RIGET hjemsøgt af RIGET

Anmeldelse afRiget iscenesat af Nicolei Faber, Det Kongelige Teater

Af Thomas Rosendal Nielsen

Det er ikke kun spøgelset af den stakkels Mary og hendes onde fader, Aage Krüger, der hjemsøger det kongelige teaters iscenesættelse af Lars von Triers moderne tv-klassiker RIGET. Det er også  – på godt og på ondt – genfærdet af von Triers skarpsindige og afsindigt komiske original fra 1990erne og af det oprindelige cast, som selv det kongelige teaters bedste kan have svært ved at hamle op med. Især i et koncept, hvor man har valgt at lægge sig meget loyalt op af tv-serien.

Scenen hjemsøgt af serien

Oversættelsen af serien til scenen er på et scenografisk og audiovisuelt plan ganske vellykket. Designteamet betjener sig på den ene side af bogstavelige referencer til serien, som både spiller på seriens teatralitet og forbinder det sceniske rum med det filmiske: det røde fortæppe, tågen fra blegedammene, der kryber ud over scenen og omsvøber publikum, elementer fra seriens markante og genkendelige lydside, få ikoniske videoprojektioner af bl.a. titlen, operation morgenlufts glade smileys mv. De får også etableret de metaforiske modsætninger og rum, som serien og teksten spænder ud: RIGET som et kongerige med underklassen og underverdenen i kælderen, de hvide og semitransparente flader på hospitalsgangene, hvor mellemlaget defilerer rundt, udsigten til Barsebäck fra toppen – direktørens kontor ser vi dog ikke. Elevatoren er den centrale forbindelseslinje mellem oppe og nede – både på det konkrete, organisatoriske og åndelige plan. Logen og Krogstads depot er de sprækker, omvendinger og forlængelser af RIGETs orden, der helt nødvendigt komplicerer sagerne. Kampen mellem hierarki og anarki på parkeringspladsen er til stede på scenen i form af Helmers kegler og fælge. Arkivet er det sakrale rum, der stabiliserer forholdet mellem fortid og fremtid. Og så formår holdet faktisk at lave gys – hvilket ikke er helt nemt på et teater, uden at det bare bliver plat eller fladt – takket være velvalgte, veltimede og omhyggeligt docerede virkemidler. Marys entre og afsløringen af hendes lig sender et gys gennem publikum, og Aage Krügers genfødsel sætter et klamt og forstyrrende punktum til sidst. Seriens to kloge kommentatorer, opvaskerne, er på scenen erstattet af et spøgelseskor (skuespillerne presser sig mod bagsiden af hospitalets semitransparente overflader), hvilket måske er en mere økonomisk og mindre fræk løsning, men en løsning som sådan set fint markerer, at denne del af stykket har en traditionel korisk funktion, den er et blik og en kommentar fra siden af handlingen, som publikum kan spejle sig i.

Man fornemmer også en stor fan-kærlighed til serien i det ret ambitiøse omfang af subplots og situationer, som er taget med i teaterversionen. Den kunne være skåret strammere, men her virker det som om, at instruktøren og dramaturgen har ladet sig fange mellem seriens (og komediens) komplekse multiplotstruktur og et ønske om at lave en skarpere afrundet bue hen mod slutningen. Der er et rytmeskifte – næsten et genreskifte – mellem første og anden akt af forestillingen. I første akt får komedien fuldt gas, og Lars von Trier afslører sig her på det Kongelige Teater som en arvtager til Ludvig Holberg: tjenerne, der løber om hjørner med herrerne, kvinderne, der holder snor i mændene, alt for store egoer i alt for små sko, halsbrækkende intriger og hovedløse forelskelser, irrationaliteten i åben kamp mod snusfornuften, hovmod og ansigtstab, vrøvlelatin og vulgærsvensk. Anden akt samler sig omkring krimiplottet: afsløringen og til sidst genfødslen af Aage Krüger. Forestillingen er stadig morsom, men nu handler det ikke længere om at opbygge, udstille og afmontere et bestemt vrangbillede af verden (videnskabens, mændenes og magthavernes orden, der hele tiden undermineres af tågerne fra blegedammene), men om at drive handlingen frem mod forløsning, og her kommer fremdriften nogen gange til at stå i vejen for komikken og omvendt.

Skuespillet hjemsøgt af det oprindelige cast

Forestillingen er for så vidt velspillet, selvom man ikke kan lade være med at sammenligne med det oprindelige cast, og det gør udfordringen for holdet enormt stor, for Lars von Trier formåede at besætte rollerne med nogle af tidens bedste både erfarne og yngre skuespillere. Jens Jørn Spottag spiller Einar Moesgaard – eller spiller han Holger Juul Hansen, der spiller Einar Moesgaard? – med den finesse, man forventer af en skuespiller af hans klasse; en Moesgaard der i sammenligning med Juul Hansens virker mere udspekuleret end distræt i sin gemytlighed. Måske hjemsøges Moesgaard her af Spottags Jago fra tidligere på sæsonen? Kirsten Olesen spiller fru Drusse og Thomas W. Gabrielsson spiller Stig Helmer, så man næsten (men kun næsten) glemmer, at de ikke er Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Og med sin paryk og falske mave er Mads Rømer Brolin-Tanni næsten lige så rund og behagelig som Jens Okking i rollen som Bulder, og han har også fået den vanskelige rolle at indtage Lars von Triers plads som skælmsk vært foran det røde tæppe i pausen og til slut, hvilket han gør godt, selvom det givetvis ikke er rigtigt til at finde en dramaturgisk tilfredsstillende løsning på det element fra serien uden at bruge instruktøren selv. Peter Christoffersen mimer Baard Owes Bondo (modigt af ham) med en ekstra dosis gal videnskabsmand. Esben Dalgaards nonchalance har en mere blød og afmålt karakter end Søren Pilmarks i rollen som antihelten Krogsgård, hvilket giver rollen en anden selvstændighed end de øvrige.

Stine Schrøder Jensens Rigmor får ikke rigtigt skovlen under Stig Helmer på samme måde, som Ghita Nørbys gjorde. Hun har ikke haft Mads Skjern at øve sig på; den oprindelige serie var jo hjemsøgt af Matador. Kvinderne bliver i det hele taget reaktive ofre for mændenes tåbeligheder, sådan var det måske også i serien, men Rigmor var dér til dels en undtagelse. I nogle scener har der måske manglet personinstruktion, fx scenen hvor Mogge (Thue Ersted Rasmussen) gør forskruede tilnærmelser til Judith (Lila Nobel). Ligesom bl.a. logescenerne udnytter den ikke fuldt ud sit komiske eller dramatiske potentiale. Der mangler simpelthen en sidste dosis præcision og timing nogle steder, selvom typerne ellers står fint. Skuespillerelev Emil Prenter har fået Kristian-rollen og en række små biroller, der er nødvendige for at få plottene og situationerne til at fungere, og det kræver faktisk skarphed at tegne en birolle hurtigt og præcist, hvilket han løser med overskud. Og pigen, Mary (og i en enkelt scene Mona), jeg ved ikke om det var Emma Thorborg Lok eller Rigmor Lily Thomassen den aften, men hun var megauhyggelig, og min datter får i hvert fald ikke lov til at være oppe så længe!

2018 hjemsøgt af 1994

I det mindste for min generation står 1990erne som de glade uskyldsår, hvor man stadig kunne lade sig underholde uden at føle dårlig samvittighed, og hvor man stadig kunne være kritisk uden at være vred eller indigneret, og på den måde er det måske mere nostalgien end aktualitetsværdien, der bærer Det Kongelige Teaters cadeau til en moderne tv-klassiker. Tænk på de tematiske ligheder med Christian Lollikes hospitalsfarce fra denne sæson og på forskellene i tone! Nostalgien er forfriskende på sin egen måde, og det er tydeligt, at holdet bag forestillingen har gjort sig umage og måske endda haft det sjovt med pastichen. Der er nogle men’er, som nævnt, som kan tillægges større eller mindre vægt alt afhængigt af éns kærlighed til originalen. Om der også ligger en anden mulig forestilling et sted, en mere selvstændig fortolkning af RIGET som moderne komedieklassiker, får vi ikke noget svar på i denne omgang. Hvis man tager et kig i sæsonprogrammerne for 2018/19 så er det faktisk bemærkelsesværdigt, hvor mange planlagte forestillinger, der tager afsæt i film. Det er en forståelig strategi for dramaturgiaterne, fordi titlerne alene etablerer et resonansrum for publikum, som det efterhånden kun er et snævert udvalg af dramatiske klassikere, der kan. Spørgsmålet er – som ved klassikeriscenesættelser – om loyalitet og kærlighed til forlægget er nok?

Riget, af Lars von Trier og Niels Vørsel (opr. 1994)

Premiere d. 20. April 2018, Skuespilhuset, Store Scene.

Iscenesat af Nicolei Faber, Scenografi og Kostumer: Palle Steen Christensen, Lysdesign: Ulrik Gad, Videodesign: Michala Clemensen, Lyddesign: Jonas Vest, Komponist: Joachim Holbek, Dramaturg: Louise W. Hassing.

Medvirkende: Kirsten Olesen, Thomas W. Gabrielsson, Esben Dalgaard, Lila Nobel, Jens Jørn Spottag, Stine Schrøder Jensen, Peter Christoffersen, Thue Ersted Rasmussen, Emil Prenter, Emma Thorborg Lok, Rigmor Lily Thomassen.

Thomas Rosendal Nielsen (f. 1981) er lektor på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab, Aarhus Universitet, og medlem af Peripetis redaktion.

 

 

Del med andre