Boganmeldelse:

Høyblokka – post morten. Teater som ritual

Barbro Rønning og Håkon Fyhn (red.). Novus Forlag, Oslo 2016

 

Af Erik Exe Christoffersen

Vi vekker den gamle kjempen til live igjen i en kort stund. Ut av veggene strømmer hjerteslag, trøstende ord, dødsskrik, bønner, pustelyde, brokker af sanger, fortellinger, minner og operasjonslyde”. (s. 23)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det 12 etagers høje sygehus i Trondheim skulle i 2010 rives ned og give plads for et nyt universitetshospital. Bygningen var fra 1959 og ikke i sig selv bevaringsværdig, men rummede som institution mentale erindringer om fødsel, sygdom og død. Dette gav anledning til et rituelt koncept – en form for afsked som i kunstnerisk form kunne afslutte en lang historie. Det blev til et praktisk og kunstbaseret forskningsprojekt initieret af Barbro Rønning fra Institutt for kunst- og medievitenskap i Trondheim. Med projektet trådte hun i rolle som den reflekterende praktiker som kombinerer akademisk viden med kunstnerisk handling. Hun fortæller fra en autoetnografisk fortælleposition, som involverer en tilfældighed, egen sårbarhed og en personlig relation til stedet (s. 15). Rønning var hovedkraften i udviklingen af manus, regi og koncept, som bestod i at indsamle erindringer og historier om Høyblokka: fødsel og død, sårbarhed og sygdom og fortællinger om de forskellige mere eller mindre mærkværdige læger på stedet. Og ikke mindst bestod projektet i at skabe en konkret rituel transformation: en form for moderne overgangsritual, hvor kroppen, erindringer, imaginationer, metaforer og sygepleje-håndværket, også i bogstavelig forstand: håndens værk, spillede sammen.

Projektet gav yderligere anledning til en multimedial afskedsforestilling i 2011 for over 1000 tilskuerere: ”En rituell collage basert på materiale fra livet i høyblokka: lyd, lys, visuelle animasjoner, dans, sang, musikk og minner.”Den varede 45 minutter, og spillede i ruinen af den halvt nedrevne bygning. Forestillingen sluttede med at den dragelignende nedrivningsmaskine tog bidder af bygningens top.

Først i 2013 var Høyblokka væk.

Projektet havde tre ben: 1. En indsamling af erindringer, som formidles på en interaktiv blog, hvor der bag hospitalets 233 vinduer gemmer sig et minde 2. En devisingbaseret kollaborativ forestilling 3. En forskningsproces indenfor rammerne af en kunstproces. Det hele kan stadig studeres på bloggen http://xn--hyblokka-54a.no/norsk.php

Hjemmesiden er ikke blot fyldt med gode videofortællinger og billedminder. Det er også et spændende eksempel på iscenesættelse og formidling af viden i en deltagerinvolverende form.

 

 

 

 

 

Forskningsprocessen

Rønnings præsentation lyder: «En rød tråd gjennom mitt 30 årige yrkesliv som dramaturg, regissør, teaterpedagog og forsker er det folkelige teatret. Hvordan kan en arbeide med teater for å utvikle uttrykk som berører og engasjerer folk? Høyblokka – post mortem er et gedigent eksperiment hvor vi utforsker dette, og jeg er også opptatt av å praktisere improvisasjon i ledelse og drift av prosjektet.» (s. 15)

I projektet deltog i forskere, kunstnere og en præst med forskellige perspektiveringer. Bogen sammenfatter de personlige fortællinger med den kunstneriske udførelse og teoretiske perspektiveringer.

Barbro Rønning har et indledende afsnit om ”Sårbarhetens dramaturgi – fra produksjonsplattform til forestilling”. Det er en indføring i teaterproduktionens kreative proces og forskellige faser, samt overvejelser over teatrets konkrete flow og improvisationsbaserede muligheder i relation til publikum og stedet som det metaforiske ”emosjonelle landemerke” (s.22).

Teaterforsker, professor Knut Ove Arntzen, skriver om ”Den nye autenticiteten: Kunsten mellom det estetiske og det personlige”. Det er et kortfatte afsnit om teatrets brug af og spil med autenticitetseffekter og atmosfære.

Andreas Bergsland, musikteknolog og komponist skriver om ”Minner, resonans og etterklang”. Afsnittet handler om den akustiske efterklang i hospitalets rum.

Scenekunstner Berit Rusten skriver om ”Erindringer i en felles kropp”, og hun ser projektet som en form for biografi, som benytter dramaturgiske og performative virkemidler.

Desuden skriver antropolog Håkon Fyhn om at skabe et erindringsrum, ”Etterklangen av det som er borte.” Han beretter om sin egen afsked med sin morfar i det rum, hvor han døde.

Sjelsetting av medisinens sjelløse kjempe: Rituelle perspektiver på forestillingen” lyder professor i teatervidenskab, Anita Hammers afsnit. Hun sætter forestillingen i relation til begreber som performance og ritual og analyserer dens virkning, fuldførelse og gennemlevelse, som både individuel og kollektiv erfaring. Performativ adfærd, som denne proces kan karakteriseres som, er både refleksiv, konstruerende eller skabende i en blanding af symbolsk repræsentation, ceremoni, leg, underholdning og rensende ritual. Hammer opløser en vanlig adskillelse mellem ”performed autenticitet” og ”ekte tilstedeværelse” som en konstruktion, ligesom tro og ikke-tro kan være samtidige. Det peger på en mulighed for at betragte forestillingens begravelsesprojekt i en dobbelthed af både kunstnerisk ironi og patos.

Endelig er sidste afsnit ”Høyblokka – Post Mortem som gravferdsrite” skrevet af præst og liturgi-forsker Kari Veiteberg, og hun ser projektet i lyset af gravfærdstraditioner, og reflekterer over, hvad det vil sige at tage afsked.

 

Affektforskning

Bogen giver en godt indblik i den langsomme opløsning af den fysiske bygning som ryddes for indmad, pilles fra hinanden, og hvor betonen bogstaveligt ædes af de store kraner bid for bid. Opløsning af bygningen erstattes af en mental opbygning af et helt netværk af personlige minder, erindringer og historier, som munder ud i det dramatiske klimaks: den afsluttende multimediale performance, hvor lys, lyd, og bevægelser indgår i en rituel helhed.

Forestillingen var planlagt til nytårsaften 2010, men blev udsat til 30. januar 2011. Det er en gravfærd, hvor teatret og de performative kunstarter er anvendt på en tilsyneladende ny og overraskende måde i samklang med hospitalets mentale karakter. Man kan bare ønske sig at denne kreative proces kunne overføres til mange andre steder, hvor moderniteten sætter sig igennem på godt og ondt. Betydningen af gravfærd kan og skal ikke undervurderes, både når det gælder mennesker og bygninger som forsvinder.

Bogen er også et forbilledligt forskningssamarbejde mellem teater- og musikvidenskab, antropologi, teologi og kunstnerisk skabende processer omkring det at bevarer, ritualisere, formgive erindringer, sammenvæve eller montere forskellige mediale former. Det er en hybrid mellem bogens akademiske ramme, internettet og teatermediets levende form.

Projektet balancerer mellem en social identitetshistorie og en kunstautonom proces. Projektet er således afhængigt af de specifikke medvirkende, men må samtidig søge en almen form.

Teater viser sig her som et medium, der både kan være kunstnerisk autonomt og samtidig bearbejde de medvirkendes identitet og affektive fællesskab. Teatret kan både fungere relationelt og besidde en kunstnerisk uafhængighed. Rønning kalder det affektiv solidaritet og en empatisk relation.

Høyblokka – post morten. Teater som ritual bringer en række teoretiske positioner og begreber i spil i forhold til den konkrete case fra Richard Schechner, Victor Turner, Jacques Rancière, Charles Taylor, Hans-Ties Lehmann, Claire Bishop, Rick Kemp, Donald Schön, for nu at nævne nogle af de mere velkendte navne i helt tilfældig rækkefølge. Forfatterne er meget forskellige og skriver ud fra forskellige positioner, men sammenstillingen af tekster og montagen af billeder fungerer super godt.

Erik Exe Christoffersen er lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi, og underviser i Teaterpraksis.

Del med andre