan se min funktion, hvilken rolle jeg udfylder, ikke mærke min nødvendighed. Jeg føler mig som en omvandrende tomhed. Et hul, du kan stoppe hvad som helst i. Alt hvad jeg har at stoppe i det er selvlede, og hvis du fylder hullet op med den slags for længe, så…?” (Revolution 2018)

Fraværet af mening er imidlertid dobbelt: På den ene sider besynger personerne deres frihed, og på den anden side udtrykker de følelsen af skam eller dårlig samvittighed over ikke at realisere flere af mange potentialer. Fraværet af en ydre autoritet betyder etableringen af en zombietilstand, som man genkender fra Lollikes Living dead (2016). Det betyder en latent dårlig samvittighed over ikke at realisere endsige finde sit potentiale. Friheden til at vælge er måske mere en forbandelse som fører til depression, selvmord, selvhad end til revolution. Længslen efter en fast mening eller en tro udmønter sig i en latent depressiv tilstand og det vil sige manglende koncentration og vedholdenhed.

Som en gennemgående tematik fører trykket på subjektet til en slags empatiforstyrrelse. Empati bunder i evnen til at kunne mærke sig selv, om noget føles rigtigt eller forkert, godt eller skidt. Og mangel på empati føre til et overdrevent anerkendelsesbehov og synlighedsbehov. Det er præcis empatien, som er rystende fraværende i de fire Ikea-mannequiner,bevidstheden om og som den har været det i de fleste af Lollikes tidligere forestillinger .

Komedie og tragedie

Genremæssigt skaber Lollike en række farcetræk, som kommer til udtryk som kropslig situationskomik, men i kombination med immersive former som tilskuerhenvendelser. Scenerummet er afgrænset men overskrides og fungere som et afprøvende eksperimenterende laboratorium. Man kunne kalde det en karnevalistisk dramaturgi med omvendinger, overdrivelser og som benytter det ufærdige, skitseagtige og karikerende. Dramaturgien vidner på én gang om en længsel efter autenticitet og en bevidst distanceret kunstighed.

Alt i alt skaber Lollike sammen med skuespillerne en skarp sammenhæng mellem ironi (gentagelsens distance) og patos (den individuelle lidelse over meningstab, tab af individuelle værdier og håb). I fremstillingen af dette er skuespillerne og konceptet virkelig velspillende, og der er en overbevisende og præcis balance mellem forestillingens tegneserieagtige komedie, hvor man bobler af grin, og dens smertelige og dystopiske tragedie. I forestillingens leg med den dramaturgiske struktur, kombineres en ganske lineær klassisk dramaturgi og en episk afbrydende dramaturgi med metakommentarer.

Lad os derfor slutte med at rose Lollike for at være en kreativ kollaboratør i forhold til samarbejder på tværs af teatre, med skuespillerne, det tekniske kreative hold, med avantgardistiske marxister og med klassiske korkompositioner. Forestillingen kan varmt anbefales til folk med hang til en vild omgang teatralitet og ikke mindst til forskellige uddannelsessammenhænge, hvor både teater samt oplysnings og revolutionstematikken kunne danne ramme om undervisning i den senmoderne kapitalisme.

Se undervisningsmateriale: https://www.aarhusteater.dk/media/923164/undervisningsmateriale-revolution_18-19.pdf

https://www.youtube.com/watch?v=QEr-5IHcJl4

Tekst og iscenesættelse: Christian Lollike og Sigrid Johannessen med tekster af Mikkel Bolt Rasmussen. Scenografi & kostumedesign: Franciska Zahle. Musikalske arrangementer & repetitør: Niels Søren Hansen. Lysdesign: Anders Kjems. Lyddesign Ise Klysner Kjems. Medvirkende Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen.

Ikeas Revolution: https://vimeo.com/70181792

Erik Exe Christoffersen, lektor og underviser i dramaturgi og teaterproduktion, Aarhus Universitet. Redaktionsmedlem af Peripeti.

 

Del med andre