My Heartache

Nødskrig fra den første digitale generation.

Aarhus Teater Studio, februar 2018.

Janek Szatkowski

 

Kender du det… et teater, der tør tro på teksten?

Sofaer, sofaer i hele rummet. Læder, stof. Stilige, slidte, grimme. Man synker ned i en sofa. Et jævnt, lidt kedeligt hvidligt lys oplyser rummet. En ung kvinde (Asta Kamma August) rejser sig, tager et mikrofonstativ, smiler et smukt, lidt usikkert smil. Hun begynder at tale: ”Kender du det…?”  Tilskueren bliver det ’du’, der tales til. Da teksten er skrevet ’til’ skuespillerne, har figurerne det samme fornavn som, den skuespiller, der spiller dem. Når jeg refererer eksplicit til skuespillerne er deres fulde navn angivet.  Asta beskriver et moderne kærlighedsforhold i en tekst, der står skarpt, præcist og indlevet. Fra hun ligger nøgen i en seng efter det første knald …

Og pludselig så er det som om at du bor der

Altså som du har været der i lang tid

i den der seng

og du føler det også er kommet til et tidspunkt hvor du skal

finde ud af hvad han hedder

han hedder Theis

Og så er der pludselig også kommet det der tidspunkt hvor

du skal finde ud af

om du skal føde hans børn

for I bliver jo ikke yngre

Det gør i jo ikke

Og hans mor kan også godt li dig

du tænker på hvordan det ville være hvis du fik en mave og fik børn

og du tænker

det ku jeg da godt – det ku jeg da godt – det ku jeg da godt

du køber graviditetstests

laver lister inde på Pinterest

for det gør man, også selvom man ikke ved hvor man kan købe det

Herfra går det videre til parterapi og opbrud, for til slut at vågne op i en ny seng med en ny nøgen mand. Hun sætter sig. Vi venter.

Kort efter rejser en anden ung kvinde sig (Anna Nøhr Tolstrup). Hun starter i et helt andet register:

Jeg er knuste flasker –

Tuborg inden i

Jeg er luftfugtigheden i bikram yoga

Fedtede kroppe uden aircondition

Den dundrende hovedpine når du vågner efter 20 øl i går

Jeg er smøgerne man går efter når man aldrig kommer tilbage

Jeg er bygningen, taget og broen man hopper fra

Jeg er Northstate, Rød Cecil og det der er værre

Her er det en skildring af et selvbillede, der nådesløst udstiller, hvordan lavt selvværd opleves. Anna sætter sig. Vi venter. Hvad skal der nu ske? Ingen rejser sig. En stærk og stramt holdt pause er timet sådan, at der bliver tid til at overveje, hvordan denne forestilling vil etablere sin fiktionskontrakt med publikum.

Så læner en ung mand (Christian Hetland) sig lidt frem i en af sofaerne.  Han bliver siddende, mens han lidt snublende forsøger at præsentere sig selv. Men hvordan gør man det, hvis man inderst inde synes, man er middelmådig? Som den eneste af de tre figurer, giver Christian os noget af sin forhistorie. Vi får et blik ind i en mand, der virker som om alting er noget, der sker for ham, noget omverdenen gør ved ham, og som derfor aldrig oplever at handle selv.

 

Jeg begyndte heller ikke at vokse vildt meget

Jeg voksede bare op

Det var det der gjorde mest ondt

At der ikke skete noget voldsomt

At det bare skete

Første gang jeg havde sex kom det som en overraskelse

Vil du? Ja?

Det var første gang jeg tog beslutninger styret af

bacardi breezers

Christian læner sig tilbage. Kort pause, Asta træder frem igen. Som tilskuer er man nu med på forestillingens greb. Tre figurer fortæller.

Jeg har citeret teksten i det ovenstående, for dette er teater, der tør noget særligt og meget, meget vigtigt. Det er et teater, der tør stole på teksten. I en sådan grad, at opgaven må have krævet en enorm tilbageholdenhed fra instruktøren (Morten Lundgaard) og scenografen (David Gehrt).  Det har betydet, at arbejdet har ligget i at få bygget de tre figurer op, og finstemme dem i forhold til hinanden. Finde de små udviklinger, og lade dem stå frem i antydningerne. Alt overflødigt (næsten) er skrællet væk. Men, går man da i teatret for at høre fortællinger? Skal det nu være teater, er det ikke snarere et hørespil? Jeg vil påstå, at denne forestilling mere end meget andet teater i dag, bringer skuespillere og tilskuere sammen. Tilskuerne er det ’du’, figurerne lukker ind i deres inderste rum. Det vi får lov til at dele, er noget sjældent, smukt, rørende, trist, men hele vejen igennem dybt vedkommende: vi er inde i mellemrummene mellem mennesker, og i mellemregningerne – alt det vi tænker, men næsten aldrig deler med nogen. Vi er sammen om et unikt møde, der paradoksalt nok handler om ensomhed. Der sidder vi i en tilskuerkreds, tilbagelænede i sofaernes ’hygge-ro’, alene, men sammen i et fælles rum, hvor det for den sags skyld kunne være enhver af os, der rejste sig op. Tekst, forestilling og teatersituationen vokser og omfavner os som tilskuere.

Det modige instruktions-greb: afståelsen

Morten Lundgaard har lavet en begavet instruktion, der er trimmet og løfter teksten frem på smukkeste og mest solidariske vis. Nanna Cecilie Bang har skrevet en fremragende tekst. Hun giver de tre figurer hver deres stemme og toneart. Hun vover at undgå dialogen. Teksten er strammet til undervejs i prøveprocessen, man mærker et inspirerende samarbejde mellem dramatiker og instruktør. Tilsammen kaster de tre figurer et skarpt lys på en generation, for hvem individualiteten er blevet en frygtelig fælde.

Kan Asta finde et sekunds lykke, dér, foran spejlet? Tør hun se på en fremtid, der inkluderer det, at skulle sætte et barn i verden? Ved hun overhovedet, hvad kærlighed er? Er drømmen om en familie og forpligtelser lykken eller et fængsel, når man hele tiden, har lyst til at miste sig selv i rusen.

Anna er alene. Hun præsenterer os gennem forestillingen for flere forskellige billeder af denne ensomhed, der munder ud i en stor smuk og dybt rørende monolog om længsler og billeder på, hvordan det er at være ensom i en verden, hvor dét ikke at drikke og ryge og gøre vilde ting, stempler én som anderledes og kedelig. Anna beskriver, hvordan hun står alene på gaden, og hun fantaserer om mødet med en anden, der drages af hendes ’mystiske dyb’, ’klogskab’ om deres vandring gennem venner og fest på barer, gennem byen, med to hænder, der mødes i en første forsigtig berøring, til hans møde med hendes kridhvide hud, hvorefter han til slut løber fra hende midt i natten. Under den centrale monolog dæmpes lyset blidt og langsomt, til Anna sidder i et par enkelte spots. Som tilskuer drages man uhjælpeligt længere og længere med ind i hendes fortælling.

Her viser det sig, hvor stærkt det virker, når virkemidlerne minimeres, for at støtte og løfte teksten. Det, at afstå fra alle teatrets mangfoldige muligheder, er vanskeligt, det forstår man godt. Tilskuerne er jo kommet i teatret og ikke til foredrag eller fortælle-café. Så da Anna spiller en sang om en middelmådig kærligheds-forpligtelse, sker der noget. Anna Nøhr Tolstrup synger fremragende, forstærkningen af lyden giver den fuld skrue med rumklang og vibrato og hvad har vi lige? Hun står foran fire røde lysende rør og synger til sit eget spinkle akkompagnement. Jeg spekulerer på, om dette udtræk af virkemidler var nødvendigt?

Bidrager det egentlig til at forme den bue, som figuren Anna gennemgår? Og er Anna Nøhr Tolstrups virtuose slutmonolog, der alene består af ordet HJÆLP, i vekslende rytmer og, tonehøjder, egentlig stærkere end et enkelt, rungende hjælp? Måske er det for meget forlangt, at lade minimalismen stå endnu mere skrabet? Det er jo teater. Men når man oplever, hvor fremragende Christian Hetland formår at orkestrere sin figurs minimale udvikling, med et scoop af forventningsopbygning omkring den guitar, der aldrig spilles på, bliver jeg temmelig sikker på, at det sammen kunne have været gennemført med Annas figur. Asta Kamma August former sin figur over en række faste udtryk og rutiner. Jeg ved ikke om det er et valg fra instruktørens side, men det undrer mig, at det fascinerende smukke ansigt og den unge krop, aldrig får lov til at vise os sorgen, grimheden og vildskaben. Her bliver det så til gengæld næsten for kontrolleret og minimalt. Indrømmet, dette er nok detaljer, der nærmer sig det nørdede. Det påtager jeg mig så som min forpligtelse i denne sammenhæng.

Generationen, der druknede i individualiteten

Nanna Cecilie Bang giver afkald på at servere forklaringer. Hun beskriver en virkelighed. Ikke i en klassisk dramatisk realisme med situationer og konflikter og klimaks, hvor alt falder på plads, men i en undersøgelse af bevidsthedens indre monologer. Vi kan ikke afgøre meget om de tre figurer, selvom Christian er mere åben om sin fortid og sin biseksualitet. Indirekte peger teksten, som antydet ovenfor, nok mest på individualiteten som en forbandelse. Et signalement af en generation, ikke som overfladiske generaliseringer, men som enkeltbilleder, der supplerer og spejler sig i hinanden. Der er strejf af en Caryll Churchill og hendes Love and Information (2013) over teksten, men den er, efter min mening, bedre. Hvor Churchills 87 personer og hektiske montagedramaturgi, nok rammer noget tidsånd, rammer Nanna Cecilie Bang noget meget mere præcist: Belastningen på det enkelte individ er blevet så enorm, at selv den stærkeste ikke kan bære det. De, der mener, at de kan bære det, har solgt deres sjæl – enten til rusen, der bedøver (uanset om det er alkohol, stoffer eller Facebook), eller til karriere-ræset. Generationen, der er vokset op med digitalisering, neo-liberalisme og med (mindst) fem socialiserings-instanser (familie 1, og skilsmisse familie 2, børnehave og skole, fritid med venner, et digitalt selv i et digitalt univers) lider. Den skriger på hjælp. Sjældent har jeg mødt et så lydhørt, ømt og indsigtsfuldt signalement af samtidens 25+ årige. Hvis du møder en på gaden, der står og ser alene ud:

hvis du ser jeg står alene på gaden

Så ku du også bare gå den anden vej

Hvis du vil gøre en af os en tjeneste

den du gør en tjeneste er mig

Et sådant blik ind i en ung generations smertepunkter siger meget mere, end nok så mange sociologiske og psykologiske udredninger. Det er derfor vi har teatret.

Aarhus Teater. Studio-scenen, februar 2018.

MY HEARTACHE BRINGS ALL THE BOYS TO THE YARD

TEKST:  NANNA CECILIE BANG

ISCENESÆTTELSE: MORTEN LUNDGAARD

SCENOGRAFI: DAVID GEHRT

MEDVIRKENDE: CHRISTIAN HETLAND, ANNA NØHR TOLSTRUP, ASTA KAMMA AUGUST

Janek Szatkowski, er lektor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.

Del med andre