Gob Squad’s Kitchen (You’ve Never Had It So Good)

Af Erik Exe Christoffersen

Gæstespil på Teater Momentum i Odense (i 2017/18 ledet af By Proxy).

Gensynet med Gob Squad’s Kitchen, som er en 11 år gammel forestilling, er en overraskende erfaring. Forestillingen er lidt af en moderne klassiker og en af gruppens bedste forestillinger. Det bliver tilmed klart, at det i det hele taget er en af de bedste og vigtigste teaterforestillinger, som undertegnede har set i de sidste 10 år.

Gob Squad er en kollaborativ gruppe uden en fast leder eller instruktør. Gruppen har flere nationaliteter og blev dannet i 1994 i forlængelse af teaterstudier i Giessen, Tyskland. Gruppens profil har været at arbejde med live video i en teaterkontekst, hvor både teater og videomediet udforskes og udnyttes. Videobilledet kan forstørre ansigtet og vise nærhed på en måde som teatret ikke kan. Teatermediet kan til gengæld skabe en direkte udveksling mellem skuespiller og tilskuer. De to medier forenes i liveoptagelsen, hvor tilskuerne er til stede og deltagende her og nu. Forestillingen stiller centrale spørgsmål til teatermediet. Hvad er en skuespiller? Hvem taler i forestillingen? Hvad er autenticitet og iscenesættelse? Og ikke mindst: Hvad er en tilskuer?

Ved forestillingens start ledes tilskuerne ind gennem et filmset, afgrænset fra tilskuerrummet af en stor skærm. Der er et rum med en seng, et køkken i 50er stil med køleskab, stol og bord og endelig et rum med en stol. Det er her optagelserne af de film, som tilskuerne ser, foregår. Tilskuerne ledes igennem og kommer ud på den anden side af skærmen. Gob Squads forestilling er er remake af Warhols The Kitchen, Screen test, Sleep (8 timers fokus på en sovende person), Eat og Kiss (3-4 minutters kyssescene) alle fra midten af 60erne optaget i The Factory  Andy Warhols studie i New York.

Remaket

Forestilling begynder med en præsentation af gruppen og de fire skuespillere, som optages og projekteres på storskærmen. Skuespilleren Sean forklarer om projektet, mens Bastian står i baggrund i køkkenet, Sharon ligger og sover og Erik ser på tilskuerne. Forestillingen betoner altså denne dobbelthed, som gentages mange gange forestillingen: Dette er Gob Squad, som genindspiller Warhol. Tilskuerne ser tilblivelse af filmoptagelsen opført af skuespillerne, og er klar over, at der er tale om live optagelse. Det er centralt, fordi fire tilskuere langsomt inddrages i forestillingen og overtager skuespillernes roller.

Ideen med at lave remaket er en form for undersøgelsen af 60’erne, som en slags forudsætning for vores liv i dag. Der var i midten af 60erne en række begivenheder, som var med til at skabe begyndelsen af vores tid. Lige fra instant kaffe til frigjort sex, forbrug af drogs, en identitetsopfattelse af selvet som en rolle, rockmusik og Vietnamkrig. Forestillingens tilbageblik er præget af vores her og nu, primært i og med at det er levende skuespillere og tilskuere som optræder. Det er især i Kitchen scenen at en række at disse temaer udfoldes, idet de udfører en form for party, dans, tilnærmelse hvor også deres individueller karakteristika blandes ind i remaket: Blandt andet fylder det en del, at Bastian er homoseksuel og Sharon et udpræget behov for at udfolde sit køn og lighed med Warhols foretrukne kvindelige ”stjerne” Edie Sedgwick. (Still billede fra Warhols film).

 

Hvad var det der skete i midten af 60erne? Der foregik et paradigmeskifte, som ændrede kunstbegrebet og forestillingerne om, hvad der kan være kunst. Hvad som helst kan så at sige indgå i kunstens ramme efter Warhol: en sovende, en som ser ind i kameraet som ”sig selv”, et kyssende par. Kunsten er ikke længere et objekt eller en fiktiv fortælling. Det kan være konceptet og rammen, som skaber værket. Kunsten inddrager med den kommunikativ udsigelse: ”Dette er kunst” konteksten og tilskueren i værket.

 

 

 

Den performative vending

Det centrale i 60erne er måske selve handlingsbegrebet. Dwight Conquergood kaldte det i 1962 et performativt paradigmeskifte. Teoretisk har denne performative vending reference til blandt andet den engelske filosof John Langshaw Austins bog How to do things with Words fra 1962. (Austin 1997). Talehandlinger er ytringer, som hverken er sande eller falske, fiktion eller virkelighed, men som er handlingsskabende.

Derfra udvikles et performancebegreb og en kunstform, som fokuserer på handlingens virkning i en given kontekst. Dele af teatret får ligesom ritualet en transformerende karakter i forhold til tilskueren. Dette skifte hænger sammen med mange forskellige bevægelser lige fra ungdomsoprøret, modstandsbevægelser i den tredje verden, udviklingen af velfærdsstaten, medieindustrien og ikke mindst behovet for at skabe en nærmere udveksling mellem kunst og tilskuer.

Jeg skal blot nævne et enkelt performativt værk fra samme år som Warhols film, og som ligner Gob Squad’s Kitchen en hel del. Yoko Ono, en japanskfødt, amerikansk kunstner, medlem af kunstnersammenslutningen Fluxus, opførte et værk hun kaldte Cut Piece. Tilskuerne blev inviteret op på scenen for med en saks at klippe en stump af hendes tøj. Med denne kunsthandling skabte hun en direkte performativ relation, som var en form for overskridelse af kunstværkets ramme, det kønsspecifikke og det generelle kulturelle tabu: at klippe kunstneren nøgen. Hun forandrede dermed kunstnerollen, den kreative proces og forskød kunsten til et handlingsfelt, som kom til at dreje sig om forholdet mellem autenticitet og iscenesættelse og ikke mindst en kunst, som var defineret ved en åben ramme, risikovillighed og tilskuerens uforudsigelighed.

Gob Squad forlænger denne kunstform ved at indsætte tilskuerne i rollerne. Det er en form for opgør med skuespilkunsten eller rettere en udvidelse, som betyder at ikke-professionelle kan udfylde skuespillerens funktion.  Samtidig forskyder skuespillerens funktion sig til også at iscenesætte og guide tilskueren gennem hovedmikrofoner og forklare dem, hvad de skal sige og gøre. På et tidspunkt får Erik, Bastian til at overtage screen test rollen. Men denne overdriver og kommer til at spille mærkelig. Erik beslutter sig derfor til at invitere en tilskuer til at overtage rollen. Vi ser ham komme ud i tilskuerrummet, og han får kontakt med en tilskuer, som indvilliger i at deltage. Erik følger hende ind bag skærmen, og lidt efter ser vi det nye ansigt, som blot ser ind i kameraet og derfor ud på tilskuerne. Også Sharon finder en tilskuer til at overtage hendes rolle.

Skuespillerne performer under deres eget navn. Det betyder, at tilskuer-skuespilleren spiller fx Sharon som i Kiss kysser den faktiske skuespiller Sharon. Det skaber et spil om identitet, hvor skuespillerne så at sige overtager skuespillernes identitet, men samtidig er sig selv som tilfældig tilskuer.

 

Medieringens autenticitetseffekter

Autenticitet og rolle bliver et centralt tema i rekonstruktionen af 60ernes Warhol-film. Hvad er virkelighed: den oprindelige skuespiller i Warhols film, den iscenesatte rolle, tilskueren eller skuespilleren?

Forestillingen bliver en remediering, som benytter sig at både nærhed og medial konstruktion. På den ene side skaber nærbilledet en intimitet og nærhed med skuespilleren, som blot forstærkes når disse erstattes af ”virkelige tilskuere”. Der skabes en utrolig nærhed, hvor den kvindelige tilskuer, som spiller Sean, guides af den virkelige Sean gennem øresneglen, til at berette om sin første seksuelle oplevelse med en kvinde. Det fungerer som en slags bekendelse samtidig med at vi, tilskuerne, er bevidste om flere lag af mediering: videooptagelsen, formidlingen af replikker fra skuespilleren og naturligvis det sidste lag af iscenesættelse, som den tilfældigt valgte tilskuer lægger ned over scenen med sin personlig mimik.

Der er flere mulige forklaringer på hvori kunsten består. Den autobiografiske fremstilling, skuespillerens facilitering af tilskueren, tilskuerens umiddelbare fremstilling, medialiseringen. Under alle omstændigheder er der et spændende spil mellem autenticitet og det iscenesatte, immediacy og hypermedicy. Nærheden med skuespilleren eller mediesituationens manipulation.

Forestillingen leger med denne dobbelthed. På et tidspunkt får Bastian tilsyneladende et blow job af den medvirkende tilskuer. Og vi ser hans reaktion i close up og det virker ægte indtil kameraet zoomer ud og vi ser han blot sidder og faker. En anden scene The Kiss, hvor Sharon kysser en tilskuer, virker forbavsende ægte. Det understreges yderligere af at skuespillerne i køkkenscenen går helt i stå og bare dvæler ved scenen. De få gange hvor skuespillerne kommer ud foran skærmene virker ganske mærkværdige. De er så små i forhold til dem på skærmen, som pludselig er kæmpe store og mere virkelige.

Forestillingen når en form for klimaks, idet de nye tilskuere afviser Bastian som uægte, mens de selv er virkelige. De ydmyger ham næsten og påpeger, at han kun er en rolle og tilmed utroværdig. De nye skuespillere har tiltaget sig magten over settet.

Det autentiske bliver således fremstillet som en effekt af den faktiske iscenesættelse. Det gælder både de nye tilskuere og det gælder for Warhols film, hvor selv en 8 timer lang optagelse af en sovende er en iscenesættelse af virkeligheden gennem et kamera. Autenticitet er altid en konstruktion og en særlig nærhedseffekt.

Virkelighedskonstruktion

Forestillingen kommer dermed til at handle om remake og remedialisering, som en mulig iscenesættelsesmåde, der dog altid er betinget af konteksten, situationen og både iagttager og modtager. Men alligevel en reel handling som forandrer situationen i teatret og tilskuerforholdet i almindelighed. Det er en gentænkning af teatret som en udveksling mellem skuespiller og tilskuer. Forestillingens styrke er, både at skabe en høj grad at nærhed og empati med de medvirkende og samtidig at skabe en form for konstruktionsbevidsthed. De to tilsyneladende modsætningsfyldte tilgange forstærker tilmed hinanden og skaber en gensidig troværdighed. Forestillingen fremviser tre forskellige virkeligheder som repræsenterer hver deres iagttagelsesmåde. Den første scene er settet, gagscenen som vi ved findes, men som under forestillingen er usynlig og bag skærmen. Skærmbilledet er den anden to-dimentionale virkelighed, som fungerer med en høj grad af nærhed og forstørret synlighed. Endelig er den tredje virkelighed tilskuerrummet, hvor vi som tilskuere iagttager et remake af en historisk film og skaber en form for syntese mellem filmen og bagscene. Det vi ser er således at det bliver muligt at intervenere i en anden virkelighed.

Gob Squad’s Kitchen (You’ve Never Had It So Good), 2007.

Medvirkende i den konkrete opførelse på Teater Momentum i Odense feb. 2018:  Sean Patten. Bastian Trost, Sharon Smith, Erik Pold.

Erik Exe Christoffersen er lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi, og underviser i Teaterpraksis.

Del med andre