Ankomst. AfskedAf Jens Albinus, Huset Teater 

 

Af Janicke Branth

Forestillingen om en sammenhæng

Jens Albinus har valgt at genopføre sin forestilling ”Die Umbettung”, som blev uropført på Schauspiel Köln i januar 2016, altså kort tid før han overtog Huset Teater som leder. Titlen på dansk er en anden og måske knapt så fortællende som den tyske ”genbegravelse”. Det er en forestilling om den moderne familie i al den splittelse og mangel på sammenhængskraft og de deraf følgende indre kvæstelse. Stykkets faderfigur, Jørgen (Hans Rønne) – som kun er far til den ene af morens døtre, Liv (Laura Skjoldborg) – gør sin entre med en kraftig benskinne på højre ben. Den stammer fra en trafikulykke, hvor han ganske grundigt blev kørt over af en bus: ”I første omgang var der ikke noget åbent sår. Knoglen er revet over indeni, ikke huden… ja, og senerne, selvfølgelig, men ikke en skramme på huden (-) Indeni. Kun inden i, forstår du, og derfra strømmer det så ud overalt..”  Den meget symbolske replik antyder, at familiens faderfigur måske er intakt på det ydre plan men stærkt forblødende under overfladens tynde membran. Billedet kan for så vidt gælde som metafor for hele familiens perforerede ’væg’ mod en omverden, der trænger sig mere og mere på.

Morten Vang Simonsen, Benedikte Hansen, Laura Skjoldborg, Maria Rich, Hans Rønne

  

Scenografisk overflade

Scenografisk kan det næsten ikke blive enklere: et forhøjet kvadratisk spillepodie udgør den teatrale scene, hvorpå familiens karakterer udspiller deres forskellige konflikter. Ganske symbolsk færdes faren, Jørgen Dragsholm rundt langs siderne eller i udkanten af spillefladen, der i reglen optages af kvinderne. Spillepodiet er omgivet på tre sider af tynde baner af papir, som i starten er lige så anonyme og beige, som selve scenepodiet. Først senere bliver disse baner bogstavelig talt gennemblødt af væske, som synes at strømme gyldent ned over dem. Mod slutningen bliver denne visuelle membran mellem scene og rum gennembrudt både udefra og indefra.

 

Papirtynd membran – ud til omverdenen

Familien består på traditionel vis af en far, en mor og to (voksne) børn. Men faren er kun far til den ene af døtrene, Liv som er den yngste, der med sit symbolske navn er stykkets samlende karakter, og som ihærdigt forsøger at genoprette familiens enhed. Det er hende, der konstituerer forestillingens plot, idet hun har forsøgt at samle alle familiens medlemmer til en genbegravelse af den døde søster Rosa. Rosas grav er blevet dømt til nedlæggelse for at give plads til en ny omfartsvej i kvarteret. Liv insisterer på, at hendes grav skal flyttes, ikke nedlægges, og at de alle skal mødes og indtage et måltid ved hendes grav, ”De døde er ikke døde. Kun fraværende. Døde er de først, når vi glemmer dem.” siger Liv i starten af stykkets anden del, hvor hele familien er samlet på kirkegården til det rituelle måltid. Ligesom sin far – og i modsætning til storesøster og mor – insisterer hun på fortiden og på muligheden af en genskabelse af helheden.

Den dominerende moderfigur

Lili Wrangel (Benedikte Hansen) er en kvinde, som har realiseret sig selv. Hun har tre døtre med tre forskellige mænd, det er hende, der ejer huset, som far Jørgen og Liv bor i. Hendes karakter er på god Strindbergsk vis ligeså livgivende som destruktiv. Hun har ikke været hjemme i 12 år, og i mellemtiden har hun skabt en fantastisk karriere som fotograf med talrige internationale udstillinger bag sig. Man kommer umiddelbart til at associere til Annie Leibovitz, men kigger man lidt nærmere på hendes efternavn Wrangel, så kommer man også til at associere til Henrik Ibsens stykke Fruen fra Havet (1888), hvor Ellida Wangel er den kvindelige hovedperson, som skal vælge mellem ægteskab og lidenskab. Som hos Ibsen starter også Ankomst.Afsked med en venten på moderens ankomst.

Godt og vel et århundrede senere har kvinden fulgt sin egen kurs, har overtaget magten og er både blevet det biologiske og det økonomiske grundlag for familien, men uden at det har ført til andet end splittelse og har efterladt både mand og børn som (trafik-) ofre i en flydende modernitet og en familiestruktur præget af kontingens. Hendes tredje mand, forfatteren Jørgen (Hans Rønne) med det symbolske efternavn Dragsholm (som det gamle slot ved Fårevejle) roder rundt med fragmenter af sit forfatterskab og forsøger at sætte det sammen til noget, som kan antage form af en samlet roman ”Men så skriv dog den bog Jørgen, for fanden … Det er det en forfatter gør. Skriver! …”- råber Lili til ham på et tidspunkt. Men det er åbenbart ikke nogen helt enkel ting for Jørgen, hvis research dels hober sig op i kassevis, dels antager karakter af videnskabelige eksperimenter (jf.Strindberg Faderen): ”Der er sensorer i de kasser. Meget følsom teknologi. Lader sig kun vanskeligt forklare. Alt sammen meget – komplekst”. Romanværket synes at kredse om karakterer fra tiden under 2. verdenskrig – men heller ikke de, er til at få hold på og ”hænger sig alt for tidligt” (allerede på side 38) til at udvikle sig og gøre tjeneste som gennemgående hovedkarakterer i det stort anlagte romanværk (eller hvad det nu er).

 

Barakkerne i bag familiens hus.

Den fremmede i Albinus stykke er en ung mand, Toby (Morten Vang Simonsen) som har forelsket sig i Liv og gerne vil starte en familie med hende. Men hun er alt for optaget af at restituere stumperne af sin oprindelige familie til at starte en ny. Og derfor bliver han den så at sige ’fritsvævende’ bifigur, som på plotniveau aldrig får fodfæste noget sted, men højst bliver anledning til lidt erotisk forstyrrelse – eller en slags ’nærmeste fortrolige’ til de af stykkets personer, som på givne tidspunkter får behov for at fortolke/beskrive deres version af fortiden. Hans – i dansk sammenhæng – specielle fornavn, Toby stammer fra hans Irsk- katolske mor og placerer ham i en position mellem familien og de uspecificerede udlændinge, der tilsyneladende bor i barakker bag ved den gamle nedarvede familieejendom, og til hvem han har valgt at donere sine beskedne ejendele. En gang imellem foresvæver det Jørgen Dragsholm at invitere beboerne i barakkerne til at overtage huset i stedet for at kapitalisere det, sådan som Lili har planer om. Jørgen forestiller sig vagt at åbne hjemmet for de nødlidende, men uden at man derfor føler sig kaldet til på, at tro på at disse smukke altruistiske intentioner er andet end netop luftige forestillinger.

 

Den manglende sandhed om karaktererne

I modsætning til de store forgængere i den nordiske dramatik bygger Ankomst. Afsked ikke op til nogen endelig sandhed om familiens fortid. Tværtimod består Jens Albinus dramaturgiske teknik i at kaste små lunser ud til publikums narrative begær for derefter at trække tæppet væk under vores fortolkning. Er Jørgen overhovedet forfatter? Har han overhovedet været ude for en trafikulykke? Eller er den store beskinne bare et påskud? Den forsvinder i hvert fald hurtigt. Har Lili mon den strålende karriere, de taler om, når hendes manager åbenbart har holdt familien oven vande? Hvorfor forlod hun familien så kort efter datteren Rosas død? Og hvorfor døde Rosa? Hvad er det egentlig for mennesker, der bor i barakkerne bag huset? Og hvad er der egentlig sket i Jørgen og Lilis ægteskab? Spørgsmålene hober sig op, mens svarene blæser i vinden. Men det er naturligvis hele stykkets dramaturgiske pointe, at vi som tilskuere deler vilkår med stykkets karakterer, når det gælder en dybere indsigt i den egentlige sammenhæng.

 

Genbegravelse

– er naturligvis et kunstigt ord på dansk, men den tyske titel er dybt ironisk og rammer den humor, som er et grundtræk i forestillingen. Den refererer ikke bare til den døde søster men også til forestillingen om, at det gør nogen forskel at grave fortiden op. Forsøgene fremstilles her som naive indtil det komiske. Selvmodsigelserne står i kø og nok kan man momentant genoplive fortiden, men det fører mere til teatralske konflikter end til afklaring – endsige forsoning. Her spiller forestillingen ganske raffineret på publikums spontane dramaturgiske forventninger. Grundtanken i forestillingen er mere Shakespearesk end Ibsensk, mere barokteatrets theatrum mundi, (verden som en scene, ”and all the men and women merely players”), end det realistiske teaters afsløring af bagvedliggende sandheder.  Det giver anledning til et forrygende skuespil hos alle medvirkende, der udfolder deres individuelle begavelse i præcise karaktertegninger. Benedikte Hansen er et studie i uforudsigelighed, ubehageligt manipulerende, arrogant og så pludselig omsorgsfuld og ind i mellem ynkeligt selvopgivende. Hans Rønnes underspillede humor tager sig ofte ud som svaghed men viser sig også som styrke. Maria Richs datter er en sær blanding af svaghed og styrke, og kun de to helt unge karakterer tegnes forholdsvis sammenhængende.

 

Den tredje datter

Med den yngste datter synes et andet tema om dybere sammenhæng at komme på banen inspireret af Tomas Transtömer, fra hvis digte der citeres et enkelt bag i programmet til forestillingen. Det er hende, der insisterer på, at de døde bliver ved med at være til, så længe vi mindes dem. Det er hende der vil samle familien og som til sidst vælger at flytte sammen med Toby. Hun spilles med et usædvanligt poetisk nærvær af Laura Skjoldborg. Temaet dukker dog også op i Lili Wranglers mest vellykkede billede, som det beskrives af Jørgen i slutningen af forestillingen:

Jørgen: ”Under oprydningen så jeg igen på dit billede. Billedet som Liv hængte op. Barnets mærkelige ansigtsudtryk (-) Barnet bevæger sig ind i landskabet det står i, og samtidig bevæger landskabet sig ind i barnet. Landskabet forandrer barnet, men barnet forandrer også landskabet. Snart ser man ikke det ene. Og ikke det andet. Hvad man ser er, at de er uadskillelige”.

Her lukker teksten op for en anden, mere poetisk og sammenhængende (utopisk?) vision, som karaktererne synes udelukket fra – måske lige undtagen Liv – og som de tilsyneladende kun kan nå igennem kunsten.

Man må gå ud fra at Jens Albinus selv har valgt betegnelsen ”tekst af …” i programmet og dermed understreger stykkets karakter af spillepartitur. Og forestillingen er forrygende velspillet. Men det er som om den fragmenterede nutid og den poetiske helhedsvision ikke helt kommer til at balancere i tekst og opsætning. Trods Hans Rønnes og Laura Skjoldborgs poetiske spillestil bliver det poetiske lag mere en litterær tilføjelse end en integreret del af forestillingen.

Medvirkende: Benedikte Hansen, Hans Rønne, Maria Rich, Morten Vang Simonsen, Laura Skjoldborg.

Tekst og instruktion: Jens Albinus, Scenografi: Rikke Juellund, Lyddesign: Ditlev Brinth, Lysdesign: Mads Vegas.

”Ankomst. Afsked” spillede på Husets Teater indtil den 15. december 2017

 

Janicke Branth er dramaturg, cand. phil. og medlem af Peripetis redaktion.

Del med andre