Jakob Weis: Møller & Larsen. Det Kongelige Teater

 

Af  Janicke Branth

Set i evighedens perspektiv

Hævet over en platform, der steg op ad vandet, skulle der ligge en konkylieformet operasal under det store tag. Denne magtfulde konkylie skulle ses helt uhindret gennem en glasfoyer, hvor man skulle se operapublikummet bevæge sig rundt i et festligt oplyst rum. Operaen skulle stå som en lysende skulptur i havne- og himmelrummet”.

Søren Sætter-Lassen, Henning Jensen og Amanda Collin

Sådan beskriver arkitekt Henning Larsen selv sin vision om Operahuset i starten af den lille bog, han udgav i 2009, og som han gav titlen ”De skal sige tak! – kulturhistorisk testamente om operaen”. Da var han selv 84 år og operaen havde stået færdig i fire år. Den lille bog beskriver hans personlige oplevelser omkring den problematiske byggeproces og skriftet skal ses på baggrund af den mundkurv, han kontraktligt blev pålagt i forbindelse med det store operaprojekt. Hans arkitektfirma fik forbud imod nogensinde at udtale sig til pressen (eller andre)om byggeriet. Det blev dog hurtigt en offentlig hemmelighed, at vanskelighederne var store. Bogen har tydeligvis været en del af dramatikerens inspiration.

Men det er ikke den gamle – og dramatiske konflikt – dramatikeren Jakob Weis har valgt at bruge som dramaturgisk nøgle. Han har derimod anbragt sine to dramatiske hovedpersoner Mærsk Mc-Kinney Møller og Henning Larsen – spillet af henholdvis Søren Sætter-Lasse og Henning Jensen – på kanten af Operahusets tag, midt mellem himmel og havn. Her befinder de to ”operafædre” sig vis-à-vis de bronzestatuer, der forestiller vores største kirkefædre: Ansgar, Brorson, Grundtvig, Ingemann, m. fl., og som omkranser Marmorkirkens runde kuppel. De to antagonister er døde, forstår vi hurtigt, men fortsætter deres gamle konflikt om glas. For det var jo først og fremmest glas, det handlede om, hvor meget eller hvor lidt glas i den vestvendte facade overfor Amalienborg og Marmorkirken.

Historien set gennem en omvendt kikkert

Karin Betz enkle og fine scenografi viser publikum den forreste del af Operahusets enorme tagflade, afgrænset bagtil af scenetårnets frontmur. Der er dog den lille hage ved den forholdsvis realistiske setting, at scenetårnet rummer en dør, som kun giver adgang for dem, der vil ud på taget, ikke for dem, der vil ind igen. Derudover ses kun et udluftningsanlæg, der kan bruges om bænk og en enkelt tagrist, der adskiller de tagarealer, hvor henholdsvis bygherre og arkitekt holder til. Her prøver de at holde hinanden på afstand, skønt bundet til stridens genstand under evighedens åbne himmel. Måske var de forblevet mere eller mindre tavse, hvis ikke en engel var dukket op i skikkelse af en ung, blind og hashrygende kvinde ved navn Angela (Amanda Collin). Pludselig træder hun ind på scenen/operataget og fra da af driver hun samtalen mellem de to mænd frem, fordi de føler sig tvunget til at forsvare deres sag overfor hende, som qua sin ungdom repræsenterer eftertiden. Så til ære for Angela får publikum fortalt fragmenter af historien om Møller og Larsens kamp om retten til at definere Operahusets æstetiske udtryk. I stedet for at lade den gamle konflikt om byggeriet udfolde sig i dramatisk nutid, hvor de to antagonister reelt ville have noget på spil, så bliver det altså en kamp om eftermælet -”overladt til eftermælets vilkårlige natur” – som Møller så skarpt udtrykker det – og billedliggjort af englens ungdom. En kamp om eftermælet vil altid være en psykologisk konflikt og ikke en samfundsmæssig konflikt. Som sådan bliver den svær at gøre alment vedkommende og den risikerer at ende i det komiske. Det skete her. Møller og Larsen – hver på sin måde store personligheder – bliver her præsenteret i øjenhøjde. Vi kan alle være med og vi kan more os lidt over deres forfængelighed og menneskelige svagheder. Dramaturgisk fungerer det sådan, at når diskussionen om eftermælet truer med at gå i selvsving, blæser ’terapeut-englen’ Angela lidt hashtåger i hovedet på de herrer for at få dem til at tale om noget andet. I en stigende kurve ender de dog med at grille hinanden med stadigt mere bidende ondskabsfulde psykoanalytiske betragtninger om faderkomplekser og faderbilleder. Til sidst kan den unge engel trække sig tilbage til toppen af Marmorkirkens kuppel igen.  De to kamphaner har talt sig trætte og kan forsone sig med hinanden og fortiden over et glas champagne.

Det er et dramaturgisk greb, som næsten kan minde om den tidlige Kjeld Abells sceniske leg, der også trak på revyen og vittigt latterliggjorde det regime, ældre generationer var underlagt. Dramatikeren er her – som den gang – på ungdommens (sikre) side. Dette Abell’ske greb har både charme og vid.

Henning Jensen og Søren Sætter-Lassen

Hvad er det repertoiremæssige perspektiv?

Man kan dog ikke lade være med at tænke over, hvad teatret har villet med en forestilling om Møller og Larsen. Det er jo ikke dem, der har bygget Skuespilhuset, som i år fejrer sit første tiårs-jubilæum. Der er heller ikke sket noget særligt omkring Operahuset, der kalder på en anledning til at bringe de to skabere af operaen på scenen. Så hvorfor nu?

Læser man Henning Larsens ’testamente’, bliver man uvægerligt slået af to temaer i bogen: hans ikke særligt klædelige karaktermord på Mærsk M. Møller, og hans kamp om retten til at definere bygningens æstetiske udtryk. Denne sidste konflikt er uhyggeligt aktuel i dag, hvor ikke alene arkitekter, men også læger, lærere, hele universitets undervisningsstab og videnskab i al almindelighed kæmper for at fastholde deres ret til at udfolde deres faglighed på de felter, de udøver, mens økonomisk tænkning ophøjes til lov og ’nødvendig’ politik. Man kan ikke undgå at tænke over, om Møller og Larsen ikke fortjener et mere komplekst og reflekteret narrativ at udfolde sig i?

Lassen & Jensen

Karakterportrætterne er, som komediekarakterer normalt er, typifiserede – det hører til genren. Men da disse to karaktertyper i denne situation er bundet til at retfærdiggøre sig overfor en blind, pot-rygende eftertid, så får de vanskeligt ved at udfolde det intellekt, både arkitekt og bygherre besad. Det giver ikke Lassen og Jensen så nuanceret et dramatisk stof at arbejde med. De investerer hele deres engagement og talent, men begrænses af opgaven. Det har så været Henning Jensens lod at lægge krop og sind til den selvmedlidende kunstner, mens Lassens Mærsk har fået de mere bidende ironiske refleksioner og replikker, som naturligvis tager flere stik hjem. Begge har i øvrigt lagt en formidabel maske, som i det ydre får dem til at ligne de to portrætterede skikkelser. Så meget desto mere savner man, at deres format ikke kommer til at udfolde sig i den dramatiske konflikt, Operahuset handlede om, nemlig faglig viden og indsigt og dens plads i vores samfund.

Men det har så ikke været dramatikerens ønske at belyse konflikten i det perspektiv. Stykket har i stedet langt vægt på de senere generationers viewpoint, som gør alle konflikter mindre, – og på forsoning. Det er nok derfor englen river sig løs fra Marmorkirkens tårn, træder ind i deres limbo og prøver at stoppe deres diskussion. Hensigten er, at Møller og Larsen skal forlade deres ’skærsild’ sammen og forsonede (jf. titlen). Et stykke, som en middelalder moralitet – i traditionen ”En sjæl efter døden”.

Iscenesættelse: Thomas Bendixen, Scenografi Karin Betz, Videodesign Karin Betz og Clement Irbil, Lys Clement Irbil, Lyd Mogens Laursen Hastrup.

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Henning Jensen, Amanda Collin

 

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.

 

 

 

Del med andre