Aalborg Teater: Porno for begyndere 

Af Falk Heinrich

Det er fredag aften. Jeg sidder i sofaen i min stue; computeren står på sofabordet. Jeg skal til at skrive en anmeldelse af Aalborg teaters Porno for begyndere. Computerskærmen viser et endnu næsten tomt Word vindue. Det vil være så meget nemmere at skifte til en browser for at tjekke én af Aalborg teatrets datakilder vedrørende danskerne pornoforbrug: Pornhub. Pornhub er én af mange porno-sites, hvor der kan uploades og downloades ofte kortere videoklips. Min overspringshandling kunne deklareres som førstehånds ’research’, for at sætte det just i teatret oplevede i den helt rigtige kontekst. Jeg vil nok ikke fortælle læseren, om jeg skiftede skærmvinduet for en lille stund eller om jeg blev ved med at skrive denne anmeldelse. Hvorfor vil jeg ikke fortælle det? Er det, fordi jeg er gammeldags bornert? Er det fordi mine værdier omkring sex (og porno) indskriver sig i intimitetens sfære, foruden hvis vores (min) generelle forståelse for sex som værende et udtryk for kærlighed mellem personer ikke ville kunne opretholdes?  Eller er det, fordi porno i vores kultur ligefrem kræver hemmelighedens voyeuristiske pirring?

Porno som tabu

Lad mig forsætte med flere spørgsmål, denne gang specifikke spørgsmål vedrørende Aalborg teatrets opsætning. Grunden til mine mange spørgsmål er, at selve tematikken indeholder flere spørgsmål end svar. Naturligvis kan man have en holdning til porno (godt/(be-)skidt, naturligt/ fremmedgørende, hedonistisk befriende/hedonistisk forblindende); sagen er dog, at industrialisering af et grundlæggende menneskelig behov altid vil føre til ambivalens og paradokser. Jeg forsætter:

Hvorfor er det interessant at lave en teaterforestilling af danskernes pornovaner og -(for)brug? Hvorfor er det interessant at skrive en anmeldelse af denne forestilling? Jeg vil sige det lige ud; jeg fik ikke mere at vide end jeg allerede vidste – bortset fra nogle enkelte faktuelle tal og pornoens antikke historie. Men et hurtigt kig på Wikipedia kunne levere disse informationer og mange flere (jeg tjekkede lige ;-)). Jeg er ikke en ekspert i porno og heller ikke den store forbruger af samme. Jeg antager, at de fleste mennesker vil sige det, ligesom for at beskytte et eller andet ry eller beskytte sig imod fordomme og lumre spørgsmål. Og læseren vil formentlig ikke finde ud af sandheden om mit pornoforbrug. Ligesom jeg og tilskuerne nok ikke spørger skuespilleren, om det er hendes sandfærdige historie, som ligger til grund for forestillingen. Er hendes far død og har han været pornoinstruktør? Er det rigtigt, at hun foretrækker porno med to kvinder og en mand, hvor alle er engageret og kigger hinanden i øjnene, såsom hun fortæller det i slutningen af forestillingen, hvor vi også får selvsamme klip at se (uden filter)?

Jeg vil gerne blive ved med at stille flere spørgsmål. Er det rigtigt, at fantasien om indvilliget voldtægt er stimulerende for en del kvinder, hvorimod den fysiske iscenesatte udlevelse af selvsamme fantasi formentlig nok vil opleves helt anderledes, såsom det påstås af voice-over stemmer af enkelte aalborgensiske kvinder? Hvorfor er fantasi tiltrækkende og social (mere) acceptabel end den fysiske materialisering af samme (fantasi udleves faktisk af pornoskuespillerne)? Hvorfor vil Aalborg Teater nedbryde tabuer omkring vores forbrug af porno – og dermed retfærdiggøre den, alt imens forestillingen (også) reflekterer over pornoindustriens udnyttelse og langstrakt destruktion af kvindelige og mandlige pornoskuespillere? Teatret påstår, at det vil nedbryde tabuer (som måske ikke længere eksisterer og kun er realitet for en ældre generation), velvidende at sex er et trækplaster, der nok skal trække en del betalende tilskuere til teatret? Samtidigt er det nødvendigt løbende at diskutere og bearbejde fænomener såsom porno, fordi de udsiger ganske meget om vores kultur og dens indlejrede værdisæt.

Forestillingen egentlige drivende kraft er ikke det spinkle narrativ (som jeg vil præsentere nedenfor), ej heller teatrets påståede intention om oplysning, men snarere inhærente paradokser og ambivalenser, som pornoen konstituerer og teatret udnytter: Tiltrækning og frastødning, forbudt og alle-gør-det, fantasi og dog realitet, tørre fakta og bizarre, kødlige ønsker, privat og offentlig, etc.

Så, hvor kommer ønsket om at nedbryde tabuer fra, når tabuet giver teatret muligheden for at udvikle og spille denne forestilling? Porno lever af at være et tabu. Og nu det mere grundlæggende, etiske spørgsmål: Hvorfor skal dette tabu nedbrydes, når pornoindustriens arbejdsmetoder og -konditioner ikke just svarer til lovens krav? Skulle tabuer ikke udvikles til forbud? Det er naturligvis et rent ’retorisk’ spørgsmål, da sex og porno er menneskelige grundvilkår, som afføder (stimulering af) sexfantasier, voyeurisme og redskaber.

Derfor vil jeg betegne selve forestillingen som retorisk forstået på den måde, at præmissen for forestillingen er umuligheden af indfrielsen af den påståede intention (konkret nedbrydning af tabu). Paradoksets retorik er den dramaturgiske motor, der driver forestillingen.

Scenografi og bricolage dramaturgi

Forestillingen spiller på Aalborg teaters mindste scene. Der er ikke plads til mange tilskuere, og forestillingen er også bedst tjent med et overskueligt antal tilstedeværende. Skuespilleren har nemlig muligheden for at komme i kontakt med alle, via direkte tale, håndtryk eller øjenkontakt. Rummet er inddelt i en lidt forhøjet aflang scene, der forestiller skuespillerens dagligstue med IKEA-sofa og standerlampe, mikrobølgeovn og en stueplante. Bagtæppet er et lamelgardin, der også tjener som projektionslærred og som til sidst bliver trukket fra for at afsløre et spejl, hvori både skuespilleren og tilskuerne kunne spejle sig. Mellem tilskuerrækken er der et mellemrum indikeret ved et lummert lyserødt gulvtæppe. Den første tilskuerrække består af ganske bekvemme sofaer, som står på det lysrøde tæppe. Den anden række er dog ganske almindelige publikumsstole. Vi er trods alt i teatret. Scenerummet er dog ikke udelukkende fiktionsrum. Skuespilleren Marie Knudsen Foghbruger scenen både til at spille sin (muligvis fiktive) historie om sit møde med porno; men scenen tjente også som platform til for eksempel at adressere tilskuere eller til at vise hendes ynglingspornoklip.

Maries nyligt afdøde far viser sig at have været pornoinstruktør i pornofilmens ungdomsår. Marie er først moralsk indigneret og emotionelt berørt, men beslutter sig så at udforske pornoen sammen med en kæreste, som hun får til lejligheden. Forestillingens dramaturgiske struktur er en postmoderne bricolage af forskelligartede (re)præsentationsformater såsom projektioner, lydklip, kropsøvelser med tilskuerne, en iscenesat (muligvis) sand historie, direkte henvendelse til tilskuerne, etc. Forestillingen snor sig gennem landskabet som en lille bæk. Bækken er skuespilleren Maries lille historie, der kommer forbi landskab af fakta, af indspillede stemmer som beretter om aalborgensernes bekendelser og af tilskuerdeltagelse.

Det er svært at identificere et højdepunkt, hverken tematisk eller energimæssigt. Forestillingen forløber uden de (helt) store udbrud eller dramatisk motiveret spændingsfortætninger. Instruktøren har givetvis prøvet at variere skuespillerens intensitet via, for eksempel, alteration mellem ovenfor nævne scenetyper: Dialog med tilskuerne, dialog med venindens afspillede stemme, monolog i form af en episk genfortælling af Maries personlige undersøgelse af pornoen. Dette resulterer i en varieret stemmeføring, varierende rummelige opmærksomhedsfelter samt forskellige stemninger i rummet, der engagerer tilskuerne på forskellig vis. 

Fakta-oplevelser

Forestillingen er også en skole, der formidler fakta og viden. Pornhubleverer masser af tal om pornovaner og -forbrug både i Danmark og internationalt set. I en undervisningsscene bliver vi oplyst om pornoens etymologi og historie. Pornografi betyder ganske enkelt prostitution formidlet af skrift (og andre medier). Dens historie er (naturligvis) lige så gammel som menneskets. Vi hører om morsomme detaljer af Pompeis erotiske skulpturer, som formodes at have været en slags spisekort, eller om den første pornografiske scene i film (som var et lidt kikset kys mellem en mand og en kvinde, som vi fik lov til at se); og naturligvis om de begivenheder, der førte til pornoens frigivelse, først den tekstbaserede, siden den billedbaseret porno. Vi bliver oplyst ved hjælp af en masse fakta. Alt sammen i direkte tale til os tilskuere; ikke belærende, men snarere inspireret af stand-up komedie. Stemningen i rummet er munter.

Jeg kan ikke huske alle fakta, men her kommer disse som lige brændte sig ind i min korttidshukommelse: Danskernes pornoforbrug er højere end resten af verdens forbrug; andel af danske kvinder, der bruger porno er lidt højere end i resten af verden; nordjyder er hurtigere, dvs. deres besøg på Pornhub er lidt kortere end sjællændernes. Aalborg teaters hjemmesider oplyser desuden om, at danskernes klart mest anvendte søgeord på Pornhub er ’dansk’ eller ’danish’.

Men hvordan måles forbrug? Hvornår er forbruget stort, mellem eller lille? Er en gang om ugen gennemsnitligt et stort eller et lille forbrug? Betyder det noget, hvilke klip man konsumerer: Soft eller hard porno mellem to kvinder, bondage, fisting, amatør, eller? – ja, praksisser og pornokategorier er der mange af, til enhver smag og fantasi. Jeg må indrømme (og læseren kan tro på det), at jeg ikke kendte til alle kategorier.

Inddragelse

Aalborg teaters hjemmeside oplyser, at forberedelsen til denne forestilling inkluderede, at man kunne ringe til en telefonsvarer for at indtale oplevelser og holdninger til porno. Samtidigt kunne man tage imod en invitation til aftensmad hjemme hos skuespilleren Marie Knudsen Fogh; som modydelse skulle/kunne man fortælle om ens oplevelser, tanker og vaner i forhold til porno. Nogle af optagne beretninger bliver da også brugt som lydklip i forestillingen. Nogle helt almindelige, dvs. ikke skuespillende aalborgensere (det er i hvert fald påstanden) var altså med i forestillingen via deres stemme og udsagn. De fortalte om deres brug og forbrug af porno, om forskellen mellem fantasi og en eventuel realitet, om hvordan porno har beriget deres liv og åbnet flere personlige dimensioner i deres liv. Jeg kunne ikke høre alt. Disse stemmer bruges som vidnesbyrd af dagligdagens pornobrug, især dem der fortalte åbent (og som jeg husker, også positivt) om deres forbrug.

Men, som allerede sagt, vi tilskuere bliver også inddraget. Naturligvis kan en forestilling om porno ikke undgå at aktivere og inddrage publikum, ligesom for at løsne op og for at tage broden af tematikkens (påståede) brisans og ømtålelighed. Dette sker via fysiske øvelser, der aktiverede især underkroppen via bækkenøvelser. Inddragelsen sker også via oprettelsen af en personlige kontakt mellem skuespiller og os og mellem os tilskuere: vi får popcorn til deling. Men inddragelsen sker naturligvis også gennem spørgsmål stillet til publikummet generelt. På intet tidspunkt var tilskuerne i fare for at blive udstillet, udspurgt om deres holdninger, præferencer, praktikker eller fortielser. Vi bliver ikke afklædt. Jeg følte mig sikker, selvom jeg naturligvis under forestillingen var i gang med at konstruere et fiktivt svar til et endnu ikke stillet spørgsmål.

Spejlet

Spejlet er et yndet sceneværktøj. Spejling er et psykologisk begreb, som indikerer konfrontation og mulighed for erkendelse. Sidst i forestillingen trækker skuespilleren Marie (eller er det figuren Marie) gardinerne til side, et spejl kommer til syne. Samtidigt høres den anklagende venindestemme, der spørgende bebrejder Marie om, hvorfor hun tog imod pornoens fristelser velvidende at den er grundlæggende kvindeundertrykkende, velvidende at især kvinder bliver udnyttet af pornoindustrien, ja at porno baseres på et industrielt produktionsapparat, der ikke respekterer menneskets ret til egen seksualitet. Marie står med ryggen til os og kigger ind i spejlet. Hun forsvarer sig. Denne forestilling og hendes udforskningsrejse ind i pornoens verden er et kunstnerisk projekt ikke et politisk. Det drejer sig netop om udforskning og afsøgning af de mange dimensioner porno rummer. Denne udforskning har beriget hende som person, påstår hun, idet hun opdagede flere personlige dimensioner. Hendes svar oscillerer mellem hende og hendes spejlbillede og også mellem os tilskuere og vores spejlbillede. Hvilke tabuer skal egentlig fjernes? Vi kender til porno, til dens produktionsmæssige forhold og dens betydning for samfundet og for os, som kødelige væsner. Skal vi frit tale om vores forbrug og åbne op for mere forbrug? Eller skal/kan tabuets nedbrydelse føre til en minimering af porno eller til en branche, der respekterer dens skuespilleres rettigheder?  I spejling opstår paradokset, som driver forestillingen.  Og skuespilleren fører os sikker og engageret gennem pornoens landskab. Jeg var underholdt, smilede og konstaterede, at nu kunne også en landsdelsscene vise pornovideoer, som viser det ’hele’.

Falk Heinrich, ph.d., professor MSO ved Aalborg Universitet. Han forsker inden for teknologi og kunst med fokus på poiesis og interaktion, performativitet og æstetisk betydningsdannelse samt forholdet mellem kunstneriske og akademiske metoder og processer. Han har udgivet bøgerne Interaktiv digital installationskunst – teori og analyse (2008) og Performing Beauty in Participatory Art and Culture (2014).

Skuespiller Marie Knudsen Fogh; Instruktør Martin Nyborg; Scenograf Ida Grarup; Lysdesigner Súni Joensen; Lyddesigner Kristian Berg.

Spilleperioden 16. maj til 9. juni

 

 

.

 

Del med andre