Postdramatisk eller politisk teater

Anmeldelse af Birgitte Dam:

Scenekunst på kanten. Christian Lollikes politiske teater

Frydenlund 2018

 

Af Erik Exe Christoffersen

Birgitte Dam er cand.mag. i dansk og teatervidenskab og har undervist i litteratur ved bl.a. Københavns Universitet. Hun har udgivet adskillige bøger om scenekunst (Se: http://www.peripeti.dk/2012/06/27/hvordan-ser-det-senmoderne-teater-ud/ ) og anmeldt teater ved Dagbladet Information og tidsskriftet Peripeti. Scenekunst på kanten. Christian Lollikes politiske teater har et dobbelt sigte.  Der er tale om en grundig gennemgang af dramatikeren, instruktøren og teaterchefen Christian Lollikes (født 1973) politiske teater og fem af hans værker fra 2012 til 2017: Manifest 2083 om Anders Behring Breiviks massakre på Utøya i 2011, Skakten eller Gerhards eventyr om nynazismen i Dresden, All My Dreams Come True om længslen efter lykkefølelsen, I føling – en krigsballet hvor balletdansere og skadede soldater indgår i en form for dialog og Living Dead om flygtninge som levende døde. Alle stykker har på forskellig måde en dialog med samtiden og bruger konkret samtidsmateriale i form af levende kroppe og forskellige tekstdokumenter.

Desuden er der i bogen løbende referencer og kortere analyser af øvrige værker og installationer. Anden halvdel af bogen forsøger at give et billede af det komplekse samtidsteater, hvor Lollike i Dams fremstilling er en af de mest profilerede. Dam giver et bud på, hvad der karakteriserer samtidens nye politiske realismeformer og generelt måden teatret i de senere år relaterer sig til samfundet. Bogen slutter af med et interview med Lollike om det politiske teaters indhold og form.

Birgitte Dams bog giver et fyldigt indtryk af både Lollike og samtidsteatret. Måske kan man sige, at hun kommer til at overbetone begrebet om det postdramatiske, som en lidt for snæver kategori, som hun da også er inde på i det afsluttende afsnit om politisk teater. Her påpeger Dam nemlig en mulig konflikt mellem det postdramatiske og politiske teater, hvilket muligvis også er Lollikes egen problematik og personlige tvivl. Under alle omstændigheder er dette en diskussion, som dukker op i mange andre sammenhænge i forbindelse med Lollikes iscenesættelse Black Madonna (Se: http://www.peripeti.dk/2018/05/22/5665/). Men der er også, så vidt jeg kan se, en problematik der præger ikke blot samtidsteatret men generelt kunstscenen. Det vender jeg tilbage til.

Portrættet

Birgitte Dam portrætterer Lollike som en frontfigur i dansk teater. Han er dramatiker af uddannelse men har også begået sig som instruktør, kurator og teaterleder. Han har i de seneste år samarbejdet med Aarhus Teater, Det Kongelige Teaters Corpus og diverse kunstnere som performeren Madam Nielsen, Dukkepartiet og Aarhus Festuge. Lollikes værker er unikke, med spor fra både den tidlige avantgarde, performancekunsten, politisk teater, dokumentarteatret og ikke mindst det postdramatiske teater. Som leder af teatret Sort/Hvid har han skabt et moderne teater, som ud over forestillinger også laver debatarrangementer, udstillinger, musikalske arrangementer og på den måde kan man sige, Lollikes teater er et dynamisk operativt kulturelt rum, som inddrager tilskuerne på forskellig måde.

Det postdramatiske teater

Lollikes teaterform kategoriserer Dam som postdramatisk teater (s. 20-74). Hun skitserer de centrale træk bag dette begreb og dets oprindelse i avantgardeteatrets opgør med den klassiske plot og karakterbaserede realisme med en såkaldt lukket fiktion. Der henvises til Bertolt Brechts Episke Teater, Antonin Artauds Grusomhedens Teater og neoavantgardens performative teater i 60erne og 70erne. Dam sammenfatter denne historiske rekonstruktion med en række gode eksempler, og peger på en central forskydning fra teatrets narrative karakter til dets konkrete og materielle opførelseskarakter. Her betones skuespillerens kropslige og dynamiske tilstedeværelse i relation til tilskueren og ikke mindst den feedback relation, som opstår i opførelsessituationer. Det postdramatiske teater vægter sceniske reale elementer som rum, tid, objekter, kroppe, sanselige påvirkninger og tilskuernes deltagelse frem for fiktionen. Desuden er der tale om en gennemgående eksplicitering af et udsigelsesforhold: Nogen fortæller noget til nogen, og det gør de ud fra en ofte særlig iagttagelsesmåde. Dramaturgisk betyder det, at det som regel ikke er de dramatiske karakterer, som taler direkte. Der er tale om skuespillere, som remedierer, citerer og fremstiller disse positioner. Lollike benytter sig flittigt af at citere direkte og indirekte fra filosoffer, andre dramatikere, politikere etc. Det er det, man kan kalde metafiktion. Det betyder samtidig, at Lollike ikke benytter sine karakterer som talerør for sig selv. De får lov til at ytre sig, også undertiden hårrejsende, uden at Lollike som kunstner forholder sig moralsk til dette.

I Dams bog fremstår der en dramatiske kerne i Lollikes værker og en gennemgående tragisk dimension. Lollike peger på at samtiden er præget af subjektets tragiske overbelastning, og det giver sig udslag i individuelle depressioner og desperate handlinger, som genfindes på et samfundsmæssigt plan som kriser. Disse kriser fremprovokeres hos Lollike ofte ved tilsynekomsten af den anden, den fremmede: Det kan være vampyren, flygtningen, den mentalt syge eller kropslige deforme deforme.

Meningstabet er både ydre i forhold til omverdenen, som bliver fremmedgjort, og en indre psykologisk følelse af mangel på identitet: På den ene sider er der tale om frihed, og på den anden er der tale om en individuel belastning, som gir sig udtryk i skam eller dårlig samvittighed over ikke at realisere flere af disse potentialer. Fraværet af en ydre autoritet betyder etableringen af ”Innerstasi” som i Det normale liv (2011) eller zombietilstanden i Living dead (2015). Det er simpelthen en vanskelig opgave at realisere og finde sit potentiale. Friheden til at vælge bliver ind i mellem en forbandelse som fører til depression selvmord, selvhad.

Lollikes udskiftelige optik

Som det fremgår af Dams gennemgang, er der ikke er en bestemt genre eller i det hele taget en bestemt sandhed eller virkelighed, som Lollike er forpligtet på. Lollike er, som det fremgår af blandt andet interviewet i slutningen af bogen, forpligtet på virkeligheden, men er samtidig bevidst om, at denne kun er tilgængelig gennem en konstruktion af forskelle eller rammer. Det at skabe distinktioner er en både kreativ og risikofyldt proces, hvor det gælder for Lollike om, at forstyrre eller ryste de normer og selvfølgelige mønstre, som så at sige naturaliserer iagttagelsen af virkeligheden. Lollike benytter ofte en dramaturgisk struktur, som synliggør iagttagelsen som operation. I mange tekster er der tale om skuespillere eller såkaldte ikke-professionelle performere, som fremstiller og lever sig ind i figurerne, som de undersøger. Ofte viser det sig imidlertid, at de selv har egne problemer som forstyrrer eller forvansker deres forsøg på at fortælle en bestemt historie. Det er så at sige iagttagerens problem, at man i processen kan fare vild, miste sig selv og blive opslugt af objektet.

Soldaten, den prostituerede, de gamle, den handicappede, dværgen, asylansøgeren, den psykisk syge og terroristen er forskellige marginaliserede personer som ”vender tilbage” og forstyrrer den etablerede orden, undertiden i kraft af en markant kropslighed, som ikke vil eller kan integreres i den symbolske orden. Den anden rummer denne tendens til at være en trussel eller en destruktiv kraft.

Dannelse

Birgitte Dam citerer Lollike for at sige, at vi har et dannelsesproblem. Så vidt jeg kan forstå Dam og Lollike mener han, at vi mangler et rum for andethed som en nødvendig udfordring af normaliteten. Med dannelse forstås evnen til at sætte sig ud over sig selv og dermed sætte sig ind i perspektiver, som vi ikke nødvendigvis deler. Lollikes teater udfordrer konsensus og skaber i sin pluralistiske og kaotiske praksis en form for dissensus. Det er lige før Dam ville kunne hævde, at Lollike er nutidens svar på vores store oplysningsdramatiker Ludvig Holberg. Lollike er måske en af de få danske teaterfolk, som får unge i teatret, og han er også en af de mest flittigt brugte i forskellige uddannelsessammenhænge lige fra gymnasiet til universitetet.

Lollikes udsigelsesposition

Lollike opfinder løbende nye former som afprøves. Genrer remedieres og benyttes som rammer. Nye materialer opdyrkes sammen med forskellige obstruktionsformer og forhindringer. Lollike genbruger dokumentarisme, gadegøgl, vampyr-horror, ballet, disney-fortællinger, udviklingspsykologiske karakterer og skræver dermed over det klassiske teater, avantgardeteatret, performance, dans og det postdramatiske teater. Jeg forestiller mig at Dam måske også kunne få en del ud af at se Lollike i forhold til Lars von Triers filmkunst. Der er tale om meget forskellige udtryk, men de har det til fælles, at de arbejder med en ekspliciteret udsigelse. Som jeg ser det, er det netop udsigelsesmåden, som samler en række af de træk, som Lollike benytter og som også kunne samle selve analysen af hans værker. Som nævnt betegner Dam Lollikes teater som postdramatisk. Spørgsmålet er, om ikke det er et begreb, der ligesom postmodernisme er ved at miste sin slagkraft og aktualitet. Det med efter forekommer at være irrelevant i en tid, hvor alle genrer og greb for så vidt er til rådighed i bestræbelsen på at beskrive, analysere og fortolke den samfundsmæssige nutid som progression eller tilbageslag. Det postdramatiske er tilbøjeligt til at kobles med postmodernismens fragmenterede relativisme, og Dam referer netop til den tyske instruktør Thomas Ostermeiers kritik af denne tendens (s. 134), for at forflygtige et ansvar for den sociale virkelighed.

Spørgsmålet er om det er en produktiv modstilling. Faktisk tænker jeg, at det ville være mere produktivt for Dam (og Lollike for den sags skyld), at fastholde at det drejer sig om at udfolde en bestemt udsigelse. Værkets udsigelsen betyder, at en afsender kommunikere til en modtager men indenfor en given kontekst, det vil sige en situation, hvor tid og rum er bestemmende for den betydning, som formidles, og hvor der derfor forefindes en feedback proces mellem de to, som er påvirket af situationen. Udsigelsen skaber således et rum for og indrammer en både sanselig og diskursiv kommunikation. Det betyder imidlertid af afsender-stemmen kan have en polyfon karakter. Flere stemmer kan modsige eller forstærke hinanden og det samme gælder på en måde modtageren, idet der kan være flere forskellige modtagere i et værk. Denne polyfoniske karakter biddraget til en kompleksitet i forhold til valg af stemmer. Og der er ikke en direkte overensstemmelse mellem kunstneren og afsenderstemmerne. Disse kan være faktiske dokumenter, faktuelle citater, fiktive karakterer, objekter, kroppe osv. Spørgsmålet er hvordan disse stemmer organiseres, sidestilles eller hierarkiseres. Her er det at Lollikes kreative processer, montageteknik, performative teknik både influerer på instruktion og dramatik.

Det centrale, som Lollike har haft sans for, er, at udsigelsen bryder sin egen værkramme ved at påvirke og gribe ind i den sociale kontekst. Lollike leder, som han siger (s. 62), altid efter nye udsigelsespositioner, og han udfordrer derved sin egen måde at iscenesætte sig selv og sine værker. Han har haft både held og talent for at skabe resonans i offentligheden.

Bogens format

Bogen format er stort og på 153 siden, hvoraf halvdelen er billeder. Den har et fantastisk flot og generøst layout, og det er lige før, man tænker, der er en modsætning mellem denne flotte klassiske billedbog og det provokerende grænseoverskridende, som karakterisere Lollikes drama og teater. Teksten er rimelig let og tilgængelig på omkring 70 sider. Dam skriver godt og formidlende. En af de centrale kilder er tidsskriftets Peripetis artikler og anmeldelser, og det giver god mening at disse fagbaserede analyser bredes ud til et større publikum.

Lollike er givet en teaterperson som erhverver sig rigtig mange fjender både fra højre- og venstrefløjen. Alene af den grund er en samlende fremstilling absolut givtig.

Lollikes produktion er både meget sammenhængende i forhold til den samfundsmæssige analyse af det tragiske subjekt, de fremmedes intervention og mediesamfundets selviscenesættelse. Samtidig er der tale om meget forskellige forestillingen og en markant kreativ proces. Hvordan udvikler Lollikes nye udsigelsespositioner? Det er måske det mest centrale i Dams bog, at hun får løftet denne kreative og praktiske problematik og analyseret, hvordan form og indhold væver sig sammen i dialog med tilskueren.

Erik Exe Christoffersen, lektor og underviser i dramaturgi og teaterproduktion, Aarhus Universitet. Redaktionsmedlem af Peripeti.

Del med andre