HOSPITALET. AArhus Teater

HOSPITALET

En farce om de umulige beslutninger

Janek Szatkowski

Har teksten besluttet sig?

Hospitalet er en organisation, hvor der hele tiden skal træffes beslutninger. Det er dét, organisationer må gøre, hvis de skal overleve. Beslutningerne der træffes, skal efterleves af alle medlemmer af organisationen, hvis de ikke vil risikere at blive ekskluderede. Beslutningerne på hospitalet har også (livs)afgørende betydning for ’gæsterne’ i organisationen: de syge borgere, der gerne vil blive raske. Christian Lollike har skrevet en tekst, der giver et blik ind i en verden, hvor logikken omkring det at tage beslutninger er kortsluttet. Teksten giver en stadigt eskalerende galskab plads. Kommunikationen ender i et nødskrig.

Christian Lollikes tekst bevæger sig faretruende tæt på en lidt tom farceagtigt satire blandet med desperationen over en virkelighed, der synes at have afmonteret al menneskelighed. Denne dobbelthed mellem farce og tragedie er ikke nogen enkel cocktail at forløse scenisk. I teksten fremstår patienterne som ofre, men også som irriterende, stædige og afmægtige. De bliver fejlbehandlet og diagnosticeret med råhed og lægelatin. Sygeplejerskerne flintrer rundt, og forsøger at leve op til deres løfte. Oversygeplejersken kæmper sin egen kamp som mellemleder med at kommunikere de pålagte ’effektiviseringer’, der igennem teksten bliver mere og mere absurde indtil patienter til slut bedøves, og fodres med deres egen afføring. Det er påfaldende, at teksten konstant peger ’opad’, for hvem er det, der træffer beslutningerne. I teksten møder vi dem aldrig. Beslutningstagerne forbliver et fremmed ”de”, en ledelse, medicinalindustrien, politikere. Dette ”de” svæver over det hele som de usynlige beslutningstagere. De almindelige mennesker kæmper deres egen kamp. Tekstens ’heltinde’, protagonisten sygeplejersken Una forsøger at råbe op, forlanger at ledelsen bliver stillet til ansvar. I hendes monologer lever en drøm om et oprør. Vi genkender denne problematik vi fra Lollikes arbejde, hvor den eksponeres, og finder meget forskellige udtryk, men aldrig i en udpegning af moralsk funderede løsninger. Lollikes diagnose i denne tekst, peger på hvordan det enkelte menneske, der påtager sig at handle under de givne, mere og mere absurde betingelser, bukker under. Una prøver at begå selvmord, men ender blot som patient på sin egen afdeling, der til og med udsættes for de nyeste forsøg: patienterne fodres med deres egen afføring. Teksten lader hånt om beslutningstagerne, for at fokusere på det, der sker med dem, der skal leve med og udføre beslutningerne. Lollikes udsagn er forbundet med en uendelig, cirkulær regres: Vi spøger til hvem der har truffet beslutningerne og hvorfor, ledes konstant opad i organisationens hierarki, for at slutte i et uoverskueligt verdenssamfund, der blot peger tilbage på hin enkelte. Man ser jo billedet for sig: hunden fodres med sin egen hale. De mennesker, der påtager sig at leve og handle i og med den skildrede elendighed, ender med at forgifte sig selv.

 

Hvad er årsagerne til dette, og hvad er de videre konsekvenser? Teksten antyder, hvordan vi kan blive ved i det uendelig med at spørge til hvorfor. Det gør vi, men netop fordi årsagerne forgrener sig i stadigt mere komplekst væv af årsagers årsager og virkningers virkninger, giver vi op. Vi handler alligevel. Teksten udstiller paradokset: Vi vil helbrede og redde så mange syge som overhovedet muligt. Forskning og teknologiske udvikling muliggør en stadig ekspansion. Overlægers karrierer, medicinalindustriens profit øger omkostningerne astronomisk. Men der kan ikke stilles ubegrænsede midler til rådighed. Der må træffes beslutninger.

I teksten satiriseres over de mange beslutninger, og måden de kommunikeres på. Her peger teksten på et enormt stort, samfundsmæssigt problem. Den stakkels mellemleder oversygeplejersken forsøger med tillært karisma og floskel-sprog at opfordre til konsensus for at hendes afdeling skal kunne klare sig igennem. Derved udstilles et ynkeligt forsøg på at tildække mysteriet bag ”beslutninger”. Vi ved jo godt, at det ikke nødvendigvis er den, der kommunikerer beslutningen, der faktisk har taget den. Hvem da, spørger vi, og teksten lader svaret ende i organisationens hierarkiske, anonyme og systemdrevne spids. Det kender vi igen fra alle organisationer og arbejdspladser. De beslutninger, der kommer ovenfra er givetvis vigtige, og så må man hellere indrette sig efter dem. Problemet er, at vi ikke aner, hvor vi så skal sætte ind, hvis vi vil påvirke en beslutning, der er truffet eller skal træffes? Lollikes tekst lader pilen pege i retning af hin enkelte, der må gøre op med sig selv. Møder, strejker, opråb til ledelsen, men i teksten virker intet. Heller ikke det næsten religiøse ofringstema synes at have effekt: den gamle dame der tager sit eget liv, som en offergave til de modige, der slås i en organisation, der er løbet amok. Eller Una, der forsøger at tage sit eget liv for at råbe omverdenen op. Nok starter enhver revolution først, når oprørerne er mange nok til at flyve i flok, men hvor skal de flyve hen? Selv fra, eller måske især fra et ekstra-moralsk standpunkt som Lollikes måtte det være muligt at lade et koldt analytisk blik afsøge beslutningernes ’alternativer’. Teksten rammer ind i centrum af et samfundsmæssigt gigant-problem, men formår kun at løfte en lille flig af det.

Forestillingens løsningsforsøg: Stramhed og overskridelse

Ikke desto mindre er det lykkedes Runar Hodne (instruktion) i samarbejde med Franciska Zahle (scenografi og kostumer) at skabe en fortælling, der driver teksten til at give alt det den har fra sig og faktisk lægger den et ekstra lag til. Tilskueren mødes af en stram og dynamisk scenografi, der med tårnhøje vægge, skæve vinkler og en labyrint af gange i sterile hospitals farver, sætter rammen om en forestilling, der med en tilsvarende stram, rytmisk præcis koreografi lader travlhed og stress forplante sig til hele salen. Lyset (Anders Kjems) leger med en blanding af et fælt, nøgternt hospitalslys, der pludselig kan brydes af momenter med meget tydelige signaler, et rødt alarmlys, en operationsstue-belysning, dunkel aften på gangene, til og med cirkus lys. Denne leg med en realisme og surrealisme klæder forestillingen og løfter noget frem, der viser sig at blive et samlende argument for forestillingen. På samme vis er lyden (Kim Engelbredt) bygget op som et selvstændigt og meget fornemt lag under hele forestillingen. Ind i mellem understreger lyden en realisme, men oftest er den et diskret hint om alt det skæve, alt det vanvid, der er på spil. Lyden lader os hele tiden ane en slags elektroniske forstyrrelser, noget der vibrerer på kanten af det ubehagelige, men som aldrig eksploderer. Som sådan bæres forestillingen af den samtidige balance mellem stramhed og en eskalerende overskridelse.

Runar Hodnes instruktion bygger forestillingen gradvist op, så en næsten realistisk tone gradvis eskalerer og får hospitalet til at forsvinde ind i et surrealistisk univers af halvbedøvede patienter, hospitalsklovne, blod og lort, og skingre managementfloskler. En sådan dynamisk udvikling i formen er vigtig, fordi det understreger et sidste desperat råb om hjælp fra en organisation, der er ved at gå til under tyngden af pålagte besparelser, effektiviseringer og registreringer. Som tilskuer er man fremragende underholdt, men sidder også tilbage med en yderst ubehagelig fornemmelse af, at man har set det hele før, man kan genkende det fra sin egen arbejdsplads i offentligt og privat regi, og det er tragedien i det hele.

Tragedien i Farcen

Runar Hodne har med denne forestilling vist os noget om teatrets mulighed. Han har med stor præcision skabt en forestilling, der bevæger sig i fascinerende kurver. En stor bue udgøres af forvandlingen fra dagligdag til surrealistisk splatter-farce. Her er det ikke mindst farcens satiriske og stadigt eskalerende overdrivelser, der bærer fortællingen om vanviddet. Inden i den store bue er der så plads til forskellige enkeltscener, hvor forholdet mellem patienter og læger, mellem sygeplejerskerne og oversygeplejersken, spidser til. I hver enkelt scene er der kælet for den dynamik, der skal til for at bære farcens komiske elementer. Det kan kun gøres gennem rytme og timing i skuespillernes reaktioner og deres bevægelser rundt i hospitalets korridorer. Det er klassisk farce, ind og ud af døre, sammenstød, kropsåbninger og –væsker, samt anden slapstick. En vanskelig form, fordi den så let mislykkes, hvis den ikke er præcis og falder på de rigtige taktslag. Skuespillerne arbejder beslutsomt sammen om at levere farcen. Forestillingen sørger for, at de enkelte scener får hver deres præcise dynamik og stemning – fra den rene farcen med lægen (Kjartan Hansen), der gemmer sig bag den obligate grønne plante, når han skal afsige dommen over patienten (Nanna Bøttcher), til alvoren i en lille stille scene med den gamle patient (Inge Sofie Skovbo), der gerne vil dø. I scenen tager hun livet af sig med en plasticpose over hovedet, diskret lagt tilrette af sygeplejersken Una (Mette Døssing). Selvmordet er ledsaget af et brev, der støtter de sygeplejersker, der har taget sig af hende, og som nu får lidt mere tid, når de ikke skal passe på hende. Meget sigende forsvinder brevet. Og Una anklages. Endnu et oprør bliver væk. I eskalationen gennem hele forestilling er der på den måde hele tiden fint markerede brud, der sikrer at forestillingen også får en anden, dybereliggende puls. Der er også plads til langsomme mellemspil, som når en gulvvaskemaskine går gennem rummet.

I teksten har hver figur vi præsenteres for, en fortælling, en lille historie, og den forstærker Runar Hodne og skuespillerne, så vi bag farcens typer aner et menneske. Når Kristian Holm Joensen lægger krop til patienten, der ved en fejl får fjernet sit røvhul og udstyres med en stomipose, bliver det til en rørende fortælling om den lille mand, der savner sin ekskæreste, og på råd fra sygeplejerskerne kalder stomiposen for Berit, for at få et mere personligt forhold til den, så er det i sig selv en fornem skuespil præstation, der balancerer vrede, afmagt, og forladthed i et fint lille portræt. Patricia Schumann giver oversygeplejersken en fin udvikling fra gå-på mod og munter personalepleje til den forpinte mellemleder, der mere og mere desperat skal kommunikere ledelsens beslutninger til personalet. Patricia Schumanns udgave af ’leder der kommer lige fra kursus’ og har lært alle trickene, burde være obligatorisk stof for samtlige i deltagere, coaches og ledere i de uendelige mængder af kurser. Kurser i alle afskygninger, der stiller frejdigt står til rådighed for organisationer med ondt i beslutningerne. Thomas Mørk får lov til vise spændvidden i sit repertoire, fra den ulykkelige patient, der får overbragt budskabet om sin nært forestående død af en uelegant læge (Kjartan Hansen), til selv at fremstille den selvbevidste overlæge, der med følge overværer fagligt møde. Både i vreden og apatien viser Thomas Mørk os menneskeligheden i figurerne. Mette Klakstein Wiberg, der bliver færdiguddannet fra DDSKS i år, er ganske enkelt uforlignelig med sit præcise kropssprog. Det er så koncentreret og præcist, hvad enten hun er spiller den yngre læge, der er forgabt i overlægen, eller patienten med hypokondri, der ender som en skulptur inden i sin frakke, eller slentrer afsted tværs ovre scenen med gulvvaskemaskinen. Et talent vi holder øje med. Nanna Bøttcher er som sygeplejerske den ansvarlige der knokler løs. Hun viser os et menneske, der er drevet af ambitioner om at gøre det godt, som vil det bedste, men får det sværere og sværere, og ender med at have et højst besynderligt forhold til urin-kolber. Som patienten der skildrer sin dødsangst, giver hun forestillingen en dybde af patos (på den gode måde) og står stærkt i dette stille punkt i ellers ustyrlige cirkus.

Med Mette Døssing som sygeplejersken Una har forestillingen et vigtigt kraftmoment. Mette Døssing administrer figurens bue med stor præcision. Hun har en helt central funktion i forestillingen, fordi hun er hovedkraften i det tragiske lag, jeg mener kommer frem i forestillingen. Hun starter med spidse kommentarer til oversygeplejersken, som hun har hjulpet ind i stillingen, fordi de var venner. Hun giver sig selv helt og fuldt, tager overarbejde, giver sit telefonnummer til patienten med hypokondrien. Hvis man ser sådan lidt klassisk dramaturgisk på det, så udgør Una som figur den klassiske tragiske heltinde. Hun har vores sympati, vi er med hende, når hun forsøger at sige fra, sådan som heltinder skal i umulige situationer; hun drømmer endog om oprøret, hun vil sætte i gang. Monologen fremstod ved premieren nok lidt for unuanceret, og det er synd, for den kan sagtens bære en anden mere blid og drømmende form. Mette Døssing magter i en flot disponering at fremstille Una, da hun oplever faldet. Omverdenen giver hende modstand, yder hende ingen opbakning, og hun slutter, som en klassisk tragisk heltinde skal, med selvmordsforsøg og tværet ud, siddende i en kørestol, hvor hun fodres med sin egen afføring. Den tragiske tone som Døssing skal bære, understøttes fint af de momenter i de andre figurers fortælling, hvor virkeligheden blive ubærlig. Modspillet bliver for eksempel ydet af Inge Sofie Skovbo, der i rollen som den ældre sygeplejerske med hofteproblemer, udstråler en fascinerende blanding af djærv snusfornuft, nedslidthed, og underkastelse. I en herlig lille senge -dialog med den syge forretningsmand (Kjartan Hansen) giver Inge Sofie Skovbo os til og med en bizar galgenhumor, da hun slynger rundt med sit ben, efter hofteoperationen, som har gjort hende multiflexibel.

Alt dette får Runar Hodne afstemt, og til at virke sammen med stor præcision. Det gør forestillingens sceniske sprog til en dynamisk forvandling fra farcens satire, til bitter nedsmeltning. Det kalder den tragedie, der klinger under farcen frem, så den står med stadigt større styrke gennem forestillingen. Det dramaturgiske dobbeltgreb, der prøver at lade farcen spænde vanviddet op, og samtidig lader os opleve tragediens bitre fald, lykkes. Det er bare rigtig, rigtig godt teater.

Dette sker ikke i virkeligheden

”Dette sker ikke i virkeligheden”, siger Una til slut. Eller gør det?

Det der sker i virkeligheden, er en konsekvens af, at vi ikke magter at diskutere beslutninger. Beslutninger om en usikker fremtid. Vi håber at beslutningerne vil absorbere usikkerheden. Men hvordan er det lige med beslutnings-præmisserne? Og hvilke alternativer får vi angivet? Og hvordan er det lige beslutningerne blive taget? Der er så meget digt og ordgejl i de ’reformer’ vi bliver præsenteret for, at der er meget langt til den virkelighed, vi kan iagttage i vores organisationer. Det er både morsomt og dybt tragisk, men det er IKKE den enkeltes fejl. Det hele afhænger af, hvem der iagttager. Når teatret iagttager kan der, som her, stilles skarpt på menneskene i systemet. Når klovnene blander sig bliver perspektivet strammet ind: vi må le af vores egne dumheder. Det kan være en fin begyndelse, men der skal også træffes beslutninger i morgen. Jeg savner at teksten havde turdet binde an med en lige så nådesløs dissektion af beslutnings-programmerne, som af hverdagens hospitals-cirkus. Måske når Christian Lollike til det i et kommende værk

Hospitalet, Aarhus Teater, februar 2018.

Tekst: CHRISTIAN LOLLIKE / Medforfatter SIGRID JOHANNESEN

Iscenesættelse: RUNAR HODNE

Scenografi og Kostumer: FRANCISKA ZAHLE

Lysdesign: ANDERS KJEMS

Lyddesign: KIM ENGELBREDT

Tekst- og forestillingsdramaturg: HANNE LUND JOENSEN

Skuespillere: METTE DØSSING, INGE SOFIE SKOVBO, NANNA BØTTCHER, KRISTIAN HOLM JOENSEN, THOMAS MØRK, KJARTAN HANSEN, PATRICIA SCHUMANN, METTE KLAKSTEIN WIBERG.

 

 

Janek Szatkowski er Lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.