En gennemkomponeret, gudeskøn og gudeskør verden

 

Af Ansa Lønstrup

Forventningerne til nye Robert Wilson-opsætninger er altid skyhøje. Som en pendant til vores egen Lars von Triers filmiske nyskabelser sættes der hos Wilson altid nye standarder for, hvad scenekunst, musikdramatik eller opera kan være. Det skete også denne gang i Aarhus Teater og Aarhus Kulturhovedstads samarbejde med Det Norske Teatret om en scenisk forestilling baseret på Jon Fosses gendigtning af Edda-tekster, skrevet og opført på klingende nynorsk og med dansk overtekstning højt oppe under Aarhus Teaters klassiske teaterloft. Jo, der var i alle henseender højt til loftet i denne premiereforestilling, som dog havde haft urpremiere på Det Norske Teatret allerede i foråret.

Hvordan forbereder og stemmer Wilson så sind og sanser hos tilskuerne i det fælles auditorium – forud for og i starten af sin forestilling? Mens publikum kommer ind, er den scenografisk ellers tomme og åbne scene kun befolket af et udstoppet rensdyr, placeret i en træbåd. Da forestillingen går i gang, sortlægges scenen, og fra gulvet og op åbnes langsomt et lysende kvadrat, som vi efterhånden ser som et udsnit af et svagt bølgende sky- eller lufthav: et ur- eller ophav. Hertil hører vi nu Arvo Pärts underskønne variationsværk ”Credo”, som er komponeret over J.S. Bachs præludium i C-dur for klaver og i den ”rene” toneart uden fortegn. Den ”klassiske”, rene musik giver sig god tid med mange gentagelser, bygges op og vokser med en stor harmonisk korklang, der efterhånden instrumenteres og harmoniseres over i en markant modernistisk dissonans og konfliktfuld voldsomhed. Musik- og lyskulminationen efterfølges af teaterrøg, som glider ud bag og forbi den lysende firkants ur- og ophav. Et lille signal om at noget helt andet kommer til at ske.

Dette er forestillingens ouverture, hvor vi gennem lyd og lys sanseligt erfarer og forberedes på dens overordnede hovedtematik, hvorimod vi ikke forberedes på de kulørte, crazy og skarptskårne tableauer, vi efterfølgende skal være vidner til.

Hvad er der gang i?

Kan man fx hænge Odin op i et træ (Yggdrasil) iført sølvfarvet Elvis-dragt og skriggrøn rockguitar og syngende den første af forestillingens 11 popsange på engelsk? – sangen lyder bekendt, men er reelt nykomponeret af den amerikanske, kvindelige indie-duo, CocoRosie, ifølge programmet med inspiration fra og frit over Jon Fosses Edda-tekster. Ja, det kan Wilson, når han effektivt vil vriste sit publikum ud af ouverturens harmoniske, meditativt-nedsænkende effekt såvel som af en forventning om, at vi nu blot skal læne os langt tilbage i tid og rum til de gode gamle historier og myter, hvor Edda-fortællingerne blev faste og nedskrevne. Her mødes vi i stedet af nutidige myter og kulturelle tegn kombineret med oldnordiske gudefigurer og deres historier, og det princip fortsættes, ja ophobes og forstærkes til et næsten hysterisk og kulørt niveau gennem forestillingens første og længste del.

Fx forvandles Odin-Elvis figuren senere til en fed og træt jakkesæt-klædt mand, der har mistet kraft, hukommelse, skarphed og dermed det overblik, der skulle gøre ham til overguden. Et markant tegn på personmyternes og gudernes forfald eller måske et generelt menneske-, myte-, kultur- og verdensforfald? I hvert fald fremtræder de øvrige gudefigurer herefter stadigt mere outrerede, udsyrede og perverse som fx i det elskende søskendepar Frej og Frejas frivole slapsticknummer foran scenetæppet. Eller gudernes samling ved det lange bord, hvor den fede Odin sidder med benene på bordet, og hvor gudeforsamlingen i tilbagelænet stil underholder med deres fortællinger under en usædvanlig ikonisk scenografi: en stavkirke er på vej ned over og bag dem.

I øvrigt befolkes forestillingens mange disparate tableauer og plots af forskellige konstellationer af det kendte gudeslæng plus et par troldeagtige jætter, men med en markant fokusering på fortællingen om Odin og Friggs søn Balders død, og hvis skyld det nu var (”whodunit?”); Loke eller Høder? Den er måske central for det Ragnarok, som vi ved må komme på et eller andet tidspunkt. Andre fortællinger er Tors tilbageerobring af sin hammer Mjølner gennem list og hans fisketur, hvor han fanger Midgårdsormen. Det afgørende i fortælledramaturgien er, at der sker en ophobning af tableauer, som ikke opleves som en sammenhængende, fremadskridende fortælling i tid eller logik. Til gengæld opleves de enkeltvis som fascinerende, komiske og let hypnotiserende i deres stilistisk-legende konstruktion og koreografi: det er tableauerne som performance og udsigelse, det er værd at dvæle ved. Og der bliver dvælet og gentaget.

Wilsons Edda bruger og blander mange forskellige traditioner og principper hentet fra fx japansk teater: de overdrevne og særdeles effektfulde ansigtsmasker og frisurer med hårpisk eller strithår. Fra tegneserier og tegnefilm bruges traditionen og teknikken med tilsat elektronisk effektlyd som ”switch” og ”donk” på figurernes bevægelser, som samtidig med en armbevægelse kan iværksætte momentane lysflash. Dertil kommer kostumernes stærke popfarver og mærkværdige former; mestendels overraskende uklædelige i deres originalitet, men skulpturelt flotte i deres scenografisk-visuelle funktion.

Mest overaskende og forvirrende er måske den stemmeæstetiske iscenesættelse af gudefigurerne: den alvidende Vølve taler i et hysterisk diskant toneleje – helt uden for en voksen kvindes normalstemmeleje. Til gengæld hører vi fra den kropsligt-visuelt maskuline Tor en mærkværdig, kønsubestemmelig ”fistel”-stemme, som forvirrer – indtil vi senere ser ham listigt optræde i kvindetøj for at kunne generobre sin hammer. Guderne virker på flere måder stilmæssigt i opløsning eller ”vaklende” – barokt groteske og fremmedgjorte. En kommentar til vor tids opløsning og anfægtelse af kønsstereotyper og -identiteter.

Når dertil kommer figurernes kantede, stiliserede og gentagende bevægelseskoreografier synkroniseret med lydsporet og renset for såkaldt ”naturlige” eller dynamiske bevægelsesdynamikker, så bliver effekten dels komisk, dels hypnotiserende på en måde, så det føles som om, vi bliver sat uden for tiden – som om tiden bliver sat i stå eller midlertidigt på repeat.

For tilskueren kommer der oveni et stort arbejde med at kombinere al denne stilistiske sammensathed med de mange musikalske indslag; såvel lytning til de engelsksprogede indiepop-sange som flere dele af Arvo Pärts modernistisk-minimale musik, der indsættes som ”skillere” i løbet af hele forestillingen. Den smukke og lidt fremmede klang af figurernes nynorske kombineret med den danske overtekst højt oppe samt øvrige teatermærkværdigheder som den store glinsende teater-”drage” Midgårdsormen samt en unavngiven kæmpeskildpadde! Der er rigeligt at se og lytte til – og det begynder at hobe sig op og spidse til. Som tilskuer er det vanskeligt at etablere en ”syntese” eller samlet mening i de vanvittigt flotte og underholdende tableauer. I befriende frustration vælger nogle blandt publikum at klappe efter det førnævnte frivole slapsticknummer med Frej og Freja foran scenetæppet.

Syntese

Efter pausen er alt forandret: En blågrå scenografi af kantet is og sne, gude- og jættefigurerne i træge slowmotionbevægelser fra højre mod venstre, Vølven med en lille lysende båd på en lang stang. Alt peger i samme retning og på samme betydning: på vej mod ragnarok, hvor den rasende, lysende Fenrisulv rejser sig og lægger alt og alle døde. Kun to hvidgrå skikkelser (Odin og Vølven?) overlever, stagende sig frem i deres båd på det nu store blåhvide sky-ophav og indhyllet i Pärts musik, som nu fylder scenerummet: efter ragnarok en ny begyndelse. Så fik vi trods alt den syntese, som – om end lidt sent – kaster lys og lyd tilbage på forestillingens stærkt sammensatte, disparate og dominerende første del.

Det lydligt-sanselige og Gesamtkunstværker

Man kan til yderligere opklaring af Wilsons disponering af forestillingen inddrage og henvise til, hvordan han tidligere i andre forestillinger har arbejdet med kombinationen af digt/tekst, stemmer, musik og lyd, lys, scenografi og figurtegning. Ligesom man kan overveje, inden for eller mellem hvilke genrebegreber hans Edda-forestilling kan forstås.

Vølvens skingert hysteriske fortælling og spådom er et ud af flere eksempler på, hvordan Wilson effektivt indbygger et ”kontrapunkt” eller en modstemme til den klassisk-norrøne Edda – Tors stemme ligeså. Stemmer går direkte i krop og øre, og der er altid i vores sanseapparat et forlods fokus på talende menneskestemmer og deres klang og karakter, som vi til stadighed afkoder i vores daglige omgang med mennesker og verden – også i en scenisk forestilling. Derefter kommer vores koncentration om øvrige lyde, som kan afsløre ting og personer i bevægelse. Vores sansning af musik er derimod for længst blevet sekundær (eller tertiær) i vores gennemmusikaliserede og mediebefordrede kultur fyldt med baggrundsmusik.

Richard Wagner – en anden stor bruger og kunstnerisk bearbejder af den nordiske mytologi – insisterede i sin musikdramatik som fx Niebelungens Ring på, at selve dramaet skulle høres i orkestret gennem ledemotivernes udvikling og frem- og tilbagepegninger, og at sangerfigurerne ligeledes etableredes gennem deres forvaltning af samme ledemotiver. Men han insisterede også på, at alle ”medier” – det visuelle (scenografi/lys), tekst, musik og gestik – er ligeværdige i hans musikdrama, som derfor skal forstås som et Gesamtkunstwerk.

Robert Wilson har siden slut 80´erne iscenesat mange operaer, herunder Wagners Parsifal (Hamborg 1991), hvori Wilsons genialitet var at gøre personfigurerne til stillestående, næsten geometriske figurer eller skulpturer, som ved deres kunstige, minimale gestik og koreografi flyttede tilhørernes fokus over på musikkens bevægelser og drama. Samtidig betjente han sig af en ekstremt minimalistisk scenografi, som heller ikke tog opmærksomhed fra musikken og stemmernes drama.

Det er nok nogenlunde sådan, vi hidtil har mødt og kendt Wilsons stilistisk-æstetiske prioriteringer i hans tidligere sceniske forestillinger herhjemme: stramhed, minimalisme, stilistisk rensning med fokus på lys, lyd, musik og scenografisk klarhed.

Men det gælder altså ikke denne Edda-forestilling, hvor mange stilarter (og flere sprog!) er i spil – visuelt, lydligt, tekstligt og musikalsk. Og man kunne også spørge sig selv, gennem hvilken genre vi overhovedet kan forstå Edda: som musikdramatik eller musical? Næppe nogen af de to.

Men gerne som et Gesamtkunstwerk, der som vist ovenfor i Edda er minutiøst og præcist gennemkomponeret på alle parametre og medier, men som samtidig er så overopladet, tidsligt-kulturelt så ophobende stilsammensat og genreblandende, at vi som publikum sættes på hårdt arbejde for at få det hele og en syntetiserende mening med. Men det samme gælder jo imidlertid også for os uden for teatret, i vores belastede og belastende liv og verden. Derfor vil jeg konkludere, at Robert Wilsons Edda er et Samtidskunstværk – i dobbelt forstand og af høj kvalitet.

Edda:  Den 14. oktober 2017 på Aarhus Teater.

Koncept, instruktion, scenografi og lysdesign: Robert Wilson. Tekster: Jon Fosse. Musik: CocoRosie og Arvo Pärt. Kostumedesign: Jacques Reynaud.

Medvirkende: Henrik Rafaelsen, Gjertrud Jynge, Sigve Bøe, Frode Winther, Eivin Nilsen Salthe, Marianne Krogh, Paul-Ottar Haga, Joachim Rafaelsen, Ola G. Furuseth, Renate Reinsve, Tiril Heide-Steen, Jon Bleiklie Devik og Wenche Elena Medbøe.

Ansa Lønstrup er lektor emerita ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet

 

 

Del med andre